Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Åndlig vejledning

Økumenisk baggrund

Efter 20 år som præst, hustru og mor stod omsorg for andre mennesker højt på dagsordenen. Det var rige, men travle år med mange mennesker omkring mig, så jeg længtes efter en periode med ro til stilhed og fordybelse i kristen spiritualitet. Jeg var glad for orlovsmuligheden i 2000 og valgte at indlede orloven med at rejse til Nordspanien, hvor jeg i et par uger fulgte Middelalderens gamle pilgrimsrute til Santiago de Compostela. Her vandrede jeg alene, overnattede i gamle klostre og herberger og deltog i messer undervejs. Det enkle liv, stilheden og naturen var balsam for sjælen og gav mig god tid til at fundere over min egen livsvandring.

Bagefter valgte jeg at følge min ydre, fysiske vandring op med en indre vandring og tog videre til England, som har en lang retrætetradition. Efter 10 år som retræteleder i det økumeniske "Skovhuset" (Sdr. Vissing i Jylland) var det mit ønske at deltage i en "individually guided retreat". En sådan anses for at være hovedhjørnestenen i enhver retræteleders løbende erfaringsudveksling eller videre uddannelse. Valget faldt på Loyola Hall Spirituality Centre, Rainhill i det nordvestlige England. Her ligger landets ældste ibrugværende retrætehus, Loyola Hall, som tilhører jesuitterordenen (se evt. mere på http://home.clara.net/loyola/ )De fleste i staben er katolikker, men stedet er økumenisk, og alle er velkomne i det daglige nadverfællesskab. Udover dette var fast programpunkt en daglig 45 min.-samtale med en vejleder, som i mit tilfælde var jesuitterpræsten Gerald O‘Mahony, der har fungeret som retræteleder på stedet i 25 år og har skrevet en række gode bøger om "Spirituality". Det var utroligt opbyggeligt at tale med ham om tro, bøn, religiøs praksis. Jeg, der i 20 år havde været præst for andre - fik nu "min egen præst!" Han var i stand til at gøre de gamle Bibelord lyslevende, så de talte til hjertet og sjælens ager blev vandet. Det blev mig lysende klart, at skriftstedet fra Davids Salme 127,1 bør stå som overskrift til enhver præstegerning: "Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves!"

Kært barn har mange navne

I England kaldes en åndelig vejleder: "spiritual director" eller "spiritual companion". Dets latinske oprindelse betegner "én, der spiser brød med!" - et smukt udtryk, der leder tankerne hen på den vidunderlige Emmaus-beretning fra Luk. 24, 13-35. I USA kaldes den åndelige vejleder for "spiritual guide" eller "spiritual counselor", mens hun eller han i Tyskland kaldes "geistlicher Begleiter". Der findes flere metaforer for en åndelig vejleder: ven, hyrde, lærer, men for mig er den bedste betegnelse: "en med-vandrer på troens vej".

Sogneerfaringer

Tilbage i sognet tilbød jeg nu en studiekreds med temaet "Livshistorier og kristendom". Ved disse samtaleaftener satte vi focus på vores "åndelige CV" og talte med hinanden om, hvilke forhold, der i særlig grad har haft betydning for vores tro. Hvilken betydning har ritualer og åndelig praksis for troen? Hvordan var vores første forestilling om Gud, og hvordan er vores Gudsbillede i dag? - Det efterfølgende år tilbød jeg endnu en studiekreds med titlen: "Bibel-meditation", som fortsætter denne vinter. Formen er inspireret af jesuitternes grundlægger, Ignatius af Loyola, som har en meget kreativ tilgang til Bibelteksterne. Formålet er, at Guds ord skal tale til vort hjerte, så det siger os noget personligt. Ud fra udvalgte evangeliefortællinger prøver vi at gøre disciplenes trosvej mere personligt nærværende. Vi taler med hinanden om, hvordan vi kan spejle vores egen tilværelse i fortællingerne, så vi igennem dem kan finde forståelse og mening i det, der sker for os.

Længslen er begyndelsen til alt  (Nelly Sachs)

Søren Kierkegaard siger et sted:" At bede er at ånde. Derfor er spørgsmålet om, hvorfor vi beder, et dumt spørgsmål. Hvis ikke vi trækker vejret, dør vi. Ikke at bede medfører åndelig død. Alle har brug for en åndelig vejleder. Det vidste Martin Luther. Det ved Desmond Tutu. Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej.

Min erfaring som præst er, at nutidens danskere længes efter at sætte ord på deres tro og længsel efter Gud, jfr. Davids salme 42,2-3: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?" Længslen er det første skridt på vej mod Gud. Den kristne lever i sin vorden, altid på vej. Men al længsel har brug for vejledning.

Hvordan kan mødet mellem Gud og mennesker finde sted?

Som præst står jeg i forvejen til rådighed for samtale, sjælesorg og skriftemål, og nu var det naturligt at tilbyde åndelig vejledning, troshjælp til den enkelte og hjælp til at opdage, hvor Gud er nærværende i hans eller hendes liv. Forløbet strækker sig over 30 min. pr. gang, en gang om ugen, i alt 10 gange. Inden et menneske kommer første gang, beder jeg vedkommende overveje, hvad deres dybeste længsel er. Og prøve at besvare ét af spørgsmålene fra 4 Bibelsteder, hvor Gud taler til os: 1. Kg. 3,5: "Sig, hvad jeg skal give dig!"; Mk. 10,36: "Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?"; Mk. 10,51: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" og Johs. 1,38: "Hvad vil I?". Jeg opfordrer m.a.o. til, at man prøver at formulere sine ønsker til Gud. Det er ikke blot undervisning i den kristne tro. Det bygger på ignatiansk tradition som hjælp til selv a) at erkende, hvor Gud er til stede i ens liv, b) at svare på Guds kald, c) at bedømme, hvad der er Guds vilje i ens liv. - Emnerne kan være: familiens fællesskab om troen, skyldfølelse, hjertets ensomhed, længslen efter at komme Gud nærmere, hjælp til et dagligt ritual, at få prikket hul på blufærdigheden og få hjælp til at bede og sætte ord på det med troen…

Augustin skriver et sted: "Guds længsel er det levende menneske". Længslen er altså det sted, hvor Gud og mennesker mødes. Åndelig vejledning handler således ikke om terapi, men om vores relation til Gud og at øve sig i en religiøs praksis. Man kunne kalde det troshjælp til indøvelse af kristen spiritualitet. Derfor opfordrer jeg folk til at bestræbe sig på at bruge ½- 1 time hver dag på bøn og stilhed. Det, der på godt gammeldags hedder fromhedsliv. D.v.s. focus er på den enkeltes Gudsforhold og bønspraksis.

Rent praktisk indleder jeg samtalen med at bede en bøn og tænde et lys som tegn på, at vi ikke er alene, jfr. Jesu ord: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem"( Math. 18,20). I fællesskab lytter vi til Helligåndens tilstedeværelse i Bibelens tekster og i den enkeltes liv. Det er vigtigt, at den vejledte SELV finder frem til en afgørelse. Vejlederen skal ydmygt lytte til Guds dagsorden - ikke sin egen! Når jeg har lyttet mig ind til sagens kerne, læser jeg gerne en Bibeltekst eller et salmevers eller finder et billede frem, som kaster lys over den enkeltes problematik. Vi aftaler, hvad hun eller han skal meditere over indtil næste møde og slutter med en bøn og velsignelsen.

Den åndelige vejledning består først og fremmest i at ledsage det andet menneske på bønnens og livets vej i overbevisningen om, at det er Kristus selv, der er vejen, hvorpå vi møder livet, og som selv skænker den sandhed, han mener, den enkelte er i stand til at modtage på nuværende tidspunkt. At få lov at slå følge med et andet menneske på vejen mod Gud er en stor gave, og vi erfarer begge sandheden i ordene fra Es. 12,3: "I skal øse vand med glæde af frelsens kilder!"

Elisabeth Lidell

Elisabeth Lidell er sognepræst ved Risskov kirke.

Åndelig vejledning

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk