Den franske præst, Henri Caffarel (her i landet kendt for sin bog: Indføring i kristen meditation), har i en menneskealder beskæftiget sig med at holde kurser i kristen meditation og retræter, i de sidste mange år i et retrætehus, han selv har oprettet (Maison de Prière, Troussures, F-60390 Auneuil). Han konstaterede, at der hos deltagerne i kurser og retræter var et stort behov for læsestof, som kunne give regelmæssig næring og inspiration til det åndelige liv, hvorfor han startede et lille tidsskrift "Cahiers sur l´oraison" (Hæfter om den indre bøn). For at bygge bro mellem de mere teoretiske artikler og læsernes konkrete liv og erfaringer, stillede han af og til i tidsskriftet spørgsmål, som han bad interesserede læsere besvare skriftligt. I februarnumret 1969 lød spørgsmålet: "Hvilken indflydelse har den indre bøn på det daglige, konkrete liv?" Et af svarene vakte hans nysgerrighed: Hvem var den kvinde, som så velformuleret udtrykte sin dybe mystiske erfaring? Han tænkte først på at besøge hende, men besluttede sig til at indlede en brevveksling med hende, anende, at denne kunne få interesse for mange mennesker.

Efter hendes død udgav Henri Caffarel en bog om denne mystiker: "Camille C. - ou l'emprisé(?) de Dieu" (Camille C. - eller beslaglagt af Gud), hvor han både selv redegør for Camilles liv og åndelige udvikling og gengiver en del af hendes svar på hans spørgsmål. Camille er hendes rigtige fornavn. Familien bad om, at efternavnet foreløbigt måtte være ukendt.

I dette nummer bringer vi først en artikel om Camille, skrevet af p. Guido Stinnisen ocd i "Karmel" nr. 4-86 og nr. 1-87, men med indføjede udsnit fra Camilles dagbog. Derefter nogle af Camilles svar på Henri Caffarels spørgsmål.

Når Gud lægger beslag på et menneske

"Når en mand gifter sig med en velplejet, elegant kvinde, så har hun ikke lov at ændre sig på det punkt, fordi hun nu vil øve sig i fuldkommenhed. Hun skal ikke, under foregivende af at være selvforsagende, sjuske med madlavning, klæde sig tarveligt eller undlade at gøre hjemmet hyggeligt...." Den, som undrer sig over at finde et så jordnært og "verdsligt" (og i dag måske lidt gammeldags klingende !) råd i et åndeligt tidsskrift, vil blive endnu mere forbavset, når han eller hun får at vide, at rådet kommer fra en ægte mystiker. Måske troede vi, at mystik var noget, man kun kunne beskæftige sig med i en klostercelle, at mystikere egentlig ikke er som os almindelige mennesker i dagens Kirke og verden. Derfor kan det være sundt at stifte bekendtskab med én, som har levet et aldeles almindeligt liv som lykkelig hustru, aktiv lægkvinde og ægte mystiker. En kvinde, som var fortrolig med vor tid og kultur. Efter gymnnasietiden havde hun vaklet mellem at studere filosofi eller naturvidenskab, valgte det sidste og lod sig indskrive ved Bruxelles' "frie" universitet, som var kendt for sit høje naturvidenskabelige stade - og sin stærkt anti-katolske og -kristne holdning. Hun specialiserede sig i forskning, og hendes doktorafhandling indbragte hende en pris fra Belgiens regering. Inden hun døde i 1971, nåede hun sammen med os at opleve noget af "vokseværket" i den efterkonciliære katolske Kirke.

Tilbedelse af den Ukendte

Camille blev født i år 1900 som eneste barn i en borgerlig familie, hvor man bevidst tog afstand fra Kirke og kristendom. Moderen var overbevist ateist og faderen agnostiker i religiøs henseende, og socialist i politisk. "Jeg blev opdraget uden overhovedet at have hørt Guds navn nævnt. Det er unødvendigt at sige, at jeg ikke blev døbt." Camilles legekammerater, husets tjenestefolk, bøger, ja alt blev omhyggeligt udvalgt med henblik på, at hun for en enhver pris skulle beskyttes mod troens virus. Dermed ikke sagt at hun fik en dårlig opdragelse, tværtimod. Hun lærte at dele med andre, ikke at sladre om nogen, og fik i det hele taget indpodet høje moralske værdier: en kristen etik uden Kristus, uden troen. Menneskeligt set et miljø som ikke synes særlig velegnet til at skabe en Levende Vander.

Men Gud lukker man ikke så let ude. Lad os lytte til Camille: "Så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg altid haft en følelse af et nærvær, som gjorde mig lykkelig. Jeg var ikke mere end ca. tre år gammel, da man satte mig under det store flygel, hvor en af mine slægtninge forberedte sin afgangs ek sa men på konservatoriet. Medens jeg lyttede til Bach eller Beethoven, blev det store gulvtæppe, som jeg sad på, for mig forvandlet til en vidunderlig have, hvor jeg ikke var alene.

"Fra mine første barneår kan jeg huske, at der i mig fandtes en længsel efter at tilbede, men jeg holdt den hemmelig for mig selv....." Allerede fra det religiøse livs første begyndelse finder vi her den grundholdning, som var Camilles hele livet igennem: tilbedelse. "Som helt lille følte jeg et tvingende behov for at falde på knæ... Jeg havde indtryk af at åbne mig for noget ukendt, (alt dette i største hemmelighed, for jeg var bange for, at man skulle skælde mig ud)." Gud, som for Camille var den Ukendte, Navnløse, var hendes eneste læremester i bøn. "Jeg beskæftigede mig med indre bøn fra og med fem- eller seksårsalderen, og jeg henvendte mig udelukkende til 'en ukendt Gud', da man ikke havde lært mig noget som helst om ham. Jeg lukkede mig inde på toilettet (ejendommeligt sted for bøn!) , for dér at kunne "gå ind i mig selv". Jeg gjorde det så stille, jeg kunne, for selv der var det forbudt. Jeg knælede på stengulvet og sagde med største inderlighed: Jeg elsker dig!" Bemærkelsesværdigt er det, at Camille i dette ukendte Nærvær genkendte et personligt væsen. Nogen der gjorde hende lykkelig, og hvem hun helt spontant erklærede sin kærlighed. Dette Nærvær genfandt hun i naturen: engene, skyerne, skovene og blomsterne, alt talte til hende om det usynlige. "Jeg har altid vidst, at der bag den skabte skønhed fandtes en evig skønhed." Guds navn kunne imidlertid ikke holdes hemmeligt for Camille for altid.

I løbet af sin skoletid stødte hun hos de klassiske forfattere på ordet GUD, dette ord som hun aldrig havde hørt udtalt i sit hjem. Camille forstod, at Gud var netop dette Nærvær, for hvilken hun i hemmelighed bøjede sine knæ, og nu kunne hun begynde at tiltale ham med navn. Man skal ikke tro, at Camille følte bitterhed over, at man så længe havde forsøgt at skjule Gud for hende. Tværtimod var hun lykkelig for sin opdragelse og takkede Gud. "En af de største nådegaver, som Gud har givet mig, er, at jeg altid har elsket ham for hans egen skyld, for hans store herlighed. Og jeg er lykkelig over at have lært ham at kende af ham selv, og ikke på skødet af en barnepige, ja ikke engang hos en from mor, som måske kunne have fordrejet hans billede i mig."

Camilles vej til Gud gik ikke direkte gennem Jesus. Ham kendte hun endnu ikke. "Men - skriver hun - kan Kristus ikke forberede en udøbt sjæl til at modtage Faderen? Enten man ved det eller ej, så er Guds liv treenigt for enhver, og det er altid for en treenig Gud, at sjælen åbner sig." Her møder vi et andet nøglebegreb, som lidt efter lidt skulle komme til at blive den store virkelighed i Camilles liv: Guds treenige Liv. Ud fra egen erfaring vidste hun, at mange ikke-kristne lever i Gud uden at have mødt Kristus. "Det, som Jesus har åbenbaret for os, er Guds indre liv, hans treenige liv. Han har ikke sagt: 'Ingen kender Gud', men 'Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den som Sønnen vil åbenbare ham for'. Den Gud som de ikke-kristne tilbeder er selvfølgelig også treenig, men han er ikke åbenbaret for dem som sådan." Derfor advarer Camille de kristne mod at tro, at de har monopol på Gud og mod at kalde ham "vores Gud". Gud er Gud for hele kosmos.

Camille havde længe kendt og elsket Gud, men endnu var hun ikke blevet indviet i hans indre liv.

Den Ukendte gør sig kendt

1925 blev et afgørende år. Camille var under sine studier ved universitetet i Bruxelles blevet forelsket i en medstuderende, som var troende, praktiserende katolik. De forlovede sig, og problemet opstod: Han ønskede kirkelig vielse. Camilles familie var naturligvis ikke begejstrede, men Camille selv ville gerne imødekomme sin forlovedes ønske, dog ville hun vide, hvad hun gik ind i. "Jeg vil gerne vies i Kirken, men jeg vil vide, hvad jeg gør. Skal jeg gøre det, så skal jeg gøre det ordentligt", mente Camille. At finde nogen som ville give dåbsundervisning til en, der var opdraget ateistisk og undervist på Bruxelles ateistiske universitet, var ikke nogen let sag. Langt om længe lykkedes det at få fat i en ordenssøster, som indvilligede i at give Camille trosundervisning. Camilles kommende ægtemand, som ledsagede hende til den første lektion, beretter humoristisk: "Jeg havde følelsen af, at jeg fulgte hende til tandlægen." Efter nogle få sådanne "tandlægebesøg" meddelte hun sin forlovede: "Nu tror jeg." Den 23. november 1925 modtog Camille dåben.

Morgenen efter dåben skulle Camille modtage den hellige kommunion for første gang. Som et overvældende lynnedslag kom Kristus ind i hendes liv. Hun gør selv rede for hændelsen i en passage, der i sin forbavsende nøgternhed burde blive et værdifuldt bidrag til mystikkens historie: "Det var i et koldt og grimt kapel, overlæsset med udsmykninger (og jeg, som ikke bryder mig om andet end den romanske enkelhed! ), hvor jeg, alene med min forlovede og ordenssøsteren, som var min gudmor, gik til kommunion for første gang. Aldrig nogensinde har jeg været så dårligt forberedt. Jeg var i meget dårligt humør af alle mulige årsager, som ikke havde noget med ceremonien at gøre. Og til trods for det fik jeg fra og med det øjeblik, hostien rørte mine læber, en pludselig åbenbaring af den totale kærlighed. Jeg følte mig død fra alt, undtagen fra denne kærlighedens smelteovn, som brændte mig. Det var meget smertefuldt og gjorde mig trods smerten overmåde lykkelig. Man havde lært mig, at man efter modtagelse af kommunionen skulle "holde" en taksigelse. Men det kunne der slet ikke blive tale om! Jesus havde indtaget mig så fuldstændigt, at jeg følte mig ligesom tømt for mig selv... I det eukaristiske brød var det Jesus selv, som trådte ind i mig. Drevet af ham følte jeg mig som værende i Faderens skød. Hvilken oplevelse var det ikke pludseligt og på én gang at opdage, at jeg levede i denne dobbelte strøm af kærlighed, at erfare, at Den hellige Treenighed ikke længere var et mysterium, men den virkeligste af alle virkeligheder."

Vi må forstå den sidste sætning rigtigt. Camille hævder ikke at have fået fuld kendskab til Guds væsen. Treenigheden er og forbliver et uudgrundeligt mysterium. Ved slutningen af sit liv, da hun var nået til åndelige modenhed, siger hun selv: "Ikke engang nu, hvor kærlighedens Ånd mellem Faderen og Sønnen leder og oplyser hele mit liv, kan jeg påstå, at min forstand har fattet noget af det." Hvad Camille ønskede at sige var, at den hellige Treenighed ikke længere var nogen abstrakt, teologisk lærdom, men en levende realitet, som hun oplevede sig totalt delagtig i.

Mystik og ægteskab

Efter sit overvældende møde med Kristus kunne det være nærliggende at tro, at Camille havde vendt ryggen til verden og sine ægteskabsplaner og viet sit liv til Gud i ordenslivet. Tanken må have strejfet hende. "Jeg ville med største lethed dengang have kunnet bryde alle bånd! Men Gud havde bestemt det anderledes. To dage senere giftede jeg mig...." En ny tilværelse åbnede sig for den nygifte Camille: musik, kunst, sport. "Jeg var ung, elsket, beskyttet og forkælet af alle. Gud selv var den, som først og fremmest overøste mig, og som syntes at le ad min lykke." Kristus var nu hendes livs centrum. Dagligt gik hun til kommunion sammen med sin mand, tilbragte megen tid i tilbedelse foran det hellige Sakramente. Bønnen var for hende, som hun selv siger, "udtrykket for min kærlighed, for mit liv i Gud, min sjæls åndedræt".

Mange mener, og det vel med rette, at der sjældent skrives og siges noget om mystik indenfor ægteskabets ramme. For det meste synes mystikerne at være hentet ud fra præsternes og klosterfolkets rækker. Det er dog fuldt ud muligt for såkaldte "almindelige" mennesker, gifte, mødre, fædre, børn og unge i deres liv at have en stærk erfaring af Gud, uden af den grund at udtrykke det i ord, som de store mystikere har gjort det. Gud er suveræn fri og både kan og vil lægge beslag på mennesker af alle kategorier, på restauranter, på teatre, på feriesteder. Guds kærlighed kan man ikke spærre inde. Det er Camille C. et godt bevis på.

Camille var lykkelig i sit ægteskab. Forholdet mellem kærlig heden til ægtefællen og kærligheden til Gud var konfliktfri. "Der findes en måde at nære en stadig kærlighedsfuld opmærksomhed mod sin ægtefælle uden af den grund at ophøre at være dybt forenet med Gud. Efter min mening kan den menneskelige ømhed, selv den allerdybeste, mest totale og eksklusive, ikke have sine rødder i noget andet end Gud selv. Den er i bund og grund ikke andet end en refleks af Guds kærlighed... I mit lange liv som gift har jeg aldrig haft større problemer at skulle løse. Min mand gentog endnu ved 45-årsdagen for vort bryllup, at jeg havde gjort ham fuldkommen lykkelig.... Nu skal man ikke drage den slutning, at vi er eksemplariske. Enhver har sine fejl, som måske bliver endnu mere markante med alderen. Men trods alt udgør vi et meget harmonisk par. Vort ægteskab er forblevet ungt, fordi det er grundfæstet i ægteskabets sakramente.

Men hvorledes virker Gud, når to mennesker finder hinanden i kærlighed og lader denne kærlighed besegles i Kirkens sakramente? Enhver har sin specielle vej, sin egen rolle at udfylde. Enhver får nådegaver, som til en hvis grad er ment at skulle deles med den anden part. De gifte skal føre hinanden nærmere til Gud. Dette ser vi tydeligt i Camilles tilfælde. Det var hendes kommende ægtefælle, som førte Camille til dåben, Kirken, Eukaristien. Da nåden havde fået godt fat i hende, var det hende, som drog sin mand med sig. For Camille og hendes mand var Eukaristien med den daglige kommunion en kilde til en stadig dybere forening dem imellem. "Dagens højdepunkt var for os Messen...Hvilken kærlighed lå der ikke i det smil vi gav hinanden efter at have modtaget kommunionen! Det er umuligt at udtrykke den enhed, vi da følte." Gud var altid med som en tredje Person i deres ægteskab. "Vort forhold til hinanden havde sine rødder i Gud." Alligevel var der ting i Camilles indre liv, som hun ikke talte med sin mand om. Hvor inderligt fællesskabet end kan være, er og forbliver den enkeltes vej en yderst personlig vej, ofte skjult i dette liv. At være fuldstændig gennemsigtig for hinanden er et ideal, som hører himmelen til.

Selvom Camille siger, at hun ikke havde større problemer at løse, må vi ikke tro, at hendes ægteskab var uden prøvelser. Da de havde været gift i syv år ramtes Camille af en begyndende døvhed, efterfulgt af en stadig og stærkt generende susen for ørerne. Et andet kors var det faktum, at ægteskabet forblev barnløst. "Jeg har aldrig kendt den dybe glæde at være mor...." Camille var meget menneskelig og følsom. Bag hendes ord hører man smerten i hendes frustrerede kvindelige jeg. "Men", tilføjer hun, "glæden over at eje Gud, som jeg ejer ham, opvejer dette og mere til".

Kærlighedens udstråling

"Den Guds kærlighed, som fylder mig, vil jeg på en håndgribelig måde give videre til andre, frem for alt mine nærmeste, ægtefælle, slægtninge, venner, vore naboer. Den eneste måde at gøre dette på er - udover forbønnen - at være venlig over for dem, at gøre dem tjenester på en måde som ikke virker påtaget, at acceptere dem som de er, at vise sin glæde og lykke. Kort sagt, forsøge at elske dem som Jesus elsker mig. Dette er for øvrigt ikke altid så let." Camille var elsket og afholdt af sine omgivelser. Især unge studenter kom i hendes hjem til diskussionsaftener om videnskab, filosofi og religion. "De unge kommer flere end nogensinde før. Nogle dage ligner mit hus et familiepensionat... Man må fremfor alt lytte til dem uden at vise tegn på utålmodighed, som om man ikke havde andet at lave... Hvis man tager dem alvorligt, tager de gerne mod råd, men man må behandle dem som voksne." Et godt råd til teenage-forældre!

Før sin dåb levede Camille i et jeg-Du forhold til Gud. Men efter dåben og den første hellige kommunion blev Kirken en meget konkret virkelighed for hende. Hun blev meget bevidst om at være et levende lem på Kristi legeme. Hun begejstredes over de muligheder, som de helliges fællesskab tilbyder, og det ansvar det indebærer at tilhøre dette fællesskab. "Jeg blev umiddelbart begejstret over den kendsgerning, at man kunne tjene, være stedfortræder og godtgøre for andre. Som helt ung kristen ofrede jeg alle de fortjenester, jeg kunne, for andre. Dette var i virkeligheden en sølle gave... Og hvad angår at godtgøre for andre forekommer det mig at være noget, som bliver mere og mere vigtigt i vore dage, til trods for, at man næppe taler om sådanne ting længere... Jeg forstod straks, at fordi jeg gennem dåben udgør en del af ét legeme, Kirken, så er det således, at hvis et af dets lemmer er sygt, så vedrører denne sygdom os alle - også mig - og vi bør alle forene os i at gøre bod, redde ... Den smerte og medlidenhed, som dette skaber i os, må fremkalde kald hos lægfolket, og især hos kvinderne, til at ofre og godtgøre for andre."

Også når det gjaldt ydre aktivitet i Kirken, i menighedens tjeneste, stillede Camille gerne op. Hun passede regnskaberne, hun var med i menighedsrådet. Camille hørte ikke til dem, som nedgravede sine talenter. "Hvorfor skulle jeg ikke stille op, når Gud har skabt mig med så megen praktisk sans?"