Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Åndelig vejledning

Den kristne tradition for sjælesorg er stærkt forbundet med forestillingen om at troen er en vej og det kristne menneske en vandrende. Men begrebet "sjælesorg" kan være misvisende i dette tilfælde eller i det mindste begrænsende. Det betegner den omsorg en såret sjæl har behov for, og vi er alle, med Jean Vaniers ord, langt mere sårede end vi ved - og uendeligt meget smukkere.

Den åndelige vejledning tager os et skridt videre fordi den viser os at vore dybeste sår og vor hedeste længsel kun kan heles og stilles af Gud. Som Simone Weil udtrykker det: "Kun Gud er den absolut tvingende nødvendighed i ethvert menneskes liv". Den virkelige sjælesørger er derfor altid en åndelig vejleder.

Hvis troen er en vej, hvad er så målet? Det er selverkendelse i ordets dybeste betydning. Bevidstheden om at mennesket er Guds billede og bestemt til at blive Ham lig er den vigtigste indsigt et menneske kan få om sig selv. Den åndelige vejledning har et eneste mål: I os at genskabe billedet af Kristus og dermed genoprette det ægte menneskelige.

Denne forvandling sker ikke ad moralsk vej. Den sker på en åndelig vej, gennem hjertets forening med Gud. Gennem Helligåndens udgydelse i vore liv. Når den Gud i hvilken vi lever, bevæger os og er til, mere og mere opfylder vort bevidste liv med sit nærvær, er vi ved målet. Vi lever nu det liv vi er skabt til at leve: I enhed med Gud, os selv og vor næste.

Hvis åndelig vejledning handler om Guds vej til mennesket og menneskets vej til Gud, er Højsangen den uovertrufne skildring af hvad der venter når de to finder hinanden. Her får vi sandheden om os selv at høre: "Hvor er du smuk, min elskede, ja dejlig!" (Højs 1,16). Her lokkes vi ud af vort gemmested, vort fangenskab, for at møde det blik der udholder alt. Her finder vi hvile i det venskab vi er skabt til. Her bliver vi os selv.

Et af de oftest citerede nytestamentlige ord, når man i den tidlige kirke talte om formålet med menneskets liv, kommer til udtryk i Andet Peters brev: Gud er kommet ind i verden - blevet menneske - for at vi skal "få del i guddommelig natur" (2 Pet 1,4). Denne proces sammenfattes i det græske ord theosis, guddommeliggørelse. Guds menneskevordelse peger på menneskets guddommeliggørelse.

Ordet guddommeliggørelse kan misforstås hvis det ikke forbindes med tanken om at mennesket er Guds billede: delagtigheden i den guddommelige natur fuldender den menneskelige natur. Inkarnationen er al åndeligheds korrektiv: I Jesus møder vi det fuldvoksne menneske, "den usynlige Guds billede" (Kol 1,15). Kristi død og opstandelse skal forstås på baggrund af at mennesket ikke længere formår at være den det er: Guds lysende billede.

Hvori består menneskets billedlige lighed med Gud? Det spørgsmål bruger kirkefædrene meget tid på, men noget entydigt svar gives ikke. Ligesom det er umuligt at udtømme Guds væsen, går det heller ikke at indkredse hvad der hos mennesket er Guds billede. Men måske noget af det vigtigste vi kan sige om mennesket som Guds billede, er at det er skabt som person. Det græske ord for person, prosopon, indeholder også det at vende sit ansigt mod den anden. Gud er Faderen, hvis ansigt evigt er vendt mod Sønnen, og i deres midte står Ånden som en flammende kærlighedsflamme!

Som Guds billede er mennesket frem for alt et relationsvæsen. Det er skabt i kærlighed, af kærlighed, til kærlighed. Det bliver så smukt som kun et menneske kan være når det vender sit ansigt mod den anden. Så fødes i dets indre det sprog der fuldender mennesket: Du, dig, din. Men når det vender ansigtet mod sig selv, får det et sprog der formørker dets sjæl: Jeg, mig, min. Mennesket forbliver ganske vist Guds billede, men taber sin lighed med Gud. De menneskelige træk forvrænges.

Derfor dør Jesus. Korset rejses for at alt det i mit liv der får mig til at sige mig før jeg siger dig, skal dø. Den nødvendige omvendel- se, opbruddet fra et liv hvor jeg'et hersker, er det kritiske punkt i al åndelig vejledning. Det er en livslang proces som dagligt skal fordybes.

"Fang dog rævene, de små ræve! De ødelægger vingårdene," hedder det i Højsangen (Højs 2,15). Rævene er et billede på alle jegets afarter. Eller med Dag Hammarskjölds ord:"ødelæggelsestrangens forskellige små drabanter" hvoraf han nævner nogle: "ubetænksom snak, det godt camouflerede praleri, dagligdags bagtaleri". Dette må tages til fange og smides ud for at vort livs vingård ikke skal ødelægges.

***

Hvis målet for al åndelig vejledning er at genoprette den gudslighed der frem for alt består i evnen til at elske, begynder udviklingen frem mod målet med den indre frihed - blandt ørkenfædrene kaldet apatheia - der indebærer en befrielse fra ens eget jeg, det der hindrer mennesket i at sætte sig ud over sig selv og elske sådan som Gud elsker.

En starets - det russiske ord betyder "ældste" - er hos Dostojevski én der hjælper mennesket til "frigørelse fra sig selv". I lignende vendinger beskriver Ignatius af Loyola i 1500-tallet formålet med sine åndelige øvelser: "At sejre over sig selv og ordne sit liv uden at lade sig påvirke af nogen uordnet tilbøjelighed".

Set på denne måde er synden et bøjningsmønster. Alt det der bøjer livet i en gal retning - "en uordnet tilbøjelighed" - kan og bør kaldes synd, og er derfor noget mennesket skal vende sig fra.

Den pålidelige vejleder er streng af barmhjertighed. De forsvar jeg bygger op om min egen måde at leve på, er så subtile at jeg sjældent selv indser, og endnu mindre indrømmer, at jeg mere styres af mit jeg - af egenkærligheden - end af kærligheden. Den åndelige vejlednings første stop er korset.

***

Når åndeligheden kastes ud af et samfund, vender den før eller senere tilbage i galop. Selvudnævnte profeter hærger på åndelighedens uopdyrkede marker og foretager indgreb i søgende menneskers liv, og det kan føre til stor ødelæggelse. Intet af dette er nyt. Lige som ørkenfædrene i 300-tallet gælder det om ikke at lade sig imponere af åndeligheden, men at skille avnerne fra kernerne.

Hvad er da den kristne åndeligheds kendetegn? Hvad er dens differentia specifica, det der adskiller den fra anden åndelighed? På dette spørgsmål ville Paulus i overensstemmelse med sandheden svare: Døden med Kristus!

Når apostelen formaner de kristne "lad det jordiske i jer dø" (Kol 3,5), sigter han til den skævhed der er opstået i den menneskelige natur, og hvis rod er selviskheden. Denne formaning følges imidlertid af et andet imperativ hos Paulus: "Lad jer fylde af Ånden" (Ef 5,18). De to formaninger betinger hinanden. Vejen til at overvinde den "uordnede tilbøjelighed", dragningen mod ens eget jeg, er at lade sig opfylde af Ånden.

Den kristnes kamp handler derfor ikke så meget om at kæmpe imod synden, som om at åbne sig for Ånden. De erfarne åndelige vejledere siger til den kæmpende sjæl: "Forsøg ikke længere på at være stærk og kue det onde i dig. Søg i stedet de kilder der fornyer dit sind!" Det råd kan være forskellen mellem Himmel og Helvede i et kristent menneskes liv.

Her rører vi ved det befriende paradoks som den åndelige vejledning skal gøre klart for menneskene: Der findes på den ene side ikke noget kristent liv uden kamp, men i et liv hvor Ånden virker, er der på den anden side ikke længere plads til nogen kamp i egentlig forstand!

Alt det mennesket gør, bliver en positiv akt, også dets askese. Den beslutsomhed hvormed det modstår det onde kommer ikke af at mennesket fører en intensiv kamp mod den onde ånd. Den følger af sig selv, og omgives af stor lethed og glæde når mennesket åbner sit liv for den gode Ånd. Deraf den russiske starets Serafim af Sarovs ord: "Målet for det kristne liv er at opfyldes af Helligånden!"

***

Selve begrebet åndelig vejledning angiver,år det anvendes på kristen grund, at den egentlige vejleder altid er Helligånden. Det er Guds Ånd der vækker troen til live inden i os, drager vore hjerter med "kærlighedens reb", opflammer vor iver efter det gode og former os til Kristuslighed. Der er derfor at Jesus siger at ingen må kalde sig "lærer" eller "fader". Disse titler tilkommer Gud alene, og de der er vore fædre og mødre i troen, er det kun i afledt betydning: Den funktion de udøver, har de i kraft af at Guds Ånd virker igennem dem.

Den åndelige vejleder føder ikke selv livet, han bistår bare ved dets opståen, ligesom en jordemoder. Ethvert lederskab af den slags er derfor karismatisk, det vil sige totalt afhængigt af Åndens nærvær og gaver, og er igennem Kirkens historie ofte blevet udøvet af mennesker der ikke er blevet valgt som ledere. Åndelig vejleder "uddannes" man til ved at gå i Åndens skole. Som Symeon den Nye Teolog udtrykker det i 900-tallet: "For at kunne give Helligånden videre, må man selv have Ånden".

Den hvis vejledning er en efterklang af Helligåndens værk, binder aldrig mennesker til sig selv, men leder dem til Kristus. Johannes Døberen sætter ord på denne væremåde der altid præger en åndelig vejleder: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre" (Joh 3,30).

Her prøves den åndelige vejleders motiv: Er han fri af egne ambitioner? Hans opgave er ikke at forme disciplen til en kopi af sig selv eller at få denne til at efterligne hans egen opførsel. Hvert menneske har sin egen vej at gå. En god åndelig vejviser fortæller os ikke hvor denne vej går, han hjælper os til at finde vor egen vej ved at lytte til Ånden. Vejlederen er en medvandrer, ikke en "gud". Når den åndelige vejleder påtager sig at lytte til Gud for den der betror sig til ham, opstår der et usundt afhængighedsforhold der kan forårsage stor skade.

***

Klarsynets gave er den åndelige vejlednings forudsætning. En pålidelig sjælesørger leger man ikke skjul med. Han læser i sjælene og gennemlyser hjertets hemmeligheder. Det er derfor tanken på det kommende møde med ham ind i mellem skræmmer os en smule. Som det hedder om starets Zosima i Dostojevskijs Brødrene Karamazov: "Den kundskab han på den måde besad om den der bad ham om hjælp, endnu inden denne havde ytret et ord, vakte både undren og forlegenhed og var rent ud sagt skræmmende for den besøgende".

Alligevel er der intet mere befriende end at blive gennemskuet. Det der gør ondt - at få sin hemmelighed lagt åben - bliver samtidig det der befrier. Det er en lettelse at måtte "komme af" med sin synd eller snarere med det der kunne lede til synd.

Men hvor finder man en streng sjælesørger i vore dage? En som ved at han skal aflægge regnskab for hvordan han har våget over menneskernes sjæle (jf. Hebr 13,17). De der holder med os, skal man ikke lede længe efter. "Gud kræver ikke så forfærdeligt meget," siger de når vi prøver at lukke op for vor indre uro. Men det kræver mere end empati at blive det onde kvit, der snylter på livet.

Når vejlederen ser at nogen er på vej til at miste sin substans, viger han ikke tilbage fra at tage skrappe midler i brug. Det gælder jo om at vække mennesket så det ikke mister sig selv. God åndelig vejledning byder altid på et mål af modstand. Ikke for dennes egen skyld, men for at lede os til sandhedens øjeblik.

En pålidelig sjælesørger ligner altså Gud. Langt barmhjertigere end jeg vovede at tro. Og langt strengere end jeg ville indse. Streng mod den der vrider sig som en orm foran sandheden. I lighed med profeten Nathan i mødet med David da denne havde myrdet en mand og ligget med hans hustru, lirker han vort psykologiske forsvar fra hinanden, ser os i øjnene og siger sandheden: "Du er manden!" (2 Sam 12,7). Og ligesom Nathan giver han os syndsforladelse når vi endelig har indrømmet vor synd.

***

En sjælesørgers styrke ligger ikke så meget i det han siger, som i det han er. "Betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro," formaner Hebræerbrevet (13,7) med tanke på de åndelige ledere som gennem den vej de selv går, vækker noget til live hos den der stoler på dem. I mødet med den åndelige fader eller moder vågner bevidstheden om at være Guds billede, og dermed længselen efter Gud. Sjælelederens person er vigtigere end hans ord.

Dette bliver allertydeligst hos ørkenfædrene, fra hvem hele den klassiske vejledningstradition i Kirken er vokset frem. Når store skarer af unge begiver sig ud i ørkenen, er det for at søge dem der har erfaring. Man vil vandre i deres fodspor, berøres af deres liv på sin egen færd. Man kommer for at indsuge deres nærhed og hvile sig i det blik der ser alt uden at dømme. Da den hellige Antonius undrede sig over at en af de unge mænd regelmæssigt opsøgte ham, men aldrig spurgte om noget, fik han svaret: "For mig er det nok at se dig, fader".

***

Der går en linje fra ørkenfædrene, via spanieren Ignatius af Loyola, Dostojevskijs starets Zosima og ind i vor egen tid, hvor vi finder åndelige ledere som den skånske skomager Hjalmar Ekström, trappistmunken Thomas Merton eller den danske pinseprædikant Alfred Lorenzen. Deres åndelige vejledning har et eneste mål: At lede mennesker til sandheden. Som retrætelederen og forfatteren Magnus Malm har udtrykt det: "Sandheden er altid kontaktfladen for Helligånden i vore liv, hvor uåndelig sandheden end kan synes at være. Løgnen skiller os fra Gud, hvor åndelig løgnen end kan være".

Hvad er sandheden om vort liv? "Jeg er sort, men yndig," siger bruden i Højsangen (1,5). Vi er langt smukkere end vi selv tror - og langt mere sårede. Vort sårede jeg reagerer nogle gange med selvmedlidenhed og selvforagt, nogle gange med vrede og misundelse. Egenkærligheden kan have tusind forskellige udtryk, den breder sig på andres bekostning og udnytter sine omgivelser til at bekræfte sig selv. Dette fangenskab i os selv kan vi kun befries fra af det blik der elsker uden forbehold.

Derfor har vi behov for en sjælesørger som befordrer den sande selverkendelse. Som lokker os ud af vort gemmested, ud af vore løgne. Som lader os høre røsten af Nogen som siger: "Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din stemme; for din stemme er dejlig, din skikkelse er yndig" (Højs 2,14).

Peter Halldorf

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Åndelig vejledning (kopi 1)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk