Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Lisbeth Arbøl

Døden - at fødes igen

Jeg oplever i mit arbejde blandt døende, at alle mennesker er skabt i en relation til Gud

 

Dette er ikke en nyreligiøs artikel om genfødsel. Det er en artikel om liv og erfaringer på et hospice, en artikel om at smerter og lidelser kan føre til nyt liv både i livet og i dødsøjeblikket.

Igennem livet må vi ofte "øve os i at dø", f.eks. gennem kriser, og når vi erkender, at vi trods alt ikke kan klare alting selv. Vi fejler, kommer til kort og synder mod os selv og andre, vi må erkende det, give slip på det, angre det, dø væk fra det med Guds hjælp, for at opstå og leve igen ved og med Guds hjælp.

Og Gud har lovet altid at elske os og være med os i disse situationer i livet og i døden: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø" (Joh 11,25-26). Døden er ikke en straf, men en overgang til livet, hvor vi genvinder vor sande identitet.

"At finde Gud i alt" er temaet for dette nummer af Levende Vand. Min oplevelse er, at Gud er lidende og døende mennesker utroligt nær. I alt i livet er Gud os nær. Og Gud finder os i alt. Og når mennesker lider fysisk, psykisk og åndeligt og er døende intensiveres hans nærhed, og Han taler til sin skabning på mange unikke niveauer og gennembryder gængse forestillinger om sprog og tid.

Det var en stor glæde og hjælp for mig, da jeg netop var startet på hospice for seks år siden at være på en weekendretræte, hvor p. Wilfried Stinissen underviste ud fra sin kommende bog "Jag dör inte, jag träder in i livet". Senere tog jeg til Norraby på retræte og fik yderligere vejledning og styrke til mit arbejde på hospice.


Aktiv dødshjælp - et enormt svigt

Jeg har arbejdet som sygeplejerske i 18 år og alle årene med netop de befolkningsgrupper, som oftest bliver nævnt, når aktiv dødshjælp debatteres både nationalt og internationalt. Ved aktiv dødshjælp berøver man ikke alene et andet menneske livet rent fysisk, men også og ikke mindre væsentligt berøver man dette menneske muligheden for udvikling og liv oplevet igennem en gennemlevet, og selvfølgelig menneskeligt støttet, lidelse, smerte eller krise. Og de pårørende, som ellers ville have fået lov til at deltage i og opleve denne, bestemt ikke nemme proces, snydes for en oplevelse for livet. Ved med aktiv dødshjælp at give op over for smerter og lidelser, begår man faktisk tredobbelt drab. Drab på selve det fysiske liv, drab på de livsmuligheder og vækstmuligheder, den døende kunne have fået, og drab på de pårørendes livsmuligheder og erkendelser gennem processen. Aktiv dødshjælp er for mig også et enormt svigt over for mennesker, som står ansigt til ansigt med deres livs sværeste kriser. At sige til dem, at man vil følge et ønske om aktiv dødshjælp, må i virkeligheden inderst inde føles som et enormt svigt og efterladelse i enorm ensomhed. Det er en måde at bekræfte dem i, at situationen er uværdig og måske besværlig. De trænger langt mere til, at vi som professionelle og medmennesker bliver hos dem, uanset hvad og hvor længe. Efter de mange års virke blandt de såkaldt svageste patienter, som nogle tillader sig at påstå har et uværdigt liv, vil jeg stille et kæmpe spørgsmålstegn ved disse to ord: svag og uværdig! Det er i virkeligheden det værste vrøvl og et tegn på, hvor lidt vi såkaldt stærke mennesker, som sætter vores autonomi og selvbestemmelse så højt, forstår. Måske gennemlever de døende i virkeligheden deres livs stærkeste og mest værdige faser. Jeg føler ikke kun, at jeg arbejder med døende, men sammen med dem i "livets skole". Og ofte må jeg i betagelse og tak til Gud næsten tage skoene af, fordi jeg føler, jeg er på "hellig grund". Jeg opfatter mennesket som en person skabt i Guds billede og som en integreret helhed af krop, psyke og ånd. Når jeg i min pleje skal være opmærksom på dette, tænker jeg ikke på livet som en lineær proces, men snarere som en cirkulær proces fra undfangelse til herlighed i Guds rige. For først her er vi, hvad vi virkelig er skabt til at være og kan leve i fuldstændig harmoni med Gud. Så jeg kan næsten sige, at jeg også arbejder på en slags "fødegang". Som Therese af Lisieux siger det "Jeg dør ikke, jeg træder ind i livet." Og pudsigt nok har der i nogle år efter kamillianerpræsterne, som jo var en orden, der passede syge og døende og var uddannede både præster og sygeplejersker, forlod Aalborg og KamillianerGaarden været barselsgang på KamillianerGaarden.


Åndens behov træder frem

Nu skal denne artikel ikke lyde, som om livet er ligegyldigt, og vi bare skal vente på døden og forherligelsen. Nej, Jesus har lovet os liv, og liv i overflod, fordi Han er med os altid, og alt hans Fars og Hans er vort. Vi er virkelig blevet bedt om at leve livet fuldt ud, og netop et ægte og sandt Liv, i bevidsthed om at vi er skabte, bærer Guds billede og tanker og ønsker for os i os, og om hvor vi til sidst bevæger os hen.

Hvis denne bevidsthed om både skabelse og død, hvor vi kommer fra og går hen, integreres dybt i os, så bliver det liv vi lever netop mere kostbart og dyrebart virkelig at leve. Så er hvert sekund en kostbar og dyrebar gave. Og det bliver vigtigt, hvordan vi bruger vores krop og evner. Livet bliver allerede nu helligt.

Hvordan oplever jeg så dette? Og hvordan kan jeg påstå, at mennesker i denne livsfase præget af svaghed og smerte både fysisk, psykisk og åndeligt måske netop er i deres livs stærkeste og værdigste øjeblikke?

Jeg oplever virkelig i mit arbejde blandt døende, at alle mennesker er skabt i en relation til Gud. Jeg kan faktisk sige, at jeg ikke har mødt en eneste patient, der ikke havde et åndeligt behov. Det er bare meget forskelligt, hvilke erfaringer og hvilket sprog mennesker har for dette. Jeg har mødt enkelte, som sagde, at de var ateister, og efter et nærmere møde med dem vil jeg kalde dem "troende ateister", for det, de sagde de ikke troede på, var også et vrangbillede, en fordrejning af Gud, et "forkert gudsbillede".

Disse "forkerte gudsbilleder" har ofte dybe psykologiske rødder, og det kræver stor nænsomhed og accept at være med til at løsne op for dette, så patienten vover at tænke på Gud som en kærlig Far. Disse patienter vil egentlig også gerne tale om Gud, ofte "sådan lidt ad bagvejen".

En meget angst patient, jeg sad hos, og som holdt min hånd hårdt fast i sin angst i mere end to timer, og som ikke ønskede at tale direkte om åndelige ting, spurgte mig til sidst, efter at vi ikke havde vekslet ret mange ord i de timer: "Beder du?" Det måtte jeg svare bekræftende til. Det er den måde, jeg selv kan være til stede i et sådant angstfyldt rum. "Tak!"

På en fin og sart måde, kan man næsten føle, at to menneskers ånd kan kommunikere. Jeg overskrider ikke denne patients grænser for, hvad han vil tale om. De følelser, som angst og andet, som jeg fornemmer i mødet med ham, kan jeg omsætte i bøn, hvilket han kan mærke. Når menneskets krop begynder at give op, og legeme og psyke er træt og måske næsten bevidstløse, så er det, som om åndens behov træder stærkere frem. Så kan patient, pårørende og sygeplejerske bedre "høre" og "se" ånden i denne situation. De pårørende og/eller sygeplejersken kan så at sige bede sammen for og med patientens ånd i Jesu navn. Jeg tror og jeg synes jeg har erfaret, at Kristus genopvækker den ånd og de åndelige behov, Gud selv har nedlagt ved skabelsen i ethvert menneske. Og på denne måde hvisker Gud selv, ja nærmest lokker os til virkelig at blive os selv helt igen, ved at sige "ja" til at give slip og genfinde os selv hos Gud igen. Det er som et lille barn, der genkender sin fars stemme og hånd og bliver tryg ved det.


Det guddommelige kys

I "The Restless Heart" skriver Rolheiser i kapitel 3 (frit oversat): "Før fødslen er enhver sjæl blevet kysset af Gud, og sjælen går sin vej gennem livet med denne erindring og måler alt den oplever i livet i forhold til denne oprindelige sødme. At være i forbindelse med sit hjerte er at være i forbindelse med dette oprindelige dyrebare guddommelige kys." Jeg fornemmer, at det døende menneskes erindring om dette" oprindelige guddommelige kys'' begynder at vågne. Og Gud kender virkelig hver og en af sine skabninger, for han ved lige præcis, hvilket behov det enkelte menneske mest har.

På dette tidspunkt kan mange patienter virke dybt bevidstløse, men bevidsthedsniveauet er bare anderledes, og hørelse og følesans er ofte intenst skærpet. Jeg har oplevet mere end en patient, som omgivelserne troede var dybt bevidstløs, som pludselig begyndte at bede med på Fadervor.

En patient, som jeg sad hos, og som var dybt bevidsthedsændret (jeg foretrækker dette ord frem for bevidstløs) og urolig kiggede pludselig intenst ned for fodenden af sin seng, og sagde, at der stod nogen. Jeg overvejede, om patienten var hallucineret og bange og måske havde behov for medicin. Da jeg ingen så, spurgte jeg forsigtigt, om det var noget, som gjorde hende bange, eller nogen hun kendte. Nogle patienter oplever nemlig i denne del af dødsfasen, at livet ligesom passerer forbi, og at afdøde slægtninge dukker meget virkeligt op i deres bevidsthed. Hun svarede med et smil, at hun bestemt ikke var bange, og at det var dejligt,... det var den gode hyrde, der stod for fodenden af hendes seng. Og jeg lod medicinen blive i skabet og holdt mund!


På hellig grund

Vi er tilbøjelige til at opfatte døden som total afslutning på al kommunikation, men den er snarere begyndelse på total kommunikation med Gud.

Det er blot noget af dette, jeg mener med, at disse såkaldt svage patienter oplever de måske stærkeste og værdigste øjeblikke og perioder af deres liv. De begynder virkelig at blive set og se sig selv som de er, Guds elskede skabninger. Og det er så vigtigt, at vi bliver hos dem i disse dage, timer, øjeblikke ... at de oplever vores nærhed og accept.

Vi kan ikke altid gøre så meget, selv om vi er dygtige og kan lindre meget med medicin, men vi kan være til stede ... og blive der. At møde et accepterende og kærligt blik og en hånd, der ikke slipper midt i en kamp, på hvilket niveau den end udspilles, kan hjælpe den døende til at føle sig accepteret og elsket, ikke svag og uværdig, og dermed turde give slip.

Som tilskuere spiller vi højst en formidlende rolle, men en vigtig rolle, som vi ikke må svigte ... og i dette smukke grænseland mellem liv og død, må man ofte "tage sine sko af" og takke Gud, for vi står på hellig grund.


Døden er en fødsel

Kunsten at dø kræver, at vi øver os i at kunne slippe taget i os selv. Intet nyt kan ske, hvis man ikke er rede til også at slippe det gamle. Hele livet består i at tage imod og give slip.

I Johannesevangeliet læser vi om, at Maria Magdalena går grædende rundt ved graven og ikke kan finde Jesus. Hun tror, hun møder havemanden, men da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham! Jesus siger også til hende, at hun ikke må røre ved ham (Joh 20,11-18). Maria Magdalena må midt i sine tårer indse, at hun må slippe den Jesus, hun kender. Han er den eneste, som nogensinde har forstået og gennemskuet hele hendes virkelighed, og han har helbredt hende. For at lære den opstandne Jesus og hans ånd at kende, må hun slippe ham. Sådan siger Jesus også kærligt vores og de døendes navn. Vi genkender Jesus. Og vi indser, at vi må give slip på det velkendte for at møde den opstandne Jesus og det sande liv.

I "Against an infinite Horizon" skriver p. R. Rolheiser OMl i kap. 6 "Death, a second birth" (frit oversat): "Der er en fødsel i døden, en død i fødslen. Man modtager ved at give, og man giver ved at modtage. Mennesket frygter livet efter døden ligesom en baby frygter livet efter fødslen. I døden vågner et minde i vor sjæls og krops dybe lag om et enormt skub, en enorm kraftanstrengelse mange år tidligere. Ligesom for mange år siden lover en strålende lyspassage os en ny verden. Igen vil vi ikke have meget at skulle have sagt om vor fødsel. Vi må stole på, at det er bedst for os at blive født. Døden er set med troens øjne ikke bare som en fødsel - døden er en fødsel.


Lisbeth Arbøl er sygeplejerske på KamillianerGaardens Hospice i Ålborg

 

 

Litteratur

Wilfried Stinissen: "Jag dor inte,jag trader in i livet" (Libris, 2001)

 

John Clarke, O.C.D.: "St. Therese of Lisieux , her last conversations" (ICS Publications, Washington, D.C., 1977)

 

Ronald Rolheiser: "Forgotten among the Lilies" ("Mary Magdalena ‚s Easter Pray­ er" s. 176) ( Rodder & Stoughton, 1990. Har været udsolgt, men vist netop genoptrykt. Se www.pensum.dk)

 

Ronald Rolheiser: "Against an infiniteHorizon" ( Hodder & Stoughton, 1999)

 

Ronald Rolheiser: ‚'The Restless Heart" (Hodder & Stoughton, 2003)

 

Peter Damgaard Hansen: "lntegrative cow1selling" (håndbog udarbejdet 2001, se www.peter-damgaard-hansen.dk)

 

Sireila Cassidy: "Sharing the Darkness - The Spirituality of Caring" (Daton, Longman and Todd , 1991)

 

Den Katolske Kirkes Katekismus (St. Olav Forlag 1994). Afsnittet om det femte bud - "Du skal ikke slå ihjel", artiklerne 2276, 2277, 2278 og 2279)

 

Lucia Piccarreta (1937): "The mercy of God at the moment of death"

 

John Paul IT: "Thc theology of the body" (Pauline Books & Media, Boston, 1997)

 

KamillianerGaardens Hospice hjemmeside: www.hosp1ce-aalborg.dk har en omfattende litteraturliste.

 


(Levende Vand nr. 3 2005)

 

At finde gud i alt

 

Sådan er min ven
Fra et gammelt håndskrift

 

Den splittede spiritualitet
Af Gerard W. Hughes

 

Døden - at fødes igen
Af Lisbeth Arbøl

 

På trods af det moderne
Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Vidner

Tillid til Guds nærvær:
Broder Laurentius
Af mag.art. Kirsten Krog

 

Guds ord er en uudtømmelig kilde til livet
Af Efraim Syreren

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk