Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Hildegard profet for en ny tid?


Hildegard af Bingen bliver i dag ofte tolket som profet for en universel holisme, som vil holde sig fri af alle institutioner og lade kærligheden alene være ledende instans for det enkelte menneske. For er det ikke denne holdning, hvor alle religioner og al humanisme samles i én universel kærlighedens "Kirke", hvor hvert menneskes egen samvittighed er højeste instans, der er det mest fuldgyldige udtryk for en menneskehed, som har udviklet sig frem til en højere bevidsthedstilstand ?

Hildegard ville selv tage afstand fra en sådan universel deisme eller humanistisk holisme, fordi den ser bort fra mysteriets jordforbindelse: Den inkarnerede Gud, Kristus, der blev kød og blod i fysisk og historisk virkelighed, og som fortsat er fysisk nærværende i forvandlingen af brød og vin, og i sin hellige katolske, d.v.s. universelle, Kirke, som Hildegard derfor i overensstemmelse med Paulus og den kirkelige tradition kalder Kristi "mystiske legeme".

Den afgørende forskel mellem Hildegards Kristus-centrerede holisme og New Age-fortolkningen af hende ligger altså i mystikkens realistiske dimension: New Age-opfattelsen hviler i en almen, tidløs og anonym religiøsitet med rødder i nyplatonisme, gnosticisme og med inspirationer fra østens filosofi. Den ser den guddommelige inspiration som et evigt, upersonligt eller abstrakt kraftfelt, som nærer menneskets længsel efter en bedre verden, men som har svært ved at finde fodfæste i en ydre objektiv virkelighed, fordi den ikke er funderet i den fysiske dimension og i en konkret historisk instans.

I modsætning hertil er det karakteristisk for mysteriet hos Hildegard og i middelalderens kristne enhedskultur generelt, at det er funderet i den fysiske og historiske virkelighed, nemlig i inkarnationen, i Jesu død og opstandelse og i Kirken som den konkrete, fysiske manifestation af hans mystiske legeme - det som fortsat sikrer hans fysiske og guddommelige nærvær i historien. Kirken som på én gang guddommelig og menneskelig instans har derfor i Hildegards teologi den sakramentale karakter, der er i stand til at formidle Helligåndens guddomskraft og kærlighed til mennesker i en stadig fremadskridende helliggørelsesproces på det individuelle såvel som på det kollektive plan.

Hildegards appel til middelalderens mennesker var VEND OM, gå hellighedens vej, vend tilbage til énheden med Gud.
I sakramenternes og Kirkens guddommelige dimension ligger den helliggørende kraft, som kan forvandle mennesket, give det dets guddommelighed tilbage, genoprette det brudte forhold til Gud og dermed til medmennesket og til naturen. Hvis mennesket i ydmyghed åbner sit hjerte for Helligåndens kærlighedskraft, kan det blive Guds medarbejder i den verdensomspændende Kristusproces, som involverer hele skaberværket og hvert eneste menneske på jorden.

Kan Hildegard med denne appel sige nutidens mennesker noget, de kan bruge?
Er det ikke en reaktionær utopi at forestille sig en sakral helhedstænkning som Hildegards genoptaget i vores moderne materialistiske verden? Det vil det nok være for de fleste i et land som Danmark. Ikke desto mindre har Hildegards Kirke overlevet og som en anden Noahs ark i al ubemærkethed fragtet oldtidens og middelalderens helhedstænkning og guddommelige målestok uskadt gennem verdsliggørelsens syndflod af nihilisme, materialisme og åndelig nød. Den har derfor her ved begyndelsen til en ny tidsalder igen kunnet lukke op for de gamle erkendelser og frugtbargøre dem i en ny og positiv holdning til den moderne verdens realiteter og til en kritisk videnskabelighed i den teologiske forskning.
Den kollektive og globale tænkning er her lige så intakt, som den var i Hildegards og det 12. århundredes holisme, men den er sat ind i den nutidige historie og kultursammenhæng i en gennemgribende nytænkning, som især er gået for sig fra 1962 til 1965 i det 2. Vatikankoncil.

Midt i den moderne verden er den sakrale holisme fastholdt. For også i den moderne katolske teologi forstås Kirken som et mysterium, dvs. på én gang som en menneskelig og højst forkrænkelig institution - og som Kristi mystiske legeme. Derfor kan man fastholde Bibelens, middelalderens og Hildegards monumentale forestilling om den kosmiske Kristusproces, som i nyeste tid også synes at dukke op inden for naturvidenskab, filosofi og psykologi.

Men dens afgørende fortrin frem for disse nye verdslige visioner om en verdensomspændende åndelig udviklingsproces er mysteriets høj spænding mellem den fysiske og den guddommelige dimension. For netop i kraft af, at den også er en menneskelig og solidt historisk forankret institution, er den i stand til - med guddommelig autoritet - at handle aktivt og praktisk i verden i forhold til politik, miljø, sociale og kulturelle anliggender.
Troen på Kirken som guddommelig instans implicerer jo også dens guddommelige autoritet i forbindelse med fortolkning af Bibelen i relation til historiens udvikling og til nye kulturers møde med kristendommen. Det betyder en ny frugtbar åbenhed over for psykologiske dimensioner og frem for alt en ny åbenhed over for anderledes tænkende, både uden for og inden for kristendommen.

Hildegards vision om Kristi mystiske legeme som en verdensomspændende kærlighedens Kirke har således fået nyt liv blandt moderne visionære teologer. Det fik sin første konkrete manifestation i Assisi i 1987, da den katolske Kirke mødtes med repræsentanter for alle verdens store religioner for i kærlighedens ånd at bede om fred i verden.
På pladsen foran San Francescokirken mødtes Paven og de andre kristne kirkeledere med religiøse overhoveder fra alle verdens store religioner: Dalai Lama, hinduistiske præster, shintopræster, indianske, og afrikanske stammeoverhoveder og islamiske imamer. Her blev det kristne ideal om næstekærlighed, ydmyghed og fred i nogle dage til levende virkelighed, og et nyt håb blev tændt.

"Ånden fra Assisi", kærlighedens og tolerancens ånd, har siden stået som en håbets milepæl på vejen mod en genforening af de kristne kirker og på længere sigt af alle verdens søgende mennesker. Det var denne profeti, som fremgår af Hildegards vision af Kirken som en Moder med alle Jordens mennesker i sin favn. Det er den samme appel om omvendelse og helliggørelse, om forening i uselvisk kærlighed af alle jordens folk i Kristi mystiske legeme, som er det centrale i de nutidige åbenbaringer i Medjugorje og alle de andre steder i verden.
Det er Guds favnende moderkærlighed, "den ildfyldte kraft", som er universets og hele tilværelsens oprindelse og stadige energikilde. Den er centrum i Kristusmysteriet og i Den universelle Kirke. Den er kulminationen på den kosmiske Kristusproces, og den er den usynlige Gud i hvert eneste menneskes indre Kirke.

Kærligheden lever inderst inde
i menneskets væsen og Guds virke.
Kærligheden er altid inde i midten
og den breder sig ud som en flamme.
Den, der rigtigt har fattet kærligheden,
griber ikke efter den i højden eller i dybden
eller ved siden af,
for kærligheden lever inderst inde.
Den stivner ikke,
den spredes ikke for vinden
eller flyder bort, men den forbliver i tilværelsens midte.

I KÆRLIGHEDEN FULDENDES VERDENS KREDSLØB.
(Hildegard af Bingen.)

Artiklen er baseret på uddrag og bearbejdede afsnit af min bog om Hildegard af Bingen, som udkom efteråret 1992 på Gyldendal:
"DEN ILDFYLDTE KRAFT.
Middelalderens mystik hos Hildegard af Bingen"

Kirsten Kjærulff

Læs også:



Indledning

Nonne Hildegard

Profeten Hildegard

Mystikkens virkelighedssyn

Det kosmiske menneske

Hildegard profet for en ny tid?

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk