Hildegard af Bingen hører sammen med Bernhard af Clairvaux, Frans af Assisi og Mester Eckehardt til højmiddelalderens største personligheder. Hvad der gør hende til noget særligt, er hendes profetiske vælde, som er af en helt usædvanlig karakter. Hun blev af sin samtid kaldt "Rhinens Sibylle" og "Profetissa teutonica". Hendes ry nåede ud over hele det kristne Europa. Fra nær og fjern søgte man hendes råd og hjælp. Kejsere og konger bøjede sig for hende. Hun korresponderede med høj og lav fra paver til simple læg-folk. Hendes teologiske, medicinske og naturvidenskabelige værker spredtes endnu i hendes levetid til klostre så langt bort som Island og Danmark.
Hvem var hun da, denne kvinde, hvis profetiske udsagn giver genklang op i nutiden over et dyb på mere end 800 år?

Da Henrik IV var konge i Romerriget, levede der i det
østlige Gallien en Jomfru, ophøjet ved sin ædle byrd såvel som ved sin fromhed.
Hendes navn var Hildegard.

Således indledes den levneds skildring, Vita, som to munke, Gottfried og Theoderich påbegyndte endnu i Hildegards levetid. Den bygger for en stor del på hendes egne skriftlige beretninger, især hendes breve, og er således af stor pålidelighed.
Hildegard blev født samme år, som det første korstog tog sin begyndelse,1098. Hun levede samtidig med Bernhard af Clairvaux og døde i 1179, et par år før Frans af Assisi blev født, og 29 år før han stiftede sin tiggermunkeorden.
Hun hed i virkeligheden Hildegard von Bermersheim og var født i en adelig familie i Rhinlandet. Hun var sine forældres tiende barn, og derfor blev hun som otteårig givet som tiende til et nærliggende kloster, et Benediktinermunkekloster på Disibodenberg, nær ved Kreuznach. Hendes forældre havde en særlig grund til at mene, at deres datter af Gud var bestemt til et klosterliv, for Hildegard var ikke som andre børn. Allerede fra hun var ganske lille, fik hun stærke lysoplevelser og hørte stemmer, som ingen andre kunne se og høre. Når det treårige barn fortalte om, hvad hun oplevede, erfarede hun, at forældre og amme så på hende med stum undren og forfærdelse. Så blev hun sky og tav stille med sine oplevelser.

I klostret fik hun en fortrolig, den unge Jutta von Sponheim, som blev den, der skulle oplære Hildegard og to andre småpiger i den benediktinske klosterregel, i kirkesang, håndarbejde, almindelig husførelse, sygepleje og brug af plantemedicin. Hun fik også en lærer i bibellæsning og latin. Volmar hed han, og til ham betroede hun også hemmeligheden om sine visioner.

Da hun var 15-16 år gammel, besluttede hun sig endegyldigt til at blive nonne. Hun tog sløret, som man sagde. For hende var klosterlivet en stor og frydefuld oplevelse af, at hun opfyldte sin bestemmelse. Hun må da også have ført et forbilledligt liv som nonne, for da Jutta døde, blev hun enstemmigt valgt til at blive leder for kvindeklostret. Hildegard var då 32 år. Under alt dette fortsatte hendes visioner og fik en stadig mere overbevisende karakter. Volmar fandt det derfor bedst at spørge klostrets abbed, Kuno, til råds. Denne anså Hildegards oplevelser for at være af så stor vigtighed, at han pålagde hende at skrive ned, hvad hun så og hørte. Volmar blev den, der skulle hjælpe hende med nedskrivningen. Endnu gik der dog nogle år i stilfærdig anonymitet.

I 1141 skete der imidlertid noget, som tvang hende til at træde frem for offentligheden. Hun fik en vision, der pålagde hende at skrive ned og offentligt at forkynde, hvad hun så og hørte. Som ydmyg kvinde vægrede hun sig først, men så blev hun syg. Hun kom sig først, da hun havde indset, at det var Guds vilje, og at hun var nødt til at lystre. Hun gik i gang bistået af den trofaste Volmar. Og straks blev hun rask. Hvordan. arbejdet rent praktisk fungerede, fremgår af illustrationer, som Hildegard selv lod fremstille i sit skriptorium: Hun skrev visionerne ned på sin vokstavle ganske spontant og ukritisk. Det betød bl.a., at hun skrev på en skønsom blanding af sit tyske modersmål og latin, som hun aldrig blev særlig god til. Volmar omsatte derefter teksten til korrekt latin, men rådførte sig altid med Hildegard for så loyalt som muligt at udtrykke det, hun havde oplevet i visionen. Til slut kom Volmars latinske kladde så over i klostrets skriptorium, hvor teksten bley prentet på det kostbare pergament og forsynet med minutiøse og farvestrålende
illustrationer af det, som Hildegard havde set i sin vision. (Se ill. "Profetissa Teutonica").

Endnu var Hildegard dog kun gået i gang med at opfylde først del af det, som var blevet pålagt hende: Nemlig en systematisk nedskrivning. Offentliggørelsen lod vente på sig, for hvem turde tage ansvaret for offentliggørelse af en kvindes profetier, visioner, som oven i købet var så vældige, så fyldte med nye perspektiver, og som udsagde så hårde domme over samtiden? Hvor kunne man være sikker på, at der ikke var tale om kætteri?
Netop i disse år begyndte kætterbevægelserne at spire frem især i det nærliggende Sydfrankrig, bevægelser som netop var karakteristiske ved at ligestille kvinder med mænd i retten til at formidle det hellige budskab. Hvordan kunne man være sikker på, at det var Gud og ikke Satan, der talte gennem Hildegard? - At hun ikke var en af disse falske profeter, som skriften advarer imod ?
Abbed Kuno, lederen af Disibodenbergklostret, fandt det rådeligst at rådspørge de kirkelige myndigheder, i første omgang biskoppen af Mainz, som igen videresendte problemet til selveste paven. Det var på den tid Eugen III. Han hørte med stor ærefrygt og forbavselse på biskoppens beretning om den ukendte abbedisses visioner, men da han vidste, at for Gud er alting muligt, besluttede han sig til at undersøge sagen til bunds.

I 1147-48 foranledigede han afholdt en kirkelig synode, hvor Hildegards seergave skulle vurderes. Her blev det i første omgang besluttet at sende en pavelig delegation til Disibodenberg for at undersøge sagen. Den vendte tilbage fuld af lovord medbringende første del af hendes teologiske værk, Scivias. Oplæsningen begyndte, men efter få afsnit blev paven så optændt af forundring, at han selv krævede at overtage hvervet som oplæser for den store forsamling af kardinaler, biskopper og andre gejstlige.

Da blev alle hjerter opildnet til lovprisning af Skaberen. Forsamlingen brød ud i jublende glæde. Tilstede var også abbed Bernhard [af Clairveaux]. Denne tog ordet og bad om, at paven ikke måtte tillade, at et så strålende lys skulle forblive i tavshedens mørke. Den ærværdige forsamling var enig i dette, og fædrenes fader viste sig god og vis og tilsluttede sig. Han skrev en ærefuld skrivelse til jomfruen, hvori han i Kristi og den hellige Peters navn gav hende fuldmagt til at forkynde, og opmuntrede hende til at skrive. (vita s.51)

Hvad var det da, som Hildegard så og hørte i sine visioner?
Det er vældige syner om Guds skaberværk, om Lucifers fald, om menneskets skabelse og syndefaldet. Det er dramatiske billeder af Kristi frelsergerning i det enkelte menneske og i verdenshistorien. Det er syner, som åbenbarer, hvordan mennesket er indfældet i kosmos, er ét med universet, med naturen. Det er skildringer af, hvordan natur og elementer skriger i deres nød om menneskenes uforstand, om deres egoistiske udnyttelse og tilsvining af Guds skønne, rene skaberværk. Det er formaninger og opmuntringer til mennesket om etisk handlen over for hinanden og over for naturen. Menneskets indsats er ikke forgæves eller ligegyldig. Den er den nødvendige forudsætning for, at Kristi frelsergerning, som anskues som en verdenshistorisk proces, kan nå til sin lykkelige fuldendelse.
Endelig ser hun i vældige syner de sidste tider og Gudsrigets komme og hører englenes jubelsange.

Alt nedskrev hun ved Volmars hjælp, også noder til de sange, hun hørte, ligesom hun lod male billeder af, hvad hun så i sine syn.
Pavens accept af hendes visioner betød, at hun efter enogtredive år i stilfærdig anonymitet nu blev kendt over det meste af det kristne Europa. Det satte en omfattende brevveksling i gang med de største personligheder over hele den vestlige verden, som skrev og spurgte hende til råds. Det betød også, at tilstrømningen af kvinder, som ønskede at indtræde i klostret, voksede. Kvindeafdelingen på Disibodenberg blev derfor snart for lille.

Da fik hun en vision, som pålagde hende at drage bort med sine medsøstre til et nyt sted, som hun fik udpeget: Det var et bjerg omkring tredive kilometer fra Disibodenberg, hvor floden Nahe udmunder i Rhinen. Her havde den hellige Rupertus levet, og her lå hans relikvier begravet. Her skulle hun grundlægge et kloster. I 1150 oprandt så dagen, hvor hun med tyve medsøstre kunne ride afsted til det nye kloster på Rupertsberg ved Bingen.

Der kom snart mange besøgende, for Hildegards ry som lægekyndig havde spredt sig over hele Tyskland. Urtemedicinen havde hun lært, fra hun som barn kom til Disibodenberg, men det særlige ved denne kvinde var hendes karismatiske udstråling, der var så stærk, at hun ofte kunne helbrede ved håndspålæggelse alene, og at hun ofte sansede, hvor et menneskes problem eller sygdom havde sin rod, længe før nogen havde fortalt hende, hvad det drejede sig om. Ligeledes kunne hun også helbrede mennesker, der befandt sig langt borte.
Folk fra alle egne af det store Tysk-romerske rige spurgte hende nu til råds om både teologi og politik, om sundhed og sygdom. Efter at hun havde fået pavens anerkendelse, anså man hende for at være profet. En af dem, der flere gange spurgte hende til råds både pr. brev og ved personligt at besøge hendes kloster, var selve det store riges kejser, Frederik Barbarossa, som hun gav strenge og kloge råd, og tilsidst måtte slynge Guds vredes ord i ansigtet, fordi han tiltog sig magt til at indsætte andre paver end den retmæssigt valgte. (Det var midt i investiturstriden).

I sin høje alderdom foretog hun fire store prædikenrejser til hest og pr. skib Her prædikede hun ikke kun i klostrene, men også på offentlige steder, hvilket var helt uhørt for en kvinde på denne tid.
I 1165, 15 år efter grundlæggelsen af Rupertsbergklostret, var også det ved at være for lille. Derfor grundlagde hun et nyt kloster oven for landsbyen Eibingen på den anden side af Rhinen, næsten på samme plet, hvor Abtei St. Hildegard ligger i dag. Resten af sit liv sejlede hun to gange om ugen frem og tilbage for at bestyre også dette kloster. Hun døde i 1179, 81 år gammel.

Benediktinsk klosterliv.

Sidste sommer boede jeg et par uger i Abtei St. Hildegard. Jeg var blevet meget optaget af Hildegards teologi, og mit formål med klosteropholdet var derfor at sammenligne den med moderne katolsk teologi. Som medlem af folkekirken vidste jeg ikke ret meget om den katolske kirke efter 2. vatikankoncil. Ud over det teologiske aspekt ville jeg også undersøge, i hvor høj grad traditionen efter Hildegard stadig var levende i klostrets daglige tilværelse, i tidebønnerne og i messens liturgi.
Det viste sig, at man i dag i det væsentlige levede på samme måde som på Hildegards tid, men at det ikke var en tradition, som kunne tilskrives Hildegard. Hun var benediktinernonne, og hendes liv og hendes skrifter var ligesom livet i hendes klostre gennemtrængt af den benediktinske ordens spiritualitet. Det er den, som klostret i dag lever i ubrudt tradition.

De væsentligste aspekter i Hildegards livsopfattelse er dybt forankrede i den benediktinske livsform:
Den benediktinske orden hører til de ældste kristne munkeordener. Den blev grundlagt af Benedikt af Nursia omkring år 529. Hans klosterregel, Regula Benedikti, er mønsterdannende for størstedelen af de andre ordensregler: Det vigtigste i denne regel er er kærligheden til Kristus. Intet må overskygge denne kærlighed. Og dens konsekvens er EFTERFØLGELSE. Kristi efterfølgelse er livsnerven i klosterlivet, som den også skulle være det i ethvert menneskes liv.
Kristi efterfølgelse betyder daglig - og dermed livslang - omvendelse fra selvcentreret verdslighed til Kristuscentreret hellighed. Det er det krav, som Gud stiller til sin skabning, det menneske som skulle ligne ham selv i Kristus. "Vær fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen", siger Jesus.

Som hjælp og som støtte for sine munke i denne efterfølgelse, denne livslange udviklingsproces, nedskrev Benedikt sin regel i 73 små kapitler.
Centrum er klosterløfterne. De er ikke umiddelbart identiske med de klassiske klosterløfter om fattigdom, kyskhed og lydighed, som først opstod i denne form i det 12. årh.

Benedikt krævede faktisk endnu mere af sine munke:
1) Stabilitet, dvs. et løfte om for altid at blive bofast i det klosterfællesskab, som man én gang var gået ind i.

2) "conversatio morum meorum" betyder omvendelse af mine sæder, dvs. omvendelse til klosterlig livsfØrelse indbefattet fattigdom og kyskhed.

3) lydighed over for Gud Det betyder i praksis også lydighed over for klostrets abbed og paven, og lydighed under klosterreglen, som allerede i det 7. årh. også blev gældende for nonneklostre.

ORA ET LABORA, bed og arbejd, er essensen af det bendiktinske klosterliv. For i bønnen er man sammen med Gud. Derfor skal bønnen principielt være evig, uophørlig. Den skal gennemtrænge alt. I praksis bedes timebønnerne 7 gange i døgnet Hertil kommer så den daglige messe med fejring af eukaristien. Mellem tidebønnerne er tiden fordelt ligeligt mellem legemligt og åndeligt arbejde, dvs. læsning af kirkefædrene og anden religiøs læsning. Til det "legemlige" arbejde regnes også intellektuel virksomhed, dvs. videnskabeligt og kunstnerisk arbejde.

Benediktinerordenen er gået ind i historien som en "kulturorden". Den fungerede gennem hele middelalderen som centrum for uddannelse, historieskrivning, biblioteksvæsen og forskning i teologi, matematik, medicin, såvel som for landbrug, vindyrkning og andre praktisk betonede erhverv. Den var centrum for kunstnerisk udfoldelse inden for alle former for billedkunst, og for musik, der blev dyrket både som det, vi i dag ville kalde kunst, og som videnskab. Denne rige benediktinske tradition har været baggrunden for, at Hildegards usædvanlige og alsidige begavelse kunne udfolde sig.

Karakteristisk for den kontemplative benediktinerorden er dens vægtning af bønnen som livsform. Det betyder et liv i tavshed, i konstant bøn. Det er en konsekvens af ordenens opfattelse af Kristi efterfølgelse: Jesus bad mange gange om dagen og var uophørligt i kontakt med sin Fader. Det medfører en livsform, hvor alt bliver til bøn, også arbejde, måltider, samvær med andre mennesker. Alt bliver helligt - bliver Gudstjeneste. En sådan livsform kræver en konstant opmærksomhed opad og indad, altså et liv i stilhed, i konstant meditation. Derfor kravet om tavshed. I nutidens kloster er således kun en time om dagen afsat til afslapning, til snak og hygge i almindelig forstand.
Alt dette har ét overordnet formål: At blive stadig mere Kristus lig, at afdø fra sig selv, uden forbehold og i uendelig tillid at lægge sit liv i Guds hånd - at blive ét med Kristus. Her er vi også ved det centrale i Hildegards livsopfattelse: Det er ethvert menneskes opgave at gå "den mystiske vej" til en stadig inderligere forening med Gud, dvs. en livslang udviklingsvej eller individuationsproces.