Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

At lade sig formane

Alt handler om at lære at genkende Guds hånd. Gennem alt det, som møder os i livet, former Gud os. For at kunne indse dette, behøver vi bare at læse vore liv baglæns og da opdage, hvordan begivenheder, som vi ikke tænkte så meget over, blev vigtige vejkryds, hvor Gud ledte os ind på nye veje.

Så ofte spilder vi megen tid med at søge Gud alle andre steder end dér hvor han er. Alt må jo se ud på den bestemte måde, der stemmer med vore forventninger til, hvordan livet skal se ud. Den dag hvor vi holder op med for enhver pris at ville gennemføre vores egen idé om hvordan vort liv skal se ud, kan Gud for alvor begynde at anvende os. Gud skabte universet af intet, skulle han da ikke kunne skabe de rette forudsætninger og vækst i den situation vi står i?

Når Gud lukker én dør, åbner han en anden. Vi behøver ikke at blive panikslagne, hvis vi mister et job, hvis en ven flytter, hvis en bestemt fase i vort liv afsluttes. "Se jeg gør alting nyt", Den dag, vi behøver et menneskes råd, får vi det, være det sig gennem en bog, noget vi hører i radioen eller nogen som siger noget i forbifarten.

Gud anvender sig af mennesker. Skulle der ikke lige findes nogen af dem, kan til og med stenene råbe til os om ham. Vi må bestandigt lade os undervisse af Ånden, Ånden som findes overalt i hvert øjeblik, og som med blid og stille ømhed leder os ind i Guds altid større virkelighed. Når Ånden har virket i vore liv, har vi en følelse af lys og stilhed. Man ved i dybet, at dette er rigtigt. "Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" (Luk24,13,-35).

Selverkendelse

Ofte kan det gøre meget ondt, når mennesker slynger os sandheder i hovedet, ikke drevet af kærlighed til os, men i irritation og vrede. Men selv i en sådan situation kan Sandhedens Ånd have noget at sige os. En spids sten har skåret os i foden med sit budskab. Ligesom Jakob, der kæmpede med Gud, halter vi videre med Guds mærke på vor krop. Gud kan anvende sig af alt og alle for at vise os Sandheden, Ham selv.

Sandheden er som en laserstråle. Den skærer bort al cancersvulst, brænder bort alt urent i os, som hindrer Faderen, når han vil gå hen over den paradismark, som vort indre er bestemt til at være. Selverkendelse i lyset af Sandheden er vor vej til at blive åbne og enkle over for Gud.

Selverkendelse er en svær ting. Det er så let at havne i alle mulige forsvarspositioner: "Hvis ikke man havde gjort dette mod mig, var mit liv blevet anderledes". "Nej da, jeg gjorde ingen fejl". "Jeg havde gode grunde til at handle som jeg gjorde". Moderne psykologi hindrer os ofte i at se sandheden om os selv. Alt skyldes vor usle barndom osv.

Og i Guds favn er der lys og varme for den, som livet har slidt på. Han ved hvilke sår vi bærer på og lægger sine hænder på dem. Faderen er fuld af ømhed mod os. Samtidig er han retfærdig. Gud er uforenelig med ondskab og uretfærdighed. Derfor tror katolikkerne, at Maria ved Jesu fortjeneste fra fødslen var et helt rent menneske, så hun kunne bære Gud i sit skød.

Vejen til enkelhed

Hvis vi skal blive bærere af Gud, skal vi være helt rene. Derfor får vi af og til en tilsyneladende ubarmhjertig behandling. Vi må på et eller andet tidspunkt i vort liv gå under og give Gud lov til at bliver Herren i vort liv og dermed gøre det til det, som han havde tænkt. For dem, der helt fra begyndelsen er fattige i Ånden, er vejen til Gud let. Men for os andre er mere drastiske metoder ofte nødvendige for at vi kan nå frem til en sand ydmyghed, en enkelhed som Gud kan gennemlyse.

En katastrofe i vort liv, hvor alt synes at styrte sammen, kan være vores stund i Getsemane med Jesus, vor time med ham på korset, hvor vi hænger tilsyneladende ensomme i universet. Men Jesus hænger dér sammen med os. Han kan ikke dø. Dør vi sammen med ham, opstår vi også sammen med ham, ikke bare i den sidste jordiske død, men i hver situation i livet. Han er med os i enhver af vort livs faser.

Iblandt kan han sende sine engle til os i form af mennesker, som er villige til at gå et stykke af vejen sammen med os, tage os på ryggen og bære os i deres bøn, mennesker som har ladet Guds Sandheds laser gør dem fattige og tilgængelige for ham. Sådanne mennesker har ingen interesse i at binde os til sig selv. Deres eneste mål og mening i livet er at forsøge at føre os og andre til Gud.

Nænsomhed og humor

Men selv når det gælder åndelige vejledere, hvis vi har held at møde sådanne i vores fattige virkelighed, må vi lade Sandheden lede os. Vort dybeste indre er noget dyrebart, som vi ikke må behandle skødesløst. Vi må ikke slippe hvem som helst ind i det som skal blive Guds paradishave. Et forkert menneske kan trampe rundt og forstyrre meget i vort dyb.

For at vi kan vide, om vi skal kunne gå videre i kontakten med den åndelige vejleder, må vi åbne døren på klem og mærke efter om personen opfatter hvad vi siger. Går det godt, kan vi åbne lidt mere. Men hvis vi bliver ilde berørt, og alt føles forkert, da er det ikke nogen god idé at insistere, selv om vi har at gøre med landets bedste vejleder. Personen er udmærket, men ikke for os.

Men hvis vi mærker, at det personen siger, leder os nærmere Gud, da har vi bare at sige et ubetinget ja. Hvis er menneske af kærlighed vil sige os sandheder for at lede os videre, da må vi lægge al selvforsvar og alle vore undskyldninger bort og i taknemmelighed tage imod. Åndelig vejledning er ikke bare blød og behagelig. En rigtig vejleder viser os alt i vor måde at handle og tænke på, som er i strid med Gud. I vejledningen handler det ikke så meget om åndelige følelser som om et autentisk liv med Gud, i ord og handling, om udholdende trofasthed i åndelig tørke, om skridt for skridt og dag for dag at forsøge at være lydig mod Guds vilje.

Hvis man er heldig, så møder man en vejleder med humor. Humor er ofte det bedste måde middel til distancere sig til sig selv. Helt tilfældigt var jeg deltager i et bibelstudium i Frankrig. Vi beskæftigede os med den lidet opbyggelige tekst hos Mattæus, hvor Jesus taler om at rive sit øje ud og hugge arme af – hellere end at fristes til synd.

Vi vil alle komme til at halte ind i Guds rige, enarmede og enøjede, konstaterede denne forsamling af åndeligt modne mennesker.

Gud er ikke ufarlig. Hans kærlighedsild brænder alt urent bort i os. Men hvis vi ved hjælp af en åndelig vejleder tillader ham at gøre det, får vi en dyb fred. Dette er sandt. Dette er ret. Hvordan det går med mit selvbillede kan vi slippe. Når vort selvbillede revner og vi ser os selv som de fattige mennesker vi er, ser vi , eller måske er det snarere andre som gør det, et andet billede som aftegnes i vort dyb, billedet af ham, som skaber os og bor i os.

Ylva-Kristina Sjöblom

Ylva-Kristina Sjöblom er journalist og oversætter.

Oversat af Grethe Livbjerg

 

Åndelig vejledning

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk