I den åndelige vejledningstradition er det ofte ganske små bøger som har fået størst udbredelse og betydning. I flere år var "Kristi Efterfølgelse" - i lommeformat - fast inventar i min taske. Den kunne tages op i små pauser og med nogle få linjer nære sjælen. Og hvilken betydning har ikke broder Laurentius' bog om at leve i Guds nærvær haft for mange?

Den franske jesuit Jean-Pierre Caussade (1675-1751) blev, uden at have haft til hensigt at skrive bøger, forfatter til en sådan lille klassiker, som i svensk oversættelse hedder: "Överlåtelsen åt Guds försyn" (Artos).

Hans liv var temmelig omskifteligt. I en periode var han lærer i græsk og latin, i flere år professor i filosofi, og efter nogle år som retræteleder og prædikant forskellige steder i Frankrig blev han åndelig vejleder for visitationsnonnerne i Nancy. Selv om han kun fik lov at være der et år, fik det venskab som opstod mellem ham og dette kloster varig betydning. Det vi ved om hans liv, har vi fra breve til disse nonner. I et af dem skildrer han, hvilket turbulent liv der ventede ham i Perpignan, den næste station i hans urolige liv: Masser af forretninger "som jeg slet ikke forstod mig på"… "Du ved hvor meget jeg afskyr officielle visitter, især når de indebærer møde med denne verdens store mænd", og så remser han op hvor mange af netop den slags han har måttet deltage i. "Jeg kunne have ventet mig komplet overvældet af så mange komplicerede problemer, men jeg må sige, at intet af dette har forvirret mig. Jeg oplever en sådan tillid til Gud, at jeg hæver mig over alle disse besværligheder og er i fuldkommen fred."

Brevene til disse nonner var forsvundet i ca 100 år, men blev fundet i 1860 og da omarbejdet til en sammenhængende tekst og udgivet i bogform.

Ved første læsning af denne bog kan man synes, at Caussade bare gentager variationer af den samme sandhed, det han kalder "nuets sakramente". Men jo dybere man trænger ned i hans breve - og vel at mærke prøver at realisere sandheden i dem - jo mere vedkommende bliver de.

Han skriver: "I dag vil Gud stadig tale til os, som han gjorde til vore forfædre på en tid hvor der hverken fandtes åndelige vejledere eller spirituelle systemer. Åndeligt liv var da ikke blevet en videnskab med detaljerede instruktioner. Uden tvivl nødvendiggør vores særlige behov dette, men i gamle dage var mennesker mindre komplicerede og mere målrettede. Hele det åndelige liv bestod da i at være tro mod Guds forsyn, som det viser sig i hver dags pligter."

Mon ikke vi i dag behøver mere af denne enkelhed? Nogle sentenser taget fra Caussuades breve kan være os en hjælp i vores hverdag:

• I virkeligheden består hellighed kun i én ting: Fuldstændig lydighed mod Guds vilje.
• Hvis vi bare havde mod nok til at overlade alt til Guds ledelse ville vi snart nå den højeste hellighed.
• De sandt troende modtager alt som en manifestation af Guds nåde, ignorerer sig selv, og tænker kun på, hvad Gud er i færd med at gøre.
• Du søger særligt udvalgte veje for at møde Gud, men der er kun én: Gør brug af hvad Han netop nu giver dig.
• Tro at Gud i sandhed hjælper dig, hvor meget du end føler at have mistet Hans støtte.
• Vi er som et barn, der kan føres hvorhen Han vil have det, og som ignorerer alt, undtagen det, som Han lægger lige foran det. Vi har ingen bøger og meget ofte ingen direkte åndelig vejleder, for Gud overlader os til kun at have vores støtte i Ham. Vi er overgivne og lever i mørke. Det bedste Gud ser i os er den totale overgivelse af os selv … Og Han vil selv forsyne os med bøger, der giver os indsigt i vore sjæle og lede os ved vise og gode menneskers råd og eksempel.
• Vores eneste glæde må være at leve i det nuværende øjeblik som var der intet uden for det.
• Når vinden skifter, kan vi kun øjeblik for øjeblik være sikker på dens retning.

Og her følger så i Charlotte Olden-Jørgensens oversættelse en længere tekst af Cauusade:

Vi lever nu i troens tid. Det eneste sted Helligånden nu skriver sit glade budskab, er i vort hjerte. Det eneste vi gør er fra øjeblik til øjeblik at leve Helligåndens nye Evangelium. Hvis vi er hellige, er vi papiret, og vore lidelser og handlinger er blækket. Helligåndens gerninger er pennen, og med den skriver Han det levende Evangelium der ikke vil blive læst før det på den yderste dag forlader vort livs trykpresse.

Og hvilken vidunderlig bog vil det ikke være - den bog Helligånden stadig skriver! Bogen er i trykken og der går ikke en dag hvor der ikke bliver sat stadig nye linjer, smurt blæk på og trykt nye sider. Men vi forbliver i troens lys. Papiret er mørkere end trykket og typerne er sære; sproget er ikke af denne verden, og vi forstår ingenting. Vi vil først være i stand til at læse det i Himlen. Vi ville fatte noget af det indviklede i Guds virke hvis vi kunne se vore medmennesker ikke kun som de er på ydersiden, men i deres inderste, og se hvordan Gud også arbejder med og i dem. Men det er besværligt. Hvordan kan vi læse en bog hvis bogstaver er ukendte, uendeligt varierede og vendt op og ned og hvis sider er tilsølede med blæk? Overvej bare hvilket uendeligt antal forskellige og interessante bøger der kan produceres bare ved hjælp af 28 bogstaver. Vi kan ikke forstå dette under, så hvordan kan vi forstå Guds virke i universet? Hvordan kan vi læse og forstå en så uendelig bog hvori hvert eneste bogstav har sin egen særlige mening og indeslutter en dyb hemmelighed i sin lillebitte form? Vi kan hverken se eller føle disse mysterier. Kun i troen kan vi kende dem.

Det er ved deres oprindelse at troen afgør hvor sande og gode de er, for i sig selv er disse mysterier så dunkle at vor arme forstand ikke forstår noget af dem.

Så lær mig, Helligånd, at læse denne livets bog! Jeg længes efter at være din discipel og som et barn tro på det, jeg ikke kan se. Det er nok for mig at Mesteren taler. Han taler og forklarer, sætter bogstaverne på plads i bogen og gør den forståelig. Det er alt, jeg behøver. Jeg er overbevist om at alt er som Han siger, selvom jeg ikke kan se hvorfor. Men jeg ved at Han er sandheden selv og at Han ikke siger andet end sandheden. Han stiller bogstaverne sammen, så de danner ord, samler flere til andre ord. Måske er der kun tre eller seks, men det er de helt rigtige. Et hvilket som helst andet antal ville ikke give mening. Han er jo den eneste der kender menneskenes tanker, derfor er Han også den eneste der kan udtrykke dem i ord. Alt er betydningsfuldt og alt giver perfekt mening. En linje ender fordi Han ønsker det. Der mangler ikke et komma, og der er ikke et punktum for meget. Selvom jeg tror nu, så vil jeg på dommedag få afsløret så mange mysterier at jeg vil indse hvor ufuldkommen min viden var i mit jordiske liv. Det der nu forekommer mig forvirret, så usammenhængende, fjollet eller lunefuldt, vil til den tid fryde og fængsle mig med sin orden, skønhed, visdom og sine uudgrundelige undere, som jeg kan udforske i hele evigheden.

Grethe Livbjerg