Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Mystikkens virkelighedssyn

På baggrund af Hildegards egne udtalelser må man konkludere, at hun ikke kan kaldes mystiker i ordets sædvanlige forstand.
Hvis man derimod ved begrebet mystik forstår en mystisk opfattelse eller forholdsmade til virkeligheden, ja så var jo hele middelalderen gennemsyret af mystik.
Det er denne mystiske virkelighedsopfattelse, der er nøglen til forståelse af middelalderens tænkning, digtning, kunst og musik, ikke mindst hos Hildegard af Bingen.
Hvad er da kernen i dette mystiske virkelighedssyn ?

I din stærke himmelængsel holder du mellem gitterspalterne udkig efter bjergtinderne,
skrev hun til den spørgende, søgende munk.

Længselen efter bjergtinderne er den energikilde, som lader lyset skinne ind igennem den jordiske tilværelses gitterspalter. Derfor er enhver religiøs længsel udtryk for en mystisk forholdsmåde til tilværelsen. I den forstand er Hildegard mystiker, på samme måde som hele det grundlæggende virkelighedssyn for middelalderens kristne enhedskultur var præget af mysteriets dimension.
I særdeleshed er den mystiske virkelighedsforståelse grundlaget for klosterlivet, hvis hele formål er en vandring ad "den mystiske vej" mod et stadige intensere samliv med Gud. Det betyder ikke, at man som i nyplatonismen og gnosticismen opfatter den fysiske verden som en illusion og legemet som sjælens fængsel. Tværtimod er det netop karakteristisk, at mange af de største mystikere har været overordentlig praktiske og udadvendte mennesker. Det gælder også for Hildegard.
Mystikerne hviler i Gud, men får netop derfor mod og kraft til også at virke i hverdagens udadvendte liv, fordi de ikke ser Gud som adskilt fra verden, men netop inkarneret i den i hele dens fysiske virkelighed. De tilbeder Guds transcendente majestæt, og åbner samtidig deres hjerte for hans immanente nærvær. Gud er altså for mystikeren både transcendent og immanent, over verden og i verden. Det mest grundlæggende træk i Levende Vand er, at Gud, den transcendente og immanente, beskrives som en person, som man i kærlighed henvender sig til. Han er ikke kun en overvældende og ubegribelig instans, eller abstrakt tomhed eller fylde, men han er først og fremmest kærlighed. Paulus siger:

Én er Gud og alles Fader, han som står over alting, virker gennem alting og findes i alt (Ef4,6).

Dette gennem er en ny dynamisk kvalitet, noget man ofte er tilbøjelig til at glemme, måske særlig i protestantisk kristendom, som har en tendens til at forholde sig temmelig teoretisk til tilværelsen og indskrænke gudsforholdet til et isoleret privatforetagende, der ikke får konsekvenser i udadrettet praktisk handlen. Dette gennem betyder jo, at Guds kærlighed skal formidles til alt det skabte gennem menneskers kærlighed. Dvs. at hvert enkelt menneske er personligt ansvarligt for at formidle Guds kærlighed videre ud til omverdenen i den praktiske dagligdag. Gud vil handle gennem dine og mine hænder.
Denne kærlighed til alt det skabte får sin næring fra den stadige bevidsthed om Guds nærvær. Mystikeren befinder sig i en indre uophørlig samtale med Gud.

Det er i denne tilstand af uophørlig indre kærlighedsfuld samtale med Gud, man må forestille sig, Hildegard har levet. Det må være forudsætningen for hendes umiddelbare modtagelighed for profetiske åbenbaringer.
Imidlertid har jo de færreste et sådant intenst samliv med Gud. De må først gå den lange mystiske vej, som i kristen tradition ofte inddeles i fem faser:

1) Omvendelsen: Mennesket vågner til bevidsthed om en guddommelig virkelighed. Denne erfaring er ofte pludselig og efterfølges af følelser som glæde, befrielse og fred.

2) Renselsen: Mennesket, som første gang har set et glimt af Guds herlighed, bliver opmærksom på sin egen begrænsning og usselhed. Det forsøger, drevet af længsel og kærlighed at bygge bro over
afstanden gennem et strengt asketisk liv for at intet skal stå i vejen for dets forening med Gud. Denne udviklingsfase er uhørt krævende og ofte smertelig. Her forsøger mennesket at frigøre sig fra alt det, som spærrer for vejen til Gud, dvs. ego'ets selvhævdelse: Begær og hovmod. På dette stadium er klosterløfterne, fattigdom, kyskhed og lydighed en støtte i kampen for at opnå den ydmyghed~ der er forudsætningen for at komme videre: Fattigdommen er en fattigdom både i materiel og åndelig betydning. Kyskheden er den renhed eller tomhed, der opstår i sjælen, når den frigøres fra personligt begær, og lydigheden er den opgivelse af egenviljen, som åbner for hengivelsen og kærligheden til Gud og næsten.

3) oplysningen (illuminationen): Når mennesket ad rensningens vej har frigjort sig fra alt, hvad der bandt det til den timelige verden, genvinder det den glædesfyldte bevidsthed om den guddommelige virkelighed, men på et forædlet og uddybet plan.
I denne fase kan forekomme visioner, ekstaser. Sådanne fænomener behøver dog ikke at være udtryk for en særlig høj grad af "hellighed", og bør ikke i sig selv tillægges større betydning, ligesom disse tilstande aldrig kan være et mål i sig selv. Men erfaringen af det guddommelige nærvær, "oplysningen" er en så gennemgribende og overvældende erfaring, at der hos mange mystikere ikke er behov for yderligere stræben. Hjertets kar er fyldt til randen med guddommelig nåde og kan ikke rumme mere.

Enkelte mystikere har dog følt sig draget endnu længere. De kommer da ind i den fjerde fase:

4) "Sjælens mørke nat": Bevidstheden, som på det tredie stadium har set det guddommelige nærværs lys, må nu gennemgå et tilsvarende intensivt mørke, en følelse af total gudsforladthed. I den første renselse bliver de legemlige behov tugtede og alle sjælekræfter indstillede på den guddommelige virkelighed. I denne anden renselsesfase løsnes det personlige ego's dybeste rødder, egenviljen. Al menneskelig længsel efter personlig lykke og tilfredsstillelse renses bort. Det er, hvad mystikerne har kaldt "den åndelige korsfæstelse". Sjælen føler sig helt og holdent overgivet til Gud, giver uden forbehold slip på egoets individualisme og beredes dermed til det sidste stadium:


5) Foreningen eller unio mystica, som er mystikkens egentlige mål og mening. På dette stadium er mystikeren helt ét med Gud. Han har fundet sin egen inderste kerne, er blevet "hel", hellig. Efter den forudgående oplevelse af"åndelig korsfæstelse" kan denne tilstand opfattes som en opstandelse, en ubeskrivelig lykkelig tilstand af lys, af dyb ro og visdom. I mystikkens billedsprog kaldes denne kulmination "Det åndelige bryllup". Her fuldbyrdes menneskets guddommeliggørelse, den personlige Kristusproces. Nu kan det med Paulus sige: "Jeg lever nu ikke længere, men Kristus lever i mig".

Af Hildegards skrifter fremgår ikke, at hun selv har gennemlevet den mystiske vej i form af en personlig udviklings- eller individuationsproces. Det er grunden til, at hun nok ikke i traditionel forstand kan kaldes mystiker. Men den mystiske tilværelsesforståelse er en forudsætning for hele hendes tankeverden og oplevelsesmåde. Hendes visioner er således ikke et resultat af en bevidst fremkaldt udviklingsproces ad den mystiske vej. De er snarere et vidnesbyrd om, at hun så at sige allerede fra fødselen af har befundet sig på det stadium af åbenhed og ydmyghed, som normalt er udviklingsprocessens slutmål.

For den mystiske tilværelsesforståelse er virkeligheden dyb, et mangefoldigt spejl for den guddommelige sandhed.
Verden er således et symbolsk udtryk for det guddommelige, og alt skal derfor tolkes på flere niveauer. Denne symbolske fortolkning gennemsyrer tænkemåden gennem hele middelalderen og præger da også alle udtryksformer inden for billedkunst, digtning og musik. Intet er i middelalderen til kun for sin egen skyld, men er altid samtidig et medium for dybere tolkninger. Den mangedimensionale virkelighedsopfattelse udtrykkes i følgende strofe:

"Omnis mundi kreatura quasi liber et pictura
nobis est et speculum":

"Denne verdens skabning er en bog, et maleri og et spejl for vor væren". ( Eksemplet er fra H.J.Frederiksen og Lise Gotfredsen: Troens billeder, 1988).

Allerede Origenes i 200-tallet omtaler denne tilværelsestolkning. Den beskrives også af Cassianus, som omkring år 420 gør rede for fire niveauer i fortolkningen af begrebet Jerusalem: På det bogstavelige plan er Jerusalem den jødiske hovedstad ,som Jesus red ind i Palmesøndag. Det næste plan er det allegoriske: Her betyder Jerusalem Kristi Kirke, den såkaldte Ecclesia Spiritualis. Det tredie niveau er det moralske eller tropologiske: Jerusalem bliver på dette plan tolket som menneskesjælen, som Kristus nu skal drage åndeligt ind i. Det sidste niveau er det anagogiske, hvor den er Apokalypsens himmelske stad, som sjælen skal stile imod og forstille sig i al dens herlighed.

En sådan fortolkningsmåde giver rum for alle menneskelige udviklingstrin i tilegnelsen af skrifterne og fortolkning af naturen og af kunsten lige fra den enkle konkrete opfattelse til en næsten transcendental erfaring.
Traditionen går tilbage til oldtiden, men endnu i højmiddelalderen er denne forståelse intakt. Det fremgår således af Bonaventuras udtalelse (midt i 1200-tallet) om, at de tre stadier, som befinder sig over det helt konkrete, svarer til erkendelsesstadierne på "Den mystiske vej": Via purgativa, illuminativa og perfektiva, altså renselsens, oplysningens og fuldendelsens vej.
Her finder man også forudsætningen for at fatte lidt af mysteriets hemmelighed og kraft, som er så fundamental i forståelsen af sakramenterne i Hildegards teologi: Kristus som på én gang Gud og menneske, eukaristien som på én gang brød og vin, og Kristi legeme og blod. Kun hvis både den guddommelige og den fysiske dimension er intakt, kan kontakten sluttes og en højspænding af ufattelig styrke sende sin forvandlende kraft fra Gud til menneske.

Her tror jeg også, man finder forklaringen på, hvorfor de kristne, gnostiske evangelier adskiller sig fra de kanoniserede og blev forkætrede: De er jo fremstillinger af de samme historiske begivenheder, men de fokuserer næsten entydigt på det esoteriske, psykologiske niveau, mens det bogstavelige, dvs. det eksoteriske, den historiske, fysiske virkelighed, bagatelliseres. Dermed bliver hovedvægten lagt på menneskets egen indsats i den subjektive, psykologiske individuationsproces, mens inkarnationen, og dermed også Kirken som Kristi fysiske manifestation i verden, hans mystiske legeme, og sakramenterne mister deres fundamentale betydning i frelsesplanen. Det var denne esoteriske, gnostiske opfattelse, som var det centrale i kætternes kristendomsforståelse. Derfor udgjorde kætterbevægelserne en reel risiko for underminering af Kirken i middelalderen, og derfor kæmpede Hildegard som en løvinde for at åbne sin samtids øjne for konsekvenserne af kætternes lære.


Hvad der sker, når man i stedet udelukkende fokuserer på det eksoteriske, på det konkrete, fysiske og historiske niveau, ser vi i de afmytologiserende og historiekritiske retninger inden for især protestantisk teologi, hvor den eksistentielle dimension er i fare for at tørre ind for kun at efterlade en kristen morallære, som vanskeligt lader sig udskille fra en rent verdslig, humanistisk, og derfor lige så vel som den gnostiske overflødiggør frelsesmysteriet, sakramenterne og Kirken som guddommelig institution.


Mod denne verdsliggørende tendens i Kirken kæmpede Hildegard lige så heltemodigt som mod kætterne i sine breve til kirkelige myndigheder og i de dundertaler, hun holdt på sine lange prædiken-rejser til kirker og klostre i Syd- og Mellemtyskland. For allerede i det 12. århundrede forsøgte verdsliggørende kræfter at reducere kristendommen til noget, der kunne rummes inden for en menneskelig målestok, dvs. at de afskar mysteriets livsnerve, dets hemmelige kraft, den guddommelige dimension. Det gav sig udslag i forskellige reformationsforsøg, som først slog endeligt igennem med Luthers reformation i forbindelse med renæssancens humanistiske menneskefrigørelse.

For den mystiske virkelighedsforståelse, for den sakrale helhedstænkning, er sandheden én, men den omfatter både den reale, fysiske dimension og den guddommelige, dvs. både den eksoteriske og den esoteriske.
Denne symbolske, mangedimensionale opfattelse af virkeligheden er forudsætningen for Hildegards helhedstænkning, og for den grundlæggende mystiske forholdsmåde til tilværelsen, som gennemtrænger middelalderens hele univers, og som i dag endnu er bevaret i den katolske kirkes lære og liturgi.

Læs også:



Indledning

Nonne Hildegard

Profeten Hildegard

Mystikkens virkelighedssyn

Det kosmiske menneske

Hildegard profet for en ny tid?

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk