Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

En mystiker for en moderne verden

En eneboernonne fra det 14. århundrede - hvad har hun dog at sige i vor tid? Det må man nok spørge om her i 1995 i en verden præget af tidsåndens forvirring. Kan det budskab som Julian af Norwich (1342 -1416) bringer, bruges som rettesnor for mennesker i dag i deres dagligliv og i deres inderste længsel, i deres søgen efter rivets egentlige mening?

Trods alt det, vi kalder "det moderne", må vi jo se i øjnene, at verden i dag også er den verden, hvor der er et Rwanda, et Somalia, et Bosnien og andre områder med konflikt og lidelse. En verden, der til bevidstløshed kender hunger og nød, had og hævn, misundelse og uretfærdighed, tortur, terror og mishandling. Det er en verden, der i smerte og dødsangst skriger efter en helbredende omsorg, efter trøst og medfølelse. Den længes efter kærlighed og forsoning, håbe og trøst, retfærdighed og fred. Den søger efter harmoni og rolige, fredfyldte forhold i menneskefamilien - og hvem kan svare?

Kun den kan give et tilfredsstilende svar, som ved at verden er Guds inderligt elskede skabning, og som kender Hans grænseløse optagethed af det, Han her skabt, og som forstår verden ud fra dens egentlige endemål. Her er den Gud, som gav sin søn Jesus, så han kunne dele jordens smerte indtil døden på et kors, for at den onde cirkel af vold kunne blive brudt, som holdt mennesker fangne. Julian af Norwich levede på 100-årskrigens tid; hun kendte samtidens menneskelige tragedie og samfundets umådelige behov for en kærlig Forløser, og denne kærlige Forløser lærte hun fuldt ud at kende gennem års kontemplation, mens hun overvejede det spørgsmal, der ikke lod hende i fred: Hvad var, hvad er Forløsningens pris?

Påskemysteriet er i hjertet af hendes opfattelse af Herrens forløsende lidelse, men ind i dette mysteriums smerte bringer Julian mystikerens klarsyn: fortroligheden med Gud gør, at hun aldrig mister kærlighedens førsteplads af syne. "Jeg se, at den kærlighed som fik ham til at lide, er lige så meget større end hans smerte, som himlen er hævet over jorden. For hans lidelse var en ædel og meget værdig gerning, som kærligheden virkede her i tiden. Og hans kærlighed har ingen begyndelse, men er nu og skal altid være" (22). Den trøst, som Julian tilbyder os i dag skal findes i hendes dybe værdsættelse af menneskevordelsens mysterium og hendes forståelse af, hvordan dette mysterium kaster lys over alt. Her foregriber hun ordene fra Johannes Paul II: "Kærligheden ønsker at retfærdiggøre sig over for mennesket. Den er ikke den absolutte, der forbliver uden for verden, ufølsom over for menneskelig lidelse. Den er Emmanuel, Gud med os, en Gud, der deler menneskets lod og vilkår og tager del i dets historie" (Crossing the Threshold of Hope, Knopf, New York, 1994, s. 62).

Julian vil understrege den lykke, som Jesus oplevede gennem sin forløsende lidelse, en lykke og glæde som kun kan vedligeholdes af en kærlighed, der er større end lidelsen. Evangelisten Johannes' ord er aldrig langt fra Julians hjerte: "Gud elskede verden så højt, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, der tror, ikke skal fortabes, men eje evigt liv". Hun accepterede denne guddommelige åbenbaring fuldt og helt og ville, at hendes medkristne til alle tider skulle være lige så overbeviste om Guds aldrig svigtende kærlighed, som hun var det, og leve lige så trygt som hun i det varme stråleskær, der lyser fra denne kærlighed: "Under alt dette var jeg dybt bevæget af kærlighed til mine medkristne og ønskede at de måtte se og vide, hvad jeg så, for jeg ville også opmuntre dem." (8).

For mystikeren fra Norwich bliver den guddommelige og altomfattende kærlighed, som hun tager til sig af hele sit hjerte, kilden til optimisme og til et urokkeligt håb. Uanset hvad vore forhold i livet er, så er og bliver Livets Herre en uendelig kærlig Far. Aktualiteten i dette kald til en udholdende tillid turde være meget klar i en verden, der plages af usikkerhed og utryghed.

Med Julian af Norwich får vi således foræret et håb, som den moderne verden har så påtrængende brug for. I en noget længere passage læser vi: "Når vi indstiller vor vilje på at være ydmyge og fulde af kærlighed, så virker nåden og barmhjertigheden i os og gør enhver af os smuk og ren. Lige så mægtig og vis Gud er, når det gælder at frelse mennesker, lige så dyb og rig er den skæbne, han har beredt os. For Kristus er selv grundlaget for alle love, som gælder
for kristne menneskers liv, og Han lærte os, at vi skulle foretrække det gode fremfor det onde. Han er selv eksemplet på denne kærlighed, og han praktiserer det, han forkynder for os. Det er Hans vilje, at vi skal være helt som Han i vor fortsatte, stadige kærlighed til os selv og til vore medkristne. Hans kærlighed til os brydes ikke af vor synd, og således vil Han heller ikke, at vor kærlighed, hverken til os selv eller til vore medkristne, skal brydes. Vi skal hade synden helt og fuldt, og vi skal elske sjælen med en evig kærlighed, akkurat som Gud elsker den. Vort had til synden skal være som Guds had til den, vor kærlighed til sjælen som Guds" (40).

Hvis vi vil forstå Julian af Norwichs aktualitet må vi åbne os for den mystiske erfaring, der lever i Kirken. Dette kan være en udfordring for en mere moderne mentalitet, som ikke altid anerkender troens fornemmelse for virkeligheden som en væsentlig dimension. For mystikeren er troen ikke bare et perspektiv blandt mange andre, som vi kan anlægge på tilværelsen. Det er snarere sådan, at troen vejleder vor søgen efter livets dybeste mening og får øje på den livsvej, som mænd og kvinder skabt i Guds billede er kaldede til at følge. Karmelitten Ruth Obbard skriver herom: "Det, som Julian lærer om det guddommelige liv og vort forhold hertil, er gemt i hjertet under livets overflade - Kristi menneskelighed er indgangen, og følgen af at blive inddraget i Kristus er ganske konkrete retningslinier for vor ydre livsvandel - Passionshistorien har altid stået som den fornemste vej til at lære Herren at kende, for den viser ham på kærlighedens tinde, sådan som denne kærlighed bliver fuldt virkelig og synlig for os i hans smertelige død -" (Julian, Woman of Our Day, London, 1985, s. l09). Disse betragtninger fra en kontemplativ nonne er meget sigende, fordi de formidler en særlig feminin følsomhed for Jesu smerte, som vi ellers ikke ville få fat på, men som ikke kan undværes, hvis vi skal fatte den fulde betydning af Herrens frelserdød. Først når jeg med dyb betagelse opdager underet: at jeg er elsket grænseløst - og Jesus lidelse og død er det endelige bevis her på- først da forstår jeg, at den jordiske pilgrimsgang til evigheden er et mysterium, og først da befinder jeg mig i kernen af dette mysterium.

Dette tidsskrifts læsere er blevet præsenteret for de store karmel-mystikere: Teresa af Avila og Johannes af Korset. Sammen med Julian af Norwich og andre særligt priviligerede vidner om Guds kærligheds undere er disse mennesker så dybt indlevet i troens verden, at deres reaktion overfor Gud lader dem tale et sprog, som vil virke fremmed på den, der ikke på samme måde er indviet i den dybe åndelige forstælse af virkeligheden, som har Gud som kilde og Gud som endemål. Når man læser mystikerne, og især når man arbejder med den nutidige betydning af deres belæring, er det derfor vigtigt, at man ikke er forudindtaget, men åben overfor at modtage budskaber, hvis indhold er hinsides de ord, som ofte er helt utilstrækkelige som kanaler for evige trossandheder, som er gået op for én gennem en særlig nåde fra Gud. Sådan er det også hos Julian af Norwich, når hun vil få sine medkristne til at forstå, at Guds kærlighed er uden mål og grænser, og gør det i sit kasuistiske sprog fra det 14. århundrede. Hun taler den loyale troskabs sprog, en troskab som ikke afskæres med hårdhed og strenghed, men som er taknemmeligt inspireret af Faderens uendelige kærlighed. Og at denne kærlighed er ganske fri og ufortjent er et stadigt omkvæd i det, hun siger til verden: "Som jeg ser det, stammer den største og mest fuldkomne glæde, vi kan opleve, fra den utrolige venlighed og hensynsfuldhed, som vor Fader og Skaber viser os gennem Jesus Kristus, vor Herre, vor Broder og Frelser" (7).

Den moderne verden har brug for at høre mystikerens budskab, og her vinder Julian let gehør, med hendes optimisme og grænseløse tillid til Guds evige trofasthed. Det betyder også meget, at hun som den første kvinde, der skriver indenfor den engelske spiritualitets historie, forstår at bringe en kvindelig og følelsesmæssig synsvinkel ind som en vital dimension i opfattelsen af Guds kærlighed. Den moderne verden har i den grad brug for ømhed, og den må kunne se, at følelser hører naturligt hjemme i et kristent liv. Julian viger ikke tilbage for på sin egen måde at udtrykke sin forståelse af Gud og af hans fortrolige nærvær blandt sit folk: "Glad, muntert og sødmefyldt er det velsignede og yndige ansigt, som Vorherre viser vor sjæl. Altid er han vendt mod os, der lever i længselsfuld kærlighed. Og han ønsker, at vore sjæle skal svare Ham med fornøjet glæde, hvilket heller ikke er andet eller mere end Han fortjener" (71).

Man har sagt, at Julian af Norwich bringer et tidløst buskab. Derfor kan hun have autoritet som vejleder for og inspiration til menneskeliv i dag, der stræber efter at være stadig mere henordnet til Gud. Hun giver mod til svage hjerter og råd til dem, der nøler med at lytte til Guds kald til hellighed. I kapitel 40 af "Åbenbaringerne" beskriver hun således Guds medfølelse og godhed, som den viser sig i den velkomst, hen giver den trætte, som vakler i sin svaghed, og den som hvileløst slider og kæmper. Hendes opmuntrende ord er som et ekko af Jesu egne ord: "Kom til mig, alle I som lider møje og er besværede, jeg vil give jer hvile - "(Mat. 11,28).

Det 1400-talssprog, som eneboeren fra Norwich taler, kan måske forekomme nogen en smule mærkværdigt. Men i det sprog hun brugte, fandt nogle af troens mest dyrebare rigdomme et fornemt udtryk, og en kærlig Gud blev hyldet og æret. "Vor opmærksomme Herre (ordret: - vor "høflige" herre -) vil ikke, at hans tjenere skal fortvivle, selv om de falder ofte og alvorligt. Vore fald får Ham ikke til at holde op med at elske os. Freden og kærligheden arbejder stedse i os - men vi er ikke altid i fred og kærlighed. Men Han vil, at vi på denne måde skal blive klare over, at Han er vor evige beskytter og mægtige forsvarer mod vore fjender" (39). Julians budskab handler om Guds stadige trøst.

Var dette ikke også Herrens budskab på profeten Esajas' tid til et lidende folk? ''Trøst, ja, trøst mit folk" - (Es. 40). Og var Jesu eget konstante, klare budskab ikke -"gå med fred, din tro her frelst dig, har gjort dig hel". Og er dette ikke Julians budskab i dag? Lad verden kende den lindring og trøst, som en Gud der elsker os giver, sådan som Julian selv forkyndte det. Kirken forkynder det i dag -"fremfor alt betyder evangeliet glæde. Gud som skabte og så at Hans skaberværk var godt, er kilden til glæde for al skabningen, og frem for alt for mennesket" (Joh. Paul II: Crossing the Thresshold of Hope, s. 20). Julian ville være brevet meget glad ved tanken om, at en fremtidig pave på så overbevisende måde ville udtrykke, at den glæde og det håb, som hun havde opdaget, altid var tilgængeligt for Guds folk i vor hellige Kirke.

At de væsentlige åbenbaringssandheder er bevaret i den hellige Kirke var noget Julian stadig var optaget af. Den hjælp til at opnå hellighed, der er tilgængelig i Kirken for den troende, var så væsentlig for hende, at hun satte den over sine egne åbenbaringer. Hun siger: - "Jeg er god kun for så vidt som jeg elsker Gud - hvis du elsker Gud højere end jeg, så er du derigennem meget bedre end jeg" (9).

Denne lære er meget relevant, fordi den gør os opmærksom på, at de normale veje til hellighed, som også dag står åbne for alle i Kirken, er fuldt tilstrækkelige for os.

* * *

Med mystikerens klarsyn kalder Julian mennesker til omvendelse. Mere dybtgående end andre følsomme mennesker er hun klar over syndens destruktive indvirkning på det kærlighedsforhold, som skulle være menneskets normale forhold til Gud i Hans uendelige godhed. Derfor siger hun: "Vi bør hade synden alene for kærlighedens skyld. Dette siger jeg helt tydeligt - jo mere sjælen, gennem Vor Herres betænksomhed og kærlighed, forstår dette, jo mere vil hun hade at synde, og jo større vil hendes skamfølelse være. For hvis der kunne stå for os - på den ene side al smerte i helvede, skærsilden, på jorden, i døden og så videre - og på den anden side synden, - ja, så skulle vi vælge al smerten hellere end at synde. For synden er så ond og nedrig og aldeles afskyelig, at ingen smerte kan sammenlignes med den" (40). Aversion mod synden er Julians håb for helbredelse for den moderne verden.

Det hører med til mystikerens kald altid at være til det yderste følsom for, hvad der kunne være en hindring for foreningen med Gud i kærlighed. Derfor har det, Julian siger om syndens ondskab, betydelig relevans til alle tider. Hun erkender jo de destruktive følger af enhver afvisning af Guds tilnærmelser. Det hun har at sige til verden af i dag vil derfor være et kald til total omvendelse til hellighed i tillid til Guds godhed og barmhjertighed. Hun forkynder Guds store længsel efter at frelse, men hun er også klar over, at synderen viger tilbage for at søge tilgivelse, og altså også for at have sin glæde i denne Faderens gode tilgivelse. "Nogle af os" siger hun, "tror på, at Gud er almægtig og at alt ligger indenfor hans muligheder, og også på, at han er alvis og kan gøre alt, - men at han er kærlighed helt igennem og også vil gøre alt, har vi svært ved. Og som jeg ser det, er denne uvidenhed den største hindring af alle for dem, der elsker Gud" (73). Hvis selv fromme mennesker svigter her, fordi de ikke har tillid til Guds godhed, hvor stor vil da ikke manglen på livgivende kærlighed være i deres liv, som ikke kender Gud, eller som afviser at tage hans plads i den moderne verden alvorligt.

Hvor langt man end kan komme i hellighed ved at betragte Guds godhed, så må man dog huske på, at Guds kærlighed overgår al forstand og viden - intet skabt væsen kan kende storheden, sødmen og ømheden i Guds kærlighed. Julian ber: "Lad os derfor ved Hans nåde og med hans hjælp stå i ånden og se og se med evig taknemmelig undren over den altoverskyggende, overvældende, eksklusive, umålelige kærlighed, som Gud, der er Godheden selv, omfatter os med" (6). Opfattet på denne måde er bøn for Julian at være gemt i Guds favn, hvor man ikke kan andet end, under Helligåndens indflydelse, ordløst at se og se i taknemmelig undren. Hun ber derfor sine kristne brødre og søstre "at se" i denne evige taknemmelig undren over den kærlighed, som Gud, der er godheden selv, omfatter dem med". At se og se - "to gaze" - det betyder for hende: "at rette sin fulde og hele opmærksomhed imod" - hvilket i den religiøse sammenhæng, som hun taler i, igen betyder at leve i en stadig bevidsthed om Guds nærvær. Og dette er helt sikkert væsentligt i den moderne verden.

I Julian af Norwich's tankegang indtager Vor Frue en særlig plads i forløsningsmysteriet. Hun står ved siden af Sønnens kors og har del i Golgathas forløsende lidelse. Hun er moderen, som sønnen elsker højt. Julian anvender også mor-billedet på den guddommelige kærlighed, som Gud omfatter sine børn her på jorden med. Hun har ikke selv fundet på dette billede - begrebet møder vi meget tidligere hos åndelige forfattere. Men dets genopdukken i Julians åbenbaringer understreger den store dybde i hendes følsomhed over for Guds altfavnende kærlighed. I vor egen tid, præget af så stor ufølsomhed og ligegyldighed, af hårdhed og had i medmenneskelige relationer, kan billedet af Maria og af den blide kærlighed, som hun repræsenterer som mor, få os til at lægge mærke til, hvordan vi selv ser på kærlighed og ømhed i det kristne liv, som vi bekender os til og lever. Enhver, som siger hun elsker Gud af et redeligt, oprigtigt hjerte, må have den dimension med, der repræsenterer en mors fintfølende ømhed.

Julians betydning for nutiden ses måske bedst i hendes urokkelige tillid til Guds evige godhed, som ikke kan overskygges af nogen ondskab. Denne egenskab hos Gud - som vi passende kan beskrive som Julians glæde - vil utvivlsomt også vække glæde hos mange oprigtige kristne, som måske mere har lært at frygte Herren end at elske ham med tillid. Fornyet tillid til Guds godhed og til Hans endelige herredømme over alle ting vil ganske vist ikke i sig selv fjerne det onde fra denne verden - men det vil forvisse den moderne kristne om, at det onde ikke har det sidste ord, og at det i sidste ende er Gud, der vil sejre. Julian forkynder som sin sikre overbevisning, opfyldt af denne bevidsthed og med total tillid: "Og således var det, at jeg forstod, at enhver mand eller kvinde, som i dette liv frivilligt vælger Gud af kærlighed - at han og hun kan være forvissede om, at de er uendeligt elskede med en uendelig kærlighed. Og det er nåden, som frembringer denne evige kærlighed i dem. For det er Guds vilje, at vi skal holde tillidsfuldt fast ved dette, så vi hernede kan være lige så faste i vort håb om den himmelske salighed, som vi vil være fuldkomment sikre på den, når vi er i det høje' (65).

Som en yderligere bekræftelse på Julians relevans kan vi sætte disse ord fra en åndelig vejleder fra vor egen tid: "Vi opdager lidt efter lidt, at vi glæder os ved at hvile i Guds nærvær. Han er hjemme hos mig - og jeg er mig hans kærlige virken for mig bevidst. Det er som om jeg får nye udvendige øjne, som ser på Ham med et blik fuldt af kærlighed. I det blik kender jeg mig selv i Guds ømme kærlighed til mig" (Georg Maloney, SJ.: Inward Stillness, Dimension Books, s. 1 37).

Julian ville helt sikkert føle sig hjemme i dette sprog, som et åndsbeslægtet menneske af i dag bruger på sin vej mod Gud.

Ordene "I skal ikke besejres" blev sagt meget fast og tydeligt til mig for at indgyde mig tillid og styrke i enhver trængsel, som måtte komme. Der blev ikke sagt: "I vil ikke få en hård tid, I vil ikke få mange byrder at bære, I vil ikke møde vanskeligheder. Han sagde: "I skal ikke besejres". Gud ønsker, at vi er meget opmærksomme på disse ord, så vi altid kan være stærke og fulde af tillid, i både gode og svære tider. Gud elsker os og har sin glæde i os, så han ønsker, at vi elsker ham og har vor glæde i ham i fuldkommen tillid. Alt vil blive godt (68).

Michael Bradley OMI

Oversat af Hanne Gregersen

Læs også:



 
Åbenbaringer af den guddommelige kærlighed
Søster Anne Maria K. Jensen OSB

En mystiker for en moderne verden
Michael Bradley OMI

Julian om glæden
Mette Lebech

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk