Hvem var Julian af Norwich? Egentlig ved man ikke ret meget om hende. Hvad man ved, stammer fra hendes bog "Åbenbaringer af den guddommelige kærlighed". Desuden bliver Julian nævnt i en yngre samtidigs selvbiografi (Margery Kempe). I begyndelsen af "Åbenbaringerne" skriver Julian selv, at hun var 30 ½ år gammel, da hun i maj 1373 fik dem. Derfor kan man beregne hendes fødselsår til slutningen af 1342, og efter 1416 hører man ikke mere til hende. Hvad Julian foretog sig indtil maj 1373, ved man ikke. Der er mange gisninger. Nogle mener, hun var nonne, andre at hun boede hjemme, da hun fik åbenbaringerne. Men hvorom alting er, så er alle enige om, at hun blev rekluse (dvs. én, der lukker sig inde). Hendes claustrum (indelukke) i den østengelske by Norwich var bygget op ad Sct. Julians Kirke. Deraf fik hun navnet Julian. Om hun egentlig hed det, ved man ikke.

To udgaver af bogen.

Bogen er overleveret i to versioner, en kort og en lang. Den korte har 25 kapitler og den lange 86. (Alle citater her er taget fra den lange version, og tallene i parantes angiver kapitlet). Forskerne mener, at den korte version er blevet skrevet kort efter 1373, hvor hun havde åbenbaringerne, og den lange blev hun færdig med mellem 1388 og 1393. Begge versioner er skrevet på middelalderengelsk.

Baggrunden for åbenbaringerne.

Da Julian fik sine åbenbaringer, var hun ingen nybegynder i det åndelige liv. Det fremgår af kapitel 2, hvorledes hun havde bedt Gud om tre nådegaver: helt at forstå Kristi lidelse, at lide legemligt mens hun endnu var ung, og at modtage tre sår, nemlig: af anger, af medlidenhed (=at lide med!) og af længsel efter Gud.

I kapitel 3 beskriver hun derpå, hvordan hun i maj 1373 blev syg og fik de syges salvelse (dengang "den sidste olie"), da alle mente,
hun lå for døden. Hendes sognepræst anbragte et krucifiks foran hende og bad hende se på sin Frelsers og Skabers ansigt til trøst. Mens hun betragtede ansigtet på krucifikset, fik hun 16 Åbenbaringer umiddelbart efter hinanden. De første 15 fik hun fra kl. 4 om morgenen til kl. 3 om eftermiddagen. Den 16. fik hun næste nat.

Åbenbaringernes form

Julian beskriver selv, hvilke former for åbenbaringer hun havde: "Alt dette blev vist mig på tre måder, dvs. som legemlig vision, som ord formet i min forstand og som åndelig vision så godt og fuldt ud som jeg kunne ønske" (9). Her gør Julian den samme erfaring som mange andre mystikere, at det menneskelige sprog ikke slår til, når en dyb åndelig erfaring skal beskrives. Derfor tilføjer hun: "Men jeg har tillid til, at Gud den almægtige i sin godhed og kærlighed vil gøre dig i stand til at modtage dette mere åndeligt, end jeg er i stand til at udtrykke det".

Som alle andre mystikere er Julian fuldt ud klar over, at disse åbenbaringer ikke blev givet hende for hendes egen skyld, men til gavn for andre, til deling med andre. Allerede i den første vision siger hun: "Skønt jeg taler om mig selv, så taler jeg i virkeligheden om alle mine medkristne, for det blev jeg belært om er Vor Herres mening med denne åbenbaring" (8). Det er også grunden til, at hun ville udgive åbenbaringerne samt sine egne refleksioner. Hun føler sig ikke bedre end andre, fordi hun har haft disse. "Jeg er ikke god, fordi jeg har haft disse åbenbaringer, men kun hvis jeg elsker Gud mere. Hvis du elsker Gud mere end jeg, så er du bedre end jeg... Jeg er sikker på, at der er mange, som aldrig har haft åbenbaringer, men kun har den Hellige Kirkes lære at holde sig til, og som elsker Gud mere end jeg" (9).

Temaer hos Julian.

Der er mange gennemgående temaer i selve åbenbaringerne og Julians egne refleksioner: Inkarnationen, Forløsningen, Treenigheden, synd, nåde, bøn, trøst og glæde m.m.. Alle disse temaer fletter sig ind i hinanden som tråde i det skønneste, vævede tæppe. Hele tiden opdager man nye tråde og nuancer. Selv om Julian "kun" har produceret en bog på 86 små kapitler (i den lange udgave), så er den af en sådan fylde og dybde, at man aldrig bliver helt færdig med den.
Sådan er det jo også med Bibelen, og forøvrigt er Julian gennembibelsk i hele sin tankegang. Hun citerer aldrig Bibelen direkte; men man kan nøje se, hvor hun gengiver tekster fra såvel det Gamle Testamente som fra det Nye, blot med egne ord. I det følgende vil jeg opridse åbenbaringerne i håb om, at man vil få lyst til selv at læse dem. Forøvrigt er det ikke en bog, man sådan bare læser. Hvis man skal forstå noget af det hele, må man bede sig igennem den. Julian har ikke blot skrevet en bog, men den er et produkt for det første af de åbenbaringer, der blev hende til del, og for det andet af hendes egen kontemplative bøn gennem 15 20 år. I det sidste kapitel skriver Julian: "Denne bog blev påbegyndt takket være Guds nåde og gave, og jeg tror ikke, den er fuldført endnu. Vi har alle behov for at bede Gud om kærlighed. Gud arbejder i os, hjælper os til at takke, have tillid til Ham og glæde os i Ham. Jeg så og forstod, at grunden til, at Vor Herre viste dette, er at Han ønsker, det skal blive bedre kendt. Gennem denne kundskab ønsker Han at give os nåde til at elske Ham og holde fast ved Ham. Han betragter sin himmelske skat her på jorden med så stor kærlighed, at Han ønsker, vi skal modtage meget større lys og trøst ved himlens glæder. Således drager Han vore hjerter bort fra det sorgens mørke, som vi lever i" (86).

VÆREN i Gud.

I den første åbenbaring ser Julian noget småt og rundt som en bold på størrelse med en hasselnød ligge i sin hånd. "Jeg betragtede det og tænkte ved mig selv "hvad kan det være?" Svaret 1ød: "Det er alt, som er skabt". Jeg undrede mig over, at det kunne bestå, da det var så småt, at det let kunne forsvinde. I min ånd fik jeg svaret: "Det er til, eksisterer, og vil altid gøre det, fordi Gud elsker det. Alt er til, har sin eksistens alene på grund af Guds kærlighed". Heri så jeg for det første, at Gud har skabt det, for det andet elsker det og for det tredje opretholder det" (5). Julian beskriver derefter konsekvensen af, at vi er skabt af Skaberen i og af kærlighed. "Førend jeg i mit væsen er forenet med Ham, kan jeg ikke finde nogen virkelig hvile (fred) eller lykke, dvs. indtil jeg er så inderligt forenet med Ham, så der ikke findes noget imellem Gud og mig. Vi må forstå skabelsens lidenhed, inden vi kan elske Gud, som ikke er skabt. Det er grunden til, at vi aldrig er tilfredse (i hvile) i hjerte og sjæl, fordi vi søger hvile i ting, der er små (hverdagsting, trivielle ting), i stedet for at søge Gud, som er almægtig, al-vis og al-god, for Han er den virkelige hvile. Gud ønsker at kendes, og det er en glæde for ham, at vi finder hvile i Ham. Intet mindre kan fuldt ud tilfredsstille os" (5). Hvem tænker ikke her på Augustins berømte ord: "Gud, du har skabt os til dig, og uroligt er vort hjerte, indtil det hviler i dig" (Bekendelser 1.1.1.). Det, som Julian vil formidle til os, er: vi har vort udgangspunkt, vor væren i Gud, som ER kærlighed; og via bøn og kontemplation over denne kærlighed skal vi søge at komme tilbage til udgangspunktet, til Gud, og finde hvile i Ham, i Hans kærlighed. Kun Gud selv intet andet - kan dybest set tilfredsstille os.
Det er dette, alle åbenbaringerne drejer sig om.

Selve åbenbaringernes indhold.

I kapitel 1 i den lange tekst opremser Julian de 16 åbenbaringer. Som nævnt fik hun dem, da et krucifiks blev stillet foran hende, medens hun, som hun selv og omgivelserne troede, lå for døden. De første åbenbaringer har som indhold Kristi lidelse (Åbenbaring I X, kap. 4 24). Men meget andet åbenbaredes samtidig, og Julians egne betragtninger flettes med ind, så det nogle gange kan være svært at holde selve åbenbaringen, dvs. Jesus tale til Julian, adskilt fra hendes svar og overvejelser over det sete. Men det gør ikke noget. Det hele danner en enhed og er med til at animere læseren til fordybelse og bøn. Det er ikke blot Jesus, som den 2. person i Treenigheden, hun ser og hører tale. Det er, som titlen på bogen hedder: Åbenbaringer af den Guddommelige Kærlighed, dvs. af Gud selv, og da Gud er treening, er alle åbenbaringerne trinitariske. Allerede i den første åbenbaring, hvor hun ser blodet dryppe på Kris ti ansigt fra tornekronen, hedder det: "I samme øjeblik fyldte den Hellige Treenighed mig med dyb glæde og jeg vidste, at hele evigheden er lig denne glæde. For Treenigheden er Gud, og Gud er treenig; Treenigheden er vor skaber og opretholder, som evigt elsker os, vor glæde og vor salighed, alt gennem Vor Herre Jesus Kristus. Dette blev vist mig i den første åbenbaring, ja, i dem alle, for hvor der tales om Jesus, skal man forstå den Hellige Treenighed, sådan opfatter jeg det" (4).

Jesu lidelse og død på korset bliver beskrevet ret indgående, især i den VIII. åbenbaring (16 21). Men nu skal man så ikke tro, at lidelsen vedbliver at være i centrum. I det sidste kapitel af denne åbenbaring sker forandringen: "Jeg havde hele min opmærksomhed rettet mod det øjeblik, hvor Han skulle dø, og jeg troede, jeg ville se Hans legeme fuldstændig dødt. Men sådan så jeg Ham ikke. Netop som jeg mente, Hans liv var til ende, mens jeg så på korset, da så jeg pludselig Hans ansigtsudtryk skifte til jublende glæde. Forandringen i Hans ansigtsudtryk forandrede også mit, og jeg var så glad og lykkelig, som jeg overhovedet kunne være. Da indgav Vor Herre mig denne tanke: "Hvad betydning har egentlig din smerte og sorg nu?" Jeg var så lykkelig. Jeg forstod Hans mening sådan, at vi gennem vor egen smerte og pine nu dør med Ham på korset; og når vi med Hans nåde og hjælp frivilligt holder ud på dette kors indtil enden, da vil Hans ansigtsudtryk pludselig skifte, og vi skal være med ham i himlen. Alt vil blive til glæde. Det var dette, han ville vise mig med denne åbenbaring: "Hvad betydning har din smerte og sorg egentlig nu? " Og vi vil alle blive fyldt af glæde" (21). Langfredag og påskemorgen er tæt forbundne også i vort liv med Gud. Julian vender ofte tilbage til dette tema i sine egne meditationer

At lidelsen fører til herligheden vises også i den XI. åbenbaring, hvor Jesus viser sin moder Maria stående under korset. "Med samme glæde så vor gode Herre ned til højre (mens Han hang på korset) og viste mig den plads, hvor Vor Frue stod under Hans lidelse. "Vil du se hende? " spurgte Han, som om Han i virkeligheden sagde: "Jeg ved meget vel, du ønsker at se min velsignede moder, for efter mig selv er hun den største glæde, jeg kan vise dig". Her (for bedre at kunne forstå disse ord) taler Vor Herre til alle, som var de hele menneskeslægten i dn person. Han siger: "Kan du i hende se, hvor højt du selv er elsket? Af kærlighed til dig har jeg gjort hende så ophøjet, så ædel, så værdig. Det behager mig, og jeg ønsker, at det også skal behage dig". Efter ham selv er hun den saligste af alle til at blive set" (25). "Ophøjelsen" af Maria Vor Frue sker mens hun deltager i Sønnens lidelse.

Den XII. åbenbaring (26) sammenfatter de elleve foregående. Her viser "Vor Herre sig i endnu større herlighed, end jeg tidligere havde set Ham. Gennem dette lærte jeg, at vor sjæl aldrig kan finde hvile, førend den kommer til Ham. Igen og igen sagde Vor Herre: "Jeg er.. Jeg er den, du elsker, jeg er den, du har din glæde i, jeg er den, du tjener; jeg er den du længes efter... Jeg er den, som viste mig selv for dig". Her er forbindelsen helt tydelig til Ex. 3.14, hvor Jahwe, Gud, siger til Moses: "JEG ER" og til "Jeg er" sætningerne i Johannes evangeliet.

Den XIII. åbenbaring (27 40) handler om synden. I disse kapitler forekommer de uforglemmelige sætninger: "Alt vil blive godt, alt vil blive godt, og alle ting vil blive gode" (27 og 32). Julian må her betegnes som absolut optimist, men denne optimisme har hun ikke fra sig selv (hun levede jo på pestens og hundredeårskrigens tid). Den kommer fra Vor Herre selv. "Efter dette (et udtryk som hele tiden går igen og som kendetegner en ny åbenbarings begyndelse) mindede Vor Herre mig om den længsel efter ham, jeg tidligere havde haft. Og jeg forstod, at intet andet end synden var til hindring for mig. Jeg så, at dette gjaldt os alle, og jeg tænkte, at hvis der ikke havde været nogen synd, så ville vi alle have været rene og Vor Herre lig, som da vi blev skabt. Jeg undrede mig over, hvorfor Gud ikke i sin forudseende visdom kunne have forhindret synden, og dersom han havde gjort det, ville alt have været godt... Men Jesus, som i denne åbenbaring oplyste mig om alt, hvad jeg behøvede at vide, svarede: "Synden var nødvendig, men alt vil blive godt, alt vil blive godt, alle ting vil blive gode" (27).

Her må man uvilkårligt tænke på udtrykket "Felix Culpa", lykkelige brøde, som vi synger det i Påskelovsangen om Adams synd. I kapitel 32 siges endvidere: "Som den Hellige Treenighed skabte alt ud af intet, således vil den samme Treenighed gøre alt godt, der ikke er godt... Det forekommer mig umuligt, at alt skulle blive godt, sådan som Vor Herre åbenbarede det for mig på denne tid men jeg fik ikke andet svar fra Vor Herre i denne åbenbaring end dette: "Hvad der er umuligt for dig, er ikke umuligt for mig. Jeg vil holde mit ord i alt, og jeg vil gøre alt godt! " Således blev jeg undervist af Guds nåde om, at jeg skulle tro fast på, at alt vil blive godt, sådan som Vor Herre har åbenbaret det". Det er netop dette, som, forekommer det mig, er det væsentligste i Julians budskab til os i dag, hvor der hersker så udpræget en undergangsstemning.

Den XIV. åbenbaring (41 43) handler udførligt om bøn. Men i og for sig går bønnen som den røde tråd gennem alle åbenbaringerne og Julians egne reflektioner. Allerede i den I. åbenbaring omtales bønnen, men nu uddybes emnet. Det er ingen teoretisk lære om bøn, men Vor Herres egne ord til Julian. "Efter dette gav Vor Herre mig en åbenbaring om bønnen. Heraf forstod jeg, at der er to betingelser for bøn. Den ene er dens regelmæssighed, den anden er vores sikre tillid. Men ofte er tilliden ikke helhjertet, vi er nemlig ikke sikre på, at Gud vil bønhøre os. Vi tror, det kommer sig af vores uværdighed, fordi vi ikke føler noget. Ofte føler vi os lige så blottet for resultat og lige så tørre efter bønnen som før... Det er årsagen til vores svaghed. Sådan er min egen erfaring i det mindste" (41). Hvem af os genkender ikke sig selv i dette? Men hertil svarer Gud selv: "Jeg er fundamentet for din bøn. For det første er det min vilje, at du skal bede; for det andet ordner jeg det sådan, at det også bliver din vilje; og det er mig, som får dig til at bede, hvorfor skulle du så ikke få, hvad du beder om?" Hertil er Julians egen kommentar: "Det kan ofte forekomme, at vi har bedt længe uden at blive bønhørt. Vi må ikke blive modløse af den grund, for jeg er sikker på, at det er Var Herres mening, at vi enten skal vente på belejligere tid eller på mere nåde eller en bedre gave." (42).

Senere i kapitel 41 hedder det: "Vor Herre glæder sig meget over vores bøn. Han forventer den og vil gerne have den, for gennem sin nåde ønsker Han at gøre os Ham selv lig". Han siger: "Bed oprigtigt, selv om du ikke føler noget, ser noget, ja selv om du ikke synes, du foretager dig noget som helst. For når du er udtørret, udbrændt, syg eller kraftesløs, ja, netop under sådanne forhold er din bøn mest velbehagelig for mig, selv om du ikke føler nogen glæde ved den. Dette gælder al bøn" (41).

I det følgende kapitel vender Julian tilbage til tilliden som værende nødvendig for den bedende. "Det er også Vor Herres mening, at var bøn og vor tillid skal være lige store. Hvis vi ikke har lige så megen tillid, som vi har bøn, så ærer vi ikke Vor Herre ved at bede. Og det er vel fordi vi ikke helt tror på, at Vor Herre er fundamentet, hvorfra vor bøn kommer" (42).

Alle, som beskæftiger sig med bøn, ved, at bønnen udvikler sig, fører os videre ad vejen til Gud. Dertil siger Julian: "Bønnen forener sjælen med Gud... For bøn er et vidnesbyrd om, at sjælen vil, som Gud vil. Derfor lærer Han os at bede og at have fast tillid til, at vi skal opnå det, vi ønsker. For han ser på os i kærlighed og ønsker, at vi skal blive delagtige i Hans gode gerninger" (43).
At Julian selv er nået frem til foreningens bøn ses af følgende: "Når Vor Herre i sin velvilje og nåde viser sig for vor sjæl, da har vi alt, hvad vi ønsker. Da ønsker vi ikke at bede om noget specielt, for hele vor opmærksomhed og stræben er totalt indstillet på beskuelsen af Ham. Dette er i mine øjne bøn, en ophøjet og uudsigelig bøn! Hele hensigten med, at vi beder, er, at vi skal blive forenet i beskuelsen af Ham, til hvem vi beder" (43). Men Julian ved også godt, at denne tilstand ikke varer ved. "Men når vi ikke ser Jesus på denne måde, så føler vi endnu mere behov for at bede til Ham. For når sjælen er oprørt, bekymret og overladt til sig selv i sin uro (det modsatte af hvilen i Gud), så er det tid til at bede, sådan at vi kan blive modtagelige for Gud og lydige imod Ham. Vor bøn kan på ingen måde gøre Gud modtagelig for indtryk fra os (fra den bedende sjæl), for det er Han jo altid i sin kærlighed" (43). Vi beder, fordi Gud selv er grundvolden for vor bøn og selv har nedlagt ønsket i os om at bede. Som omtalt tidligere er det Guds ønske, at vi skal vende tilbage til hvilen i ham. Bønnen er et middel til at nå den.

Den XV. åbenbaring (64 65) handler om, at pludselig skal vi befries fra pine og ved Guds godhed nå til himlen og blive fyldt med glæde og jubel. "Vor Herre sagde: "Pludselig vil du blive taget bort fra al din smerte, din sygdom, din uro og lidelse. Du vil blive 1øftet op til mig som din belønning.... Hvorfor bekymrer det dig at skulle lide endnu et stykke tid, når du dog indser, at det er min vilje og til min forherligelse?" (64). Julians egen overvejelse hertil er: "Hvis vi på grund af vor svaghed falder tilbage til den gamle træghed og åndelige blindhed, og hvis vi måske oplever både åndelige og legemlige lidelser, så er det Guds vilje for os, at vi skal være overbevist om, han ikke har glemt os" (64).

I slutningen af kapitel 65 skriver Julian: "Jeg har nu berettet om de 15 åbenbaringer, Gud i sin nåde viste for mig, og som er blevet uddybet ved den samme Ånds oplysning og inspiration, som viste mig dem alle. De første 15 åbenbaringer begyndte tidligt om morgenen omkring klokken 4 og de fortsatte i rækkefølge indtil klokken 3 om eftermiddagen". I kapitel 66 skriver Julian: "Derefter viste den gode Herre den følgende nat den XVI. åbenbaring, som er en sammenfatning af og bekræftelse på alle de foregående femten". Og det må siges at være tilfældet. Ringen sluttes. Som i den første åbenbaring, hvor der er tale om Gud som den Treenige og om Guds glæde, dersom vi finder frem til hvilen i ham; således også nu i den XVI. Men nu er der ikke blot tale om vores hvile i ham men også om Hans glæde over at hvile i os! "Siden hen åbnede Vor Herre mine åndelige øjne og viste mig min sjæl i mit hjertes midte. Sjælen var så stor, som var den en evig verden eller et velsignet kongerige. Den var sådan indrettet, at jeg forstod, den var den ypperligste stad. Midt i denne stad sad Vor Herre Jesus, sand Gud og sandt menneske…. Han sidder ærefuldt i sjælen i hvile og fred. Aldrig i evighed vil han forlade denne plads, for I os har Han sit hjem, sin evige bolig… Hele Treenigheden glæder sig uden ophør over at have skabt menneskets sjæl. Derefter forstod jeg virkelig, at vor sjæl aldrig kan finde hvile i noget, som er under den. Når sjælen 1øftes op over de skabte ting og vender sig mod sig selv, kan den ikke blive ved med at betragte sig selv, men al dens betragtning bliver draget mod Gud dens skaber, som bor derinde. For menneskets sjæl er Guds bolig. Det er Guds (Treenighedens) vilje, at vore hjerter skal 1øftes op over de jordiske dybder og tomme bekymringer for at glæde os i Ham" (67). "Så forsvandt Han og jeg så intet mere" (68).

Julian som åndelig vejleder.

Som det så ofte går, når nogen trækker sig tilbage fra "verden" for at søge Gud i ensomheden, så bliver de før eller siden opsøgt af mennesker, som gerne vil have råd og vejledning. Således gik det også Julian. Det ses f.eks. i kapitel 76, hvor der står: "Den sjæl, som ønsker at bevare sin indre fred (hvile), når hun ser andres synd, må flygte som fra helvedes pine og søge hjælp hos Gud. At betragte andres synder fremkalder en tæt tåge foran sjælens øje, så den ikke mere kan se Guds skønhed, med mindre vi sammen med synderen betragter synden med anger og dyb sorg og bringer vor klage frem for Gud. Uden dette vil det bare være til skade og forhindring for den, som betragter den andens synd" (76). Her ser vi Julians bøn om angerens og medlidenhedens sår i funktion til gavn for et medmenneske. Det vil føre for vidt her at komme ind på de andre steder, der viser Julian som en klog og erfaren åndelig vejleder med stor psykologisk forståelse.
Meningen med åbenbaringerne.

Julian undrede sig stadig over, hvorfor hun egentlig fik disse åbenbaringer. "Fra den tid, da alt dette blev åbenbaret for mig, ønskede jeg ofte at vide, hvad Vor Herres mening var med det. Femten år eller længere efter fik jeg et svar, som jeg forstod i min ånd: "Vil du kende Vor Herres hensigt med dette? Læg dig det på sinde: Kærlighed var Hans mening. Hvem viste dig det? Kærligheden. Hvad viste Han dig? Kærlighed. Hvorfor viste Han dig det? Af kærlighed. Hvis du altid lægger dig det på sinde, vil du mere og mere forstå kærligheden" (86).

Det er dette, Julian indbyder os til at deltage i, at lære KÆRLIGHEDEN, dvs. den Treenige Gud, mere og mere at kende.

"Gud i din godhed giv mig dig selv,
for du er nok for mig.
Jeg kan ikke bede om mindre,
som ville være i stand til fuldt ud at ære dig. Hvis jeg beder om mindre,
vil jeg altid behøve mere,
for kun i dig har jeg alt" (5).

Søster Anna Maria K. Jensen OSB