I en bog af Dom Marmion om bøn har jeg læst følgende definition på indre bøn: "Et hjerte-til-hjerte-forhold mellem Gud og mennesket, et intimt samvær med Gud alene for at udtrykke vores kærlighed til Ham, som vi ved elsker os så højt". Jeg synes, at netop sådan var min allerførste bøn, som helt naturligt sprang frem i min sjæl; at jeg altså holdt indre bøn uden at vide det før min dåb. I de første måneder efter min dåb, forvandledes disse ordløse "samtaler" med Gud sig helt naturligt til en tavs, stille tilbedelse, hvor jeg syntes at være urørlig; jeg ofrede Gud hele min kærlighed, mens mine intellektuelle evner syntes følelsesløse. I almindelig betydning af ordet kan man ikke tale om bøn, men om en tilstand af bøn. Men hvor er det let og enkelt at bede på den måde! Påvirket af den almindelige opfattelse af, hvad bøn er, fik jeg dog den tanke, at dette ikke kunne være rigtig bøn, så jeg anstrengte mig for at bede mundtligt. Det gik ikke uden smerte, og stadigt har jeg svært ved at sætte ord på bønnen. Når jeg beder mundtligt, gør jeg det langsomt, og med min vilje kæmper jeg mod den kraft, som uophørligt drager mig mod den stille tilbedelse. Den mundtlige bøn trætter mig mere end den opløfter mig, og jeg må tilstå, at jeg praktiserer den relativt lidt: Korte mundtlige bønner morgen og aften og ved måltiderne, af og til en rosenkrans, som varer en evighed, messens daglige bønner. Selv når det drejer sig om bøn om nådegaver, så er den også uden ord. Jesus kender mit behov langt bedre end selv de smukkest formulerede bønner kan udtrykke.

Kærlighedens kilde

Al denne ydre virksomhed, som Camille lagde for dagen, ville kun have været sædvanlig aktivitet, "et rungende malm og en klingende bjælde" (jfr. 1 Kor 13,1), hvis ikke den var udsprunget direkte fra en dyb kontemplativ grobund. Sakramenterne, fremfor alt den daglige Eukaristi, og bønnen var kilden til og hemmeligheden bag al hendes ydre engagement og udstråling. Hun var bevidst om, at de frø, som sakramentet sår i os, kun kan gro og slå rod gennem bøn. "At bede det er at elske, og da denne kærlighed beror på nådens liv i os, må vi gøre alt, hvad vi kan for at give den så gode vilkår som muligt. Det mest normale middel er uden tvivl modtagelsen af sakramenterne, i særdeleshed Eukaristien. Også åndelig læsning er et middel. Det, som har hjulpet mig meget, er tilbedelse af det hellige Sakramente. Der føler jeg mig ligesom tiltrukket af og optaget i den kærlighedens strøm, som udgår fra hostien." Og hun tilføjer med en vis indignation: "Nu om dage mener mange, at dette kun er noget for gamle damer!"

Fra Camilles personlige notater:

Engang tilbragte jeg lang tid i tilbedelse foran det hellige sakramente. Jeg følte mig i den grad indfanget af kærligheden, som udgik fra hostien, at jeg oplevede mig som ude af mig selv. Da jeg kom til mig selv igen og opdagede, at det var blevet sent, skyndte jeg mig til bussen. Kontrolløren, som klippede min billet, udbrød: "Jeg takker Dem". Jeg har sikkert været ét stort spørgsmålstegn, for han fortsatte: "for det, De har givet mig". Netop kommet ud af en ekstase, har jeg med mit smil kun kunnet give ham Gud, men hvordan har han opfattet det?

Guds pædagogik med os består ofte i at lade os leve i en vekselvirkning mellem lys og mørke. Camilles dagbogsnotater vidner om dage og perioder, hvor tørke og uformåen var mærkbar virkelighed. De mørke tider i Camilles bønsliv var for hende så meget desto mørkere og mærkbare netop, fordi hun på andre tidspunkter oplevede Guds virkelighed så dybt og klart.

Nogle dagbogsnotater fra 1934:

4. november: Jeg modtog denne morgen den hellige kommunion i en dyb samling, som for mig ofte er præludium til særlig erfaring af den guddommelige ømhed. Under en lang rejse ud på landet overøste Jesus mig med den kærlighed, som gør så frydefuldt ondt. Selvom jeg følte mit hjerte knust, hengav jeg mig mere og mere. Til sidst faldt jeg i en mærkelig søvn, hvor glæden ligesom fortsatte, uden at jeg drømte. Tak Jesus, fordi du på én gang gav mig så megen kærlighed. Denne gang har jeg ikke kunnet modstå chokket, men jeg vil bede Helligånden gøre mig stærkere en anden gang.

5. november: I går kærlighed - i dag absolut tørke og tavshed. Jeg beklager mig ikke, men konstaterer og undres.

9. november: Jeg gik til tilbedelse, mere drevet af min vilje end af lyst. Jeg var i en absolut tørke. Jeg kom lidt for sent, og sakramentet var allerede stillet frem. Lige fra jeg kom ind i kirken, endnu inden jeg havde nået at knæle, tog Jesus mig i besiddelse så voldsomt og fuldstændigt, at jeg ikke havde nogen mulighed for at udtrykke en bøn. Alle mine evner var på én gang taget i besiddelse, jeg følte intet, jeg sagde intet, og mine øjne, som var fascineret af Kristus i hostien, så intet. Dette varede så længe sakramentet var stillet frem. Da det blev fjernet fra alteret, føltes det som et smerteligt brud. Alt blev normalt, nøgternt og koldt. Og dog: når jeg nu skriver om dette, indtager en blid kærlighedsvarme mig mere og mere. Du har uden tvivl på én gang givet mig en stor kærlighed, min Herre, og mig, jeg var som en evnesvag. Jeg havde intet at besvare med. Men nu, nu føler jeg, hvordan jeg også elsker dig.

12. november: I går og i dag, dage uden historie. Jesus er langt borte. Jeg er uden iver og lever mekanisk et kompliceret, verdsligt liv. Hvor er det svært i sådan en tilstand at være til for alle, samtidigt med, at jeg helt er til for dig, Jesus. Jeg synes slet ikke, at jeg er til for nogen.

15. november: Jesus, hjælp mig i min tomhed, som er så udtalt i disse dage. Det er ikke bare, at jeg ikke føler din kærlighed leve i mig, men også min synes at være død. Mit liv er en lidelsesfyldt ørken, som jeg må gå igennem. Jeg troede ikke, at man kunne opleve en sådan tørke.

Det kunne ske, at Kristus af og til overraskede hende pludseligt og uventet på steder og i situationer, man sædvanligvis ikke forbinder med mystik. Han kunne lægge beslag på hende, som en fugl der styrter sig over sit bytte, med en uundgåelig ekstase som resultat. "I Monnaieteatret i Bryssel opførtes en gallaforestilling af Strauss' Salome. Jeg kendte ikke noget til dette stykke og var glad for at skulle opleve det med en kendt kunstner i hovedrollen. Intet gjorde mig særlig forberedt på, hvad der ville ske. Jeg havde ingen bekymringer, jeg befandt mig godt, med fin frisure og yderst velklædt. Medens musikerne stemte deres instrumenter, satte jeg mig på kanten af mit opslåede stolesæde for i min mors program at læse et resumé af forestillingen. Netop i det øjeblik, jeg i dette resumé fik øje på navnet Jesus, kom han til mig med en sådan kraft, at jeg vaklede under chokket og fandt mig selv siddende på sædet, som var faldet ned. Fra dette øjeblik af ved jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. Jeg hverken så eller hørte noget af forestillingen (Salome af Strauss spilles i én akt). Det første jeg lagde mærke til var klapsalverne, da det hele var slut. Til trods for at alle mennesker syntes, at det var en alt for lang forestilling uden pause, så havde det hele for mig været overstået som et lyn, da jeg slet ikke havde lagt mærke til tiden... Ingen havde fattet mistanke om noget, for det var jo mørkt, og da jeg er helt vild med musik, havde min ubevægelighed virket helt naturlig. Ikke engang min mand havde lagt mærke til noget". Efter denne hændelse blev Camille grebet af rædsel for at noget lignende igen skulle ske offentligt. "Men", tilføjer hun, "Jesus lægger kun beslag på os i passende situationer, det har jeg ofte fået bevis for."

Camille var på ingen måde interesseret i ekstraordinære oplevelser. Som den sande mystiker hun var, vidste hun meget vel, at det ikke var oplevelserne i sig selv, som udgjorde det kristne livs væsen, og at de ikke var noget, man i og for sig skulle bede om eller tilstræbe. "Når jeg har fortalt det her, så er det ikke, fordi jeg mener, at man skal ønske eller bede om den slags nådegaver, som jo er absolut gratis, men fordi jeg ønsker at vise, at man må være disponibel overalt og altid, overgivet til Jesus, egnet til formning som blødt voks, som han uden anstrengelse kan forme." Ydre fysiske symptomer, som kan ledsage visse nådegaver, havde ifølge Camille den nytte, at de på en konkret måde viser os, at når Gud vil lægge beslag på et menneske, så nøjes han ikke kun med dets sjæl, men interesserer sig også for legemet. Gud elsker og vil guddommeliggøre hele mennesket. I virkeligheden var det kun nogle få år af sit liv (1933-1936), at Camille blev "ramt" af det, man i mystikken kalder ekstaser. Da hun nåede frem til en større åndelig modenhed, blev hendes sind og følelsesliv mere tilpasset Guds bølgelængde, og de ekstraordinære fænomener forsvandt helt og blev erstattet af, hvad man kunne kalde en "gennemhelliggjort almindelighed".