Amma Sara sagde: „Hvis jeg bad om at alle mennesker måtte være tilfredse med mig, så ville jeg stå som en bodfærdig foran alle menneskers dør. I stedet vil jeg bede om at møde alle med et rent hjerte.“

Hvem ønsker ikke at alle er tilfredse med én? Det er vel en nåde at bede om. Ja, hvem af os beder ikke - hvis ikke med ord, så med tankerne - om at folk må være tilfredse med os, ja helst til og med værdsætte os. Ikke mindst ønsker vi at dem der står os nær, er tilfredse med os: børn, forældre, ægtefæller, søskende og venner. Få ting er mere ubehagelige end at andre er utilfredse med det jeg tænker og mener, med det jeg er. Utilfredshed forgifter.

Vi forsøger derfor at være smidige, ikke at vække forargelse, at være imødekommende og venlige. Vi forsøger at gøre andre tilpas, tilpasse os og ikke stikke af mod omgivelserne. Det hedder jo „den gyldne middelvej“, og hvis man følger middelvejen er der vel næppe nogen der kan være utilfredse. Idealet må vel være at alle er glade, at ingen skænder eller er sure. Det kan da ikke være forkert med venlighed, ydmyghed, stilhed, fordragelighed og nøjsomhed? Det kan vel ikke være forkert at leve sådan at alle er glade? Det kan vel ikke være forkert at begynde hver dag med denne bøn: „Hjælp mig til at leve dagen i dag, så alle bliver tilfredse!“ Ja, hvad kan være bedre end hele tiden at bede: „Må alle jeg møder, være tilfredse med mig!“

Hvordan kan det være at det der er godt - at alle er tilfredse - kan blive ondt? Hvordan kan nøjsomhed og fordragelighed føre til en verden hvor ingen tør at sige at kejseren ikke har noget tøj på, og hvor ingen vover at afsløre hvordan magten fordrejer retten, hvordan de rige rager til sig og hvordan fortjeneste dækker over en mangfoldighed af løgn og bedrag? Det er ikke ondskab, ikke modvilje og had der er grobunden. Det er frygten, frygten for ikke at slå til, ikke at blive elsket, for at alle andre ikke vil være tilfredse med mig. Det er en frygt vi alle kender. Af denne frygt fødes numrene, samvittighedskompromiserne, undskyldningerne for løgn og uretfærdighed. Heraf vokser selvforagt og moralsk ligegyldighed frem.

Så bliver vi tiggere ved de andres døre. Helt opslugte af hvad andre synes om os tigger vi om opmærksomhed, om retten til at måtte gøre bod, om altid at forsikres om at de andre er tilfredse, at alt er i orden. For kan man ikke få kærlighed, kan man i det mindste få medlidenhed. „Hvis du ikke synes om mig, så kan du i hvert fald synes at det er synd for mig!“ Af angst for ikke at blive elsket, gør vi os selv til ofre og glemmer dem der virkelig er ofre her i verden. Ønsket om at alle skal være tilfredse bliver en gift der forblinder og fortærer, som æder os op indefra. Uden nogensinde at finde ro går vi fra dør til dør i den tro at vi gør bod, at vi kan blive helbredte på den måde.

Amma Sara vender op og ned på det hele: „Bed ikke om at alle mennesker vil være tilfredse med dig, I stedet skal du bede om at møde alle med et rent hjerte.“ Retningen er her den modsatte. Indefra og ud ikke udefra og ind. Nøjsomheden med det man har, fordragelighed med andre, er ikke det samme som en stræben efter at andre skal være tilfredse med mig, ikke det samme som en stræben efter at alle skal bryde sig om mig. Barmhjertighed er at tilgive andre, ikke selv bestandigt at tigge om tilgivelse. Sammenlign selv hvor ofte evangelierne taler om vigtigheden af at tilgive men hvor sjældent de nævner vigtigheden af at bede om tilgivelse! Renhed er et spørgsmål om hjerte, om oprigtighed og retfærdighed, det er en holdning, en tro, en værdi, ikke et spørgsmål om udseende, om at andre skal synes at man er fin.

Djævelen er ikke dum. Det er os der er dumme, hvis vi ikke kan indse at han er dybt infiltreret i den kristendom vi tager for givet. Han ved meget godt hvor effektiv frygt er, hvordan man nedbryder et menneske med uroen for ikke at slå til, med angst for at andre ikke skal være tilfredse med én. Derfor narrer han os til at tro at vi ikke er noget. Derfor fremhæver han hvor usle og faldne, hvor syndige og smudsige, vi er. Derfor ønsker han at vi skal være optaget af vore fejl, vende og dreje vore svagheder og hele tiden føle behov for at bede om tilgivelse, bede om at blive elsket og forstået. Han vil ikke have at vi forstår at vi er skabt i Guds billede som hellige templer for Guds Ånd. Han vil ikke have at vi forstår at dyden er naturlig og retfærdigheden selvfølgelig. Han vil ikke have at vi skal beskæftige os med at tilgive, at give og at elske. Nej, en dyster blanding hvor alt er forvirring og for det meste synd for os alle sammen, det kan han lide. Han vil ikke have at vor bøn om tilgivelse og renhed skal rettes mod Gud, at det er over for Gud vi skal græde. Nej, det mismod han søger bliver bedre hvis der ikke er en Gud at vende sig til, hvis vi i forvirringen forsøger at gøre mennesker til vore guder.

Samuel Rubenson er professor i kirkehistorie ved Lunds universitet og præst i den svenske kirke. Vi vil i de følgende numre af Levende Vand bringe nogle af hans meditationer over citater fra ørkenfædrene.

Samuel Rubenson