Hvorfor holde indre bøn?

Fordi indre bøn er et møde med Gud, der består i mere og mere at åbne sig for hans kærlighed.

En sammenligning med det ægteskabelige samliv kan bringe os til at forstå dette bedre. Hvis ægtefællerne om aftenen, når de endelig har mulighed for at være alene sammen, fortsætter med hver sin beskæftigelse - og hver med sig selv - uden nogensinde at give den anden bare en smule af sin tid, uden at tale sammen for bedre at lære den anden at kende, uden nogensinde at "kontemplere" (betragte i kærlighed) hinanden og dermed fordybe kærligheden, er der stor fare for, ikke bare at kærligheden ikke fordybes, men at den slet ikke klarer tidens slid. Det er indlysende, at det samme gør sig gældende i vort forhold til Gud - dog med den forskel, at i kontempla tio nen af Ham, er det, vi modtager, usammenligneligt større end vores gave.

Den indre bøn er mere nødvendig end nogensinde, fordi vort daglige liv bliver mere og mere desakraliseret, stadig mindre på vor vej taler til os om Gud. Mere end nogensinde er det indeni os selv, at vi må skabe den atmosfære, som muliggør vor vandring mod Ham, vort liv i Ham.

Hvad er den vigtigte betingelse for at kunne holde indre bøn?

Det er ønsket om at elske Gud mere og mere. Men naturligvis kan vi ikke elske Ham uden at kende ham. Kendskab er jo også forudsætningen for den menneskelige kærlighed. Man elsker kun virkeligt den, som man har "givet sin tro". Jeg tror ikke, at man kan gøre fremskridt i den indre bøn - den kristne meditation - uden en alvorlig tro.

Men taler meget om tro for tiden. Man vil en voksen og moden tro, men for mange består denne "modenhed" bare i ustandseligt at sætte spørgsmålstegn ved alt - altid at være på vej mod noget nyt. Dette kan skabe en uligevægt, en åndelig stakåndethed, som absolut ikke fremmer den indre bøns liv.

For mig er en voksen tro en velfunderet tro, som ikke lader sig rokke eller forurolige af underordnede spørgsmål. Den berøres ikke af ændrede religiøse vaner, den anfægtes ikke af uundgåelige modsætninger, den sammenblander ikke myter og mysterium - de første stammende fra mennesker, det andet fra Gud.

Man skal ikke holde indre bøn bare for at holde indre bøn. Denne har absolut ikke noget mål i sig selv. Heller ikke skal man holde indre bøn for at opnå noget for sig selv, hvor åndeligt det end kan være. Man skal i den indre bøn altid have Guds ære og verdens frelse for øje.

Man skal heller ikke ønske sig åndelige nydelser. Tværtimod må man ikke være bange for lidelser, og disse vil komme og vokse i samme grad, som vi modtager nådegaver, og som vort dybeste indre åbner sig for Guds herlighed og dermed erkender sin egen elendighed - og verdens nød. Lidelse fordi vi opdager, at vi ikke kan gengælde kærlighed med kærlighed; lidelse i oplevelsen af, at hvor dyb vor forening med Gud end er, så findes der alligevel en kløft mellem ham og os: Gud forbliver Skaber og vi skabning; en næsten fysisk smerte i mødet mellem den kærlighed, som brænder i os og vor egen ringe kærlighed; lidelse som også er uendelig lykke......men jeg tror ikke, at man skal tale alt for meget om dette til begyndere; de forstår det ikke, og det kunne afskrække dem.

At holde indre bøn er at elske, og da kærligheden afhænger af nådens liv i os, må vi gøre alt for at nære det mest muligt. Det mest normale middel er naturligvis modtagelse af sakramenterne, især eukaristien. Også den åndelige læsning er vigtig. Det, som har hjulpet mig mest, er tilbedelsen af Det hellige Sakramente. Foran Kristus i sakramentet føler jeg mig inddraget i og gennemtrængt af Kærligheden, som strømmer ud fra Ham.

Der er sikkert andre midler, som man ikke tænker på, fordi man ikke selv har anvendt dem eller de slet ikke passer til én selv. F.eks. arbejdede jeg ved et menighedsarrangement sammen med en kvinde fra en anden menighed. Vi kom til at tale om bøn, og jeg anbefalede hende "Cahiers sur l´oraison". Da vi senere mødtes, fortalte hun mig, at hun havde fundet ud af, at det mest effektive middel til at møde Gud var recitation af Salmerne. Hun skrev én af, og under arbejdet lærte hun den udenad. Jeg takkede Gud for, at hun så hurtigt havde fundet dette middel - som jeg aldrig ville have fundet på at anbefale hende, for hvad mig selv angår, føler jeg ikke, at Jesus af mig venter andres rigdom, men mine egne ringe ord og min egen fattigdom. I min bøn at recitere noget fra hukommelsen ville for mig være det samme som at afskrive et brev, en anden havde forfattet, og sende det til min elskede.

Dette viser, at man i vejledning af andre ikke skal begrænse sig til de midler til indre samling, som hjælper én selv. Det eneste, som virkelig tæller, er dagen igennem uophørligt at være vendt mod Jesus.

I den forbindelse kan jeg ikke nok insistere på det, man kalder "Jesusnavnets bøn". Lige fra begyndelsen har jeg følt mig draget til dagen igennem at gentage Hans navn, ikke andet end Hans navn. Virkningen af denne bøn er ikke afhængig af, hvor mange gange man siger "Jesus", men af dybden i den kærlighed, som vi lægger i påkaldelsen af Hans navn.

Når alt kommer til alt er det dog midt i alt det, vi beskæftiger os med dagen igennem, at vi skal tænke på Jesus, alt imens vi længes efter den tid, som vi helt giver til ham i bøn. Umærkeligt vil vores kærlighed vokse, Jesus bliver virkelig "Nogen" for os, Gud der lever i os. Vi lærer spontant at tale med ham dagen igennem. Han bliver den, som modtager vort første blik, når vi vågner, og i hvem vi sover ind om aftenen. Ikke bare den, som vi vender os til i problemer og nød, men den, som vi deler vore glæder med og som får vores første tak. Hvis vi lever sådan, bliver vores indre bøn ikke bare en oase i hverdagens ørken, men hvert øjeblik i vort liv er rettet mod den. Den indre bøn bliver da kronen på hver dag, lønnen for vore anstrengelser.

Hvis hele vores dag er rettet mod den tid, vi har afsat til den indre bøn, tror jeg, at man - hvis det er muligt - skal afsætte tid til den om aftenen. Det vil ikke sige, at vi ikke skal være åbne for at modtage Jesus på et hvilket som helst tidspunkt. Han forlanger aldrig det umulige af os. Hans eneste ønske er, at vi udfører vore pligter i hans navn med den størst mulige kærlighed. Der er i vort liv så mange tomme øjeblikke - pauser - hvor han ønsker, at vi skal være helt til for ham. Lad dem ikke bare stå tomme med den undskyldning, at de ikke var afsat til indre bøn.

Hvordan skal vi forholde os til adspredthed?

Vi skal kke bekymre os alt for meget om den. Hvis vi betragter et smukt landskab, og mørke uvejrsskyer bekymrer os, forbliver landskabet dog lige smukt. På samme måde i den indre bøn. Så snart vi bliver bevidst om vores adspredthed, må vi prøve at forlade den så hurtigt som muligt, men i fred, uden at lade os påvirke af den, og genoptage vores indre bøn som om intet var hændt.

Adspredthed giver os en god lektie i ydmyghed, for den viser os, hvor lidt vi selv er i stand til at præstere. Adspredtheden er frugten i vor egen have, mens den indre bøn er nådens liv, som udfolder sig i os. Vi kan gøre vort bedste for at være åbne og være modtagelige, men den indre bøn er Guds gave til os.

Jeg har gjort den erfaring, at adspredtheden ikke er så forstyrrende, når jeg holder indre bøn sidst på dagen, hvor jeg har sat punktum for dagens opgaver. Om natten er den endnu mindre plagsom.

Hvis adspredthed er en virkelig prøvelse, vil jeg råde til at bede i en kirke, et kapel, et særligt bedeværelse; simpelthen - - hvis det er muligt - finde et bønnens sted. I nogle kirker bader man bogstaveligt talt i en bønsatmosfære, man føler en fortættethed, som er en stor hjælp. Jeg vil ikke udtale mig om, hvorfor det er sådan; det er sikkert ikke på grund af kirkens skønhed, men snarere fordi så mange gennem tiden har bedt dér. Denne oplevelse er meget subjektiv. Enhver må finde det sted, som passer én bedst.

Oversættelse: Grethe Livbjerg.