Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jan Ulrik Dyrkjøb

 På trods ad det moderne

Om ondskabens magt, der truer os, og den magt, der alene kan befri os

 

Kristendommen er i krise i vores del af verden. Det gælder troens indhold. Det gælder dens udtryksformer. Det gælder troens fællesskab. Der bliver sat spørgsmålstegn ved kirkens bekendelse. Vi hører udlægninger af kristendommen som vi har svært ved at genkende. Vi er også usikre på hvad det vil sige at leve som et kristent menneske. De fleste mennesker har en begrænset kristen praksis. Eller de har slet ingen.

Vi bliver løbende tvunget ud i en omfattende besindelse. Vi må spørge os selv og hinanden: Hvor bevæger vi os hen? Hvad trænger til forandring? Hvad kan vi indoptage af nyt uden at miste det væsentlige? Vi søger balancen mellem forandring og blivende identitet.

Og så det der er det allermest afgørende: Hvordan får vi overhovedet fast grund under fødderne? Er der noget sandt og virkeligt som kan holde gennem alle forandringer og bære os gennem selv den værste krise? Er der noget sandt og virkeligt som vi for enhver pris må fastholde, eller som vi måske ligefrem skal genopdage?

 

Den fortabte sjæl og den enfoldige præst

I en krisetid hvor store forandringer er på dagsordenen, er det altid oplysende at vende tilbage til tidligere krisetider og hente inspiration, for det er som sagt i krisetider man skal lære sandheden at kende.

I virkelige krisetider styrter selv de mest fasttømrede tankebygninger i grus, og selv det der har været allermest selvfølgeligt, bliver tvivlsomt eller ligefrem ugyldigt, og så kan der ske det, at tilværelsens klippegrund kommer til syne. De store understrømme i tilværelsen og i verdens liv kan komme op til overfladen. Det fundamentale i tilværelsen kan ses og erkendes på ny og i et nyt lys. Og den erkendelse kan blive til inspiration i lange tider efter.

En sådan virkelig krisetid var tiden omkring og navnlig lige efter Første Verdenskrig. Den gamle verden med fremskridtstro og klassisk dannelse og borgerlige normer og idealer var brudt sammen, og filosoffer og teologer, intellektuelle, digtere og kunstnere og sikkert også mange andre mennesker måtte forfra stille de store spørgsmål om mennesket, om tilværelsen, om samfundet og om altings mening og mål.

Det er utroligt hvad der i netop de år blev frembragt af hovedværker i moderne europæisk kunst og digtning og tænkning. Et af dem var den store franske forfatter Georges Bernanos' debutroman Sous le soleil de Satan ("Under Satans Sol" (1926, dansk oversættelse 1946).

Romanen foregår på landet i det nordlige Frankrig. Landskabet er regntungt. Det er en mørk verden vi bevæger os i. Romanen skildrer en ung pige, Mouchette, der bliver grebet af kræfter der ubønhørligt styrer hende mod ødelæggelse og død. Hun forfører en lokal herremand og bliver gravid. Under et besøg hos ham kommer det til et opgør. Mouchette skyder sin elsker ned med hans eget jagtgevær og flygter fra hans hus. Drabet bliver af politiet udlagt som selvmord, og Mouchette går fri. Men da hun føder sit barn, er det dødfødt.

Modpolen til dette menneske der styres af sataniske kræfter, er den enfoldige præst Donissan. Han bliver den der må kæmpe mod Satan selv for at Mouchettes sjæl kan blive frelst. Hun har søgt friheden fra moralske bindinger, men mere eller mindre bevidst har hun også søgt skammen. Dybt i hende har der været en længsel. Hvis skammen blev tilstrækkelig stor, ville hun måske til sidst finde sig selv. Ved fornedrelsens yderste grænse, ville der måske åbenbare sig noget sandt i hende.

Men til sidst dør selv denne skjulte længsel i Mouchette. Hun bliver grebet af en fortvivlelse der er så dyb at der ikke er nogen vej tilbage, og da det sker, tager den Onde bolig i hende. Han kommer til hende, og hans gave er en tavs, ensom og iskold fred. Da forstår hun at tiden er inde til at tage sit eget liv, og hun skærer halsen over på sig selv. Donissan når dog frem i sidste øjeblik. Mouchette skrifter for ham og beder om at blive bragt til Guds hus. Gud har i sidste øjeblik reddet hende ud af sin store modstanders greb.

Gennem fremstillingen af Mouchette og hendes skæbne forstår vi at det onde ikke blot får et menneske til at begå onde og ødelæggende handlinger. Det onde er en besættelse. Der er en rus og en tilsyneladende frihed i det onde som kan betage og forføre et menneske.

I en stor og central scene i romanen skildres en vandring præsten Donissan foretager over markerne i sit sogn. På vejen møder han den Onde selv i skikkelse af en jovial hestehandler. Det bliver et møde på liv og død. Præsten oplever hele det register af grufulde virkemidler som Satan råder over. Den Onde lever af bedrag og illusion. Han er Løgnens Fader. Og ved løgn og illusion kan han drage og friste. For den inderste kerne i hans ondskab er intethed og tomhed, og intetheden og tomheden er en fristelse, for intetheden og tomheden lokker med en fred som kan synes dybere og renere end den Gud kan give.

Bernanos´ roman er en studie, ikke blot i ondskab, men i den Ondes magt over mennesker. Og romanen er også en studie i lidelsen og lidelsens betydning. Præsten Donissan må lide for at frelse sjæle og for selv at blive frelst.

 

Erfaringer fra den store krig

Bernanos havde som fransk soldat gennemlevet rædslerne og angsten og den fuldstændige meningsløshed i skyttegravskrigen. Han havde lært at der er en ondskab som ingen psykologi kan gøre rede for, og som ikke blot kan gribe mennesker, men hele nationer. Ja, han oplevede at menneskeheden i verdenskrigen var blevet selvødelæggende. I et foredrag fra 1927 ser han tilbage på krigen: ”Forsøg først at forklare mig hvorfor menneskeheden har ædt løs af sig i fire år og for så vidt blot er døset hen over resterne af festmåltidet med gabet dryppende af blod, udmattet, men ikke mæt?”

Bernanos havde også erfaret det som blevet et af hans store temaer, at lidelsen og døden er menneskets vej til evigheden. Den store kristne tænker Pascal siger et sted: "Mennesket ved at det dør, og at universet har overmagten over det. Det ved universet intet om”. Og Bernanos ville i tilslutning til Pascals tanke sige at det at vi som mennesker ved det som universet ikke ved, det at vi i det hele taget kan lide, deri ligger også en længsel efter en anden virkelighed. Der ligger et håb om evighed. Dette håb er så underfuldt at vi må satse alt på det.

Der er ondskab i menneskene og ødelæggelse i verden. Det kan ingen være i tvivl om. Der er også godhed og selvopofrelse. Det Bernanos forkynder for os gennem sin fortælling og sin menneskeskildring er, at både ondskab og godhed og selvopofrelse rummer en større virkelighed. Ondskaben peger mod den Onde selv, og godheden og lyset peger mod Gud selv. Bernanos vil midt i sin tids dybe krise gøre os opmærksomme på den magt der truer os, og på den magt der alene kan befri os og frelse os. Han genindsætter mennesket i dets inderste nøgne værdighed, hvor det grundlæggende valg træffes mellem væren og intet, mellem Gud og Satan.

Vor tid og Bernanos tid er ikke den samme. Vi gør andre erfaringer, og erfarer på andre måder. Men vi må alligevel spørge om der ikke er så megen sandhed i hans forkyndelse at vi ikke kan sidde den overhørig. Der lyder en stærk advarsel og et stort kald til os senmoderne mennesker fra den moderne epokes første og mest afgørende krisetid.

 

Fortabelse og frelse

Det Nye Testamente og den kristne tradition og den kristne forkyndelse taler fra først til sidst om frelse. Evangeliet er et budskab om frelse og til frelse. Og frelse af de dimensioner som evangeliet taler om, må være frelse fra en fare der er tilsvarende forfærdelig og vidtrækkende. "Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde," beder vi. Det er ikke blot et fromt ønske og en bøn for dagen i dag og for dette liv. Det er vores evige skæbne det handler om.

Vi kan blive skilt fra Gud for evigt. Det er ikke en tænkt, men en virkelig mulighed, ikke fordi Gud vil det, men fordi der er en magt der vil rive os bort fra Gud. Vi håber og beder til at det ikke sker. Vi håber og beder til at det ikke sker for noget menneske. Vi tror på Guds overvældende magt til at forsone og forny og frelse. Kristendom er ikke en tro på at der faktisk er nogen der fortabes. Men at leve som kristen er ikke desto mindre at arbejde på sin frelse med frygt og bæven. Sådan lyder en af Paulus' formaninger. Han siger i samme åndedrag at Gud er den der virker i os både at ville og at virke for hans de vilje (Fil 2,12f.). Vi lever som kristne i tillid til Guds gerning i os og med os, men vi ved også at så længe vi lever, er intet sikkert og endegyldigt.

Det er en stor og vanskelig erkendelse at komme til for os nutidsmennesker. Den er ikke sådan at bringe på sin rette plads i vore tanker og i vores liv. Fortidens helvedesprædikanter er ikke helt glemt, og vi vil ikke have dem igen! Der er intet frugtbart i at skræmme mennesker til troen. Allerede den store pietist Brorson vidste det. Til en ung præst skal han have sagt: "Sjælene må også føres rigtigt hen til Kristus Jesus, og det lader sig ikke gøre ved noget andet end Forbarmerens rigdom eller, kort sagt, ved evangeliet i egentlig forstand, ellers kommer der ingen levendegørelse ud af det."

Men samtidig er jeg overbevist om at den erkendelse jeg her taler om, er uomgængelig hvis vi skal kunne fortsætte med at leve som kristne mennesker og eksistere som kirke. Kristendommen har aldrig kunnet leve og fornys uden at mennesker igen og igen har erfaret dette at stå over for væren og intet, frelse og tabelse, Gud og Satan.

Eller sagt helt enkelt, hvordan kan nogen forestille sig at budskabet om frelse skal kunne blive opfattet og forstået og efterlevet hvis ingen mere ved hvad frelsen er frelse fra og frelse til? Hvordan skal nogen kunne fatte glæden i det glædelige budskab hvis ingen ser hvilken afgrund af tomhed og mørke vi som mennesker kan blive draget mod og opslugt af?

 

Det synlige og det usynlige

Alt dette indebærer så en yderligere forudsætning, og igen er det noget der både er uoverskueligt og alligevel helt enkelt. Forudsætningen for at evangeliet overhovedet kan forkyndes og tros, er at der findes både en synlig og en usynlig virkelighed. Det er ikke tilfældigt at vi i den store trosbekendelse fra kirkermødet i Nikæa 325 - som er fælles bekendelse for alle store kirkesamfund inklusive vores eget - bekender troen på at Gud er "himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber".

Ja, der er en usynlig virkelighed. Der er en himmelsk verden hvor Gud bor i et utilgængeligt lys. Der er himmelsk hærskare af engle der lovpriser Gud og har til opgave at være hans budbringere. De følger os og beskytter os. Der er hellige og salige der omgiver Gud. Der findes et overjordisk lys og en herlighed der er ren og ubegrænset og en fred der overgår al forstand. Der er i Guds usynlige rige en evig bevægelse og fornyelse. Det overgår alle vore forestillinger, for Gud er levende og skabende, ikke blot så længe denne verden består, men til evig tid.

Og der er en usynlig magt der kun kan ødelægge, og hvis mål er at nedbryde Guds gode skaberværk og forvandle alt til tomhed. Der er et lys i lyset, et lys hinsides alt mørke, men der er også et mørke i mørket. Hvis ikke det er sandt, så er den kristne kirkes lære uden reelt grundlag og den kristne forkyndelse uden virkelig mening.

Den glæde som Jesus taler til disciplene om den sidste aften, den glæde som ingen skal tage fra os, den kan anes i dette liv, men løftet om den kan ikke opfyldes i dette liv. Det er en glæde hinsides dette liv og denne verden. Den jordiske glæde er en afglans af den himmelske. Men den himmelske er det virkeligste af alt virkeligt.

Vi er børn af den tid vi nu engang lever i. Vi er nødt til at være moderne. Vi hverken kan eller skal løbe fra den tid vi lever i. Men vi er også nødt til at være kristne mennesker på trods af alt det der kaldes moderne. Gud er nemlig ikke moderne! Gud er Gud og kan ikke rummes i noget menneskeligt eller i nogen tids eller kulturs tanker og forestillinger. Og Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Kristendom og tro handler ikke om at vi skal følge med tiden.

Det handler om at elske den usynlige Gud som har elsket os først og bliver ved med at elske os ubetinget.

Jeg vil sige det så stærkt at kristendommens bibelske grundlag og selve sigtet i det kristne evangelium tvinger os til at fastholde en bestemt forståelse af hvad der er virkeligt. Kristendommen kan ikke opretholdes som tro og livsform hvis ikke det hele vejen igennem er forudsat at der både er en synlig og forgængelig virkelighed og en usynlig og evig virkelighed.

Og hvis det virkelig er sådan at vi i vores tid ikke længere har alment accepterede begreber der kan bruges til at gennemtænke dette at den virkelige virkelighed er usynlig og evig, hvis det ligger uden for tidens tanker og sprog, så må vi fastholde det alligevel og på trods! Så må vi fastholde det og tage det ind i vores liv alene på grundlag af den bibelske åbenbaring og ud fra den kristne tradition. Det burde være selvfølgeligt, men jeg oplever at det er nødvendigt at sige det i netop denne tid.

 

Den glemte relation til Gud

Det er i det hele taget selve vores forståelse af hvad der er virkeligt og sandt der står på spil, og det er mere end noget andet derfor vi befinder os i en krise. Men sådan som vi forstår vores virkelighed, sådan taler vi også om den. Forståelse og tanke og sprog følges ad.

Det slår mig ofte at man jævnt hen hører mennesker tale om deres liv og erfaringer helt uden reference til Gud eller til noget der er helligt i egentlig forstand. Vi har ikke mere noget tydeligt og markant religiøst sprog. Ingen af os kan sige os fri for at være ramt af dette tab. Det gælder i dagligdagen og i medierne. Det gælder i småt og i stort. Og det helt påfaldende er at det også gælder hændelser som det egentlig var helt oplagt at tale om i et religiøst sprog.

I Romerbrevet er der en enkelt kort sætning hvor Paulus sammenfatter hele kristendommens forståelse af verden og livet: "Fra ham ved ham og til ham er alle ting" (Rom 11,36). Alt findes og finder sted i direkte relation til Gud. Det gælder fra det største til det mindste i vores verden. Det gælder sjæl og sind og krop. Det gælder hvert eneste af vore daglige gøremål. Det gælder glæden og smerten. Det gælder alt det der sker mellem os. Det gælder alt det værende og levende. Det gælder det givne og det der er underlagt vores vilje. Intet - absolut intet - kan tænkes sandt uden at tænkes i relation til Gud. Hvorfor gør vi det så ikke? Hvorfor tænker og taler vi ikke sandt om vores liv og vores verden?

En del af svaret er at kulturen har vænnet os fra det. Vi har mistet det tankesæt og det sprog som skal til for at det kan lade sig gøre. Det virker ikke "naturligt" mere. Hvis vi alligevel forsøger at tale religiøst om vores liv, så kommer det let til at virke kunstigt og påklistret. Det bliver "for meget". Det er enhver nutidig fromheds problem.

Det handler også om hvor vores kulturs styrke ligger. Den ligger simpelthen andre steder end i det religiøse liv. Enhver tid og enhver kultur har nogle steder hvor dens styrke ligger. Det er steder og sammenhænge hvor der er inspiration at hente, hvor mennesker er skabende, hvor de tanker der tænkes, er nye og fornyende, og hvor det sprog der tales er stærkt og friskt. I hvert fald fra slutningen af det 19. århundrede har kulturens styrke ligget i kunst og digtning, i filosofi og kulturkritik og ikke i det religiøse sprog. Hvis vi skal finde et livskraftigt og prægnant religiøst sprog, så må vi øse af gamle kilder. Og så kommer det let til at lyde som om vi taler om noget fjernt og fortidigt og ikke om noget nutidigt og aktuelt.

 

Bønnen er svaret

Kulturen har vænnet os fra at tænke og tale religiøst om vores liv og verden. Og forsøger vi på det alligevel, bliver vi let svage i mælet, eller vi må gribe til et sprog der i virkeligheden er forældet. Det store spørgsmål bliver da: Hvordan kan vi tænke og tale og leve sandt og stærkt som kristne mennesker? Vel kan gamle kilder genåbnes. Men hvordan omsætter vi det der dukker frem, til levet liv og til stærk og levende tale i denne og den kommende tid?

Jeg er overbevist om at den væsentligste del af svaret ligger i bønnen. Hvis ikke mange mennesker får et fornyet og fordybet bønsliv, hvis ikke kirken bliver en bedende kirke, så kommer vi ingen vegne. Så kan kirken ikke leve, og vores tro kan ikke vokse.

Undersøgelser viser at rigtig mange mennesker kender til bøn i deres liv i et eller andet omfang. Det siger noget om at bøn er en så fundamental ting for os mennesker at den vil overleve mod alle odds. Men jeg tænker ikke bare på at mange mennesker i særlige stunder spontant griber til bøn og på den måde prøver at finde ord for det der ligger dem på sinde. Jeg tænker på regelmæssig intensiv bøn. Jeg tænker på bøn der kan bære menneskers liv fra dag til dag. Jeg tænker på bøn der kan være med til at vende verden til Gud.

Bønnen er det sted frem for noget andet hvor den sande forståelse af livet og virkeligheden kan indøves og holdes ved lige. Gud er altid nærværende, men vi er det ikke altid. Det bliver vi i bønnen. I bønnen kommer vi til stede for Gud. Vi siger Gud tak for alt det han har givet os. Vi beder om tilgivelse for vildfarelser og synder. Vi lægger vores liv frem for Gud. Vi beder om at blive vejledt. Vi beder om tro og håb og livsmod. Vi beder for mennesker vi er forbundet med. Vi beder for mennesker i nød og for en verden i nød. Vi beder om at Gud vil fuldende alt det han har begyndt i os og med os.

Men det vil jo sige at vi i bønnen sætter alt i vores liv og vores verden i relation til Gud. Eller endnu mere præcist, i bønnen går vi - med os selv og med den verden der er vores - ind i den relation til Gud der allerede er der. I bønnen går vi ind i den sande virkelighed. Det er i bønnen det åbenbares at alt er fra Gud og ved Gud og til Gud.

Det er ikke uden grund at en af de ældste kristne formaninger lyder: "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Jesus Kristus" (1. Thess 5;16-18). Glæde, bøn, tak. Ikke sådan som vi kan tænke os til det, men sådan som Gud vil det. Det er vejen.

 

Fra fortolkninger til sandhed

Vi lever i fortolkningernes tid, og det har vi sådan set altid gjort - som kirke og som kristne mennesker. Man kan ikke leve ud fra en åbenbaring og med en helligskrift som livsgrundlag uden hele tiden at fortolke. Vi genfortæller de bibelske tekster. Vi tænker over hvad de betyder for os. Vi udfolder deres indhold i liv og tænkning. Vi omsætter Bibel og tradition i gudstjenesten, i kirkeliv og i kristenliv. Og alt det er naturligvis tolkning. Det er at gå fra en grundtekst til andre tekster og andre sammenhænge.

Men det er som om det med fortolkning er kommet i forgrunden og næsten har stjålet billedet. Det bliver sagt igen og igen at vi kun har evangeliet på fortolkningens vilkår, og at vi ikke kan forstå budskabet hvis ikke det bliver tolket ind i vores egen tid og vores egen verden. For at være sande kristne skal vi ikke være nødt til at acceptere en fremmed og forældet forståelse af livet og verden. Vi må fortolke.

Men på den måde bliver vi jo igen bundet til tiden og tidens begrænsning. Og igen er det i bønnen - eller i bønnens grundholdning - vi kan finde sandheden. Den bedende er et Jeg over for et Du. Vi taler ikke om, men til den vi beder til. Og i dette jeg-du-forhold falder alle forsøgene på at fortolke troens indhold på tidens præmisser faktisk bort. Vi kan ikke bede til en tænkt Gud eller til "det guddommelige". Vi kan kun bede til den nærværende Gud. Vi kan ikke bede til en historisk person der måske eller måske ikke har haft et bestemt levnedsløb i Palæstina for totusind år siden. Vi kan kun bede til den levende Kristus der har lidt og er død for os, som er opstanden, som altid følger os, og som vil at vi skal være hvor han er (Joh 14,3).

Jan Ulrik Dyrkjøb er sognepræst i Værløse sogn.

 

(Levende Vand nr. 3 2005) 

 

At finde gud i alt

 

Sådan er min ven
Fra et gammelt håndskrift

 

Den splittede spiritualitet
Af Gerard W. Hughes

 

Døden - at fødes igen
Af Lisbeth Arbøl

 

På trods af det moderne
Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Vidner

Tillid til Guds nærvær:
Broder Laurentius
Af mag.art. Kirsten Krog

 

Guds ord er en uudtømmelig kilde til livet
Af Efraim Syreren

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk