Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

I vinbjergene på skråningerne ned mod Rhindalen ved Rüdesheim - et godt stykke syd for Koblenz og Loreleiklippen - ligger et stort, smukt og alvorligt kloster, abbediet St. Hildegard. Det blev grund-lagt i 1165 af Hildegard af Bingen og fungerer den i dag i dag som kloster for 80 sortklædte benediktinernonner. At besøge dette sted er som at træde ind i en lys drøm om middelalderen: Syv gange om dagen kalder klokkerne til tidebøn. Om søndagen ringes med alle fire store klokker, der lyder ud over Rhindalen og svares af klokker fra otte andre kirker og klostre på begge sider af floden. Lister man ind i klosterkirken, mødes man af en usynlig sang af næsten overjordisk skønhed, der bekræfter middelalderens forestilling om, at når munke og nonner synger de hellige gregorianske sange til Guds ære, så åbnes himmelen, og mennesker og engle synger samme musik.

Pilgrimme i stadig større tal strømmer i disse år til Hildegards kloster, og den hastigt voksende interesse for hendes teologi, lægekunst og musik afspejles i den strøm af bøger, artikler, musikindspilninger og sundhedspræparater, som tilbydes især i Tyskland, men i stigende omfang også over resten af Europa.

Også for mig personligt betød mødet med Hildegard et afgørende vendepunkt, som bedst kan udtrykkes med følgende linier af Davids Salme 84.

Af længsel efter Herrens for gårde
vansmægted min sjæl
nu jubler mit hjerte og kød
for den levende Gud.

Jeg tror, at ethvert menneske inderst inde går med denne længsel efter Gud, selv om måske de færreste er klar over, hvad det er, de længes efter. Jeg tror, længselen kommer af, at vi er skabt i Guds billede: Vort legeme er "et tempel for Helligånden", et kirkerum, skabt til at være opfyldt af kærlighed til Gud, så han bliver den dybe sammenhæng i ens liv, i alt, hvad man tænker, gør og føler. Men hos de fleste mennesker i vort moderne, verdsliggjorte samfund er dette kirkerum blevet tomt, fordi man har vendt sig bort fra Gud og har gjort sig selv, sit JEG, til centrum i sit liv. Så er det, man prøver at fylde tomheden med travl geskæftighed, med underholdning og tidsfordriv. Men længselen bliver aldrig stillet, for templet, der er bygget for Gud, kan aldrig fyldes af os selv. Vor tørst kan ikke stilles, for vi har forladt "kilden med det levende vand" og bygget os selv "sprukne cisterner, der ikke kan holde vand", som Profeten Jeremias siger.

Den vågnende interesse for Hildegard af Bingen er et af de tegn, der kan tolkes som en erkendelse af, at vi må vende tilbage til kilden med det levende vand. Jeg tror ikke, det er en tilfældig modegrille, som skeptikere vil gøre det til. Jeg tror, det er konsekvensen af en århundredelang åndshistorisk udvikling: Verdsliggørelsen og menneskefrigørelsen, som var renæssancens og oplysningstidens kongstanker, betød, at middelalderens kristne enhedskultur brød sammen og begyndte at gå sin opløsning i møde. Dette sammenbrud er nu i det 20. århundrede ved at være fuldbyrdet:
"Gud er død", som Nietzsche sagde, og mennesket har udråbt sig selv til Gud.

Vi har nu i den vestlige civilisation vundet hele den fagre nye videnskabelige, tekniske og økonomiske verden, men vi har måttet betale med vores sjæl. Konsekvensen af verdsliggørelsens egoisme og materialisme ser vi med al ønskelig tydelighed i de økologiske katastrofer, i vor klodes fysiske og åndelige nød.
Det, som var grundlaget i den kristne enhedskultur, var, at Gud var den dybe sammenhæng i alting. Man havde endnu ikke adskilt tro og viden, helligt og verdsligt. Det var en helhedstænkning, som virkelig omfattede ALT: Livet i hele dets alsidighed - og døden, historien, naturen, politikken og familielivet, samfundet såvel som det enkelte menneske: Gud var i ALT.

Det er en sådan helhedstænkning eller holisme, vi i dag længes efter, og som mange nu forgæves søger i østlig spiritualitet, okkultisme og i alternative bevægelser af alle slags.
Det er også denne længsel, som drager stadig flere søgende mennesker mod den sammentænkning af det åndelige og det fysiske, som er karakteristisk for det, man - med inspiration fra den moderne naturvidenskab - bredt kalder "Det nye paradigme" eller "Det nye verdensbillede".

Det er netop helhed stænkningen, holismen, som forbinder det nye paradigme med middelalderens, og som derfor igen bringer middel-alderen ind i interessefeltet i en grad, som ikke er set siden romantikken i begyndelsen af 1800-tallet, og som får den italienske filosof og forfatter, Umberto Eco, til at tale om "Middelalderens genkomst".
Meget tyder derfor på, at vi i dag står over for et åndshistorisk skift af gennemgribende karakter, en ny erkendelse af, at alting er helligt, at alt er gennemtrængt af ånd - af det guddommelige i én levende organisme.
Det er en anelse om dette perspektiv, der drager folk mod det nye paradigme, og det er netop det, som også var kernepunktet i middelalderens tankegang.

Hos Hildegard af Bingen er denne sakrale helhedsopfattelse stærkere betonet end hos nogen anden. Opfattelsen af verden som en enhed af fysisk og åndeligt var fælles for hele middelalderen, men Hildegard er den eneste, hvis holistiske verdenssyn har fået den konsekvens, at hun har beskæftiget sig intenst med alle sider af tilværelsen: Teologi, filosofi, lægekunst, naturvidenskab, digtekunst, musik, politik og praktisk udadvendt virksomhed såsom byggeri, havebrug o.l. Endvidere er det enestående, at hun har efterladt så vældige mængder i skriftlig form: Mange tusinde sider, bl.a. i tre store teologiske visionsværker: Scivias ("Kend Guds veje", en dogmatik), Liber vitae meritorum ("Bogen om det fortjenstfulde liv", dvs. en etik) og Liber divinorum operum ("Bogen om Guds skaberværker", en kosmologi). Endvidere har hun skrevet en naturlære og farmakologi, Physica, og et stort værk om sundhedslære og klostermedicin: Causae et Curac, som ligger på Det Kgl. Bibliotek i København. Også en stor samling melodier har hun komponeret: Symphoniae harmoniae caelesticum. Endelig er der bevaret mere end 300 breve.