Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Profeten Hildegard

Var Hildegard mystiker ?
Vita's beskrivelse af Hildegards liv og død viser, at samtiden opfattede hende som hellig, et menneske, der i usædvanlig grad var i berøring med Gud og derfor havde indsigt i Guds hemmeligheder. Derfor fik hun i sin samtid status som profet, et talerør for Gud, som man kendte det fra Det gamle Testamente. At det også var hendes egen opfattelse, fremgår klart af hendes skrifter, der mange steder understreger hendes ydmyge status som ulærd og som kvinde. Men netop denne totale intethed er det, som kvalificerer hende som et menneske, Gud kan åbenbare sig igennem.

Mennesker med denne gennem skinnelighed har senere tider kaldt mystikere. I en vis forstand er Hildegard da også mystiker, men hendes mystik er anderledes end den, man møder hos f.eks. Bernhard af Clairveaux, Frans af Assisi, Mester Eckehardt, Katarina af Siena, Theresa af Avila, Johannes af Korset og Ignatius af Loyola, som alle gennem streng askese, ofte årelange strenge øvelser med faste, ensomhed og meditation, når frem til en forening med Gud. Det er denne proces, som har fået navnet "Den mystiske vej". Den fører gennem forskellige stadier af fortvivlelse og dødsangst i "sjælens mørke nat" til de lykkeligste og helt ubeskrivelige oplevelser af guddommelig nærhed, som det skildres hos middelalderens store mystikere. Karakteristisk for de fleste af disse beskrivelser er, at den guddommelige nærhed opleves i en art ekstase eller "henrykkelse", som det f.eks. kommer til udtryk helt oppe i barokken i Berninis skulptur, "Den hellige Theresas henrykkelse".

Hildegards mystik er ikke af denne art.
Hun havde fra hun var ganske lille haft stærke oplevelser af Guds nærvær, men havde aldrig selv gjort noget for at hensætte sig til et andet bevidsthedsniveau. Tværtimod understreger hun, at hun altid fik visionerne i vågen og nøgtern tilstand, mens hun gik i sit daglige arbejde, og hun advarer rent ud mod overdreven askese og selvtugt. Hendes mystiske oplevelse har ikke den subjektive, følelsesmæssige karakter, som man møder hos f.eks. Frans af Assisi i hans personlige indoptagelse af Kristi lidelse. Den har heller ikke den karakter af brudemystik, af sjælens forening med den himmelske brudgom, som for nogle mystikere er kulminationen på den mystiske vej, og som man f.eks. møder hos Bernhard af Clairvaux og Theresa af Avila.
Hildegards visioner er vældige kosmologiske syner: Gud som verdensherskeren og Kristus som Logos, ordet, der blev kød.
Dette mysterium, Guds Søns indtræden i den fysiske, historiske tilværelse, er for Hildegard hele hendes fundament. På grund af det, bliver også mennesket guddommeliggjort og selv medskaber af verden, dvs. konkret medansvarligt for både naturen og historiens gang.
Såvel karakteren af Hildegards visioner som deres indhold gør da, at hun snarere end mystiker må kaldes profet på linie med de gammeltestamentlige. Hun blev da også af samtiden sammenlignet med Deborah og Jeremias. Det understreges af de tilnavne, hendes samtid brugte om hende: "Rhinens Sibylle" og "Profetissa teutonica".

Hendes samtid undrede sig over de mærkelige ting, hun kunne berette, og der foreligger flere breve fra højtstående gejstlige personer, som skriver og spørger hende ud om hendes mystiske oplevelser. Hun svarer dem omhyggeligt og nøgternt. At der er tale om et guddommeligt nærvær er hun ikke i tvivl om. I flere af sine breve beskriver hun, hvordan hun oplever visionerne, mest udførligt i et brev til Wibert af Gembloux i 1175.
På det tidspunkt var Hildegards ry som seer trængt ud over det meste af Europa, også til Nederlandene, hvor man på det tidspunkt kendte og læste hendes skrifter. Wibert var født omkring 1125 i Gembloux ved Namur. Her lå et gammelt ærværdigt benediktinerkloster, hvor han blev opdraget og gennemgik en fremragende videnskabelig uddannelse. Klostret rummede et af Vesterlandets største biblioteker, så han fik et omfattende kendskab til såvel Bibelen og kirkefædrene som til de antikke klassikere. Her blev han munk, og herfra skrev han til Hildegard for at erfare nærmere om hendes karismatiske gaver.
Hendes svar giver en usædvanlig klar beskrivelse af arten af hendes mystik. Hun skriver:

Hildegard til Wibert af Gembloux:


De ord, jeg taler, har jeg ikke fra mig selv eller fra noget andet menneske, men jeg siger dem sådan, som jeg hører dem i det syn, som jeg fik fra oven....
Gud virker hvor han vil for sin æres skyld og ikke til ære for det jordiske menneske. Men jeg er til stadighed fyldt af sitrende frygt. For jeg har ikke den sikkerhed, som kundskab og viden giver. Dog strækker jeg mine hænder op til Gud, for at han skal holde mig oppe, ligesom en fjer, som uden vægt lader sig føre af sted af vinden ...


Fra jeg var barn, før mine knogler, nerver og årer endnu var blevet faste, og til denne time, hvor jeg allerede er over halvfjerds år gammel, glæder jeg mig over denne synskhedens gave i min sjæl. Og min sjæl stiger - sådan som Gud vil det - opad i disse syner til firmamentets højder.
Men jeg ser ikke disse ting med de legemlige øjne og hører dem ikke med de ydre ører, jeg opfatter dem heller ikke med mine tanker eller mine fem sanser. Jeg ser dem snarere i min sjæl, selv om mine legemlige øjne er åbne. Jeg lider aldrig af ekstasens bevidstløshed, men ser disse syner i vågen tilstand dag og nat.


Det lys, som jeg ser, er ikke bundet til rummet. Det er meget, meget lysere end en solgennemskinnet sky. Hvor højt, langt og bredt det rækker, ved jeg ikke. Det bliver betegnet for mig som "Skyggen af det levende lys". Og ligesom sol, måne og stjerner spejler sig i vandene, sådan stråler for mig i dette lyshav skrifter, ord og Guds kraft og visse af menneskers værker.
Og hvad jeg skriver, det ser og hører jeg i visionen, og jeg skriver ingen andre ord, end dem som jeg hører, og jeg skriver i utilslebne latinske ord, sådan som jeg hører det i visionen. For i synet bliver jeg ikke lærd, så at jeg kan skrive som en filosof. Ordene i dette syn lyder ikke som i menneskemund, men er som en gnistrende flamme og som en sky, der bevæger sig i den rene æthersfære. Men lysets skikkelse er jeg ikke i stand til at erkende, ligesom jeg jo heller ikke uhindret kan se på solskiven.
I dette lys ser jeg en gang imellem, men ikke ofte, et andet lys, som bliver kaldt "Det levende lys". Hvornår og hvordan jeg ser det, kan jeg ikke sige. Men så længe jeg ser det, bliver al sorg og angst taget bort fra mig, og jeg føler mig igen som en enfoldig ung pige og ikke som en gammel kone....

Og videre formaner Hildegard den spørgende munk om vejen til erkendelse:

Men også du, Guds barn, som søger Ham i troen og længes efter Ham: Måtte han frelse dig: Se på Ørnen, som med sine to vinger flyver op til skyen. Sårer den en vinge, så falder den ned på jorden og kan ikke komme op igen, selv om den gerne ville hæve sig til flugt. Sådan flyver også mennesket med begge fornuftens vinger, nemlig erkendelsen af det gode - den højre vinge - og erkendelsen af det onde - den venstre vinge. Erkendelsen af det onde tjener det gode, det gode bliver gennem erkendelsen af det onde styrket og ledet, og sådan giver erkendelse mennesket visdom.
O dyrebare Guds barn, løft din erkendelses vinger til den rette vej
Over et menneske, der handler således, synger det himmelske kor Guds lov og priser Ham, fordi et menneske skabt af aske elsker Gud så meget, at han for Guds skyld regner sig selv for intet. Så hold dig oppe, kære stridsmand, i denne kamp, for at du kan gå ind i den himmelske harmoni, hvor Gud siger til dig: Du hører til blandt Israels børn

For i din stærke himmellængsel, holder du mellem gitterspalterne udkig efter bjergtinderne. (Briefwechsel s.226).

Gudsfrygt og ydmyghed, fattigdom i ånden, er således forudsætningen for gudserkendelse. Det fremgår også af den allerførste vision i Scivias, "Den lysende", hvor hun ser en lysende skikkelse, så fuld af herlighed, at hendes øjne blændes. Skikkelsen troner på et bjerg. Ved dets fod ser hun to skikkelser, den ene fra øverst til nederst opfyldt af øjne i så stort et antal, at seeren ikke engang kan se det menneskelige omrids. Det er "Gudsfrygten": 

I ydmyghed ser hun på gudsriget, helt opfyldt af at gennemskue god og retfærdig stræben.

Hendes menneskelige omrids er skjult under mængden af øjne,

- for ved sin uafvendte årvågenhed, ryster hun den glemsomhed om den guddommelige retfærdighed af sig, som ofte får den menneskelige ånd til at falde i søvn, og hendes vagtsomhed bliver ikke rystet af nyfigen forskning, som kun udmarver tilværelsens dybe mening.

Den anden skikkelse er et barn. Det er "Den fattige i ånden". Om hende siger Hildegard:

Ud over hendes hovede vælder en sådan flod af lys ned fra den, der sidder på bjerget, at du ikke kan se pigens ansigt. (Scivias s. 96).

Kun den fattige i ånden, som regner menneskelig kundskab og viden for intet, kan blive overskyllet af Guds nådes lysfiod.

Kun i erkendelsen af egen utilstrækkelighed, i ydmyghed og frygt for det hellige åbner således menneskesjælen sig for den guddommelige lyskilde, og kan blive et "kar for guddommelig nåde", som C.G. Jung udtrykker det. Enfold, nøgternhed og selverkendelse er grundpillerne i denne åndelige holdning, som er forudsætningen for den dybe erkendelse, som i urkristendommen også kaldtes gnosis.

Den er Helligåndens værk, og har intet at gøre med filosofiske og videnskabelige spekulationer. Menneskets eneste mulighed for medvirken er at forholde sig årvågen og ydmyg i ånden, dvs. forholde sig lige så åbent og uden forbehold som et barn.
Man har ofte tolket ordet ydmyghed som det at forringe sig selv, gøre sig selv lille, krybe i støvet for Herren. Men det er ikke ordets oprindelige betydning. At være ydmyg er at være "myg" eller blød, dvs. åben, frimodig, tage imod virkeligheden som den er, som en blød nypløjet mark, der venter på sædekornet.

Det, der i verdens øjne var en svaghed og en diskvalifikation, nemlig at være kvinde, og dermed pr. definition svag, ydmyg og ulærd, det blev i forhold til Gud netop det, som gjorde, at hun kunne modtage visionens gave. Hun får ydermere gang på gang pålagt i disse visioner, at hun ikke må tage hensyn til menneskelige regler og konventioner, når hun skriver, men skal skrive åbenbaringerne ned præcis, som hun modtager dem.

Det betyder, at de præges af en intuitiv, feminin form, som sandelig ikke mangler kraft og skønhed, men til gengæld er fri for nedarvede spidsfindigheder i både tænkning, sprog, billeder og musik.

Et eksempel herpå er hendes melodier, der er karakteristiske ved en vildtvoksende, feminin karakter, som adskiller dem fra den samtidige gregorianske sang: De har et større toneomfang - sommetider flere oktaver inden for en enkelt sang. Envidere bevæger de sig ofte i store gotiske spring, tit umiddelbart efter hinanden i opadgående retning, hvilket heller ikke ses i den gregorianske koral, som er præget af ro, anonymitet og en romansk askese. Et træk, som også vidner om hendes intuitive konception af musikken, er, at den i højere grad end den gregorianske er præget af de tonearter, som netop nu begynder at stikke hovedet frem i den verdslige musik: Dur - mol, som ellers først kæmper sig vej inden for kirkemusikken flere hundrede år senere og dermed langsomt fortrænger det gamle kirketonale system.

Læs også:



Indledning

Nonne Hildegard

Profeten Hildegard

Mystikkens virkelighedssyn

Det kosmiske menneske

Hildegard profet for en ny tid?

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk