Tørsten som tegn

Det at tørste efter noget bedre, noget mere, er selve drivkraften i menneskets liv. ”L'espérance, c'est l'étoffe même de notre existence,” skriver den franske eksistensfilosof Gabriel Marcel (1889-1973) - håbet er selve det stof vor eksistens er gjort af.

Mennesket er ”skabt” af Gud. At skabe betyder at frembringe af intet, at gøre at noget ”findes”. ”Gud ... taler om det der endnu ikke findes som om det allerede fandtes,” skriver Paulus (jf. Rom 4,17). ”Det var min hånd, der grundlagde jorden, min højre hånd spændte himlen ud; kalder jeg på dem, står de der alle sammen” (Es 48,13). ”Bliv lys!” siger Gud, ”Og der blev lys” (1 Mos 1,3).

At skabe i ordets egentlige betydning er noget Gud har eneret på. Mennesket kan aldrig skabe. Det kan sammenføje, omforme, behandle eller manipulere et givent materiale. Vi siger at en kunstner ”skaber” sit værk, men han frembringer det ikke af intet. Han arbejder med noget der allerede findes. Selv om det er hans idé, hans vision, kan man ikke sige at det er en ren skabelse; ideen forudsætter at han har set, oplevet, erfaret noget der ”findes”.

Karl Rahner (1904-1984), sidste århundredes måske største katolske teolog, blev aldrig træt af at påpege at en skabnings forhold til sin skaber er noget absolut enestående, noget vi ikke kan tydeliggøre ved hjælp af analogier eller sammenligninger der er hentet fra vor menneskelige erfaring. Derfor er det så svært at blive rigtig klar over hvad det betyder at jeg er skabt, rettere sagt at jeg er skabt af Gud. Hvor meget jeg end i teorien ved at det indebærer at jeg såvel i min eksistens som i min konkrete form kommer fra Gud og er helt afhængig af Ham, så kan jeg ikke rigtig forstå det. Det er altid mere radikalt end jeg kan forestille mig. Det er nok i bønnen vi kommer sandheden nærmest. I en dyb, indre bøn kan jeg mere eller mindre erfare at jeg er Guds ord, at Han ved at udtale mit navn kalder mig til live. Eller også at Hans kærlighedsfulde blik får mig til at findes, at jeg intet er uden for dette blik.

At jeg er skabt af Gud betyder at jeg har Ham at takke for min eksistens. Der findes intet i mig der ikke relaterer sig til Ham. Alt er absolut ”takket være Ham”. Her møder vi den metafysiske årsag til vor tørst og længsel. At være skabt indebærer at to yderligheder mødes og ligesom omfavner hinanden: alt og intet. Når et menneske lever i sandheden, rører det både ved Guds alt og sit eget intet. Det har hjemme begge steder. Her er det virkelig” dyb der råber til dyb,” (jf. Sl 42,8). Ved at sige ja til sit intet siger man samtidig ja til Guds alt. ”Jeg er intet, Du er alt,” kan blive en bøn, man aldrig bliver træt af at gentage, den placerer os midt i sandheden.

At være skabt betyder i hele sit væsen at være forhold til Gud, at være længsel efter Ham, efter at være i stand til at rumme Ham. Syndefaldet har ikke ødelagt denne oprindelige længsel. Den hører i den grad til menneskets væsen at den ikke kan ødelægges. Det der hændte ved syndefaldet, er at denne urlængsel har mistet orienteringen. Den navigerer nu i blinde. Men den har ikke mistet sin intensitet. Mennesket længes og længes, men retter altid sin længsel efter det forkerte. Det længes efter det absolutte og lader sig fascinere af noget relativt, det søger det totale og vender sig mod det stykkevise. Derfra stammer den evindelige utilfredshed der præger det ”faldne” menneske. Deraf dets indre splittelse. At mennesket søger det absolutte er dets storhed, en rest af dets paradisiske liv. Men at mennesket søger det absolutte et forkert sted, at det forveksler det absolutte med noget relativt, er menneskets forbandelse. ”Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert!” (Es 5,20).

Det gamle Testamente er én eneste lang fortælling om Guds utrættelige forsøg på at rette det ud der var forvredet: ”Vend dig bort fra dine afguder og elsk Herren din Gud af hele dit hjerte,” lyder det igen og igen.

Kaldet til at blive Gud

Selve det faktum at mennesket er skabt, gør det til et råb efter Gud. Men mennesket er ikke bare skabt, det er skabt i Kristus (Kol 1,16-17, 1

Mennesket længes og længes, men retter altid sin længsel efter det forkerte Kor 8,6), det vil sige kaldet til at tage del i Guds eget trinitariske liv. Det gør menneskets tørst endnu mere brændende.

I ”Væren og intet” skriver Jean-Paul Sartre (1905-1980): ”At være menneske betyder at stræbe efter at være Gud; eller om man vil: Mennesket er til syvende og sidst længsel efter at være Gud.” Er denne længsel menneskets store ulykke? Er det nu endelig på tide at give afkald på denne ”urimelige” tørst og stille os tilfreds med at være mennesker? Hvad ville der ske hvis mennesket mistede denne længsel?

Den kristne tradition har altid vidst og erklæret at mennesket har en naturlig længsel efter at se Gud og blive som Ham. Men samme tradition har også vidst og understreget at denne længsel kun kan nå sit mål gennem at mennesket ophøjes af Gud. Kun gennem en sådan ophøjelse virkeliggøres menneskets inderste længsel. Den kristne tradition tror at der ikke findes nogen rigtig ”menneskeliggørelse” af mennesket uden en sådan ophøjelse. Paradoksalt nok er det ikke tilstrækkeligt bare at være menneske for at blive fuldt og helt menneske.

Hvis mennesket ikke søger sin fuldendelse i Gud, retter det sin uudsigelige længsel mod ”ting”. Dets søgen efter lyksalighed bliver til en søgen efter fornøjelser, efter kortvarig tilfredsstillelse. Kilden til den sande glæde byttes ud med en verden af afguder. Hvis ikke mennesket vil lade sig guddommeliggøre, gør det i stedet småtingene til guder. Men dets hjerte lader sig ikke i noget tilfælde mætte af erstatninger.

Når Gud skiftes ud med ”ting”, venter mennesket sig noget af dem som de ikke kan give. Og ved at søge mere i dem end de indeholder, perverterer mennesket sit forhold til tingene. Det vil have en glæde ud af dem som kun Gud kan skænke. Verden fremstår da ikke længere som Guds værk som mennesket kan bruge med ærefrygt og taknemmelighed, men som noget det kan forbruge (=anvende sådan at det bruges op). Mennesket ser ikke længere verden som den er i sig selv, nemlig som et tegn på Guds kærlighed og en åbenbaring af Hans herlighed, men kun som noget mennesket kan udplyndre. En udplyndring der kan lede til verdens totale ødelæggelse. Selvforgudelse leder til en forgudelse af verden, og det leder så til verdens tilintetgørelse.

Det påstås af og til at menneskets længsel efter at blive som Gud er det rene storhedsvanvid, og at det er dette der er årsagen til hele miseren; at mennesket ødelægger sig selv og verden.

Ved at sige ja til sit intet siger man samtidig ja til Guds alt. Men det er en overfladisk måde at betragte problemet på. Løsningen ligger ikke i at udrydde menneskets længsel, hvilket er en utopi, men i at vende den i den rigtige retning. Det er ikke selve længselen og dens absolutte karakter der truer mennesket, men længselens degeneration og pervertering. Hvis mennesket vil gøre sig til Gud og derved vise sin magt, tilintetgør det sig selv og bliver ikke-væren, det vil sige modsætningen til Gud. Men hvis det lader sig guddommeliggøres og er villigt til at lade sig befrie fra sin egoismes snævre fængsel og ledes ind i Guds egen selvhengivende kærlighed, får det del i Hans uendelighed og så bliver alle dets forventninger ikke bare opfyldt, men overopfyldte.

Et eneste stort skrig efter Gud

”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,16). Det der kendetegner vor ånd og udgør dens væsen er at vi er ”capax Dei” at vi er i stand til Gud. Vor ånd er åbenhed mod Gud, evne til at tage imod Gud, en umådelig afgrund der råber efter at blive fyldt af Gud. ”Vi må ikke glemme,” skriver Ruysbroeck (1293-1381), ”at ethvert menneske har en åbenhed og rummelighed som er ubegrænset, ligesom en vild ørken. Denne åbenhed er så stor at Gud kan leve i den.” Også Johannes af Korset (1542-1591) påstår at sjælen har ”en uendelig kapacitet”.

Mennesket er i sit dyb et eneste stort skrig efter Gud. Dette forklarer hvorfor det aldrig stiller sig tilfreds med noget der er mindre end Gud. Menneskets rastløshed kommer fra dets tørst efter det uendelige. Først når det drikker sig ”fuld” af Gud, finder det hvile.

Den gabende tomhed der udgør menneskets ånd, genfindes i dets åndsevner: forstand, hukommelse og vilje. Johannes af Korset taler om ”las profundas cavernas del sentido” (sindets dybe grotter). ”Disse grotter,” skriver han, ”er sjælens evner: hukommelse, forstand og vilje, og disse dyb er i overensstemmelse med alt det gode de kan rumme, eftersom de ikke lader sig fylde med noget mindre end det uendelige ... Eftersom disse grotters bug er så dyb, lider de også meget fordi den mad de savner - som jeg sagde er det Gud - også er meget dyb ... Disse grotters rum og omfang er altså uendelig stort,” skriver han videre, ”eftersom det der kan rummes i dem, nemlig Gud, er dybt og uendeligt. Derfor er deres evne og omfang på sæt og vis også uendelige, ligesom deres tørst er uendelig.”

Forstanden er i sit væsen åbenhed for intet mindre end Guds ord (”ord” med både stort og lille begyndelsesbogstav). Takket være vor forstand kan vi høre Guds ord og forstå det. Forstanden kan naturligvis overveje og analysere, men i bund og grund er forstanden åbenhed og modtagelighed for det sande lys, Jesus Kristus, Faderens Ord.

Hukommelsen gør at vi aldrig helt kan glemme vort Ophav. Vi kan ganske vist fortrænge denne viden, og nutidsmennesket er en mester i dette. Men fortrængningen hævner sig: den leder til angst, tomhed og ensomhed. Hukommelsen er som en stentavle hvori Gud har hugget sit navn. Det kan ikke udraderes. Hukommelsen er dette ”levende og talende vand inden i mig der indefra siger: Gå til Faderen!” (Ignatius af Antiokia).

Viljen er en længsel der har samme dyb og rækkevidde som forstanden. ”Tomheden i viljens grotte,” skriver Johannes af Korset, ”er en sult efter Gud ... Det er en sult efter den kærlighedens fuldkommenhed som sjælen stræber efter, en sult efter den totale kærlighed.”

Viljen må genfinde sin åbenhed for Gud, sin oprindelige ”villen” Gud. Når både det Gamle og det Nye Testamente siger: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke” (Mark 12,30), er det ikke et bud der kommer udefra, men noget der ligger i menneskets væsen. Det er livsnødvendigt for mennesket at leve sådan. Hvis det ikke gør sådan, fornægter det sin egen natur og lever i indre splittelse.

I stedet for at være åbenhed for og total rettethed mod Gud, er viljen i praksis knyttet til en masse ubetydelige ting. ”De har forladt mig, en kilde med levende vand,” klager Gud til Jeremias, ”og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand” (Jer 2,13). Bundetheden til skabelsen holder viljen fanget og hindrer den i at ville Skaberen. Viljens inderste behov, dens fundamentale længsel, er Gud, men det er først når den bliver fri fra alle bånd at grundbehovet kommer for dagen. Johannes af Korset forklarer det mesterligt i en tekst om åndsevnerne: ”Når disse evners grotter ikke er tomme, lutrede og rensede for enhver dragning mod det skabte, erkender de ikke den store tomhed i deres dyb og evne. Det forholder sig sådan, fordi det i dette liv er nok at de fæstner sig ved den mindste lille ting for at det binder dem og vækker en sådan henførthed at de ikke indser deres skade eller savner deres uudsigelige gode, og heller ikke indser hvad de kunne rumme. Det er virkelig forunderligt at den mindste lille ting er nok til at binde evnerne på en sådan måde at de der er i stand til at rumme det uendelige gode, ikke kan tage imod det før de er blevet helt tomme.”

Så forstår vi hvorfor Johannes af Korsets askese kun går ud på at tømme disse grotter for alt det vi klamrer

Mennesket har en naturlig længsel efter at se Gud og blive som Ham os til, og hvorfor den er så radikal. Når grotterne bliver tomme for alle fremmede ting, bliver de og erfares de som det de er skabte til at være: en uendelig kapacitet der skal fyldes med Gud og som kun kan tilfredsstilles af Hans nærvær. Så bliver de til et afgrundsdybt skrig efter Ham. Hele vor kraft samler sig i at finde Gud. Denne kraft sammenligner Johannes af Korset med en løvindes lidenskab når hun leder efter sine stjålne unger: ”Som en løvinde eller en hunbjørn heftigt og ængsteligt søger de unger der blev taget fra hende og som hun ikke kan finde, sådan søger den af kærlighed sårede sjæl sin Gud ... Dette er den voldsomme kærlighed, og i den kan mennesket ikke leve igennem længere tid. For enten opnår det hvad det længes efter eller også dør det.”

Mennesket er ikke Gud, men en afgrund der kalder på Gud. Gud kan ikke modstå dette råb, Han fylder afgrunden. Men Han gør det ikke én gang for alle. Bestandigt nyskaber Han afgrunden og bestandigt fylder Han den, dette bevirker at vi skiftevis erfarer afgrunden, vor umættelige længsel efter Ham, og ”fyldningen”, Hans lyksalige liv der bliver vort eget liv. Den der siger at mennesket er ingenting, har ret; i sig selv er det intet andet end et stort hul: Men den der siger at mennesket er stort, ja guddommeligt, har også ret; ved Guds nåde er det fyldt af Gud.

Erindringen

Erindringen (anamnese) spiller en vigtig rolle i Platons filosofi. Det højeste gode for mennesket er kundskaben om ideerne. I grunden findes denne kundskab i mennesket. Et sted i sit indre ved det at det er et afbillede af ideen om mennesket. Desværre er denne viden gået i glemme. Det gælder om at ”erindre” den.

At der findes en skjult viden hos mennesket som det har en tendens til at glemme, er også en bibelsk tanke. Paulus skriver i Romerbrevet: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden” (Rom 2,14-15).

Den hellige Basilius (330-379) siger at ”en gnist af guddommelig kærlighed ligger gemt i os”. Og Augustin (354-430) skriver: ”Vi ville ikke kunne bedømme om noget var bedre end andet, hvis ikke der var givet os en grundindsigt i det gode.”

Der findes altså i mennesket en oprindelig, metafysisk erindring om

De dybeste ting kan ikke meddeles, kun forløses godhed og sandhed. Mennesket der er skabt i Guds billede, kan komme i tanke om sit ophav. Der findes i mennesket en ”naturlig” længsel og stræben efter det guddommelige. Netop på grund af denne urlængsel møder det skuffelse hver gang det søger noget der er mindre end Gud.

De dybeste ting kan ikke meddeles, kun forløses. Man kan ikke appellere til den dybe kundskab der findes i ethvert menneske, men som det ofte ikke er sig bevidst. Denne skjulte, slumrende kundskab har brug for hjælp udefra for at blive vækket. Og når den bliver vækket, er reaktionen altid en aha-oplevelse. Man oplever genkendelsens glæde; man indser at man i grunden allerede vidste det, men at man havde ”glemt” det.

Jesus er kommet for at ”erindre” os om at vi har vort udspring i Gud (jf. ApG 17,28-29). Mester Eckehart (ca. 1260-1237) kalder Ham ”den store Erindrer”. Og når Jesus én gang har erindret os om vor gudslighed, gælder det om at erindre os om Hans erindring. ”Gør dette til min ihukommelse,” siger Han. For Israel kommer frelsen fra erindringen. ”Glem ikke hans velgerninger” (Sl 103,2).

Flere steder i Evangelierne læser vi at det netop var i og gennem erindringen at disciplene genkendte Jesus som Messias: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (Luk 24,32). Og Helligåndens vigtigste opgave er at minde os om alt det, Jesus har sagt (Joh 14,26).

”Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab,” skriver Johannes og fortsætter: ”Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden” (1 Joh 2,20-21). Der findes i det Nye Testamente en ny anamnese, troens anamnese, der er en frugt af at vi er salvede med Helligånden. Han vækker vor gemte og måske glemte kundskab som vi kristne har inden i os, Han ”erindrer” os om Kristus, om at Han bor i os og vi bor i Ham. Men denne anden typisk kristne anamnese bygger på den første, der betinges af selve skabelsen.

Ethvert menneske kan huske at det stammer fra Guds hånd og er skabt af Ham. Alle mennesker har en vis viden om godhed, sandhed og skønhed og bærer i deres indre et uudslukkeligt håb om at godheden og sandheden må sejre. Ethvert menneske kan mindes sin længsel efter Gud og genkende sig selv i Augustins berømte ord: ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt til det hviler i dig.”

Kristus er kommet for at vække menneskets slumrende viden. Samtidig uddyber og tydeliggør Han denne viden. Ethvert menneske der er villigt til at besinde sig, kan forstå, ”huske på” at det er relation til Gud, afhængigt af Ham. Men uden åbenbaringen ved Kristus ville det aldrig kunne ”erindre” at det er skabt i Ham og bestemt til at indpodes i Hans legeme.

Faktisk er mennesket fra begyndelsen skabt i Kristus, og havde det ikke syndet, ville dets indsigt i Guds plan langsomt være vokset, og det ville have forstået at dets kristuslighed var dets sande identitet. Ifølge den hellige Irenæus af Lyon (ca. 130-200) var mennesket i paradis et barn. Det var meningen at barnet skulle vokse op og blive et modent menneske. Men vækstprocessen blev blokeret af syndefaldet. Hvis ikke synden var kommet på tværs, ville mennesket være vokset harmonisk i visdom og indsigt.

Synden har godt nok skadet mennesket, men ikke ødelagt det. Mennesket er fortsat helt og holdent skabt i Guds billede, det fungerer bare ikke længere som sådan. Det har stadig sine lunger, men bruger kun en brøkdel af dem, næsen er ganske vist tilstoppet, men den er der stadig. Når blokeringerne sprænges og den oprindelige åbenhed genskabes, oplever mennesket det som noget nyt, men samtidig ved det at det nu endelig udnytter den kapacitet, det altid har haft.

Ifølge en urgammel myte skaber Gud universet ved at synge det frem. Skabelsen er en guddommelig sang. Gud synger hver skabning frem, ind i livet. Mennesket, der er et bevidst væsen, kan aldrig glemme denne guddommelige melodi. Et sted i dets metafysiske hukommelse er denne sang lagret. Når det trænger tilstrækkeligt dybt ind i sig selv, kan det fornemme ”den tavse musik”.

Grundbønnen: begærende bøn

Ofte har man fremstillet begærende bøn som en andenrangsbøn, en bøn der kan være god nok for nybegyndere, men som man langsomt bør lægge bag sig. Dette er en skæbnesvanger misforståelse. Begærende bøn passer ikke kun for nybegyndere, men også for bønnens veteraner. Det kan ikke være anderledes, eftersom mennesket i sit inderste væsen er en afgrund der skriger efter at blive fyldt.

Thomas af Aquina (1225-1274) går så langt som til at betragte begærendet som selve grundstammen i bønnen. Når han vil tale om bøn, tager han udgangspunkt i Augustin der definerer bønnen som en anmodning, en begæring. Det er ifølge Thomas en del af bønnens væsen at man anmoder om noget. Han har et vidunderligt udtryk: At bede er altid en måde at ”banke på Gud”.

Men bliver bønslivet ikke utrolig fattigt hvis man reducerer al bøn til begærende bøn? Det er ikke så fattigt som det ser ud. Når Thomas begynder at forklare hvad han mener med de ”passende gaver” siger han: ”Dette bør man frem for alt bede om i bønnen: at vi må forenes med Gud, som det hedder i salmen: Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever (Sl 27,4).” Af hans svar på en indvending fremgår det også at bønnen er desto helligere jo mere den koncentreres om dette ene: foreningen med Gud.

Der findes altså et hierarki når det gælder de ting, vi bør bede om. Øverst står Gud selv og Guds rige (Matt 6,33). At gøre fremskridt i bønnen betyder at man stadig mere respekterer denne rangorden. Man fortsætter med at bede om forskellige ting, men man er ikke ulykkelig hvis man ikke får netop det man har bedt om. Det vigtigste er jo Gud. Hvis ikke Gud giver mig de mindre ting, jeg har bedt om, er det fordi Han vil give mig noget større: sig selv. På den måde hjælper Han mig til at få perspektivet i orden.

Gud kender vor dybeste længsel, den vi selv ofte ikke er bevidst om eller ikke har erkendt. Han ved at vore begrænsede spørgsmål og bønner bare er kejtede, forvrængede udtryk for denne grundlæggende længsel. Hvis Han altid besvarede vore bønner på den måde vi ønsker og forventer, ville vi aldrig bryde igennem denne evige kredsen om os selv. Gud svarer altid på vore bønner, men ofte på en anden måde end vi regnede med. Med sit anderledes svar vil Han få os til at opdage vor grundlængsel.

Kirkens dybeste og vigtigste bøn er samtidig dens korteste bøn. Nej, vi har ikke brug for mange ord for at sige det vigtigste til Gud. Et enkelt ord er nok: ”Kom!” siger Kirken til sin Herre. ”Kom!” siger bruden til brudgommen. Og i dette ene ord udtrykkes hele deres længsel. Kirken står med hele sit væsen rettet mod Herrens ankomst. Man kunne definere Kirken som den samling mennesker der siger ”Kom!” ”Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (Åb 22,17).

Tørsten og kilden

Når vi bliver stille og tavse for Gud, finder vi i vort indre kilden med det levende vand der svarer til vor dybeste tørst. I bønnen slukkes tørsten bestandigt og bestandigt optændes den igen, ind i mellem smerteligt, ind i mellem som en stilfærdig, fredfyldt venten.

For den der kan vente uden at resignere, forvandles tørsten til et bestandigt sprudlende håb.

Den uudslukkelige tørst og den uudtømmelige kilde strækker sig mod hinanden. Hvis tørsten forbliver uudslukkelig kan den tage imod alt hvad kilden har at give. Og deres omfavnelse - kildens og tørstens - er salighed.

At holde op med at tørste er at dø. At forblive i og gå dybere ind i sin tørst, er at få liv, liv i overflod.

  
Oversættelse ved Charlotte Olden-Jørgensen

(Levende Vand nr 3 2007)