Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

mag.art. Kirsten Krog

Tillid til Guds nærvær: Broder Laurentius

 

Nicolas Herman blev født i Lothringen i 1614. Hans forældre var fromme katolikker, og han lærte allerede i barndommen at frygte Gud, som abbé Joseph de Beaufort udtrykker det i sin lovtale om ham.

Han voksede op under tredveårskrigen og blev soldat som ganske ung. Men efter som ca. 20-årig at være blevet såret i krigen af svenskerne, forsøger han sig først en kort overgang som eremit, hvorefter han i år 1640 træder ind som lægbror i et karmeliterkloster i Paris og får navnet broder Laurentius af Opstandelsen. Her bliver hans hovedopgave at arbejde i klosterets køkken. Men trods den ofte travle hverdag som lægbror, lærer broder Laurentius sig at leve i Guds nærvær i alt, hvad der møder ham.

Abbé de Beaufort, der har refereret nogle samtaler med broder Laurentius, siger om dette: "Han sagde, at han var nået dertil, hvor han ikke tænkte på andet end på Gud. [... ] han var meget dybere forenet med Gud i sine daglige gøremål, end når han skulle trække sig tilbage til de åndelige øvelser".

I sine samtaler og breve vender broder Laurentius gang på gang tilbage til at tale om Guds nærvær, om hvordan man kan møde Gud i alt, og hvordan vi må gøre alt af kærlighed til ham.

Broder Laurentius dør den 12. februar 1691 og allerede året efter udgiver abbé de Beaufort broder Laurentius' efterladte skrifter.

 

Uddrag af brevene

"Hvad jeg kan fortælle, er følgende. Efter at jeg i flere bøger havde set forskellige anvisninger på, hvorledes man kunne gå til Gud, og hvorledes det åndelige liv kunne leves, tænkte jeg, at dette gjorde snarere sagen vanskeligere for mig i stedet for at hjælpe mig til det, som jeg ønskede, nemlig at leve helt for Gud. Jeg besluttede derfor at give alt for alt. Så overgav jeg mig helt og holdent til Gud, og af kærlighed til ham gav jeg afkald på alt, hvad der ikke var fra ham, og jeg begyndte at leve, som om der ikke var andre end ham og mig i verden."

*

"Gud har uendelige store skatte, som han vil give os, men vi er tilfreds med en lille sentimental fromhedsfølelse, som er ovre på et øjeblik. I vor blindhed hindrer vi Guds nådes fylde i at tilflyde os. Men når Herren finder en sjæl med levende tro, så udøser han sin nåde i overstrømmende mål over den. Lad os gå ind i vort indre og bryde hul på dæmningen! Lad os benytte nådens dag!"

*

"Hvordan kan nogen, som vil tjene Herren, være tilfreds med noget andet end at vandre i Guds nærvær? Jeg søger altid at være ene med ham i min sjæls dyb; og når jeg er således med ham, frygter jeg ikke for noget ondt; men den mindste afvigelse fra ham er uudholdelig for mig."

*

Man behøver ikke altid at være i kirke for at være hos Gud. Vort hjerte kan være et lønkammer, som vi trækker os tilbage til for at nyde samfundet med ham. Alle har lejlighed til således at vende sig til Gud, nogle mere, andre mindre; men det ved han besked med. Lad os blot begynde! Måske venter han blot på, at vi skal tage en fast beslutning. Vi har kun så kort tid at leve i. Lad os leve og dø for Herren! Lidelsen har mistet sin bitterhed, når vi er med ham. Men uden ham bliver de største nydelser fulde af angst og gru."

*

"Forleden talte jeg med en from mand, som sagde, at det åndelige liv var et liv af nåde, som ofte begynder med trældomsfrygt; derefter vokser det med håbet om evigt liv; og det fuldendes ved ren kærlighed. Og hver af disse tilstande har igen forskellige trin, ad hvilke man til sidst når fuldendelsen. Disse metoder har jeg ikke fulgt. Tværtimod, de gjorde mig modløs, så at jeg besluttede hellere straks at overgive mig helt og holdent til Gud, og af kærlighed til ham at give afkald på alt."

*

"Min eneste bestræbelse går ud på at forblive i Guds hellige nærvær."

*

"Fællesskabet med Gud er så sødt som barnets følelser, når det hviler hos sin mor. Hvis jeg vovede at bruge den betegnelse, ville jeg derfor gerne kalde tilstand for Guds bryst på grund af den uendelige liflighed jeg smager og erfarer dér."

*

”Den sjæl. som på denne måde nyder samfundet med Gud, har ikke noget andet begær end ham alene."

*

Hvor lykkelige vi kan være, om vi kan finde den skat, som evangeliet taler til os om! Alt andet er intet ved siden deraf. Og hvor uendeligt stort det er! Jo mere man søger og gransker deri, desto større rigdomme finder man.

Lad os derfor hige og søge og ikke opgive, før vi har fundet!"

*

”Sæt alt ind på at bevare sindet i Guds nærvær."

*

"Kærlighed dulmer smerten; når man elsker Gud, lider man gerne ham. med

*

”Ja,det er Paradis at være med ham. Så lad os vænne os til at leve uafbrudt i dette fortrolige samfund med ham!"

*

”Lad al vor stræben gå ud på at kende Gud! Jo mere man kender ham, desto mere ønsker man at kende ham, og jo større kendskab vi har til ham, desto dybere bliver vor kærlighed til ham. Da vil vi elske ham lige så højt i sorg som i glæde. Men lad os ikke nøjes med at søge Gud eller elske ham, fordi han har ladet så store nådesbevisninger blive os til del. Thi disse kan ikke, selvom de er nok så store, binde os så nær til Gud, som troen kan på et øjeblik. Lad os derfor søge ham stadig i tro!"

 

 

Kilder

Broder Laurentius: ”En vandring med Gud", Kirkeklokkens Forlag, København 1974.

Broder Lorens: "Att leva i Guds närvaro", Karmeliterna. Tågarp, Glumslov 1983.

 

(Levende Vand nr. 3 2005)

 

At finde gud i alt

 

Sådan er min ven
Fra et gammelt håndskrift

 

Den splittede spiritualitet
Af Gerard W. Hughes

 

Døden - at fødes igen
Af Lisbeth Arbøl

 

På trods af det moderne
Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Vidner

Tillid til Guds nærvær:
Broder Laurentius
Af mag.art. Kirsten Krog

 

Guds ord er en uudtømmelig kilde til livet
Af Efraim Syreren

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk