Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Johannes af Korset i vor tid

I år fejrer Kirken 400året for den hellige Johannes af Korsets død. Han døde d. 14. dec. 1591, kun 49 år gammel. Hans korte liv var dog langt nok til at han nåede mystikkens højder, og desuden, sammen med den hellige Teresa af Avila, reformerede karmeliterordenen.

Jubilæet er anledning til, at en strøm af bøger og artikler om Johannes af Korset ser dagens lys. Men den egentlige årsag til dette litteraturudbud skal nok søges i den kendsgerning, at Johannes af Korset i dag er mere aktuel end nogensinde. Mennesker inden og udenfor Kirken søger vejledere i det åndelige liv, og i Johannes af Korsets skrifter finder mange, hvad de søger.

1. Lærer i bøn.

Fremfor alt var Johannes af Korset nemlig en uovertruffen lærer i bøn. Den, der gerne vil lære at bede, gør klogt i at gå i skole hos ham, for han forstår nemlig kunsten at give bønnen videre til andre, at forklare den så klart og enkelt, at man må tro ham. Han store styrke og aktualitet består i hans udførlige beskrivelse af overgangen fra meditativ til kontemplativ bøn, eller med andre ord fra en tænkende og talende bøn til en stille, ordløs bøn. Bøn er for ham et kærlighedsfuldt samvær med Gud. Det siger sig selv, at dette samvær gennemgår en udvikling. Sådan går det jo også mennesker imellem. I den første forelskelsens tid omgås man anderledes med hinanden end når man i mange år har delt både livets lyse og mørke sider. I begyndelsen har man meget at fortælle, meget at spørge om. Efterhånden bliver alt mere roligt og stille.

For Johannes gælder det om ikke at spilde tiden på vejen til Gud. Han tror mere på stilheden end på de mange ord og tanker. "Det mest nødvendige for vort fremskridt," skriver han, "er at være stille foran den store Gud, med vort begær og med vor tunge, for det sprog, som han bedst hører, er den tyste kærlighed" ( Ord af 1jus och kårlek, nr. 131). Denne forkærlighed for stilheden har også en dybere årsag. Johannes er overbevist om, at bønnen ikke er noget, vi selv skal fabrikere. Bønnen findes der allerede. Der foregår en trinitarisk bøn i ethvert døbt menneskes hjerte. Hellere end selv at producere vor fattige bøn, burde vi lyttende vende vort øre til urbønnen dybt i os. Hans tanke om dette kan sammenfattes i en berømt udtalelse: "Et ord har Faderen talt og Ordet var Hans Søn. Stadig taler han dette ord i evig stilhed, og i stilhed skal sjælen høre det" (Ord av ljus och kärlek, nr 99).

At bede er ikke primært en aktivitet fra menneskets side, men Guds aktivitet. Når vi hører ordet kontemplation, tænker vi på en tilstand af skuen, en form for åndelig intuition. Når Johannes definerer kontemplation, vender han op og ned på det hele og betragter den som Guds værk: kontemplation er intet andet end Guds mystike handlen i sjælen, et stille og kærlighedsfuldt nærvær af Gud selv, som når man ikke hindrer det optænder sjælen med kærlighedens Ånd" (Själens dunkla natt, 1, 10, 6). Menneskets værk består helt enkelt i ikke "at hindre", i at bevare den kærlighedsfyldte opmærksomhed rettet mod Guds kærlighed.

Hvor ivrig Johannes er efter, at man så hurtigt som muligt skal kunne blive i den stille, tyste bøn, kommer også frem i den måde han går i rette med de åndelige ledere, som tvinger deres skriftebørn til i deres bøn at overveje trossandheder, selv om de længes efter stille meditation. Her glemmer han helt sin sædvanlige sagtmodighed og åbenbarer noget af sit spanske temperament. "Disse åndelige vejledere ved intet om, hvad åndelighed er. De krænker Gud og viser ham foragt i deres klodsede indgriben i hans handlen med sjælen. Det har nemlig kostet Gud stor møje at føre disse sjæle så langt, og han lægger stor vægt på den virkelighed, at han har ført dem ind i denne ensomhed og tomhed...... for at han kunne tale til deres hjerte... Trods at de ikke forstår dette, blander de sig med deres klodsede handlemåde i dette, som de ikke forstår, i stedet for at overlade det til nogen som forstår... Derfor er en sådan leder en blind, som kan være hindring for sjælens liv, som er Helligåndens liv.... Nogle af dem er klar over dette, mens andre ikke er. Men ingen af dem kan undgå at få deres straf" (Levande Karlekslåga III, 54,56,62). Han er ikke altid så mild mod sine kolleger!

Der er næppe blandt de store mystikere nogen, der har beskrevet den kontemplative bøn så klart som Johannes af Korset. "Sjælen skal ikke gøre andet," skriver han, "end at holde sig vendt mod Gud i kærlighedsfuld opmærksomhed, uden egne anstrengelser, bare enkelt og ukunstlet rette sin beslutsomhed og kærlighedsfulde opmærksomhed mod Gud, ligesom én, der åbner øjnene med kærlighedens opmærksomhed" (Levande Karlekslåga III, 33). Et klassisk eksempel på denne enkle bøn finder vi hos bonden fra Ars, der på sognepræstens spørgsmål om, hvad han foretog sig så længe i kirken, svarede: "Jeg ser på ham, og han ser på mig".

Før koncilet var det normalt, at præster og ordensfolk dagligt holdt en halv times meditation. De ældre blandt os husker, hvordan sognepræsten hver morgen sad en halv time før messen ved sin skriftestol og bad sit breviar eller mediterede. Den meditation, man lærte på præsteseminariet eller i noviciatet, var for det meste en meditation, hvor man efter en forberedelse tænkte over et trosmysterium eller et stykke fra evangeliet, derefter engagerede man sine følelser i det, overvejede, for til sidst at afslutte med en konkret beslutning. Kun enkelte gange har jeg mødt mennesker, som kunne stille noget op med denne meditationsform og føle sig hjemme i den. Den er sikkert alt for kompliceret for vor tids mennesker. Livsrytmen i vor tid er så stressende, tempoet så hurtigt, vi bliver i så høj grad bombarderede med billeder og slogans fra reklamens og massemediernes side, at vi oftest føler os for trætte og splittede til desuden at "tænke" på Gud en halv time. Vort største behov er at samle stumperne af os selv sammen, at genskabe enhed, at lade vort trætte hoved komme til ro i stor enkelhed.

Når så mange for tiden søger frelse i østerlandske meditationsformer, er det sikkert, fordi Kirken ikke forstår at forvalte sine egne skatte af spiritualitet og mystik. Til alle, som lader sig initiere i Maharishis transcendentale meditation eller i zenmeditation, ville Johannes af Korset, hvis han mødte dem, utvivlsomt sige: "Hvorfor søger du så langt borte? Hvad du søger i øst, finder du lige så godt, ja langt bedre, i den kristne tradition. Den indre enhed, frihed og glæde, som Maharishi lover dig, finder du også i den kontemplative bøn". Jeg formoder, at helgenen også ville forklare dem, hvori risikoen ligger i disse østerlandske meditationsformer. Man udforsker sit indre, man erfarer at man er større, bredere og dybere end man troede, og det er herligt. Fængslet bliver mere rummeligt, man får øget bevægelsesfrihed, men alligevel bliver man dog siddende i sit fængsel. Man kommer ikke ud af sig selv. I den kristne kontemplative bøn findes derimod opmærksomhed mod et Du, mod den Anden.

På meditationskurser har jeg mødt mennesker, som efter den første tids begejstring for TM-meditationen er kørt fast, og som opdager en ny befriende dimension i den kristne bøn. Transcendental meditation kan på meget kort tid føre nogle mennesker til dyb afspænding. Følelsen af enhed og forbundethed med kosmos, som man erfarer i denne afspænding, kan være en overvældende erfaring. Men de forventninger, som derved vækkes, bliver ikke til bunds indfriede. Livets yderste mening findes ikke i en kosmisk enhed med alt som findes, men i kærlighed fra person til person. Mennesket er født til kærlighed, og kærlighed er ikke opgåen i altet som en dråbe i oceanet, men den indebærer, at man giver sig selv til et Du, og at man i denne given bliver helt og fuldt sig selv. Den kontemplative bøn, som Johannes af Korset lærer os, er ikke fordybelse i en salig kosmisk følelse, men hvile i Gud. Gud er som solen, siger han, der fylder dit hus med lys, hvis du bare åbner vinduerne og lader lyset komme ind. (Levande kärlekslåga III, 4647). At bede er at sole sig i Guds kærlighed.

Det er ikke min mening at spille Maharishi og Johannes af Korset ud mod hinanden. Tværtimod tror jeg, at vi kristne i mødet med transcendental meditation kan mindes om vore egne, måske glemte, bønsformer, der kan være os til stor hjælp i vor kontemplative bøn. Som de fleste ved, er denne meditationsteknik meget enkel, selvom man må betale en del for at lære den! Hele meditationen består i en stadig gentagelse af et enkelt ord, et såkaldt mantra. Du skal sidde bekvemt, helst med ret ryg, lukke øjnene og i en periode af 20 minutter gentage inden i dig selv f. eks. ordet "kirim". Hvis meditationen lykkes og det gør den faktisk for mange kommer du meget snart til et dybere niveau i dig selv. Bekymringer, stress, tanker angående dit arbejde ligesom smelter bort. Du kommer til hvile. Der ligger en særlig kraft i en sådan gentagelse.

Det kan ikke være forkert at anvende denne kraft i den kristne bøn. I stedet for et neutralt mantra (men er det i virkeligheden så neutralt, som det påstås?) kan jeg gentage en kort bøn: "Kom Herre Jesus" eller "Abba Fader". Det bliver da en hellig gentagelse, som lader mig komme til hvile i Jesus eller i Faderen. I østkirken har man tidligere end hos os opdaget den kraft, der ligger i gentagelsen. De, som beder Jesusbønnen, gentager hele tiden: "Herre Jesus Krisus, forbarm dig over mig". Også i Vesten finder man her og dér denne gentagne bøn. Om Frans af Assisi fortælles, at han i timevis kunne gentage: "Min Gud, mit alt". Forfatteren til det middelalderige skrift "Uvidenhedens sky" er meget radikal, når han tilråder kun at anvende et enkelt ord. Til og med giver han det råd at vælge et enstavelsesord, f.eks. "love". Det bliver da lidt sværere, hvis man vil bede på dansk!

I følge Johannes af Korset bør en nybegynder ikke umiddelbart vove sig ind i kontemplativ bøn. Man må først opbygge et kærlighedsforhold ved aktivt at tænke på Gud og tale kærligt med ham. Først når "kærlighedens ild er tændt", er det muligt og meningsfyldt uden ord og tanker helt enkelt at være hos Gud og hvile i Ham. Den, der alt for tidligt søger den kontemplative bøn, havner uvægerligt i håbløs adspredthed. Men takket være den genopdagede gentagelse er det muligt meget tidligere at begynde med kontemplativ bøn. Også den, hvis hjerte endnu ikke brænder i kærlighed til Gud, kan tilslutte sig Helligåndens bøn og sammen med Jesus sige: "Abba, Fader". I denne gentagelse bliver kærligheden næret. Den er aktiv kærlighed. Samtidig bliver man i gentagelsen draget til et dybere niveau, hvor der råder et andet klima end på overfladen. Det ord, som bedst kan betegne dette klima, er fred. I denne atmosfære af fred er den kærlighedsfulde opmærksomhed som en strøm, der af sig selv roligt og stille strømmer mod havet, og den stadige gentagelse af bønnen holder strømmen i sit leje.

Måske har der aldrig været så stort behov for stille, kontemplativ bøn som nu. Ordenes inflation har gjort mange af os allergiske over for de mange ord. Selv i fejringen af liturgien truer ordene med at få overhånd. Også i bedegrupper, som så glædeligt overalt vokser i antal, anvendes ofte alt for mange ord. Hos Johannes af Korset kunne man lære, hvor meget enklere bønnen kan blive, og samtidig meget dybere. Der er stor forskel mellem at jonglere med tanker om Gud, at tale med Gud og helt enkelt bare vøre i Gud. Denne bøn kræver ingen energi, den giver energi. Den er et velgørende bad i stilheden, i Guds stilhed

2. Vejleder i det mystiske livs udvikling.

Da Johannes af Korset i 1926 udnævntes til kirkelærer af Pius d. 11. fik han samtidig titlen "doctor mysticus". Han er den store lærer, når det gælder mystisk erfaring. Også som sådan har han noget yderst vigtigt at sige os i dag.

Den tyske, katolske teolog, Karl Rahner, udtalte kort før sin død: "Den kristne af i morgen må være mystiker eller slet ikke findes". Før i tiden, da troen var integreret i en kristen kultur, da samfundet var gennemsyret af kristne værdier, da man hver søndag så store skarer gå til højmessen med salmebøger i hænderne, da var det let at tro og at bevare sin tro. At tro var næsten noget selvfølgeligt. Den personlige tro var sikkert ikke altid særlig dyb, men den blev styrket gennem de andres tro. Denne tid er nu så godt som forbi.

I Sverige, der betragtes som det mest sækulariserede land i verden, ser man tydeligt, hvordan Karl Rahners ord går i opfyldelse. Den store masse er totalt fremmed for troen. Men hvad kristendommen har mistet i kvantitet, har den vundet i kvalitet. Hos den lille rest finder man en tro, som er solidere og dybere end den tro, man tidligere mødte hos de gennemsnitstroende. Og en dyb, gennemlevet tro vil af sig selv føre til erfaring. Når sådanne troende har den lykke at møde Johannes af Korset, betyder det for dem en hel del tids og energibesparelse!

Men selv for andre, for dem, som aldrig har mødt Kirken eller som har vendt sig bort fra den, har helgenen et budskab. Det er svært for mennesker ikke at tro på noget. Den, som ikke finder noget i Kirken, søger andetsteds: I astrologi, i transcendental meditation, hos antroposoffer, hos en eller anden guru, i en af de mange sekter, som dukker op overalt. Alt det, som kan sammenfattes i begrebet New Age, viser en hunger efter åndelig erfaring. At denne hunger er særlig stærk i vor tid, kan ikke undre os. I en verden af cifre og numre, af datamaskiner og statistik, i en verden, hvor teknikken har sidste ord, kommer det typisk menneskelige ikke til sin ret. Et eller andet sted dybt i mennesket findes en længsel efter en transcendental virkelighed, en længsel efter kærlighed, mening, fællesskab. En længsel efter tryghed.
I princippet skulle Kirken kunne tilfredsstille denne hunger. Kirken har, efter min mening, en skat af mystisk erfaring. Men hvordan formidles denne erfaring? Hvor finder man vejledere, som selv er sårede af Guds kærlighed, og som derfor kan hjælpe andre at lade sig såre af Gud? Det virker som om den mystiske erfaring er blevet gemt væk på et loft, skjult under centimetertykke lag af støv. Kirken er i samme vanskelighed som Gorbatjov: høsten er stor, der findes egentlig føde i overflod, men der er problem med transporten.

Tillad mig at nævne noget fra min egen erfaring. Blandt deltagerne i mine meditationskurser findes der for det meste en del søgende. Ofte har de søgt mange andre steder, i østerlandsk meditation bl.a. og dér gjort nogle erfaringer. Når de så til deres forundring mærker, at der også findes noget at erfare i den kristne bøn, kan der opstå en længsel hos dem efter en nærmere kontakt med Kirken, hvilket konkret vil sige med sognepræsten, hvor de bor. Men hvad sker, hvis denne præst ikke selv har nogen bønserfaring, men bare trækker på skulderen af disse mennesker, når de fortæller om deres erfaringer? Hvad sker, hvis disse mennesker gennem præstens undervisning eller forkyndelse får Kirkens lære præsenteret som en stribe abstrakte sandheder, et skelet uden kød på benene. Hvad disse mennesker søger, er liv. Man kan ikke leve af abstrakte sandheder. Det er hjerteskærende at se, hvordan mennesker, som allerede er Gud meget nær, måske nærmere end de praktiserende troende, som kan trosbekendelsen udenad, ikke bliver opfangede af den officielle Kirke. Kun hvis de, som repræsenterer Kirken, gennem tale og måde at være på lader mennesker se, at Gud ikke bare er en idé for dem eller et begreb, men en levende Gud, som gør dem lykkelige og i hvis kærlighed de ved sig trygge, kun da er der chance for, at sådanne mennesker kommer over tærskelen.

"Måske er det ikke helt uberettiget", skriver den belgiske kardinal Gottfried Daneels i sit sidste julebrev, "når New Age anklager kristendommen for mangel på gennemlevet erfaring, for at have mistænksomhed over for mystik og i stedet lægge alt for stor vægt på den rette lære og trættende etiske formaninger. Især i de sidste år er kristendommen næsten blevet reduceret til et etisk program. Trosbekendelsen som levende lære og kilde til religiøs erfaring og mystik, er skubbet ud i baggrunden. Mange er på grund af denne overspændte etiske appel blevet trætte og gået andetsteds for at søge ro".

Mange præster og teologer er skeptiske over for alt, hvad der hedder oplevelser. Hos os kommer det an på troen, ikke på oplevelser, siger man. Som om oplevelser og troen skulle udelukke hinanden. Den som uden forudfattede meninger læser Det nye Testamente, må erkende, at der i kristendommen findes en del at erfare. Jesus har aldrig sagt, at livet med ham skulle være en ørkenvandring. Den, som fremstiller det kristne liv som en ørkenvandring, skal ikke blive forbavset, hvis unge vender ryggen til kristendommen og Kirken og går til andre traditioner for at søge den fred, glæde og det levende liv, som de lover. Dette er da egentlig ikke nogen protest mod kristendommen som sådan, men mod en form for kristendom, som har mistet sin troværdighed.

Jesus lover fred, glæde og liv til alle, som følger ham. Fred og glæde er noget, man kan erfare. En glæde, som jeg aldrig føler, er vel en mærkelig glæde! Jesus lover alle udkørte mennesker, som kommer til ham, fred og vederkvægelse. Hvad er en vederkvægelse værd, hvis ikke den opleves? Paulus skriver, at vi er en ny skabning i Kristus (2.Kor. 5,17). Kan man blive en ny skabning uden at mærke noget som helst til det? Vi er blevet så vant til at tolke sådanne tekster helt minimalt, som om det handlede om ting, vi skulle acceptere i en helt nøgen tro, uden at mærke nogen som helst virkning. Hvordan er man kommet til en så fremmed og kunstig tolkning? Jeg formoder, at årsagen skal findes i, at mange af os måske især teologer i virkeligheden ikke erfarer denne fred og glæde. For at berolige vor samvittighed, rationaliserer vi den faktiske situation. Vi gør en dyd af nødvendigheden. I stedet for ærligt ar erkende, at noget mangler i vort liv, siger vi, at den kolde, følelsesløse tro er normal. Men er det ikke risikabelt at lægge vægt på følelser? Jovist! Og netop de, som mest har erfaret Gud, mystikerne, advarer os bestandigt, i tide og utide, mod at blive stående ved oplevelser. Men findes ikke den samme risiko i kærligheden mellem mennesker? Og er vi da ikke ganske djærve og uforsagte til at 1øbe risikoen? Hvad ville der blive tilbage af litteratur og kunst, hvis alt, der handler om glæde og smerte i forholdet til den elskede, skulle sættes i parantes? Højsangen er ikke bange for at synge om kærlighedsoplevelsen hos brud og brudgom.

Gud har skabt os sådan, at vort væsen er et eneste stort skrig efter ham. Denne umættelige tomhed vil han fylde. Kan vi være andet end lykkelige, når han begynder at gøre det? Er det forkert at erfare denne lykke, at smage den? Er det sikkert, at det er forkert at længes efter den? Beder Kirken ikke uden ophør: "Lad dit ansigt lyse, at vi må frelses." (s1.80)? Beder den ikke bestandigt om at vi må kunne glæde os over Helligåndens trøst? Skal vor kærlighed absolut være "ren kærlighed", totalt reduceret til at være "agape", uden nogen som helst plads for "eros"?

Alle de, der har erfaret noget af Gud, ved, at dette fuldstændig har forandret deres liv. Et besøg på Tabor, om end aldrig så kort, efterlader spor. I østen er man meget bevidst om dette. Måske skulle Kirken lære noget af den østerlandske ærefrygt for Gudserfaringen.

Samtidig må man ikke glemme, at Kristus har frelst os på korset i en total "ikkeerfaring". Spændingen mellem Tabor og Golgatha hører til kristendommens væsen, ja til kærligheden i det hele taget. Det er netop mystikernes opgave at holde denne spænding levende.

Måske findes der ikke nogen blandt mystikerne, som i dette land så fuldt af faldgruber, viser vejen så tydeligt som Johannes af Korset. Han er den rette til at tiltrække mennesker inden for New Age, og det er da også en kendsgerning, at han, sammen med Eckehart og Teilhard de Chardin, bliver læst netop i disse kredse.

Johannes af Korset er ikke bange for at skrive om erfaring. For ham er livet et stort kærlighedseventyr med Gud. I sin "Andlig sång", et langt digt på 40 vers, beskriver han, inspireret af Højsangen, alle dette eventyrs mange afsnit. Blandt alle tiders kærlighedspoesi er dette digt et højdepunkt. Han synger dér om, hvordan den elskedes lykkelige nærvær afveksler med den skrigende smerte i hans fravær. I sin kommentar forklarer han, hvordan alle menneskets kræfter bliver engagerede i kærligheden. Medens man i buddhismen udslukker de fire lidenskaber: glæde, håb, rædsel og sorg,
vil Johannes, at man opfatter det første bud bogstaveligt: Du skal elske Gud med alle dine kræfter. Selv den lidenskabelige energi bliver integreret i kærligheden.

Johannes nævner tre slags erfaring, som kvalitativt adskiller sig totalt fra hinanden. Først erfaringen hos nybegyndere, som endnu lever på følelsernes overfladiske niveau. Det menneske, som omvender sig til Gud, som bevidst træder ind i kærlighedsforholdet til ham, føler sig lykkelig. Helgenen beskriver i glødende vendinger disse første lykkelige erfaringer. "Man bør vide", skriver han, "at så snart sjælen beslutter sig til at tjene Gud i total hengivelse, begynder Gud sædvanligvis at 1øfte den op eg behandle den som en elskende mor passer sit lille barn. Hun varmer det ved sit moderbryst, nærer det med sød mælk eg mild velsmagende mad, bærer det i sine arme og kæler for det.... og sjælen finder sin store glæde i at tilbringe lang tid i bøn, ja måske hele nætter. Bodsøvelser er en lyst, at faste en glæde" (Själens dunkla natt, I, 1,2,3). I det sydlige Spanien i 1500-tallet var følelseslivet højstemt. Vi som hører hjemme i det nordlige, er nok følelsesmæssigt køligere og lever det hele i roligere tempo. Men glæde findes der i alt fald, når man opdager Gud.

Johannes nærer stor omsorg for, at man ikke bliver hængende i denne første erfaring. Man må videre. Der venter en rigere erfaring på et dybere plan, Åndens plan. De stærke følelser forsvinder og giver plads for dybere følelser, som egentlig ikke er følelser sproget er altfor fattigt til at udtrykke disse ting . "Det eneste, de kan sige er, at de er tilfredse, glade og lykkelige, at de fornemmer Gud og tror, at de er på ret vej" (Själens dunkla natt, II, 17,5). Men heller ikke her skal man rejse sit telt. Her elsker man Gud med det bedste af sig selv, man står på tindernes top, strakt mod Gud, men man står endnu på egen grund. Man går endnu i sit eget tempo. Man sidder endnu fast i sig selv.

Johannes vil ikke, at man bliver siddende på en bjergskråning, halvvejs oppe. Han vil føre mennesket til bjergets top. Der "går" man ikke længere, man bliver draget. Der sker alt i et trinitarisk tempo. Den, som trofast stræber efter ikke at søge sig selv i noget, som stadig giver slip på sig selv og kun lever for den Elskede, for det menneske kommer en dag, hvor Gud kidnapper det og drager det til sig. Man bliver så at sige slynget ud af sig selv, som i en katapult, og definitivt rodfæstet i Gud. Man er ikke mere sin egen, man er Guds, hans ejendom. Nu elsker man ikke længere Gud med det bedste i sig selv, man elsker ham med hans egen kærlighed. Gud elsker Gud. Nu bekymrer man sig ikke længere om, hvorvidt man erfarer Gud eller ej. Man siger med den hellige Bernadette: "Det, som angår mig, angår mig ikke længere". Den kopernikanske revolution er fuldbyrdet: Før var jeg selv solen og Gud en planet. Gud var dér for mig. Nu er Gud solen og jeg hans planet jeg er dér for Gud."

Men netop det faktum, at man ikke længere vender tilbage til sig selv det totale fravær af bekymring for sit eget jeg, er en ny erfaring, som man ikke ejer, men i hvilken man bliver inddraget. De fleste mennesker kender til den glæde og tilfredsstillelse man e r farer, når man glemmer sig selv for at gøre et andet menneske lykkeligt. Denne glæde er i sin øjeblikkelige tilstand ikke smittet af egoisme. Gud har skabt os i sit billede, Gud, der er den totale relation. Derfor bliver vi lykkelige, når vi træder ud af os selv. Den, der helt træder ud af sig selv og bliver ren relation, deler Guds uselviske glæde. Her går snaren sønder og fuglen er fri (Sl. 124,7). "Her (på bjergets top) findes ingen vej, thi for den retfærdige findes ingen lov. Han er sin egen lov", skriver Johannes på den skitse af bjerget, som han egenhændigt tegnede til hver af sine åndelige døtre i karmeliterklostret i Beas.

Den kosmiske bevidsthed, som man sætter så megen pris på i New Age, får vi så at sige med i købet. "Det er i dette, som opvågningens store glæde består", skriver Johannes af Korset, "altså i at kende det skabte gennem Gud og ikke Gud gennem det skabte (Levanda karlekslåga IV, 5). Tidligere fæstnede man sig i tingenes ydre, og man så, hvordan alt var splittet fra hinanden, total fremmedgørelse. Nu ser man tingenes inderside og hvordan alt er forbundet med hinanden, eftersom alt flyder frem af Guds skabende hånd. Overalt møder man Gud, alt vidner om ham.

Man kan næppe finde en Levende Vander, som skildrer den kosmiske bevidsthed så mesterligt som Johannes af Korset. Han gør det så radikalt, at teologerne rynker pande i angst for panteismens spøgelse. "Mi Amado las montailas", synger den hellige Johannes:

Min elskede, bjergene
de ensomme skyggefulde dale
de fremmede per
floderne, som klangfuldt taler
vindenes susen, kærlighedens sprog.
(Andlig sång, strofe 14)

Den elskede er alt dette. Denne kosmiske vision er urkristelig. Vi finder den hos Det nye Testamentes store teologer Johannes og Paulus. "Når jeg bliver ophøjet fra jorden, skal jeg drage alle til mig" siger Jesus hos Johannes (Joh. 12,32). Og Paulus ser, hvordan hele verdensaltet skal sammenfattes i Kristus, alt i himmelen og på jorden (Ef. 1,10).

3. Den mørke nats mystiker.

Johannes af Korset er nok mest kendt som den mørke nats mystiker. Også dette gør ham aktuel for mennesker i vor tid. Den svenske oversættelse af "Själens dunkla natt" er kommet i 3. oplag, mens hans øvrige bøger endnu ikke er udsolgt i første oplag. Mange genkender noget af sig selv i Johannes beskrivelse af den mørke nat. I sit brev af 14. december 1990 til karmeliterordenens general i anledning af 400-året for Johannes af Korsets død, taler pave Johannes Paul d. 2. om en kollektiv nat. Guds tilsyneladende fravær jeg skriver "tilsyneladende", for Gud kan aldrig virkeligt være fraværende som piner mystikerne i særlige kriseperioder, er blevet en almindelig erfaring. Gud er ikke længere nogen selvfølgelig virkelighed, som 1øser alle problemer eg besvarer alle spørgsmål.

Man har beskrevet vor tid som en faderløs tid. I mange børns liv har der aldrig været nogen far, eller også er han tidligt forsvundet. Uden nogen jordisk far har man svært ved at forestille sig den himmelske Far som en virkelighed. Følgen deraf er angst.

Vi lever med i en eksplosion af teknisk kunnen, og det fascinerer os, men er samtidig en kilde til angst. Menneskets etiske indsigt holder ikke trit med dets tekniske formåen. Der findes en afgrund mellem menneskets fornuft og dets visdom, mellem dets hoved og dets hjerte. Vi kan bare tænke på kernekraftens uhørte risici, på genetiske manipulationer, som truer med at pervertere menneskets specifikke natur. Vi har netop oplevet en skræmmende, afskyelig krig. Følgen bliver på ny angst, utryghed, og midt i udvidelsen af vor magt gribes vi af en følelse af afmagt. Hvem kan da undre sig over, at mange menneskers liv mere end tidligere præges af mørke? Mange oplever tilværelsen som en mørk nat, ja som et helvede. Dette er sikkert ikke altid Johannes af Korsets mørke nat i egentlig betydning. Alligevel findes der fælles elementer. Og de, som måske tilfældigt falder over helgenens bog om den mørke nat, genkender en hel del af sig selv i den. Man kan altså tale om en vis universalisering af natten, forudsat at vi opfatter begrebet "mørk nat" i udvidet betydning.

De, der gennemgår Johannes af Korsets mørke nat, forstår i det mindste i lyse øjeblikke at de er solidariske med hele menneskeheden. Den "gud1øshed", som kendetegner vor tid, bevirker, paradoksalt nok, at kontemplative klostres indbyggere kan føle sig beslægtede med sine samtidige "uden for murene". Mystikere har gode forudsætninger for at føre dialog med ateister.

På trods af at Johannes af Korset skildrer erfaringen at være uden Gud i de allermørkeste farver og med hjælp af umådeligt mange citater fra profeterne og fremfor alt Jobs bog, virker hans bog alligevel på læserne som en trøstens bog. Heri ligner den Johannes Åbenbaring. Den, der laser "Själens dunkla natt" helt til enden, føler sig trøstet. Og trøsten består i, at mørket bliver gennemsigtigt. Fysisk og psykisk lidelse, angst, forladthed, alt får mening. Alt dette er Gud i funktion. Det, der virker som Guds fravær, er i stedet tegn på hans intensive, man kunne næsten sige alt for intensive nærvær. I stedet for at være en tavs Gud, er han en Gud, der taler, så trommehinderne er ved at sprænges.

Hvorfor er konfrontationen med Gud ikke bare kilde til glæde, men også til smerte? Årsagen findes i menneskets situation. Det, som teologer kalder arvesynd, indebærer konkret, at mennesket, som oprindeligt var skabt til at give, nu i stedet lever for at gribe, eje. I stedet for at leve for andre, lever det for sig selv. Det oprindeligt åbne, gennemsigtige menneske er blevet lukket, snævert, uigennemsigtigt. Gud skaber mennesket uendelig rummeligt. "Sjælen er begavet med en uendelig kapacitet", skriver Johannes af Korset (Bestigningen av berget Karmel, II, 17,8). Egoismen har fået kapaciteten til at krympe. Når Gud gør sit indtog i sjælen, må han genoprette dens oprindelige mål, eller rettere sagt uendelighed. Er det da så mærkeligt, at man føler, at det knager i fugerne? Man kan også vælge Augustins billede: Det syndige menneske er en "homo incurvatus in se" ( indesluttet i sig selv). Vi kan forestille os, at Gud er som en kiropraktor, der retter ryggen ud og gør "homo incurvatus" på ny til "homo erectus", et frit, åbent, gennemsigtigt menneske. Resultatet er herligt, men ingen kan undre sig over, at behandlingen er smertelig.

Man kan også se arvesynden som en sammenbidt vilje til selvstændighed. Mennesket, som oprindeligt levede i harmoni med Gud, vender sig bort fra Gud for at skabe sin egen fremtid. Her begynder historien om den fortabte søn. Mennesket fører en frihedskamp mod Gud, en kamp, som naturligvis er dømt til at mislykkes. I sit forhold til Gud kan mennesket aldrig "kæmpe sig fri". Vi er og forbliver skabte væsener, og dette indebærer total afhængighed. Den store skilsmisse som følge af synden er, når vi gennemskuer den, en illusion. Jeg kan aldrig være uden Gud. Men jeg kan indbilde mig det og handle derefter. Da lever jeg ved siden af virkeligheden. I den mørke nats terapi tvinger Gud mig til nær kontakt med virkeligheden. Han lader mig se, at min tilsyneladende selvstændighed er en storslået illusion. Han krydser mine planer. Han sætter en kæp i hjulet for alt hvad jeg foretager mig, fremfor alt på det indre plan, men også ofte på det ydre. Du kan slet ikke bede så godt, som du tror, siger Gud med et stille smil. Han siger det ikke for at plage mig, men for at jeg skal komme til indsigt: Jeg kan ikke bede, bed Du i mig! .

Den kopernikanske revolution er absolut ikke nogen letkøbt revolution. Den koster blod og tårer. Den selvkonstruerede personlighed, som man er fortrolig med, må gå under. Af og til ligner Gud en bulldozer, som farer frem mod det gamle hus. "På dette bjerg bor kun Gud og hans herlighed og ære", skriver Johannes af Korset på sin skitse over Karmelbjerget. Ingen af denne verdens forsagelser er i stand til at fjerne egoismen fra mennesket. Gud må selv sætte spaden til roden.

Ligesom vi spiser Kristi krop under brødets skikkelse og drikker hans blod under vinens, sådan kan Guds blændende lys også træffe os under skikkelse af smertelige ydre omstændigheder: Sygdom, dødsfald, alderdomssvækkelse, ydmygelser, en skilsmisse, psykiske problemer. Alt som gør mennesket lille, alt som styrter "herskere fra deres troner", kan bidrage til den slutgyldige forvandling mennesket skal blive guddommeligt. Det gamle menneske må dø for at et nyt skal kunne opstå.

På vor vandring gennem den mørke nats tunnel har vi en lampe med: troen. Takket være denne lampe kan vi fortsætte vor vandring, "skønt natten råder". Når alle fromme følelser svinder ind, når der ikke findes mere at erfare, ikke engang den dybe fred vi havde opdaget i os, da findes kun troen, den nøgne tro uden erfaring. Denne tro er alt, hvad vi behøver. Denne tro lærer os ikke at støtte os på de subjektive vekslende oplevelser af Gud, men på Gud selv. Denne tro lærer os at leve i virkeligheden og ikke i, hvad vi oplever af virkeligheden. Denne tro er eneste kompas i en periode, hvor vi ikke længere kan orientere os med hjælp af følelser og erfaringer.

Det er helt fejlagtigt det vil jeg gentage at spille tro og erfaring ud mod hinanden. Troen er hos Johannes af Korset en meget rig virkelighed med et bredt spektrum. Den tro, som leder os ind i den mørke nat, er den nøgne tro. Men ved spektrets modsatte side findes "la fe ilustradisima", den helt oplyste tro (Levande karlekslåga, III, 80). Den nøgne tros opgave i den mørke nat er netop at lodse os gennem og over alle erfaringer, frem til den store erfaring. I denne endegyldige erfaring bliver mennesket 1øftet ud af sig selv og flyttet ind i Gud. Her sammenfalder tro og erfaring, objektivt og subjektivt. Her kan Gud være sig selv, uden grænser.

4. Det økumeniske aspekt.

Til sidst nogle ord om Johannes af Korsets økumeniske betydning. Dette aspekt er særlig vigtigt for mig, da jeg selv lever det så intensivt. 23 år i Sverige har givet mig lejlighed til at lede mange meditationskurser, hvor størstedelen af deltagerne har været protestanter. Hvis jeg på disse kurser var kommet med en mængde citater fra tridentinerkoncilet, ville man hurtigt have afskrevet mig. Men Johannes af Korset kan man citere så meget man vil. Han står på en måde over alle forskelle. Så snart man forlader det teoretiske plan og flytter over til det praktiske, til livet, det dybe liv, kommer enheden til syne. Til alles store glæde og undren ser vi da, at vi på dette dybe plan er meget mere ét end vi troede. Dermed påstår jeg absolut ikke, at teori er uden betydning. Jeg påstår bare, at livet kommer først. Hos mystikerne finder man livet i højeste potens. Lader man mystikerne komme til orde, forstummer alle diskussioner. Og i og med at vi sammen går den vej, som mystikerne viser os, vokser enheden af sig selv.

Derfor forekommer det mig så vigtigt, at man i evangelisationen giver plads til spiritualitet. Den mystiske traditions skatte må atter graves frem. Vi må på ny blive fortrolige med vore helgener og mystikere. Først da bliver Kirken på ny et hus, hvor der er godt at bo, hvor bordet er rigtigt dækket. Alle de, som er hungrige og der findes stor hunger både inden og udenfor Kirken vil da af sig selv strømme til den.

Det er beklageligt, at man i forkyndelsen for det meste begrænser sig til den første del af vejen og ikke har noget at berette om den anden halvdel. Det er dog den anden halvdel, som er mest spændende, og hvis man vidste mere om den, ville man føle sig mere motiveret til resolut at slå ind på den første.

Hvis vi synes, at Johannes af Korset sigter alt for højt, at det hele er for sublimt for os, gør vi klogt i at huske på, at ifølge koncilet er alle "kristne, hvilken stand de end tilhører, kaldede til at nå det kristne livs fylde og kærlighedens fuldendelse" (Lumen Gentium, 40).

"0 sjæle", skriver Johannes af Korset", I er skabte for store ting! I er kaldede at eje dem! Hvad gør I? Hvad beskæftiger I jer med? Jeres ønsker er bare ynkelighed, jeres skatte bare fattigdom. Sørgelige blindhed! Jeres indre øje ser ikke længere! Foran et så stærkt lys vedbliver I med at være blinde" (Andlig sång, 39,5).

Ja blinde foran et så stærkt lys. Vi behøver ikke at søge lyset langt borte. Vi kan bare åbne øjnene og leve i virkeligheden, i den hele virkelighed. Vi svømmer i et hav af lys og kærlighed.

Kender du historien om den lille og den store fisk? En lille fisk spurgte en stor, erfaren fisk, hvor oceanet fandtes. "Oceanet", svarede den store, "er det vand, du svømmer i". "Det her", sagde den lille fisk," det er jo bare almindeligt vand". Og den svømmede videre i sin søgen efter oceanet.......

Wilfrid Stinissen, ocd

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk