Åndeligt Bibliotek
Her vil løbende blive lagt artikler fra tidligere numre af Levende Vand som et bidrag til dit åndelige bibliotek.
Troen alene - skellet mellem troende og vantro - omvendelsen, der bragte en på den rigtige side af skellet.
Hvordan kunne man vide, at man troede nok? Når Gud var væk, når følelserne var totalt udtørrede, hvad så? Troede man så ikke?
Dagmar Norell - en moderne mystiker
Svensk psykiater, kunstner og – må man sige, en moderne mystiker. Med sin store åbenhed om de svære psykiske kriser hun gik igennem kan hun være en opmuntring for dem som synes at mørket er uigennemskueligt og vejløst.
Enhver bøn må være en hjertets bøn, for uden at hjertet er med, er bønnen bare ord, altså ikke bøn.
Al ægte bøn er et hjerte-til-hjerte-forhold. Et hjerte-til-hjerte-forhold mellem Gud og mennesket.
Vidnesbyrd fra nordiske mystikere. For hungrende kristne er de værd at lytte til, fordybe sig i.
Ét er nemlig at se lyset og så at leve med det, lade sig gennemlyse, forvandle.
Synden findes stadig, ganske vist under andre navne som f.eks. svigt, overgreb og chikane, og medierne er fulde af den. Men nåden, tilgivelsen, den nye begyndelse, hvor er den? Den hører man sjældent om.
Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig.
”Hvis korsets tilstedeværelse er et afgørende tegn på klassisk kristen åndelighed, er kroppens nærvær et andet”.
Det evige liv begynder her og nu. Eller som det hedder i den katolske begravelsesmesse: ”For dine troende, Herre, forandres livet, det fratages dem ikke”
Vi kan let standse op ved os selv, stirre os blinde på, hvordan Gud leder mig, men det er vigtigt at vi ikke går enegang, men som lemmer på Legemet, Kirken, er følsomme for, hvordan Ånden leder Kirken, og lader os drive med i den strøm, som gennem Kirken vil give verden liv. Det kræver at vi tyder tidens tegn.
Man kan ikke tale om én åndelig praksis. Den kristne tradition har en stor buket af praktikker i uendelig mange farver, der viser vejen ind i et inderligt Gudsforhold. Som blomsterne kan deles op i familier, der er kendetegnet med fællestræk, sådan er der også i århundredernes løb dannet åndelige familier, der følger samme åndelige vej - men enhver på sin måde.
Uden indslag af mystik bliver kristendommen bare en filosofisk teori.
At teologi og mystik hørte sammen var en selvfølge i kirkens første århundreder. Efter en lang periode i vestlig kristendom, hvor teologien har isoleret sig fra mystikken, oplever vi nu, at mystikken er ved at komme ind i varmen.
Hvor Maria er fraværende, forsvinder ømheden. Og troen på jomfrufødsel og dermed sand tro på inkarnationen siver lige så stille væk. Den kristne tro smuldrer.
Lykke er Guds vilje for os.
Det er en udbredt misforståelse, at lidelse og lykke er uforenelige. Lidelse og nydelse er derimod hinandens modsætninger, og vort samfund er nok tilbøjelige til at sætte lykke lig med nydelse.
Man må skelne mellem Åbenbaringen, hvor Gud har sagt alt, og åbenbaringer, der aldrig kan lægge noget til troens fundament i Åbenbaringen, men som aktualiserer troens evige budskab her og nu.
I vor tid er det som om Gud af og til taler med store bogstaver.
Vi kommer til eukaristien som enkeltindivider, og vi bliver i den til ét legeme. ”Ifølge Skriften bliver vi ét legeme, lemmer af hans kød og knogler af hans knogler. Det, der sker, når han giver os føde, er at han blander sig med os, som gæren i dejen, for at vi skal blive én virkelighed, som ét legeme, forbundet med dets hoved” (Johannes Chrysostomus (344-407).
Askese? Noget med ørkenfædre og -mødre der levede i klippehuler, kun spiste sparsomt én gang om dagen, sov mindst muligt og ellers flettede kurve. Hvad kan sådan askese sige os?
”Uden askese kan man ikke blive frelst,” udtalte den katolske forfatter og medlem af det svenske akademi Gunnell Vallquist. Prøv at lade de ord klinge lidt.
I en tid med voksende religiøs søgen er fristelsen stor til at præsentere de åndeligt hungrende for hurtigt virkende metoder eller såkaldte “moderne” former for bøn. Det er vigtigt at huske, at f.eks. Centrerende Bøn er født ud af en tradition, der havde Lectio Divina som selvfølgelig baggrund – og løsrevet fra denne, reduceres den let til en metode, især da mange af vor tids søgende i bedste fald har et ret perifert forhold til Bibelen. Uden en voksende fortrolighed med Guds ord kan man ikke tale om kristen bøn.
“Det er ikke os, der skal tolke Bibelen, men den der skal tolke os.”
Længslen er vores dyrebareste skat. Derfor er det livsnødvendigt at værne vores længsel og rette den mod de rene kilder. Længslen er den kristne mystiks inderste kerne. Det gør ondt at længes, men det er længslen, som fører os videre.
Når livet bliver stressende, og det kristne liv en ørkenvandring, opstår behovet for åndelige oaser, steder hvor sindet kan komme til ro og sjælen få næring.
Det er ikke let at være menneske – vi kan ikke leve uden at såre andre og ramle ind i konflikter - kun Helligånden kan nå ned til de dybe sår, som konflikter har skabt og helbrede dér.
Man kan ikke leve et åndeligt liv uden at læse.
Og i dag mindre end nogensinde. Vi bliver bombarderet med indtryk, som føre os til overfladen. Vi må kæmpe imod for at leve ud fra dybden. God læsning er vores redskab.
Sankt Augustin sagde: ”Den som beder godt, lever godt; den som lever godt, dør godt; og for den som dør godt, er alting godt”.
Hvis det virkelig går op for os, hvilke skatte der ligger gemt til os i bønnen, vil vi gøre det til vort livs vigtigste mål at vokse i bøn.
Teresa af Avila sagde at vi må have en beslutsom beslutsomhed om aldrig at opgive bønnen.
Lige fra apostlenes tid har bøn om helbredelse og tro på, at Gud både kan og vil helbrede, haft sin naturlige plads i kirkens liv.
At leve enkelt! En drøm om at forlade det komplicerede liv og finde lykken i et liv ud i naturen - ganske enkelt! Men så få kan realisere det. Og: følger nissen ikke bare med? Er det ikke inde i os selv, at vi er komplicerede?
Jesus bad om at vi - Hans disciple til alle tider – må være ét, som Han selv er ét med Faderen. Hvilken enhed! Ikke bare en komme-sammen-enhed, men en dyb værens-enhed. Det var med denne bøn i sit hjerte, at Jesus gik i døden.
Den 30.november 2013 døde karmelitermunken Wilfrid Stinissen i det kloster i Skåne, hvor han have levet i næsten 50 år. Gennem sine mange bøger, der er oversat til en række sprog, har han inspireret og ledet utallige mennesker. Og i klostrets lille samtaleværelse har han tilbragt tusinder af timer med at vejlede mennesker på bønnens vej.
Det stof, vi lægger ud her, vil bestå af artikler og sentenser af br. Wilfrid.
”Det er populært med spiritualitet, med stadig færre går i kirke”. Med denne efterhånden slidte og dog stadig udfordrende påstand vil vi belyse hvordan Åndens liv kan komme til udtryk i vores dagligdag.
Levende Vand | info@levendevand.dk