Helbredelse ved bøn 2

Da dette emne er så meget fremme i tiden, præsenterer vi denne artikel, som er skrevet til det svenske tidsskrift Pilgrim.

I en forsamling af katolske kvinder var i spørgsmål til gruppedrøftelser indflettet en bisætning om forbøn for syge. Bisætningen kom i fokus og vakte stærke reaktioner: Vi skal ikke bede om helbredelse … sygdom er en lidelse som forener os med Kristi lidelse … vi skal bære vores kors … En ung pige udbrød: Jamen går I da ikke til læge? Gør I ikke alt for at blive raske? Tavshed.

Er helbredelse Guds vilje? Vil Han ikke at vi skal lide? Jesus sagde at hvis vi vil følge ham, må vi tage vort kors op. Paulus sagde: ”… hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, kirken” . Kristi krop, kirken, skal lide, som Han led. I en samtale om forbøn for syge faldt bemærkningen ”Men de fleste helgener har været syge”. Altså: Sygdom synes at være et prøvet middel til at nå hellighed. Hvordan kan man da få sig selv til at bede om helbredelse? Er en sådan bøn ikke tegn på, at man vil flygte fra lidelsen? Må man ikke føle sig som et meget ufuldkomment menneske, hvis man beder om helbredelse?

Da Troslærekongregationen i 2000 udsendte sin vejledning for bøn om helbredelse, hvor det sidste afsnit angiver disciplinære normer for at alt kan foregå i ro og orden, hæftede katolske medier sig så ensidigt ved dette, at dokumentet kom til at fremstå som et forsøg på at bremse forbøn for syge og af avislæsere blev opfattet som sådan. En fortolkning som var helt på linje med en udbredt opfattelse, men som af sekretæren for Troslærekongregationen blev betegnet som en ”reducerende vildfarelse: Når der opsættes vejskilte, er det fordi vejen er farbar”.

Naturligvis har kristne til alle tider bedt for syge familiemedlemmer og venner, men der kan ligge helt forskelligt trosindhold i denne forbøn. Tilføjelsen: ”Ske din vilje”, som ifølge ordene udtrykker den holdning, der må være i enhver bøn, kan også være udtryk for, at helbredelse simpelthen ligger uden for den bedendes forestillinger. Man kan lidt groft spørge, om mange argumenter mod troende forbøn for syge ikke i grunden er en form for deisme, altså for at man ikke rigtig tror på, at Gud griber ind i denne verden. Denne i grunden ukristne holdning kan så rationaliseres med forskellige argumenter.

Den forbøn for syge, der her tales om, er præget af troens forventning til, at Gud vil gribe ind, helt på linje med den tro, som syge mødte Jesus med, og i overensstemmelse med Jesu ord: ”Disse tegn skal følge dem, der tror, de skal … lægge hænderne på syge, så de bliver raske” :

At beskæftige sig med dette emne er at begive sig ind i et minefelt, hvor risikoen for at blive taget til indtægt for en ensidig holdning er stor. Mennesker har altid en tendens til et skarpt enten-eller, tese-antitese - hvor virkeligheden ofte er både-og: syntese. Når man seriøst begynder at bede for helbredelse, kommer man ind i et stort mysterium: Guds syntese. I dette mysterium er det lille ord ”og” absolut væsentligt. Vi vil se mange blive helbredt, og vi vil se, at mange må bære deres sygdom. Derfor er det vigtigt først at slå fast, hvad pave Johannes Paul skriver i sit apostolske brev Salvifici doloris fra 1984: ”Kristi kors har ikke kun bragt forløsning gennem lidelse, men selve den menneskelige lidelse er blevet forløst … Kristus har også hævet den menneskelige lidelse til forløsningens niveau. Så kan ethvert menneske da gennem sin lidelse blive delagtig i Kristi forløsende lidelse”.

Og dog har Kirken i 2000 år haft et særligt sakramente ”de syges salvelse”, der helt er rettet mod helbredelse. I Rituale Romanum, står i forbindelse med dette sakramente: ”Det er del af Guds plan, at vi skal kæmpe ihærdigt mod al sygdom og alvorligt søge den velsignelse, der ligger i helbredelse”. Men denne tekst er frugt af 2. Vatikankoncils fornyelse. Selv om ritualet altid har indeholdt bøn om helbredelse, så havde dette sakramente efterhånden populært fået navnet ”den sidste olie” - altså var det i praksis blevet reduceret til dødsforberedelse. Ét er at ændre et ritual, noget andet at ændre en dybt indgroet opfattelse. Men det er altså Guds plan, at vi alvorligt skal søge den velsignelse der ligger i helbredelse - altså bede for syge i tro på, at helbredelse ligger i Guds plan.

Sådan bad man i Oldkirken.

Irenæus (ca. 130-ca.208) har mange beretninger om helbredelser, der helt er på linje med evangeliernes. Han opregner de nådegaver som Helligånden så rigt fordeler i menighederne og fortsætter: ”Andre helbreder syge ved at lægge hænderne på dem, og de bliver raske. Og som jeg har sagt, er endog døde blevet vakt til live og har levet blandt os i mange år. Hvad skal jeg sige mere: Det er ikke muligt at nævne alle de gaver som Kirken i hele verden har modtaget fra Gud, i Jesu navn”

For Irenæus var det afgørende, at hedninger og gnostikere ikke kunne helbrede ved bøn fordi de ikke havde del i Helligåndens kraft. Hvad mon Irenæus havde at sige om meget af vor tids kirkeliv?

I ordinationsritualer for biskopper og præster finder vi Oldkirkens praksis. F.eks. i en bøn ved ritual for præsteordination: ”Giv ham Herre en mild ånd, magt til at tilgive synder og til at helbrede alle sygdomme.”

Udover at man indviede olie til brug i forbindelse med sakramenterne, indviedes også olie til lægfolks brug. I en bøn som paven bad ved indvielse af denne olie hedder det: ”Lad, Herre, din hellige velsignelse beskytte alle, som bærer denne hellige olie med sig og alle, som salves med den, i sind og legeme, i sjæl og ånd, tag bort al smerte, alle svagheder, al sygdom i sindet og i legemet.”

Gregor af Nyssa (330.395) ser helbredelser i en totalteologisk sammenhæng. Han viser, hvor vigtige Jesu helbredelsesundere var i forberedelse til troen på opstandelsen, og drog den konklusion, at ”mirakler - her nutidige - fjerner i os tvivlen om, at Gud blev født i menneskets natur”.

Det har været god teologi at sige, at Jesu helbredelser havde deres værdi som tegn på Gudsrigets frembrud, men at de var uden værdi i sig selv og derfor ikke skulle fortsætte udover Jesu tid.

Sådan tænkte allerede Augustin (354-430). For ham havde Jesu legemlige helbredelser tegnkarakter og pegede på en åndelig virkelighed. Men tre år før sin død var dette et af punkterne i hans tilbagekaldelser, af den simple grund at han ikke havde tal på alle de mirakuløse helbredelser han havde hørt om og selv været vidne til.

I Oldkirken så man primært Kristus-lidelser som den modstand, der altid ville følge med livet i Kristi efterfølgelse i et multireligiøst samfund, præget af ikke-kristne normer, og som ofte førte til martyriet, samtidig med at det var normalt, at Kirken som Kristi Legeme skulle formidle Kristi liv, og helbredelser var del af dette.

I mødet med Oldkirkens syn må vi spørge: Hvorfor har vi mistet dette overstrømmende liv?

Allerede 50-60 år efter Irenæus klagede Cyprian af Kartago (200-258) over at kirken manglede bønnens kraft, fordi den var blevet verdsliggjort og derfor gav fjenden magt.

Mange forskellige former for verdsliggørelse har altid fulgt kirken, men Gud har i trofasthed mod sin kirke sendt vækkelse på vækkelse med fornyelse af Helligåndens liv og bønnens kraft, og sammen med den troen på Guds indgriben til helbredelse af de syge.

Men som reaktion mod verdsliggørelse er der også opstået asketiske retninger, for hvem idealet var bodsøvelser, ofte i en form der skadede legemet. Dog var man ikke blind for, at disse selvvalgte bodsøvelser kunne føre til et subtilt hovmod, mens sygdom, sendt af Gud, ikke indebar den risiko. Men når man anså sygdom som direkte sendt fra Gud, kunne man ikke bede om helbredelse.

Nogle mener at Hieronimus via sin Vulgataoversættelse har medvirket til at ordet ”frelse” fik en entydig betydning som sjælens frelse, mens det i Oldkirken betød hele menneskets helbredelse.

Luther udtrykte som sin tro at helbredelsesmirakler kun hørte til i kirkens begyndelse som middel for kirkens udbredelse. Tro på den for sjælen frelsende kraft i Jesus Kristus var noget højere end at tro på legemets helbredelse. Altså et skisma mellem sjæl og legeme, som hindrede et helhedssyn på frelsen.

Luther var eksponent for et frembrydende syn, og det har siden præget kirkelivet.

Men - som den lutherske teolog Gustav Wingren hævder det - ligner Irenæus´ tid langt mere vor egen end Luthers tid. Irenæus tænker i modsætning mellem død (eller sygdom) og liv - i modsætning til Luther - som ensidigt forholdt sig til skyld og tilgivelse. I vor tid, hvor dødskulturen trænger sig på, er Irenæus aktuel.

Vi lever som han i et multireligiøst samfund. ”Går du ind for den gamle kristne tro” blev jeg i går i telefonen spurgt af en mig ukendt kvinde. Ud af den følgende samtale fremgik det, at for hende var ”gammel kristen tro” esoteriske gnostiske bevægelser, som jo var blevet undertrykt, men som var den sande, oprindelige kristendom. Denne opfattelse infiltrerer meget af ”det alternative”.

Hedningerne og gnostikerne kunne acceptere magi, men den tanke, at helbredelser kunne komme direkte fra Gud, var de blokerede overfor, som man er det i dag.

Den moderne form for gnosticisme, som vi i dag støder på alle vegne, er i slægt med det hedenskab Irenæus bekæmpede. Få har vel som den franske teolog Henri de Lubac (1896-1991)analyseret, hvordan gnosticimen i alle århundreder har fulgt kirken som en skygge for nu i vor tid at træde åbenlyst frem. Han advarede altid dem, der søgte ham som åndelig vejleder mod gnosticismens snigende fare. Det er samme teolog som i vor tid har fornyet det sakramentale syn på kirken, som Irenæus havde, og dermed demonstreret at netop det er boldværk mod gnosticismen: Kirken er ur-sakramentet. Som Kristi Legeme skal Kirken forsætte Jesu gerning i alle dens aspekter til frelse for hele mennesket.

På dette som på andre områder viste Lubac sig at være en særdeles fremsynet teolog.

Et ændret syn på vej?

Aldrig har vel verden været i et så skrigende behov for helande. Ud fra dette behov er begrebet holisme dukket op, og det er meget mere end et modeord, men udtryk for en sund reaktion på et reduktionistisk syn, som først har præget videnskaben og efterhånden også den daglige tilværelse. Mennesker søger helhed i tilværelsen. Og man forventer af kirken, at den møder hele menneskets behov.

Åndelig søgen starter ofte i terapi mod psykosomatiske symptomer, og når denne vækker en hidtil ukendt tørst uden at slukke den, åbnes der for om kristendommen skulle have et svar.

Hvor ofte har jeg ikke fra søgende mennesker fået det udfordrende spørgsmål: Hvorfor kan kristendommen ikke som new-age tage sig af hele mennesket?

Mit svar har da alt for ensidigt været at pege på, at jeg da i mange år har lært retrætedeltagere afspænding og en for kroppen god bedestilling. I bøn/ meditation praktiserer vi, at vi er hele mennesker.

Først da jeg helt blev klar over, hvilken rolle Åndens helbredende gave bør spille i kirkens liv har jeg fundet et fuldgyldigt svar. Kirken kan og bør imødekomme hele menneskets behov ved at tilbyde dem bøn for helbredelse. Paven kalder da også Kirken til ”at være særlig opmærksom på helbredelsens tjeneste gennem bøn, forsoning, fællesskab og omsorg”

Man kan vel sige som næsten almengyldig tommelfingerregel, at Kirkens mangelsygdomme findes afspejlet i de ikke-kristne strømninger, vi kan iagttage uden for kirken.

Når mange desperat søger helbredelse i okkulte terapier, viser det os, at Kirken har forsømt sit kald til at være Kristus i verden. Men også tilstrømning til sensationelle helbredelsesmøder afslører, at mennesker ikke finder det, de søger i deres menighed. Dansk radios kristne program demonstrerede kirkens fattigdom ved i en udsendelse om forbøn for syge totalt at fokusere på disse gigant helbredelsesmøder. Man kendte åbenbart ikke bøn for syge i anden kristen sammenhæng. Bøn for helbredelser bør være del af kirkens daglige, normale liv, ikke noget sensationelt. Kun i forbindelse med Kirkens sakramentale liv kan forbøn for helbredelse finde sin sunde sammenhæng. Dér kan man undgå massesuggestion og usundt følelsesbrus.

Hvis Kirken skal møde behovet hos vor tids mennesker, må den genoplive omsorgen om det hele menneske. Ikke fordi menneskers behov skal være vort teologiske grundlag, men fordi dette behov peger på rigdomme vi har glemt.

En ny pinse?

Pave Johannes d. 23. åbnede 2. Vatikankoncil med bønnen: ”Send os igen en ny pinse”. Nu, et halvt århundrede efter, kan vi se at han blev bønhørt. Vor tid er ganske vist præget af de mest modsatrettede tendenser: Trosforfald og vækkelse lever side om side. Pessimisten fæster blikket på forfaldet, den troende optimist ser vækkelsen. Blandt meget andet medførte koncilet en dybere forståelse af sakramenterne, deriblandt de syges salvelse, som genvandt sin oprindelige mening og nu udfører sin helbredende virkning. Men det er også vigtigt at understrege de andre sakramenters, måske især skriftemålets helbredende kraft, ikke blot som et terapeutisk gode, men som nådens virkning i hele mennesket. I skriftemålet får både ånd, krop og sjæl nyt liv, i det erfarer man Jesu ord: Se jeg gør alting nyt.

I sin første rundskrivelse Redemptor Hominis (Menneskets Forløser) understregede pave Johannes Paul 2 Åndens betydning: ”Kirken i dag synes at gentage med endnu større glød og i hellig vedholdenhed: ”Kom Helligånd!” … Denne bøn til Ånden – der er rettet mod at opnå Åndens liv - er svaret på vor tids materialisme”. En sådan bøn bliver hørt! Helligånden kommer med sine rige gaver!

Hvor troen på helbredelsesundere i århundreder overvejende havde været knyttet til helgeners forbøn eller særlige valfartssteder, så kom der i sidste halvdel af forrige århundrede en ny forståelse for, at også almindelige kristne kan modtage Helligåndens helbredende gaver. Til dette medvirkede også den karismatiske bevægelse, og hvor denne fornyelse på en sund måde er blevet integreret i kirken, har helbredelsens nådegave fundet sin organiske plads i kirkens liv.

Der kunne dog hos nogle karismatikere være en tilbøjelighed til at påstå, at forbøn kunne helbrede al sygdom, mens man fra modsat hold hævdede, at man ikke skulle bede om helbredelse, men påtage sig den lidelse, sygdom er. Disse modsatrettede holdninger har undertiden ført til destruktiv polarisering.

Argument mod forbøn for helbredelse tager ofte form af en advarsel: Ved at bede for syge åbner du op for skuffelser, for alle bliver jo ikke raske, ja måske vil kun få blive helbredt, måske bare en enkelt.

Alt afhænger af den trosmæssige sammenhæng, hvori forbøn for syge praktiseres. Flere gange har jeg haft samtaler med mennesker, for hvem forbøn var blevet et dybt traume. De var ikke blevet raske, men langt værre: De var blevet påtvunget en nagende skyldfølelse over, at deres manglende tro var årsag til at helbredelse ikke kunne ske. Sådan pastoral praksis er skyld i megen berettiget kritik af forbøn for syge. Jeg ser for mig en sådan fortvivlet kvinde, der oven i sin sclerose led under, at det var hendes manglende tro, som bandt hende til sin sygdom. Da jeg forklarede hende, at i forening med Jesu lidelse kunne hendes lidelse blive frugtbar, slappede hun af, og hendes hidtil fortvivlede ansigt lyste op. Hun havde fundet fred i sin sygdom, men mon ikke hun også var blevet helt anderledes åben for Guds helbredelse, end hun havde været i sit krampagtige forsøg på at mobilisere den ”nødvendige tro”?

Sygdom er ikke Guds primære vilje, men del af syndens uorden. Men Gud er også Herre over syndens følger og kan forvandle dem. Sygdom kan blive en lidelse, som forener os med Kristus, og som dermed bliver frugtbar for Kirken. Moder Teresa fandt det meget vigtigt, at hver af hendes aktive søstre havde en syg medarbejder, som med sin bøn og lidelse forenet med Jesus bar sin del af den aktives byrde.

Dog står det fast: Disse tegn skal følge dem, som tror: ”I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger … de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske”

Men vi må se helbredelse i den helhed Jesus praktiserede den: ”Din synd er forladt” følges op med ”Rejs dig og tag din båre og gå” (Mark 2,1-12). Jesus frelste - helbredte - hele mennesket, og det gør Han også i dag.

Vi skal nok heller ikke være bange for at tilegne os Gregor af Nyssas syn, at helbredelsesundere for mennesker i dag kan være vigtige tegn på, at Gud virkelig er blevet menneske. Jesus sagde: ”Gør jeg ikke min Faders gerninger skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen”.

Mon ikke vor tids mennesker har et særligt behov for at møde en Kirke, der tør vove som Kristi Legeme her og nu at fortsætte Jesu gerninger, at lade vore hænder være Hans helbredende hænder.

Som Jesus virkede i Åndens kraft, må vi hele tiden lade os fylde af samme kraft. Det er den, der gør hele forskellen mellem healere, som bygger på eventuelle medfødte evner, suppleret med magiske kræfter, og guddommelig helbredelse.

Vi kan ikke, som mange healere gør det, love nogen: Nu beder jeg for dig, og så bliver du rask! Men vi har lov - og pligt! - til at sige: I lydighed mod Jesus beder jeg for dig, så er det op til Ham hvad Han vil gøre.

Det er vigtigt i denne forbøn at lade sig lede af Ånden. Teresa af Avila fortæller om den klare forskel hun mærker i sit indre, når hun beder for nogen, fordi hun selv føler for det og da oplever en svaghed i bønnen, mens hun i en forbøn, som Ånden leder hende ind i, erfarer en vished om bønhørelse.

Vi kan undertiden få klar indsigt i, at helbredelse sker. Under forbøn kan man få lov at sige: ”Jesus helbreder dig” - og det sker. Men kun Ånden kan give os denne indsigt - vi skal ikke proklamere dette af os selv.

I forbønnens tjeneste må man tilstræbe en stadig voksende følsomhed for hvad Ånden vil. Derfor må den være forenet med dybtgående renselse. Sr Bridge McKenney, som har en særlig tjeneste i forbøn for syge, fortæller i sin bog "Miracles do happen" om hvilken voksende rolle skriftemålet har fået i hendes liv, i takt med at hendes forbønstjeneste har udviklet sig. ”Jeg lærte værdien af anger og noget om skriftemålets skønhed … Han vil, at jeg skal afspejle hans skønhed og kærlighed … jeg lovede Gud at gå til skrifte hver fjortende dag.” Det er en af hemmelighederne i at så mange bliver helbredt på hendes forbøn.

I forbønnen forener vi os med Jesu forbøn, Han som lever og går i forbøn for os. Vores forbøn kan ikke stå alene, den må leve ud af vores forening med Kristus - og føre os dybere ind den. Derfor må vi også sige som Han: ”Jeg helliger mig selv for dem.” Vi er altid forpligtede til at søge helligelse. Men denne forpligtelse bliver skærpet for den, der går ind i forbønnens tjeneste.

I sin bog Anteckningar om det inre livet skriver Arkimandrit Sofronov: Jag har märkt att om, under bön för någon, sorgen i ens hjärta lämnar plats för frid och glädje, är det alltid ett säkert tecken på att bönen har blivit hörd och personen blivit helad”.

Der er grund til at hæfte sig ved et ord i dette citat: ”sorgen i ens hjerte”. At gå ind i forbønnens tjeneste er at gå ind i sorg og smerte. Da Jesus stod foran de to blinde, fik han medlidenhed med dem. Vi kan kun øve seriøs forbøn hvis vi lider-med. At øve forbøn er at tage korset på sig.

Denne medlidenhed kan vi ikke selv producere. Den er milevidt fra sentimentalitet. Kun Ånden kan skabe den i os. Profeten Ezekiel formidler til os et af Guds store løfter: ”Jeg vil give jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver min Ånd i jeres indre… ” (Ez 36, 26-27). At få et nyt hjerte er en proces. Vi kalder den omvendelse. Det drejer sig ikke her om en moralsk præget omvendelse, nej, den går langt dybere: Det er vort stenhjerte, der skal smelte, og i den proces spiller det fænomen, som vi kalder tårernes gave, en vigtig rolle. De tårer, der her er tale om, udtrykker ikke sorg over bestemte synder, og da slet ikke vores skuffede ærgrelse over, at vi ikke er bedre, ikke er kommet længere. Nej, de opstår i mødet mellem Guds kærlighed, der i Helligånden møder os, og vort kolde, hårde hjerte. Man erfarer en indre gråd, som også kan give sig fysiske udtryk, men da ikke som hulkende gråd, men som en stille tårernes rensende og smeltende strøm. På fransk taler man om ”la douloureuse joie”, den smertefulde glæde. Vort hårde, kolde stenhjerte bliver i tårernes bad et levende kødhjerte, det ortodokse teologer kalder ” det flydende hjerte”. Vore før så intellektuelle fine tanker om Gud opleves da så overfladiske. Dette er en gave vi kan bede om - og den åbner for Åndens andre gaver. Jeg tror at den er uadskillelig fra helbredelsens nådegave.

Som bøn for helbredelse retter sig mod det hele menneske, inddrager den også hele den bedendes person, især hænderne der i forbønnen skal fungere som Kristi hænder. Der kan opstå varme, en særlig energi. Den kan være tegn på at forbønnen er på ret vej. Men sådanne fysiske ledsagetegn må ikke overvurderes eller gøres til ”lov”: Sådan skal det være.

Forbøn kan begynde for det enkelte menneske - og vil altid være det - men den vil også udvides. Man kan ikke forene sig med Jesu forbøn uden at få indblik i verdens nød, i verdens ondskab, i verdens lidelse.

Da Sofrony levede ensomt i Athos ´ørken, hørte han de såredes skrig på slagmarken, han led deres lidelse.

”Hold dig i helvede, men fortvivl ikke” sagde Gud til Silouan. Vi skal ikke alle gå så langt. Men vi må regne med, at forbøn ikke er et liggestolsanliggende, men både et lidelses- og glædesmysterium. Det er kun med bæven man kan gå ind i det.

Grethe Livbjerg