Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Wilfrid Stinissen, ocd

Menneske, hvem er du?

Vi skal forstå skabelsen ud fra Kristus og betragte den som en skabelse i Ham

 

"Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt" (SI 139,14).

G.K. Chesterton (engelsk forfatter, kritiker og kronikør, 1874-1936) skriver et eller andet sted, at hvis man skulle give den hellige Thomas af Aquin et "ordensnavn",  som man gør det i mange gamle ordener (tænk på karmeliterinden Thérèse af Jesusbarnet), så burde man kalde ham Thomas a Creatore (Thomas af Skaberen). Skaberen og skabelsen er virkelig centrale temaer i hans teologi.

Sådan har det ikke altid været inden for teologien. I renæssancen ses skabelsestroen f.eks. som grunden til menneskets ufrihed. At skabt er at være afhængig. Hvis mennesket vil være frit, må det frasige sig tanken om en Skaber.

Luther tror naturligvis på, at Gud har skabt Himmel og jord. Men hans personlige erfaring af nåden er så stærk, så dramatisk, at han oplever den som en radikal modsætning til den af synden prægede skabelse. Skabelsesteologi bliver dermed ganske uinteressant for ham.

Når teologien begynder at ophøje nåden på bekostning af skabelsen, risikerer skabelsen at blive degraderet. Skabelsen har sin egen værdi, som skal erkendes. Paulus skriver: "Det åndelige (to pneumatikens) kommer ikke først, det gør det sjælelige (to psychikon); derefter kommer det åndelige" (jf. 1 Kor 15,46). Det ville være en fejl at springe det første skridt over. Hvis man negligerer skabelsen, berøver man nådendens grundlag, for nåden forudsætter naturen og bygger på den.

Dette har store praktiske konsekvenser. En uselviskhed der vil ophæve sit eget jeg, bliver til jeg-løshed og dermed også til du-løshed" (Joseph Ratzinger, Im Anfang schuf Gott, Johannes Verlag, Einsiedln, Freiburg, Neuausgabe 1996, s.90). Man kan ikke give sit liv for en bror, hvis man ikke har et liv. Kriteriet for den typisk kristne kærlighed, at være rede til at give sit liv for dem man elsker, fornægter ikke grundprincippet, at man skal elske sin næste som sig selv. Kristen kærlighed forudsætter, at man tror på Gud Skaberen, der erkender at Hans skabelse er god og som elsker sin skabelse. Ikke at elske sig selv er en slags oprør mod Gud. Hvordan kan man være i harmoni med Gud, hvis man ikke vil elske den, Han elsker?

Ratzinger taler i denne sammenhæng om Gnadenmonismus (ib. s.90): Nåden absorberer og ligesom opsluger naturen. Man benægter forskellen mellem det naturlige og det overnaturlige. Den lille Thérèse "Tout est grâce" (alt er nåde), er nogethelt andet end Gnadenmonismus. Hun mener, at Gud er med i alt, at der ikke sker noget, der falder helt uden for Hans plan med mennesket.

Menneskets evigt tilbagevendende fristelse er ikke at ville acceptere, at det er afhængigt af en skabende Gud. Vi ser det tydeligst hos gnosticismen. Det, der kendetegner gnosticismen og alle dens forskellige varianter, er dybest set, at man forkaster skabelsesbegrebet. At være skabt af en Gud, der skaber når Han vil og hvad Han vil, indebærer en total afhængighed som er uacceptabel for det menneske, der realisere sig selv, og som vil beherske og forløse verden gennem kundskab (gnosis). I stedet for at stole på en skabt verden, gælder det om selv at skabe verden. Det, der er behov for, er ikke tillid, tror man, men kundskab og dens ledsager, magt.

Men mennesket, siger den kristne tro, er skabt. Det er afhængigt af en skabende Gud. At benægte dette er at leve på en løgn, en metafysisk løgn. Den kristne grundholdning er ydmyghed, ikke moralsk, men metafysisk ydmyghed. At benægte sin afhængighed er at benægte virkeligheden. For øvrigt findes der intet nedværdigende i at være afhængig af en skabende Gud. Gud er jo kærlighed, og når Han skaber, gør Han det af kærlighed. Og kærlighed vil altid den andens "væren": "Amo, volo ut sis" (Augustin). Man behøver ikke at være bange for at miste noget ved at blive skabt af en Gud, der er kærlighed. Man kan kun vinde ved det.

Skabelse og frelse kan ikke skilles fra hinanden. "Kun når frelseren også er Skaberen, kan Han være Frelser. Derfor er spørgsmålet om vor ontologiske grund afgørende for spørgsmålet om vor handlen: der findes kun en fremtid hvis vi ikke mister skabelsen" (ib. s.94).

Nogle mener, at evolutionstanken, som man i vor tid næppe kan afvise, udelukker skabelsesbegrebet. Men det er evident, at det ikke handler om et enten-eller. Skabelse og evolution handler om to forskellige ting. De to skabelsesberetninger giver os ingen informationer om, hvordan mennesket bliver til. De handler om menneskets ontologiske natur, om hvad det er. De taler om menneskets metafysiske oprindelse, de siger, at det har sine rødder i Gud. De siger noget om det store projekt, der ligger bag menneskets ankomst i verden.

Evolutionslæren beskriver derimod den biologiske udvikling, men ved intet om, hvor mennesket i grunden kommer fra, og hvad det er inderst inde. Eller med andre ord, skabelsesberetningen tænker vertikalt og evolutionslæren tænker horisontalt, i tiden.


Skabelsesteologiens aktualitet

I de seneste årtier har skabelsesteologien fået fornyet aktualitet. På den ene side bliver man mere end tidligere bevidst om, at menneskets hensynsløse manipulation med skabelsen kombineret med dets uhørte tekniske kunnen, udgør en trussel mod verden og mod menneskeheden. Mange begynder at forstå, at kun en voksende respekt for skabelsen og naturen som den er, kan redde menneskeheden fra undergang. På den anden side er det jo ofte netop blandt dem, der vil stå vagt om naturen, at modstanden mod den kristne skabelseslære vokser. Ifølge den skulle mennesket jo være indsat af Gud til at underlægge sig skabelsen (1 Mos 1,28). At dette må lede til tyranni og despoti er, synes det let at se. På denne måde skulle den kristne skabelsesteologi netop være årsag til den rædsomme udsugning og udnyttelse af skabningen.

Disse tankegange bliver naturligvis en udfordring for teologerne til på ny at beskæftige sig med skabelsen, og hvad det indebærer, at hele universet er skabt af Gud.


Skabelsens konsekvens

Alt det, der er skabt, er skabt af Gud. Vi har hørt det ofte og gentager det tankeløst. Men hvad indebærer disse ord?

Romano Guardini (den store tyske teolog 1885-1968) har i sin bog Der Anfang aller Dinge (Matthias-grünewald-Verlag, Mainz, 3. Auflage 1987) filosoferet over, hvad Bibelens første ord: ,,I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" egentlig betyder.

At alt er skabt af Gud betyder for det første, at verden er Guds værk. "Opus manuum tuarum", dine hænders værk, sådan taler Bibelen om verden og mennesket. "Der findes ingen 'natur' i ordets nutidige betydning," siger Guardini. Vi tenderer mod at skrive "naturen" med stort, til at betragte den som urmysteriet, som alt kommer fra. Man tilskriver den egenskaber, der kun tilkommer Gud. Naturen bliver selvtilstrækkelig, har sine egne love og driver evolutionen i en bestemt retning uden at behøve en højere magt, der styrer.

Nej, siger Bibelen, en sådan natur findes ikke. Det, der findes, er Guds værk, ikke kun i begyndelsen, men hele tiden. Det paradoksale er, at virkeligheden, når den betragtes som Guds værk, som helt afhængigt af Ham, genvinder sin tabte storhed. Når man klipper det bånd over, der knytter virkeligheden til Gud, mister den det fineste, den har. Lille Thérèse har formuleret dette på en prægnant og poetisk måde:

"Si je ne vois Dieu, brilliante nature, Tu n' es rien pour moi, qu'un vaste tombeau."

(Hvis jeg ikke ser Gud, strålende natur, er du intet andet for mig end en enorm grav - Digt 23, Au Sacre Coeur de Jésus, strofe 3, Oeuvres complètes, s.690).

Tillad mig at citere Guardinis advarsel: "Det tager lang tid, inden man fatter, hvori forskellen (mellem virkeligheden betragtet som 'natur' og som 'Guds værk') ligger, og hvad den betyder. Den for hvem forskellen ikke er klar, virkelig klar, skal anstrenge sig for at fatte den. Alting kommer så til at få et andet præg. Vor tids naturbegreb forfalsker alle tilværelsens aspekter. Indsigten om at verden er et værk, og at der bag dette værk står Hans vilje, der har villet det, sætter alting på plads" (ib. s 35).

At Gud er altings skaber betyder for det andet, at verden tilhører Gud. Verden er ikke frugten af en upersonlig natur, der er faldet i menneskenes hænder, og som mennesket kan gøre sig til herre over. Nej, verden har en Herre. Den tilhører Ham, der har skabt den. Ja, selv mennesket og dets trodsige vilje er Guds ejendom. I englenes øjne, siger Guardini, må det være et lattervækkende syn, når mennesket, der er skabt af Gud, anvender de redskaber (dets evner) der tilhører Herren, mod Ham, i et forsøg på at tage det fra Ham, der er Hans. I virkeligheden er det herredømme, mennesket trods alt har fået over "naturen" kun givet det til låns. Det er kun en tjener i en underordnet stilling.

Det tredje, der fremgår af Guds skaben er, at alt der findes, er fyldt af visdom. Hvis alt er Guds værk, genspejler alt noget af Guds visdom. Det er ikke sådan, at alting først finder sin orden, når mennesket kommer. Det mennesket møder ved sin indtræden i verden er ikke kaos, men orden og visdom. Det uforudsigelige, der findes i naturen og ofte kaldes "kaos" er en første skitse og ansats til menneskets frihed og afspejler samtidig noget af Guds skabende frihed.

Alt, der er til, er skabt af Gud. Selv om den af Gud skabte virkelighed har en vis autonomi, så findes der på et dybere niveau en absolut og uindskrænket afhængighed, for selve denne begrænsede autonomi er skabt af Gud og bæres og styres hele tiden af Ham. Det andet Vatikankoncil siger: "Hvis man med de jordiske tings selvstændighed forstår, at skabte ting og selve samfundet hviler på egne love og værdier, som mennesket lidt efter lidt skal erkende, gøre brug af og regulere, så er fordringen på en sådan selvstændighed fuldt ud på sin plads ... Hvis udtrykket 'de jordiske tings selvstændighed' derimod forstås derhen, at skabte ting ikke afhænger af Gud, og at ethvert menneske kan bruge dem uden hensyn til Skaberen, så vil enhver, der anerkender Gud, kunne indse, at dette er usandt. Uden en Skaber forsvinder skabningen nemlig" (Gaudium et Spes, 36).

At jeg er skabt af Gud, er et meditationsemne, jeg aldrig bliver færdig med. Gud har skabt mig, det vil sige at Han ønsker at jeg skal være til. Hvorfor ønsker Han det? Ikke fordi Han får noget ud af det, ikke fordi Han har behov for mig, men bare fordi Han elsker mig. Jeg har mine rødder i Gud. Jeg tilhører Ham, ikke på samme måde som et skab tilhører snedkeren, men på samme måde som to elskende tilhører hinanden. Men hvordan ville kærligheden ikke flyde, hvis vi tiere besindede os på den første sætning i trosbekendelsen, at Gud er Himlens og jordens og dermed også min Skaber!

At vide, ikke kun teoretisk, men med hele mit væsen, at jeg er skabt, betyder at jeg hvert øjeblik tager imod mig selv som en gave, der vælder frem fra dybet hos Ham, fra hvem enhver fuldkommen gave kommer (Jak 1,17), og at jeg forvandler alt, jeg er, til taksigelse. Dette lader mig forstå at jeg er helt engageret i Treenighedens liv: at tage imod og at give tilbage.

Troens store sandheder, siger Guardini, har to egenskaber: De er enkle og uudgrundelige. De er enkle og derfor tilgængelige for alle. Man behøver ikke at være intelligent, ikke at have læst teologi, for at fatte dem. Det er nok at have et rent hjerte. Men samtidig er de så afgrundsdybe, at ingen kan nå til bunds i dem. At jeg er skabt af Gud, kan jeg tænke over i al evighed, jeg kan udsætte mig for Guds skabende kærlighed, altid mere, altid dybere. Lade det blive mere og mere virkeligt, at Gud vil mig. Altid på ny tage imod min væren til af Guds hænder. Indtil den dag, det måske bliver mig givet, at mine øjne åbner sig, og jeg får lov til at erfare, at Hans skabende blik hviler på mig, at jeg bliver til gennem dette blik.

Men når vi siger at Gud har skabt os, vildleder vi både os selv og andre en lille smule. Som om Guds skaben af os skulle tilhøre fortiden. Guds skaben er "creatio continua", en uafbrudt skaben. Netop fordi det at skabe ikke bare berører en ydre form, som når snedkeren fremstiller et bord, men selve eksistensen, selve det at være, må det ske uden ophold. Gud kan aldrig hvile fra sit arbejde. Hvis Han gjorde det, ville Hans skabelse forsvinde. Når Gud påbegynder sin skaben, er Han tvunget - her gælder virkelig ordet "caritas urget" kærligheden tvinger Ham (jf. 2 Kor 5,14) til at fortsætte. Vi behøver ikke at være bange for, at Han skal fortryde, selvom vi besvarer Hans kærlighed med ligegyldighed eller aggressivitet. Der findes knapt noget større tegn og bevis på Guds trofasthed end netop dette, at Han fortsætter med at skabe det, Han én gang har bestemt sig for at begynde at skabe. Her er ikke plads til nykker, men til urokkelig trofasthed. "Med evig kærlighed har jeg elsket dig" (Jer 31,3).


Hvordan svarer vi på Guds initiativ?

Guardini nævner tre væremåder, der egentlig er selvindlysende, hos et menneske, der er blevet eksistentielt bevidst om, at det er skabt af Gud (ib. s.22-24).

Den første er tilbedelse. Det er en indre holdning, der ikke er populær i vor tid. At gøre sig lille overfor Gud og erkende: Du er den, der er, jeg er gennem dig, jeg har dig at takke for min eksistens og mit liv. Det er blevet svært for mennesket, det vil så gerne være selvstændigt, sig selv nok, uafhængigt. Tilbedelse er at erkende sin lidenhed, at leve i sandheden: Jeg er ingenting, men jeg er din (Bernhard af Clairvaux). Modsætningen til tilbedelsen er hovmod, der er en ontologisk løgn. Den hovmodige fornægter sin ontologiske status: At han ikke er noget i sig selv, han er det gennem en anden. Den hovmodige er sær, han vigter sig med lånte fjer. Hvem som helst kan gennemskue bedraget. Den bedste måde at blive af med denne ontologiske løgn, er tilbedelsen.

Den anden indre holdning som Guds skaben burde fremkalde, er tillid. Hvordan kan vi andet end stole på Ham, der i sin kærlighed ønsker, at vi skal være til, og som desuden er almægtig og altså i stand til at ordne vort liv, så vi virkelig helt og fuldt får lov til at være, og som er i stand til at overvinde alle forhindringer, der synes at modsætte sig Hans plan. At Gud skaber betyder, at Han er både kærlig og almægtig. Disse to egenskaber tilsammen udgør en fast grund under en urokkelig tillid. Sædvanligvis bygger vi vor tillid på, at Jesus har vist os sin kærlighed ved at lide og dø for os. En sådan kærlighed kan man virkelig stole på. Men dette kærlighedspant er selv en konsekvens af Hans første kærlighed, der fik Ham til at skabe os. Der findes en tillid, der går forud for vor kundskab om frelsen, en væsenstillid som svar på, at vi har vort væsens grund i Gud.

Den tredje holdning er taknemmelighed. Vi takker for alt muligt. Svenskerne (og danskerne) er et folk, der siger tak. En udlænding bliver slået af, at vi hele tiden takker, både når vi siger ja og når vi siger nej: Ja tak, nej tak, tak. Men takker vi ind i mellem, fordi vi er til? Siger vi af og til: "Herre, tak for at du har villet mig, for at du har skabt netop mig"? Vi tager det for givet, at vi findes. Vi kan jo ikke forestille os, hvordan det ville ”føles” ikke at være til! Men det er slet ikke indlysende at du eller jeg er til. Vi er frugten af et gennemtænkt og frivilligt valg fra Guds side. Et kærlighedens valg ikke blandt eksisterende personer, men blandt et uendeligt antal muligheder. Han ønskede at virkeliggøre netop denne særlige mulighed. At takke Ham fordi Han har valgt og skaber mig og vil fortsætte med det i al evighed, er en elementær "pligt” men samtidig også noget, der gør mig godt, for det bekræfter min ægte identitet, det lader mig falde sammen med mit væsens dybeste grund.


Skabelsesbegrebets rimelighed

Er det fornuftigt at tro på en skabende Gud? Albert Einstein (1879-1955) skrev et par år før sin død, at naturens regelmæssighed afslører et så overlegent intellekt, at al vor menneskelige tænken og ordnen bliver til næsten intet sammenlignet med denne fornuft. Jo mere videnskaben opdager af universet og af de love, der styrer det, desto mere henvises vi til en uendelig fornuftig Skaber. Det samme gælder mikrokosmos, for materien og livets allermindste bestanddele. Med den hellige Bonaventura (1221-1274) siger vi: "Den der ikke ser her, er blind; den der ikke hører her, er døv og den der ikke begynder at tilbede og prise skaberen, er stum."

Jacques Monod (1910-1976) som i 1965 fik nobelprisen i medicin, og som afviste enhver form for gudstro som uvidenskabelig, skriver i sin bog Tilfældet og nødvendigheden, at engang han havde holdt nogle foredrag om sit verdensbillede, der gik ud på at hele verden var et produkt af et samspil mellem tilfældet og nødvendigheden, rejste en mand sig op og sagde: "Det denne professor påstår, er endnu mere usandsynligt end det vi stakkels kristne tror." Denne mand var den franske forfatter Prançois Mauriac (1885 - 1970). Monod benægter ikke, at Mauriac har ret. Hans teori er, at naturens koncert er frugten af mængder af ulykkestilfælde og dissonanser. Han indrømmer, at en sådan opfattelse egentlig er absurd. Men han mener ikke, at den videnskabelige metode tillader os at stille et spørgsmål, hvor svaret ville være Gud.

"Hvilken ussel og ynkelig metode!" skriver Ratzinger, der har læst Monod. "Naturvidenskaben har givet os et nyt, skabelsesbudskab med store, nye billeder, der lader os genkende Skaberens ansigt. Verden er ikke et produkt af mørke og meningsløshed. Verden stammer fra indsigt, den stammer fra frihed og den stammer fra skønhed, der er kærlighed. At se dette giver os det mod, der tillader os at leve, det mod, der giver os kraft til at tage livets eventyr på os" (Im Anfang schuf Goti, s.34).


Alt er skabt i Kristus

Vi, der lever i den nye pagt, må ikke glemme at Jesus Kristus er Guds Ord. Når Johannes begynder sit evangelium med: "I begyndelsen var Ordet ... alt blev til ved ham" (Joh 1,1-3), tænker han givetvis på Bibelens første sætning: "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1). "Det ord Gud talte for at få skabelsen til at blive til," skriver Adrienne von Speyer (1902-1967), "er indeholdt i det Ord Han taler fra evighed" (Die Schopfung, Johannes Verlag, Einsiedln, 1972, s 11).

Paulus skriver om Kristus, at "ved ham er alle ting" (1 Kor 8,6). I brevene til kolossenserne, efeserne og hebræerne tales der endnu tydeligere om, at alt er skabt i Kristus. Kristus er ikke bare vor frelser, Han er med fra begyndelsen, det er i Ham alting er skabt. Han indtager ikke kun en central plads i frelsesteologien, men også i skabelsesteologien.

"Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden ... Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt og alt består ved ham" (Kol 1,15-17) I den lovprisning, der indleder Efeserbrevet, hører vi, at "før verden blev grundlagt har Gud i ham [Kristus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed" (Ef1,4). Og i Hebræerbrevet: "Ved dagenes ende har han [Gud] talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden" (Hebr 1,2)

Vi skal altså lære at forstå skabelsen ud fra Kristus og betragte den som en skabelse i Kristus. Vi er ikke vant til at tænke sådan, selvom det står så tydeligt i Det nye Testamente. Den vesterlandske kirke har mere eller mindre glemt denne oprindelige indsigt om, at alting begynder med Kristus, og skelnet alt for radikalt mellem Gud Skaberen og Kristus Frelseren.

Hvis Kristus er "al skabnings førstefødte" (Kol 1,15) er Han den egentlige mening med skabelsen. Det Gud har villet, da Han begyndte at skabe, var og er at give os til Kristus og Kristus til os. Der er altså ikke to adskilte økonomier: en skabelsesøkonomi, hvor nåden før syndefaldet var uafhængig af Kristus, og en frelsesøkonomi, hvor Kristus griber ind for at redde os fra synden. Kristus er med fra begyndelsen. Allerede før syndefaldet var nåden Kristi nåde. At vi er blevet udvalgte i Kristus før verdens skabelse, betyder at Kristus allerede var nærværende i skabelsen, længe inden Han viste sig for os i menneskeskikkelse. Det er ikke først, når mennesket synder, at Kristus engagerer sig i det. Fra skabelsens første øjeblik er Han engageret i mennesket. Vi er jo skabte for i Ham at blive delagtige i den guddommelige natur (2 Pet 1,4) Det er altså ikke synden, der er grunden til Guds menneskevordelse. Adskillige kirkefædre mener, at Gud ville være blevet menneske, selv om mennesket ikke havde syndet. Men når nu mennesket faktisk synder, får inkarnationen også en frelsende funktion.

I katedralen i Chartres kan man beundre en skulptur, der viser, hvordan man opfattede menneskets skabelse. Man ser Adams ansigt lige ved siden af Kristi ansigt, og ansigterne har en slående lighed med hinanden. Menneskets identitet udtrykkes ikke helt i den første Adams ansigt; for at forstå det behøver man også den anden Adam, Kristus (1 Kor 15,45).

Edens have, hvor mennesket ifølge den anden skabelsesberetning bliver sat af Gud (1 Mos 2,15), er ikke et geografisk sted. Det er en tilstand, en kærlighedsfyldt relation til Gud. Edens have er Kristus. Vi placeres midt i Kristus, i Hans egen relation til Faderen.

Derfor kan man ikke forstå mennesket, hvis ikke man kender Kristus. "Det er faktisk kun det menneskevordne Ords mysterium der kaster et sandt lys over menneskets mysterium ... Ved at åbenbare Faderen og Hans kærligheds mysterium lærer Kristus, den nye Adam, mennesket helt og fuldt at kende sig selv og åbner dets øjne for dets høje kald" (Kirken i verden af i dag, 22). Kirkefaderen Petrus Crysologus skriver: "Paulus lærer os, at to menneske er menneskeslægtens ophav: Adam og Kristus ... Den anden Adam prægede sit billede i den første, medens han formede ham ... Den sidste er virkelig den første, som han selv har sagt: 'Jeg er den Første og den Sidste'" (citeret i KKK, 359).

Det sidste, menneskets bestemmelse og mål, forstår man kun, hvis man ser det i sammenhæng med det første, menneskets skabelse. Det første og det sidste henviser til hinanden. Skabelsesberetningerne har en profetisk og eskatologisk dimension og foregriber det, der kommer sidst. Det er ingen tilfældighed, at eksegeterne har fundet en slående parallelitet mellem de tre første kapitler af første Mosebog og de tre første (samt de to sidste) kapitler af Johannes' Åbenbaring.


Lyset, Guds første skabning

”Gud sagde: 'Der skal være lys!' Og der blev lys" (1 Mos 1,3). Lyset er Guds første skabning. Det kan forekomme underligt, at lyset skabes den første dag, når solen og månen, der er skabt til at skille lys fra mørke og dag fra nat først skabes på fjerdedagen. Men forfatteren vil have os til at forstå, at det lys, Gud skaber først, er en virkelighed, der overstiger solens og månens lys. Skabelsens første akt er sejren over mørket. Men atter bør vi ikke i første omgang tænke kronologisk.

Rabbinerne har mediteret en del over dette: Ved det første ord, Gud udtaler, opstår lyset. De har knyttet dette vers til alle de tekster, der handler om, hvordan Guds ord oplyser mennesket. "Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti" (Sl 119,105). Guds ord lyser som et lys i mørket, og mørket kan ikke få bugt med det. Prologen til Johannesevangeliet genkender i Kristus Guds Ord, der er "det sande lys, som oplyser ethvert menneske" (Joh 1,8). "Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke" (Joh 1,5).

For os, der lever i den nye pagt, er det klart, at det første, Gud skabte, måtte være lyset. Jesus Kristus, som er verdens lys (Joh 8,12), hele skabningens førstefødte (Kol 1,15), måtte komme først.

Oversættelse: Charlotte Olden-Jørgensen

 

(Levende Vand nr. 3 2005) 

 

Wilfrid Stinissen ocd

 

Wilfrid Stinissen ocd
Af Grethe Livbjerg

 
 
Af Wilfrid Stinissen:

Menneske hvem er du

 

Tørsten som tegn

 

Lectio divina 

 

Eukaristien

 

De kristnas enhet

 

 

I dag er Guds dag

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk