"Bøn og magelighed går ikke sammen", siger Teresa af Avila. Al sand kristent og mystiskt liv må indebære askese. Når det gælder askese, var Camille både i tanke og praksis før sin tid. Hendes dybe bønsliv gav hende et klart og sikkert syn på, hvad der var væsentligt og mod til at gå sin egen vej, som i nogle tilfælde stod i modsætning til, hvad hendes kristne omgivelser anså for passende. For Camille var askese og bodsøvelse aldrig noget mål i sig selv, men kun et middel. "Hvad angår askese ligger det væsentlige i at elske Gud. Når man elsker, så beundrer man. Man forsøger at efterligne den elskede for på den måde at behage ham. Denne søgen efter fuldkommenhed gælder alle troende. 'Vær fuldkomne som jeres Fader i himlen er fuldkommen' (Matt. 5,48). Da det ikke er en ubetydelig sag at efterligne Gud, bliver askesen noget absolut nødvendigt. Den må derfor ikke blive mål i sig selv. Længslen efter fuldkommenhed må altid have den underforståede hensigt at elske Gud bedre, at være mere gennemsigtig for hans kærlighed." Askese er altså ikke et middel, vi anvender for at få Gud til at elske os mere. En sådan tankegang er uden mening, da Gud jo allerede, uden nogen fortjeneste fra vores side, elsker os grænseløst.
Camille har ikke meget tilovers for standardiserede asketiske programmer eller de kunstige bodsøvelser, som var på mode i visse fromme kredse før Andet Vatikankoncil (bodsskjorten i salig ihukommelse!). "Vi må selv forsøge at finde den for hver enkelt rigtige selvforsagelse, i overensstemmelse med vort temperament, vore tendenser, vor følsomhed, vor levestandard, samtidigt med, at vi er åbne for, hvad Gud ønsker af os. De bedste selvfornægtelser er altid med kærlighed at acceptere alt det ubehagelige, ærgerlige og kedelige, som livet medfører. "De kristne lægfolk i verden skal ikke forsøge at leve, som om de var i kloster. Vor askese må være forankret i den virkelighed, vi lever i. For en lægmand, som lever i verden, gælder det om at frigøre sig fra alt, mens man fortsætter at leve på sædvanlig vis. Men det almindelige man gør, må have en ny drivkraft: kærlighed til næsten, som i os bør være en refleks af Guds kærlighed, må erstatte de personlige interesser og vor egen tilfredsstillelse.

Askese og selvfornægtelse er nødvendigt. Selv om vor askese i og for sig aldrig kan blive mere end et symbolsk bidrag, så forventer Gud dette bidrag. Den virkelig store askese, som er nødvendig, for at Kristus skal tage skikkelse i os, er et værk, som Gud selv må tage i sin hånd og fuldføre. Camille vidste, at der endnu fandtes altfor megen menneskelig svaghed i hendes kærlighed til Gud. Derfor bad hun Kristus om at blive tømt helt for sig selv, så han kunne indtage hele pladsen. En sådan bøn, bedt i oprigtighed, risikerer altid at blive hørt. Camille skulle blive bønhørt over al forventning!

Den mørke nat

"Jesus, lad der ikke findes noget andet i mig end Dig!" Således havde Camille bedt, og denne bøn kunne Gud naturligvis ikke modstå. Han begyndte med en grundig terapi. I 1946 begyndte en helt ny livsfase for Camille. I det ydre forblev alting som før, men i det indre skete der store omvæltninger. "Pludselig trådte jeg ind i den uhyggelige nat, som ikke på nogen måde lignede noget, jeg tidligere havde gennemlevet, og som skulle vare indtil august 1965." Lige siden sin første kommunion havde hun levet i denne gensidige strøm af kærlighed, som forener Faderen og Sønnen i Ånden, dog ikke på en kontinuerlig og fuldkommen måde. Nu oplevede hun, hvorledes hun blev helt kastet ud i en fuldstændig og evig forladthed. Hun troede at være forladt af Gud for altid.

"Bønnen, som jeg var vant til at praktisere den, blev umulig, endog den enkleste form for bøn. Man kan ikke kalde det for bøn, denne oplæsning af formler, mens man har en følelse af, at det hele ikke tjener noget formål, at Gud aldrig nogensinde lytter... Jeg havde indtrykket af at befinde mig i et trangt, mørkt fangehul, det var, som om jeg levede i en rigtig brønd af ensomhed, hvor endog luften savnedes. Jeg husker, at jeg en dag var med til en begravelse. Jeg følte mig så udslukket, så kvalt, at da man sang 'De profundis' (Sl. 130), syntes jeg, at salmisten virkelig måtte have været lykkelig over at kunne sige: 'Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.' Gid jeg også havde kunnet råbe!"

Var der ingen hjælp at få? Camille forsøgte at læse Johannes af Korsets bog "Själens dunkla natt". "Jeg forstod bogstaveligt talt ikke et ord. Den hjalp mig ikke en døjt."

Nogen åndelig leder og rådgiver, som kunne støtte hende, fandt hun heller ikke. - "Alle præster, jeg kendte, var døde...Vor sognepræst havde så 'avancerede ' idéer, at han ikke kunne være mig til den mindste smule hjælp, tværtimod. Han anstrengte sig for at få mig væk fra bønnen...fra troen på Eukaristien, på dette Treenighedens liv, som jeg tidligere havde følt udvikle sig i mig."

Ikke kun af Gud følte hun sig forladt, men selv af sine nærmeste følte Camille sig mindre elsket end før. Ikke engang hos sin ægtemand fandt hun nogen støtte. "Det mest smertefulde var, at da jeg levede i verden, måtte jeg leve sådan, at de andre ikke fattede nogen mistanke, og fremfor alt ikke min mand. Jeg kunne ikke dele dette med ham, og det er svært, når man lever så forenede. Han havde selv prøvelser, og da var det helt naturligt, at jeg stod hjælpende ved hans side, som om alt stod vel til for mig. Til trods for min vanskelige og angstfulde forladthed måtte jeg give det indtryk, at alt var godt, og forsøge at tage alt med et smil." I sin bog "Själens dunkla natt" skriver Johannes af Korset: "Man må virkelig have stor medlidenhed med den sjæl, som Gud leder ind i denne stormfulde og angstfulde nat" (s. 89). Men Camille havde ingen, hun kunne tale med om det, som foregik inde i hende, og fik af samme grund ingen medlidenhed. Udadtil forblev hun den samme intelligente, kultiverede og livlige kvinde, som hun altid havde været. Til sin egen overraskelse var hun i stand til at give åndelige hjælp til andre, til trods for hun selv følte sig ude af stand til at forstå noget som helst om Gud.
Denne næsten tyve år lange nat var for Camille selv uforståelig. "Jeg vil aldrig kunne forstå, hvorfor det var nødvendigt med næsten tyve års frygtelig ensomhed i et fuldstændigt mørke for at nå frem til denne fredfyldte, varige forening, som jeg nu oplever." Nogle motiver til årsagen kan vi finde i hendes egne udtalelser. Havde Camille ikke lige siden sin første kommunion næret et inderligt ønske om at godtgøre for andre, at tilbyde Gud et overmål af kærlighed som kompensation for den skræmmende brist på kærlighed i verden, og selv blandt kristne? Måske er dette en forklaring på, hvorfor hendes nat blev så lang. "Dybt inden i mig var der noget, som sagde mig, at vi var nået frem til vanskelige tider for Kirken og dens fremtid, og at det var nødvendigt at mobilisere alle bedende sjæle til at kæmpe..." Ganske vist kunne hun i sin åndelige krise ikke overbevise sig om, at hun selv kunne regnes med blandt disse bedende sjæle. Men i virkeligheden deltog hun på en intensiv måde i Kristi lidelse, og levede i uafbrudt bøn i disse år med omvæltninger, som tiden under og efter Andet Vatikankoncil var for Kirken. Camilles nat var delvis en personlig renselsesperiode, men også en nat med og for Kirken. Ingen nat er dog så lang, at ikke morgenen nærmer sig lidt efter lidt. Det er aldrig langfredags mørke, som har det sidste ord, men påskemorgens jubel. Kraften i Kristi opstandelse virkede allerede i hemmelighed i Camille, mens natten endnu stod på. Og så, lige så pludselig som Kristus forsvandt for hende i 1946, kom han tilbage i 1965 og overraskede Camille i en lille schweizisk landsbykirke.

Beslaglagt af Gud

"Jeg forsøgte at holde en times tilbedelse foran det Hellige Sakramente, da jeg ligesom blev kastet ud af mig selv, og på et eneste øjeblik genfandt jeg hele min kærlighed. Men det var en kærlighed, som var helt ren, en kærlighed fuld af ømhed, en sådan kærlighed, som ses hos gamle og dybt forenede ægtepar, som forstår hinanden uden ord, og som med et eneste blik forenes i en stadig, ny opdagelse af den anden." Naturligt går tankerne til den første påskemorgen, da den opstandne Kristus mødte Maria Magdalene udenfor den tomme grav. Denne hændelse blev optakten til den sidste fase i Camilles liv. Hun var nået til den fulde forening med Gud. Hun var nu blevet taget helt i besiddelse af ham. Eukaristiens rolle er i denne sammenhæng værd at bemærke. Det var ved sin første kommunion, at Camille bogstavelig talt blev kastet ind i Guds treenige liv. Det var under tilbedelsen af det Hellige Sakramente, at hun for altid blev bekræftet i dette liv. Herefter skulle Camille ikke kun være en tilfældig gæst i den gensidige strøm af kærlighed mellem Faderen og Sønnen, nu havde hun fået sin endelige bolig dér. "Jeg har indtryk af, at jeg nu helt naturligt lever i Gud uden anstrengelse fra min side... Jeg føler, at jeg er i Gud, som en fisk i vandet. Jeg føler mig bevidst forenet med Gud, uanset hvad jeg arbejder med. Hvilken nåde at kunne gøre alt, mens man forbliver forenet med Gud!"

Under bøn bliver denne forening dybest. "For at denne forening skal trænge ned til de dybeste lag i mig selv, er det nødvendigt, at jeg i bønnen, helt åben i min ånd, tager imod Gud som på en patene. Det er nødvendigt, at jeg tømmer mig fuldstændig for mig selv, at jeg bare er et spejl, som reflekterer Guds kærlighed. Min kærlighed er ikke længere indblandet. Det er Gud, som elsker sig selv i mig. Det er, som om jeg ikke er andet end åbenhed og rum for den Hellige Treenighed...Jesus har givet mig den store nåde at vække mig hver nat. Så kan jeg bede længe."

Camille var nået til åndelig fuldkommenhed og var blevet befæstet på "den hellige mark" i Treenighedens livsfællesskab. Ikke desto mindre finder hun hos sig selv endnu visse fejl og menneskelige brist. Hun forbliver os så medmenneskelig nær. "Jeg bliver misfornøjet, når man ikke deler min mening og endnu mere, når nogle yngre næsten behandler mig som et gammelt sludrechatol. Man fortalte mig for nylig, at med mig kunne man ikke diskutere. Tænk hvis man kendte til alle mine indre oprør, og det nogle gange i helt barnlige sager! Jeg kommer ofte i en tilstand af indre diskussion, for ikke at sige tumult." Forbavser det måske nogen at finde sådanne reaktioner hos en person, som har gennemgået en så lang og grundig renselse, som i Camilles tilfælde? Vi må ikke misforstå nådens virkemåde i mennesker. Den forstyrrer ikke eller fratager os vor natur, vor menneskelige personlighed, men den giver det troende menneske tilstrækkelig hjælp, således at dets adfærd og karakterfejl ikke udarter sig til synd.

Det, som er mest karakteristisk for dem, som definitivt er blevet forankret i Faderens og Sønnens fællesskab, er, at disse mennesker lader sig lede af den Ånd, som blæser, hvor den vil. "For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn" (Rom. 8,14). At være bundet af denne Ånd indebærer absolut ikke noget stagneret, stillestående liv. Camille følte, hvorledes denne uendelige kærlighedens magt udvikledes i hende, "ikke som noget statisk, men som en levende kraft, som driver os fremad med en sådan styrke, at man føler behov for at udgyde den over andre uden ophør. Denne kærlighedens kraft er en Helligåndens gave, som man får del i, eftersom man lever af Guds liv i denne gensidige strøm af kærlighed, som forener Faderen og Sønnen."

Camille som kvinde

Kvindens værdi og rolle i Kirken er en "varm kartoffel" i dagens debat. Camille havde takket være sit dybe åndelige liv en klar forestilling om sin plads som kvinde i verden og i Kirken. "Jeg har altid været meget stolt over at være kvinde. Jeg har aldrig følt mig underlegen i forhold til manden. Nok anderledes, men ikke underlegen. Som det nu er moderne at sige, har jeg sagt ja til hele min kvindelighed. Det er i Maria, prototypen for kvinden, at denne stolthed i sandhed bliver konkret. Indser alle de kvinder, som jamrer sig og med stor ståhej gør krav på præsteembedet, hvilket uhørt privilegium vi har fået i Maria? Kun en kvinde skulle sige ja til menneskevordelsen. Jesus havde en jordisk mor, men ingen jordisk far. Jeg har aldrig nogen sinde hørt en mand beklage sig over, at dette skulle være uretfærdigt. Hvorfor skulle det da være uretfærdigt, at præsteembedet kun betros til mænd? Det er os kvinder, som har fået den bedste del, for uden kvinden skulle der ikke have været nogen Kristus, nej ingen genløsning og som følge heraf ikke noget præsteembede for mændene." Inspireret af Marias eksempel, hun som var moder til Ypperstepræsten Jesus, vidste Camille, at Gud havde tildelt hende en speciel opgave i Kirken. Et kald til bøn for præsterne og den kontemplative opgave at fylde Kirken med Guds kærlighed.

Men også i hverdagen havde Maria noget at sige. "Jeg gjorde mig det til vane at spørge Maria til råds, når det gjaldt min husholdning, og om hvordan jeg skulle gøre min mand lykkelig. Hun havde jo også en mand, som hun måtte vise opmærksomhed, en mand som undertiden var træt, i dårligt humør, irriteret over besværlige kunder. Jeg har altid taget mig i agt for at betragte Jomfru Maria som et smukt billede, som man beder om en gunstbevisning. Jeg elsker hende, fordi hun er den skabning, som Jesus har vist størst hengivenhed for i sit hjerte. Af alle titler, man har givet Maria, foretrækker jeg 'Guds Moder'. Det er hendes smukkeste ærestitel."

Foruden Maria var der en anden kvinde, som gjorde specielt indtryk på Camille, nemlig Thérèse af Lisieux. Camille betragtede Thérèse som en søster. På opfordring af sin skriftefar læste hun hendes dagbog: "En sjæls historie" og opdagede til sin forbavselse en åndsfælle i den lille karmeliternonne. "Når Thérèse spørger, om der findes en sjæl mindre og svagere end hendes, så kan jeg straks svare hende, at det er min. Og derfor har jeg ligesom Thérèse den dristighed at ville eje kærlighedens helhed...Ligesom hun ønskede jeg også alle kald, men det var især præstens kald jeg misundte. Det er uden tvivl derfor det gør mig så ondt, når præster tager alt for let på deres kald."

Ligesom helgenen fra Lisieux ville Camille absolut ikke stræbe efter fortjenester for sig selv, men ved livets afslutning træde frem for Gud med tomme hænder. Kort før sin 70 års fødselsdag sagde hun til sin sognepræst: "Mit liv ligger bag mig, og jeg ser i det ingenting andet, end det Herren har givet mig. Mine hænder er lige så tomme nu, som de var ved min dåb (ved 25 års alderen). Den dag tog jeg den faste beslutning at ville lære mig at elske. Jeg har ladet mig elske, det var lettere sådan."

En sand tilbeder

Mange helgener og mystikere har i kirkehistoriens løb fået en speciel mission, f.eks. de store ordensgrundlæggere eller de teologiske genier. Hos Camille finder vi ikke noget sådant. Hemmeligheden i hendes liv ligger gemt i dette vers af Esajas: "Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig" (Es. 62,5). Gud har reserveret hende helt for sig selv. Han har omgivet hende med en slags klausur: en ateistisk familie, livet som en almindelig kvinde, en vis isolation i et landsbysamfund, døvheden som effektivt umuliggjorde meget socialt, politisk og kirkeligt engagement. På denne måde undgik hun al den nyfigenhed, kritik og pres, som ellers plejer at ramme specielt benådede mennesker. Ikke engang hendes nærmeste anede hendes hemmelighed. Gud var Camilles eneste åndelige vejleder. Det var ham, som gjorde alt i hende. Af hende forlangte han kun denne eneste grundlæggende holdning: tilbedelse. Dette var hendes liv. "Et livs værdi kan måles i dets holdning til tilbedelse", var en mening hun elskede at gentage. Er vi ikke i vor tid alt for tilbøjelige til at tro, at vort livs værdi består i at søge efter så megen magt, medbestemmelsesret og indflydelse som mulig? Det, Faderen søger, er tilbedere, som tilbeder ham i ånd og sandhed (Joh. 4,23). Og han fandt Camille. Hun var en sand tilbeder.

Tilbedelse er ikke noget man behøver at gå på kursus for at lære. Mennesket er skabt med et grænseløst behov for at tilbede, noget som er skjult dybt i dets indre. Ved konfrontation med den Hellige vågner denne uimodståelige impuls for tilbedelse i vort dyb. Måske kan man sige, at Camille har noget at minde os om i dag, hvor sansen for det hellige næsten er sygnet hen, og vort medfødte anlæg for tilbedelse forbliver sovende i os. For den, som i lighed med Camille er blevet helt forenet med Gud, er skabelsen et tempel, en pragtfuld katedral fuld af den Helliges herlighed. "Jeg kender det hellige i kosmos, og det er en vej for mig til lovprisning. Men for at det hellige i kosmos skal blive åbenbaret for mig, må mit blik udgå fra min sjæls dyb, hvor jeg ærer den uskabte Hellighed. Når jeg dukker op fra bønnen, bliver det skabte helligt." Under alle sine sædvanlige daglige gøremål forblev Camille i bøn overfor Gud.

En ikon af Treenigheden

Den sande mystik er sædvanligvis temmelig stille og kun lidt tilbøjelig til at gøre megen væsen af sig selv. Camille kunne være forblevet ukendt, hvis Gud ikke havde syntes, at et så klart og rent lys ikke skulle forblive skjult, men skulle stilles frem på lysestagen, så at det kunne lyse for alle, som er i huset (Matt. 5,14-16). Camille blev "opdaget" helt tilfældigt ved, at hun besvarede et indlæg i et åndeligt tidsskrift.

Camille fik leverkræft og den 18. august 1971 døde hun stille og roligt. Eller rettere sagt, hun døde slet ikke, men, som hun selv udtrykker det, hun "vendte tilbage til Faderen i den totale tilbedelses fred, hvor sjælen 'sover' af lykke, og ikke formår at sige noget mere". Og dog er det nu efter sin død, at Camille ved sit livs vidnesbyrd er mere veltalende end nogensinde. Takket være hendes videnskabelige uddannelse taler hun på en moderne og nøgtern måde om det åndelige liv, som giver hendes vidnesbyrd stor troværdighed.

Camille C. er et kunstværk, en Guds "kærlighedsopfindelse". I hende er dåbens nåde, delagtigheden i den guddommelige natur kommet til fuld blomstring. I hende virkeliggjordes Jesu løfte: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham" (Joh. 14,23). Det var det trinitære liv, som Camille udstrålede. Hun var en ikon af Treenigheden, en ikon malet i varme, levende farver, som viser os, hvad der kan ske, når Gud får mulighed for at lægge beslag på et menneske.