Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Af Grethe Livbjerg

Wilfrid Stinissen ocd

 

Wilfrid Stinissen blev født d. 10.1.1927 i den flamlandske del af Belgien. Allerede som 16-årig vidste han, hvad han ville med sit liv og indtrådte i 1943 i et karmeliterkloster. Adspurgt for nylig, om han i dag ville tilråde så tidlig indtræden, svarede han nej, men tiden var en anden dengang, og han var opvokset i et hjem, hvor daglig messe og bøn var naturligt integreret i familiens liv. Også to af hans søskende gik i kloster, en nu afdød bror som var karmelit, og en søster der er franciskanerinde på Færøerne.

Br. Wilfrid fortsatte sine studier ud over de tre års filosofi og fire års teologi, og efter at have doktoreret i filosofi var han en tid professor i dette fag. Karmeliterklostrene i Belgien havde en del udadrettet arbejde, men i 1960-erne besluttede ordenen, at der i hver provins skulle være et rent kontemplativt kloster. Belgiske karmeliternonner havde i 1950-erne grundlagt et kloster i Glumslöv, Sverige, og det var søstrenes store ønske at få karmelitisk vejledning, så det var nærliggende for de belgiske brødre at søge et egnet sted i nærheden. I 1967 købte ordenen et forfaldent husmandssted i Norraby på den skånske slette. Dér flyttede br. Wilfrid ind sammen med tre medbrødre. I 1973 udvidedes med nabohuset, en gammel skole, som blev ombygget til retrætehuset Karmelgården. I samtalerummet dér har br. Wilfrid tilbragt utallige timer med at give åndelig vejledning.

Br. Wilfrid var med hele sin person præst. Han blev præsteviet på festdagen for den hellige præst Jean-Maria Vianney, kendt som sognepræsten af Ars, og på mindekortet for sin præstevielse lod han trykke dennes ord: ”Hur stort det är att vara præst! Om han fattade det, skulle han dö”.

I de år spirede en retrætebevægelse frem i Sverige med det inspirerende centrum i Berget, Rättvik. Br. Wilfrid var en af pionererne, og i nogle år gik turen ofte til Rättvik for at lede kursus/ - retræte dér. I begyndelsen var det i samarbejde med Hans Hof, professor i religionsfilosofi. De to udgav sammen en bog ”Meditation og Mystik”, men inden den udkom, skiltes deres veje. Br. Wilfrid kunne ikke følge Hof, der var præget af zenbuddhisme. Men den nære forbindelse til Berget beholdt han.

Br. Wilfrid betydning for økumenien i Norden er uvurderlig, og det var en særlig glæde for ham, da han i en jubilæumsmesse i Rättvik, efter tilladelse af sin medbroder biskop Anders Arborelius, kunne indbyde alle til at modtage kommunionen.

Deltagerne i hans retræter bad ham om at udgive retræteforedragene i bogform. Det var svært at tro ham, når han kunne sige, at det faldt ham vanskeligt at skrive og at han i grunden slet ikke havde lyst til det, for hans bøger er udkommet i en stadig strøm. Først på et frikirkeligt forlag, siden på flere svenske forlag, og de er oversat til mange sprog. De læses i alle kirkesamfund og af ikke-kristne. Den mest solgte og nok mest elskede er ”I dag er Guds dag”, som for nylig er udkommet på dansk i nyt oplag. Hans styrke har altid været, at han kunne udtrykke dybe tanker i et enkelt og let sprog. Jeg mødte en journalist, som op af lommen trak et slidt eksemplar af ”Natten er mit lys”, som er br. Wilfrids fortolkning til nutidigt sprog af Johannes af Korsets ikke altid så lette tanker. Den bog havde reddet ham ud af en depression.

I sine sidste år elskede br.Wilfrid at citere Leonard Cohens berømte sætning: "There's a crack in everything, that's where the light gets in.” Der findes en revne, et åbent sår, i mennesket, og det er dér lyset - Gud - kommer ind.

I en samtale med sin gode ven, pinsepræsten Peter Halldorf, fremhævede han det, som kan blive hans vigtigste eftermæle: "Jeg har en idé, jeg ved ikke om man vover at skrive det ... Vi lever i svære og forvirrede tider. De fleste mennesker er trætte og slidte, de lider af komplekser og neuroser. I sådan en tid lader Gud en ny hellighedstype træde frem. En der ikke består i det den katolske Kirke gør, når man saligkårer - man undersøger da om kandidaten har levet dyderne på en heroisk måde - men en hellighed, der består i en accept af egen svaghed. Det er i mine fiaskoer jeg mest af alt kan møde Gud. Når jeg stiller mig midt i min svaghed og råber til Gud om barmhjertighed, så kommer jeg Gud nær.
Jeg tror at Gud i denne kaotiske tid er tilbøjelig til at dispensere fra det gamle hellighedsideal. Jeg ville næsten sige at det nu er tid til helgener på dispensation. At Gud lader sin barmhjertighed strømme rigeligere over os end tidligere. Gud tager os elendige mennesker, hvor vi er. Han arbejder med det forhåndenværende materiale. Han har ikke ændret plan med os mennesker, Han ønsker også nu i vore dage, at vi bliver hellige. Måske er det vor tids særlige nådegave at få en dybere forståelse af hellighedens væsen: At hellighed ikke består i at være fejlfri, men i en grænseløs tillid til Gud”.

Til minde om broder Wilfrid, som har betydet så meget for utallige mennesker, vil vi her bringe en række artikler af ham.

 

 

 

Wilfrid Stinissen ocd

 

Wilfrid Stinissen ocd
Af Grethe Livbjerg

 
 
Af Wilfrid Stinissen:

Menneske hvem er du

 

Tørsten som tegn

 

Lectio divina 

 

Eukaristien

 

De kristnas enhet

 

 

 

I dag er Guds dag

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk