Elisabeth af Treenigheden

Elisabeth Catez blev født i1880 i Sydfrankrig. Hun voksede op i et officersmiljø, helt igennem præget af snæver nationalisme og en kras materialisme. Elisabeth elskede militærparader og baller. Som syttenårig beskriver hun et besøg hos familie:" Vi lever det behageligste liv, man kan tænke sig. Vi inviteres til frokost hos én, lunch eller middag hos andre, for ikke at tale om alle tenniskampene ... kort sagt, vi har ikke et minut til overs til at holde regnskab med alt det, som sker." Dertil kommer, at Elisabeth i en tidlig alder blev betragtet som et musikalsk geni. Allerede som 14-årig vandt hun for sit klaverspil konservatoriets første pris, og hun øvede sig flere timer om dagen. I et brev skriver hun fra besøg hos en veninde:"Her kan jeg spille meget. Min veninde har et udmærket flygel. Jeg kunne spille på det time efter time..."

Men bøn og kirkegang hørte også med i hendes opvækst. Hendes far døde, da hun var syv år. Hun havde været knyttet til ham i beundring, så hun berørtes dybt af hans død uden på nogen måde at miste sin ligevægt. Alt tyder på, at hun i sin barndom og første ungdom har været lykkelig. Langsomt, men sikkert føres hendes interesse fra alle de ydre glæder og adspredelser til Kristus, hvis "alt for store kærlighed" hun oplever og bliver grebet af. Kaldet til at indtræde i et karmeliterkloster modnes i hende, men det møder stor modstand hos hendes mor, hvis drøm for datteren er, at hun gennem ægteskab skal blive indført i de højere militære lag.

Af hensyn til moderen må hun deltage i megen selskabelighed. I sin dagbog skriver hun:"Da jeg ikke kan bryde med verden og leve i din ensomhed, Herre, så giv mig i det mindste hjertets ensomhed. Lad mig leve forenet med dig i mit indre. Ingenting må tage min opmærksomhed bort fra dig. Lad mit liv blive en stadig bøn. Selvom jeg er med til sammenkomster og fester, så består min glæde i at samle mig i mit indre og dér blive delagtig i dit nærvær ... Gør mig til en karmeliternonne i mit indre, for dér kan jeg være det og vil jeg være det."

Eliabeth får en dyb erfaring af Den hellige Treenigheds nærvær i hende. Hun fortæller om denne til en lærd dominikaner, som bekræftede for hende, at hun kunne være helt tryg i denne erfaring: "Ja, mit barn, hele Treenigheden er til stede i dig. Paulus siger jo: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Helligånden bor i jer?" Faderen, Ordet og Kærligheden er nærværende i dit indre. Din sjæl er Treenighedens tempel."

Senere sagde dominikaneren: "Jeg sagde alt til hende på én gang, indtil jeg pludselig så, hvordan hun ligesom forlod mig, som blev hun suget med af en uimodståelig strøm". Elisabeth betroede senere sin priorinde: "Efterhånden ventede jeg bare på, at han skulle tale færdig". Hun havde fået sin erfaring bekræftet - nu gjaldt det at leve den.

Men hun fortsætter med at engagere sig i det, som er hendes liv i nu´et, ikke modvilligt men engageret. Til en veninde skriver hun i efteråret 1900: "Nu begynder alle festerne igen. Du ved, hvor begejstret jeg er for dem. Men jeg ofrer dem til Gud. Jeg tror ikke, der findes noget, som kan fjerne vore tanker fra ham, når det er for ham, vi gør alt, og når vi altid er hos ham, altid er under hans guddommelige blik, som gennemtrænger sjælens inderste: Til og med i det mest verdslige liv kan vi høre ham i den stilhed, der kan være i hjertet, når det bare vil tilhøre ham."

I 1901 indtrådte Elisabeth i karmelitklostert i Dijon. Det er skik i en del klostre, at man ved iklædning af ordensdragten tager en tilføjelse til sit navn, for dermed at udtrykke sit ideal eller det særlige trosaspekt, som man føler sig kaldet til at leve efter. Hvad var mere naturligt for Elisabeth end at tilføje "af Treenigheden" !

Overklassepigen måtte nu udføre al slags husarbejde. Men intet kunne tage hendes glæde. Hun som før havde rejst meget og skrevet begejstret om naturoplevelser i bjerge og ved havet, levede nu i klausur - bag klostrets mure, som hun aldrig mere skulle gå udenfor - men en gennemgående tanke i hendes breve er, at hendes horisont stadig udvides.

Elisabeth holdt i klostret brevkontakt med sine mange venner, og da hendes breve ikke så meget var personlige beretninger som skriftlige meditationer, gemte de disse breve, som senere er samlet og udgivet. Kort før hun som 26-årig døde af mavecancer skrev hun to længere tekster, den ene som en retræte for sin søster, hvem hun var meget knyttet til.

I oldkirken sagde man, at en teolog er én, som beder - og den, som beder, bliver teolog. Dette udtrykker ikke en negativ indstilling til en intellektuel teologisk forskning, men erfaringen viser, at den som flittigt mediterer Den hellige Skrift og i stilhed fordyber sig i Guds mysterium, får en visdom og indsigt, som man ikke kan opnå ved blot intellektuelt at beskæftige sig med troen. I klostrene har bibelmeditation da også altid haft en vigtig plads. De åndelige skrifter, som Elisabeth efterlod sig, viser en voksende modenhed og visdom. Hun var i ordets bedste mening teolog. Elisabeth havde en særlig kærlighed til Paulus, og hendes åndelige liv formedes af hans breve, hvilket især kommer til udtryk i de sidste tekster fra hendes hånd.

Uddrag af breve og tekster:

Til en god veninde:

Hele Treenigheden hviler i os. Hele det mysterium, som vi skal få lov at skue i himmelen. Det er Kærligheden, den uendelige kærlighed, som altid omgiver os og allerede her på jorden vil give os del i sin salighed. Du siger, at du lever dit liv dér. Det gør jeg også. Jeg er "Elisabeth af Treenigheden", det vil sige Elisabeth, som forsvinder, som helt går ud af sig selv, som fuldstændig går op i De "Tre".

Lad os leve af kærlighed, altid være hengivne og ofre os minut for minut, kun med tanke på at gøre Guds vilje, uden at søge efter eller ønske at udføre noget mærkværdigt. Lad os blive helt små og bare bæres, ligesom barnet i sin mors arme, af ham, som er ALT.

Vi er meget svage og skrøbelige, jeg vil endda påstå, at vi bare er brist og ufuldkommenhed, men dette ved han; han elsker at tilgive os, at løfte os op og siden bære os med sig, i sin renhed, i sin uendelige hellighed. Det er ham, som skal rense os gennem sin stadige kontakt med os, gennem himmelske berøringer. Han vil, at vi skal blive fuldkomment rene, men han vil selv være vores renhed, vi skal forvandles til at ligne ham, og dette helt enkelt ved hele tiden at elske med den kærlighed, som skaber enhed mellem dem, som elsker hinanden.

Elisabeth havde flere ungdomsvenner, som blev præster. Hun følte et slags samarbejde med dem: Hun bad - de var aktive. Til én af dem skrev hun:

Det, som du siger om mit navn, gør mig godt. Jeg elsker det så højt, fordi det udtrykker hele mit kald. Når jeg tænke på det, ledes jeg til at betragte det højeste af alle mysterier og ledes da op til Treenigheden, denne Treenighed, som allerede her på jorden er vor bolig, og samtidig er den Uendelighed, som gør, at når vi forbliver i den, kan vi handle gennem alt det, vi i det daglige skal beskætige os med.

Lige nu læser jeg hos vor ordens fader Johannes af Korset, de vidunderlige sider, hvor han beskriver sjælens forvandling i de tre Personer i Guddommen. Til hvilken uudgrundelig herlighed er vi dog ikke kaldede! Hvor jeg forstår de helgener, som var så samlede i stilhed, at de ikke længere kunne træde ud af kontemplationen. Derfor kunne Gud også føre dem til det højdepunkt i bønnen, hvor "at være ét" bliver virkelighed mellem Gud og sjælen. Johannes af Korset siger, at Helligånden da fører os til, at vi i Gud indånder samme kærlighed, som Faderen ånder i Sønnen og Sønnen i Faderen, og som ikke er andet end Helligånden selv. Tænk, at Gud har udvalgt os til at leve i dette hellige lys. Hvilket uendeligt tilbedelsesværdigt kærligheds mysterium ! Jeg ville gerne svare på dette ved som den hellige Jomfru at "gemme alt dette i mit hjerte" for fuldsændigt at gå op i Treenigheden, som bor dér og for at forvandles i den. Da vil mit valgsprog, "mit lysende ideal", som du siger, virkeliggøres. Det bliver Elisabeth af Treenigheden.

Til en anden præsteven:

Er du ikke enig med mig i, at for sjælene ( hun mener de mennesker, som lever forenet med Gud) findes der ikke længere nogen afstand eller noget, som kan skille dem fra hinanden? Her står vi over for virkeliggørelsen af Kristi bøn: "Fader at de alle må være ét".

Jeg tror, at sjælene på jorden og de forklarede i lyset, som skuer Gud, er ganske nær hinanden. Alle er jo forenede med én og samme Gud, én og samme Fader, som giver sig til de første i troen og mysteriet og mætter de sidste i sit guddommelige lys. Men han er altid den samme, og vi bærer ham i os. Han vender sig til os med al sin kærlighed, dag og nat, og vil indgyde i os sin guddommelige nåde for at gøre os til guddommelige mennesker, som overalt udstråler ham.

En helt ung veninde havde skrevet til Elisabeth, at i klostret var hun skånet for problemer ! I virkeligheden havde hun mange. Hun havde et livligt temperament og havde i årevis kæmpet med at kunne beherske det. At leve i et klausurkloster sammen med en lille flok kvinder i alle aldre, med forskellige temperamenter og helt forskellig kulturel baggrund byder på mange lejligheder til at øve selvbeherskelse og næstekærlighed. Desuden kom Elisabeth kort efter sin indtræden i klostret ind i en af de troens nætter, som Johannes af Korset beskriver, hvor intet føles, alt er mørke, kun troen er virksom i bøn og kærlighedens gerninger. Hun svarer sin unge veninde:

Hvor ville jeg gerne lære dig hemmeligheden i den lykke, som Herren giver mig! du siger, at jeg hverken har bekymringer eller lidelse. Der er sandt, at jeg er meget lykkelig. Men hvis du vidste, hvor lykkelig man kan være netop når så meget går én imod. Man må altid have blikket fæstet på Gud. I begyndelsen må man anstrenge sig, når man føler, at vreden koger i én, men efterhånden får man, gennem tålmodighed og ved Herrens hjælp, bugt med sit opfarende temperament. Du må som jeg bygge dig en lille celle inde i sjælen, hvor du lader Herren bo, og hvor du kan gå ind nu og da. Når du føler, at noget går dig på nerverne, og du ikke ved, hvad du skal gøre, så flygt hurtigt derind og betro din Mester det hele.

Hvis du bare kendte ham en lille smule, ville du ikke synes, at bøn er kedsommeligt. Jeg oplever den som en hvile. Man kommer helt enkelt til ham, som man elsker. Man holder sig tæt ind til ham som et barn i sin mors arme og letter sit hjerte. Da du var mindre, kom du ofte og satte dig tæt ind til mig og betroede dig til mig. Det er sådan man skal gå til Gud. Hvis du bare vidste, hvor godt han forstår dig! Intet ville længere være svært for dig, hvis du forstod dette. Det er hemmeligheden ved Karmel. En karmelitnonnes liv er forening med Gud fra morgen til aften og fra aften til morgen. Hvor ville her være tomt, hvis ikke han fyldte vore celler og vore klostergange! Men hvor vi end går, ser vi ham, for vi bærer ham inden i os, og vort liv er en forsmag på himmelen.

I foråret 1906 plagedes Elisabeth af stor træthed, og i fastetiden viste årsagen sig at være mavecancer. Palmesøndag troede man, at hun var døden nær, og hun fik de syges salvelse. Men en bedring indtraf, og Elisabeth brugte den til bøn og til at skrive breve.Til en veninde skriver hun efter en krise i hendes sygdom:

Pelmesøndags aften var jeg inde i en svær krise, og jeg troede, at tiden nu var kommet, hvor jeg endelig skulle komme til de evige sfærer og klartr skue Treenigheden, som allerede her er min bolig. I nattens ro og stilhed modtog jeg de syges salvelse og den hellige kommunion. Hvilke ubeskrivelige dage jeg har tilbragt i venten på den salige skuen. Det perspektiv at skulle gå og se Ham, som jeg elsker, i hans ubeskrivelige skønhed og dér slå mig til ro i den Trenighed, som allerede her er min himmel, bringer en umådelig glæde i min sjæl.

Til en anden veninde:

Jeg troede, at jeg skulle flyve til himmelen. Døden er så skøn for en karmeliternonne, at det perspektiv bare glædede mig. Og jeg ved jo, at intet kan føre mig bort fra dem, jeg elsker ... Sommetider tror follk, at vi i klostrene er holdt op med at elske ! Men det er præcis modsat, og jeg for min del synes, at mit hjerte stadig udvides, så jeg aldrig har følt mere hengivenhed... Hvor ofte tænker jeg på de lykkelige sommerferier i Saint Hilaire! Ingen ting har jeg glemt, heller ikke den aften, hvor du dansede "pas de quatre" ! Jeg ligger i min seng og skriver, for jeg orker ikke at stå op.

Hvor er jeg lykkelig i Karmel. Næst efter himmelen tror jeg ikke, at man kan få større lykke, og den lykke er som indledning til himmelen. Men ligesom man ikke i himmelen glemmer dem, som er på jorden, så tænker jeg nu på dem, jeg har forladt og beder for dem.

Om aftenen på Kristi Himmelfartsdag betroede hun sin priorinde: " I morges hørte jeg dette ord i dybet af mit hjerte: "Hvis nogen elsker mig, vil min Far elske ham og vi skal komme til ham og tage bolig i ham" og i samme øjeblik så jeg , hvor sandt dette er. Jeg kan ikke beskrive, hvordan de Tre guddommelige Personer har åbenbaret sig, men jeg så dem holde deres kærligheds Råd. Det er som om jeg stadig ser dette. Hvor er Gud stor, og hvor er vi elskede."

Til en ung veninde skrev hun:

Jeg bliver for hver dag svagere, og jeg føler, at det ikke kan vare længe inden Mesteren henter mig. Jeg får lov at opleve hidtil ukendte glæder: Jeg får lov at smage glæden i lidelsen. Hvor den er blid og fuld af sødme, denne glæde. Inden jeg dør vil jeg helst af alt forvandles til den korsfæstede Jesus. Dette giver mig en sådan styrke i lidelsen ...

I lyset af evigheden lader Herren mig forstå en mængde ting, og det jeg har at sige dig fra ham er: Vær ikke bange for opofrelser, for kamp, men glæd dig snarere over sådan noget, som at din natur giver dig kamp, at den er en slagmark. Tab ikke modet, bliv ikke trist eller nedtrykt. Jeg vil endda sige: Elsk din nød, for det er netop i din nød, at Gud udøver sin barmhjertighed. Og hvis din nød og elendighed gør dig trist og får dig til at lukke dig inde i dig selv, er det bare egoisme ! ... Jo mere du føler din svaghed, jo større tillid skal du have. Mod ! Lad os betragte den korsfæstede og lade os forme efter dette Guds billede.

En veninde, som i savnet af at kunne tale med Elisabeth, sendte hende en række spørgsmål angående vejen til hellighed, svarede Elisabeth ved at skrive et helt livsprogram - her uddrag af hendes svar:

Jeg tror, at det menneske, som mest er i stand til at glemme sig selv, er det frieste. Hvis nogen spørger mig om vejen til lykke, vil jeg sige, at den går gennem slet ikke at bryde sig om sig selv, at altid forsage sig selv. Déri har man et sikkert middel til at få hovmodet slået ihjel. Man udsulter det simpelthen. Du forstår: Hovmod er bare kærlighed til os selv. Kærligheden til Gud må være så stærk, at den kvæler al egenkærlighed.

De følelser af hovmod, som du oplever, bliver ikke til fejl, med mindre de får viljen som medskyldig. De fejl, som undslipper dig, uden at du tænker på det, tyder på, at der findes en del egoisme. Men, min kære ven, sådan noget er del af os. Hvad Herren kræver af os er, at vi aldrig fæstner os ved en hovmodig tanke, og at vi ikke udfører den handling, som indgives os af dette hovmod. Men hvis du konstaterer noget af alt dette, må du ikke blive modløs - for dette ville igen bare være tegn på voksende hovmod - men da skal du som Maria brede alt ud for Mesterens fødder og bede ham befri dig. Og da møder, som en helgen har sagt: "Guds uendelighed det skabtes afgrund af intethed, og Gud opfylder dette intet. "

For at opnå sjælens sande liv, tror jeg, at man må leve i det overnaturllige, det vil sige aldrig handle blot ud fra den menneskelige natur. Vi må blive bevidst om, at Gud findes i vort inderste og sammen med ham må vi gå til alle vore opgaver. Da er man aldrig tom og intetsigende, ikke engang når man udfører det mest kedsommelige arbejde, for vi lever ikke i dette, vi hæver os over det. En overnaturlig sjæl forhandler aldrig med de sekundære årsager, men kun med Gud. For et sådant menneske føres alt tilbage til enheden, til det "ene nødvendige", som Mesteren talte med Maria om. Da er man virkelig fri, fordi ens vilje er lagt i Guds.

Og den følgende tekst er et ekko af Paulus:

Ja, min kære ven, vandre i Jesus Kristus. Den brede vej er det, du behøver, du er ikke skabt til jordens smalle stier. Vær rodfæstet i ham og ikke i dig selv, eller handl som om du ikke var det, det vil sige, at du skal fornægte dig selv, hver gang du støder på dig selv. Lad dig opbygge i ham, højt over alt det, som forgår, hvor alt er rent og lyst. Vær befæstet i troen, det vil sige, at vi bare skal handle i Guds klare lys, aldrig efter fantasiens indgivelser. Tro at han elsker dig, at han selv vil hjælpe dig i de kampe, du skal udkæmpe. Tro på hans kærlighed, på hans alt for store kærlighed til os, som Palus taler om. Lad din sjæl blive næret af troens store tanker, som åbenbarer hele din rigdom, og det mål, som Gud har skabt dig for. Hvis du lever sådan, vil fromheden ikke blive overspændt, men den vil være sund. Sandheden, kærlighedens sandhed er så vidunderlig: "Han har elsket mig og ofret sig selv for mig."

Og til sidst: Vær overstrømmende i taksigelse. Det er de sidste ord i denne livsplan, men de er bare følgen af den. Hvis du vandrer i Jesus Kristus, befæstet i din tro, vil du leve i taksigelse og i Guds børns kærlighed. Jeg forstår ikke, at et menneske, som har pejlet kærligheden i Guds hjerte, kan undgå altid at være glad, midt i al lidelse og smerte. Mind dig om, "at før verden blev grundlagt, har Gud udvalgt dig til at stå hellig og uden fejl for hans ansigt i kærlighed" (Ef 1 4). Vær ikke bange for kampen og fristelsen. "Når jeg er svag", udbrød Paulus, "da er jeg stærk, for Kristi kraft bor i mig."

I nogle længere tekster giver Elisabeth os sit åndelige testamente: "Jeg efterlader i arv til jer det kald, som var mit i den stridende kirke, og som jeg nu uafladeligt vil opfylde i den sejrende kirke: Lovprisning af Den hellige Treenigheds herlighed."

Vær hellig som Gud er hellig

"Vær hellig, for jeg er hellig" (3. Mos 19.2). Hvem er han, som kan give en sådan befaling? Han har selv åbenbaret sit navn, og dette navn er hans eget, som kun han kan bære: "Jeg er den, som er", sagde han til Moses (2 Mos 3,14). Han er den eneste, som har liv i sig selv, og som er ophav til alle andre væsener. "I ham", siger apostlen "lever vi, ånder vi og er vi" (ApG 17,28).

"Vær hellige, for jeg er hellig". Her finder jeg samme vilje udtrykt som på skabelsesdagen, hvor Gud sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os" (1 Mos 1.26). Skabren vil altid, at hans skabninger skal blive ét med ham, at de skal blive fornenet med ham.

Apostlen Peter siger, at "vi skal få del i guddommelig natur" (2 Pet 1,4). Hebræerbrevets forfatter lægger os på hjerte, at vi skal bevare "vor del i Kristus" (Hebr 3.14), som han har givet os. Og den discipel, som Jesus elskede, siger: "Vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren" (1 Joh 3, 1-3).

At være hellig, som han selv er hellig, er altså udryk for, hvAd det vil sige at være barn af hans kærlighed. Sagde ikke Mesteren: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen" (Mattt 5,48). Da gud talte med Abraham, sagde han: "Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig" (1 Mos 17,1). Dermed får vi også anvisning på, hvoran vi skal opnå den fuldkommenhed, som vores himmelske Fader ønsker af os. Det var dette, som Paulus, efter at have udforsket Guds hemmelige råd, åbenbarede for os, da han skrev: "Gud udvalgte os i ham til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed" (Ef 1, 4).

Og den samme helgen, som kan oplyse mig, så at jeg uden omveje kan gå på den herlige vej, som hedder Guds nærvær, hvor sjælen vandrer ene med den Ene, ledet af "hans højre hånd" (sl 20,7), " under hans vingers beskyttelse, uden frygt for nattens rædsler eller for pilen, som flyver om dagen, eller pesten, der breder sig i mørket eller for soten, som hærger ved højlys dag" (sl 91,4-6).

"I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføriske lyster" - siger Paulus - "og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed" (Ef 4,22-24). Vejen er klar! Det gælder bare om at fornægte sig selv, for at man kan tilbagelægge den, som Gud vil, dø fra sig selv, miste sig selv af syne. Dette må have været Mestrens hensigt, da han sagde: "Hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig" (Matt 16,24).

"Hvis I lever i lydighed mod kødet (den syndige natur), siger apostlen videre, "skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve" (Rom 8,13). Det er den død, som behager Gud, og det er om den, det hedder:"Døden er opslugt til sejr" (1 Kor 15.54) "O død, siger Herren, jeg skal blive din død" (en fortolkning af Hos 13,14) , de vil sige: O sjæl, du som er blevet min datter, se på mig så vil du tabe dig selv af syne, udgyd hele dig selv i mit væsen, kom og dø i mig, for at jeg kan leve i dig!

Lev i fællesskab med Jesus Kristus

Jeg tror, at dette at leve i fællesskab med ham er at forlade sig selv, tabe sig selv af syne for at trænge stadig dybere ind i ham for hvert minut, der går. Så langt, at man slår rod, så man roligt kan møde hvilken som helst begivenhed, alt med den djærve udfordring:" Hvem kan skille mig fra Kristi kærlighed?" (Rom 8,35). Når sjælen har fået fæste så dybt i hsm, når den har isne røder dér, strømmer den gudodmmelige livssaft ind i den, og alt ufuldkomment liv, alt, som bare er banalt, bliver til intet. Nu bliver , som det hedder hos Paulus "det dødelige opslugt af livet". Det fra sig selv befriede menneske, som er blevet "iklædt Kristus" (2 Kor 5,4), behøver ikke længere at være bange hverken for kontakt med verden omkring sig eller med vanskeligheder i sit eget indre, for langt fra at være hindringer, vil det bare rodfæste dybere i kærligheden, i Kristi kærlighed.

Himmelens port

Ved siden af Jesus Kristus - men naturligvis på det endeliges afstand af det uendelige - findes der en skabing, Jomfru Maria, som også var Den helige Treenigheds store lovprisning. Hun svarer helt og holdent til den guddommelige udvælgelse, som apostlen Paulus taler om, hun var altid "hellig, ren og uskyldig" foran Gud, den trefoldigt hellige.

Hendes sjæl er så enkel, alt foregår så dybt i hende, at det undgår vores blik. Det synes, som om hun her på jorden gengiver det liv, som er Guddommens, den enkle Væren. Derfor er hun også så gennemsigtig og strålende af lys, at man skulle tro, at hun var selve lyset. Men hun er kun "retfærdighedens spejl - Speculum justitiae" (fra det laurentanske litani ).

"Maria gemte alt dette i sit hjerte" (Luk 2, 19,51). Hele hendes liv kan sammenfattes i disse få ord. Hun levede i sit hjerte og så dybt, at vort blik ikke kan følge hende.

Når jeg i evangeliet læser, at Maria skyndsomt vandrer genne Judæas bjerge for at kunne opfylde sin kærligheds tjeneste mod sin slægtning Elisabeth, så ser jeg hende for mig, smuk, rolig, helt samlet i sit indre, hvor hun bærer Guds Ord. Ligesom han bad hun uophørligt denne bøn:"Her er jeg - Ecce." Hvem? "Herrens tjenerinde", den ringeste af alle skabninger, hun som er hans Moder!

Hun var så sand i sin ydmyghed. For hun glemte sig selv, hun vidste intet i sig selv, hun var fri af sig selv. Derfor kunne hun synge: Den almægtige har gjort store ting mod mig; herefter skal alle slægter prise mig salig."

Maria, er også "martyrernes dronning", også dette er hun i sit hjerte, som "gennemboredes af et sværd", for hos hende sker alt i det indre ...

Hun er at finde ved korsets fod, og hun står oprejst, for hun er fuld af styrke og tapperhed. Og Mesteren siger til mig "Ecce Mater tua - se der er din Moder". Jeg får hende til mor ! Nu, hvor han er vendt tilbage til Faderen, og hvor han har ladet mig indtage hans plads op korset, for at jeg "i min krop skal udfylde for hans legeme, som er Kirken, hvad der mangler af Kristi trængsler" (Kol 1,24), står Maria der stadig ved mit kors for at lære mig at lide som han, og lade mig høre enne hans sjæls sidste lovprisning, som ingen anden end hu, hans mor, har kunnet opfatte.

Når jeg har sagt mit "Consummatum est - det er fuldbragt" er det også hende "Janua coeli - himmelens port", som skal lede mig ind i de evige boliger og sagte hviske det hemmelighedsfulde ord: "Jeg glædedes, når man sagde til mig: vi skal gå til Herrens hus" (sl 122,1).

I 1904 skrev Elisabeth af Treenigheden en bøn til Den hellige Treenighed. Den kom spontant til hende efter at hun d. 21. november havde fornyet sine klosterløfter. Denne bøn blev syntesen af hendes liv.

Min Gud, Treenighed, som jeg tilbeder

O min Gud, Treenighed, jeg tilbeder dig! Hjælp mig at glemme mig selv helt og holdent, så at jeg kan slå mig til ro i dig, stille og i fred, som befandt min sjæl sig allerede i evigheden. Lad intet rokke min fred, intet fjerne mig fra dig, min Uforanderlige, men lad hvert øjeblik føre mig stadig dybere og længere ind i dit mysterium!

Gør min sjæl stille, gør den til din himmel, til din elskede bolig og hvilested. Tillad ikke, at jeg nogensinde lader dig være ensom dér, men lad mig få lov at være dér hos dig med hele mit væsen, vågen i min tro, i tilbedelse og i overgivelse til din skabergerning.

O Min elskede Kristus, korsfæstet for kærlighedens skyld, hvor gerne ville jeg ikke være en brud for dit hjerte, jeg ville overøse dig med ære og elske dig . . . lige til jeg dør af kærlighed. Men jeg kender min afmagt, og derfor beder jeg dig, at du vil iklæde mig dig selv, forene min sjæl med hver bevægelse i din sjæl, lade mig gå under i dig, indtag mig helt og holdent og sæt dig selv i mit sted, så at mit liv ikke bliver andet end udstråling af dit liv. Tag bolig i mig og vær dér Tilbeder, Forsoner og Frelser.

O Evige Ord, min Guds Ord, jeg vil tilbringe mit liv med at lytte til dig. Jeg vil blive helt øre for dig, så at jeg lærer alt af dig. Når jeg da går gennem mørke, tomhed og afmagt, vil jeg fæste mit blik på dig for altid og forblive i dit strålende lys. O min elskede Stjerne, fortryl mig, så jeg aldrig mere kan forlade din stråleglans.

O fortærende Ild, kærlighedens Ånd, kom og tag mig i besiddelse, så at Ordet ligesom bliver kød endnu en gang i min sjæl. Lad mig være en ny menneskevordelse for ham, hvor han på ny kan lade hele sit mysterium blive til virkelighed. Og du, o min Fader, bøj dig ned over din ringe skabning og se i hende ikke nogen anden end din elskede Søn, i hvem du har alt dit behag.

O mine "Tre", mit Alt, min Salighed, uendelige Ensomhed, Uendelighed hvor jeg taber mig selv af syne, som et bytte overgiver jeg mig til dig. Skjul dig i mig, så at også jeg bliver skjult i dig, i venten på den dag, hvor jeg i dit lys skal få skue din storheds dyb.