Lectio divina

Om bibellæsning med troens øjne

”Den hellige skrift”, siger Dei Verbum, ”bør læses og tolkes i den samme Ånd, som den er blevet skrevet i”. (1) Derfor kaldes skriftlæsning for lectio divina, guddommelig læsning; altså ikke kun fordi, det, man læser, er Guds ord, men også fordi Gud er med den, der læser. Vi er altid to, der læser: Helligånden og jeg.

Lectio divina er lige så gammel som kristendommen, ja egentlig ældre. Allerede de jødiske rabbinere sagde at Guds lov var Hans nærvær, som vi åbner os for gennem læsning, overvejelse og bøn. Kristendommen har arvet denne måde at læse Skriften på fra jødedommen. ”Fra barnsben kender du de hellige skrifter,” skriver Paulus til Timoteus (2 Tim 3,15). Kirkefædrene har læst på denne måde, og i middelalderen taler man om de tre ting, der udgør lectio divina: nemlig lectio (læsning), meditatio (overvejelse), og oratio (bøn),

I senmiddelalderen begynder denne form for skriftlæsning at udarte. I stedet for at lade den munde ud i bøn søgte man efter argumenter, der kunne anvendes i den teologiske debat. I 1500-tallet forsvandt denne bibellæsning næsten helt i den katolske Kirke undtagen i visse klostre (2).

Det andet Vatikankoncil har knyttet forbindelsen tilbage til den oprindelige tradition og udtrykkeligt anbefalet regelmæssig bibellæsning: Alle Kirkens tjenere skal ”lade sig præge af skriften, ved stadig læsning og flittigt studium, Men lad dem også huske, at bønnen bør ledsage bibellæsningen, for at der kan finde en samtale sted mellem Gud og mennesket” (3).

Bibelen er ikke en bog uden såsæd (Luk 8,11), en sæd, der indeholder liv. Bibelen vil stille vor hunger efter liv. Den, der læser uden en sådan hunger, går glip af det væsentlige. Det særlige ved Bibelen er, at budskabet er sammenfaldende med den, der formidler det. Guds ord er jo en person. At lytte til Guds ord er at komme i kontakt med Kristus, Ordet.

Bibelen er ikke en samling ideer og anekdoter. I den møder vi Gud, der taler sit ord til os. Guds ord er blevet nedskrevet i Bibelen, for at det når som helst kan blive Guds levende Ord, Ham, der har det evige livs ord (Joh 6,68). Der findes en måde at læse Bibelen på, hvor Gud er Ham: man læser en tekst, som taler om Ham. Der findes en anden måde, hvor Gud er Du: Gud taler direkte til mig, og jeg lytter og svarer. Dette er lectio divina.

En aktiv variant af lectio divina, som jeg gerne vil anbefale, går ud på, at man mediterer skriftligt. Man skriver en kort meditation, helst i form af en bøn, over en bibeltekst, fortrinsvis fra Det Nye Testamente. Charles de Foucauld (1858-1916) har fyldt hundredvis af sider med meditationer over Evangeliet. Han havde et lille bord foran alteret i kapellet, og dér nedskrev han sine meditationer. Der findes en risiko for, at bibelteksterne ikke længere siger os noget, fordi vi har hørt og læst dem så tit. Når man skriver, tvinger man sig til at fordybe sig i teksten.

Hvis man ikke kommer på noget at skrive, kan man huske på, at Guds ord består af løfter og formaninger. Efter hver sætning kan man spørge: Hvad er der i dette for mig? Det vil sige: 1. Hvad vil Gud mig (formaning)? Og 2. Hvad lover Han mig (løfte)? For øvrigt udgør disse to, formaningen og løftet, en enhed. Det er Guds løfter, der giver os kraft til at opfylde Hans vilje, og Hans formaninger har ingen anden hensigt end at åbne os for Hans løfter. Det kristne liv er altid både gave og opgave.

I den gamle monastiske tradition var skriftlæsning sammenflettet og blandet med indre bøn. Her anvendte man gerne ordet ruminatio, tyggen drøv. Ordet kommer fra Pachomius (ca. 290-346), der grundlagde det første klosterfællesskab og skrev en regel for det. Man tygger drøv på et ord, gumler på det, gentager det igen og igen. Wilhelm af St. Thierry (ca. 1085-1148), en af Bernhard af Clairvaux’ venner, skriver i det berømte gyldne brev til brødrene i Mont-Dieu:

“Når det gælder Skriften, adskiller ruminatio sig lige så meget fra almindelig læsning, som venskab adskiller sig fra en flygtig visit og broderlig kærlighed fra en tilfældig hilsen. Af den daglige læsning må hver eneste bid glide ned i hukommelsens mave, for at den dér bedre må fordøjes, og for at man, når den kommer op fra maven igen, skal kunne tygge drøv på den” (4).

Vi opfordres til at tygge maden grundigt, og af erfaring ved vi, at maden smager bedre, hvis vi giver os tid til at tygge den. Groft brød smager bedre, jo længere man tygger på det! Sådan er det også med Skriftens ord: jo mere vi tygger drøv på det, jo herligere smager det. ”Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund” (Sl 119,103). “Herrens ord er ... sødere end honning, end flydende honning” (Sl 19,10-11). Takket være drøvtygningen, begynder man at “smage og se, at Herren er god” (Sl 34,9).

Vi burde altid have et bibelcitat at tygge på. På en vis måde er vi mennesker drøvtyggere. Vi gumler altid på et eller andet, oftest kritiske tanker eller gamle skuffelser. Ville det ikke være mere frugtbart at tygge på Guds ord?

Et konkret eksempel

1. Læsning.
Måske læser du en tekst fra Johannesevangeliet, for eksempel samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde: “Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (4,14).

Lad os antage, at du fæster dig ved den sidste sætning, den, der fremkalder billedet af en kilde.

2. Overvejelse.
Meditatio var oprindelig ikke noget hjernearbejde, men noget man gjorde med munden. Os iusti meditabitur sapientiam oversættes med ”Den retfærdiges mund forkynder visdom“ (Sl 37,30). Eller endnu bedre: gentager eller mumler visdommens ord. Når salmisten siger: ”Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker“ (tota die meditatio mea est 119,97), mener han ikke at han funderer og reflekterer over loven, men at han uophørligt gentager lovens ord.

Det gør du nu. Du gentager flere gange den sætning, du har valgt, samtidig med at du personaliserer den: ”Det vand, du giver, skal i mig blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”. Er du alene, kan du gentage ordene halvhøjt. Gennem gentagelsen får ordene lejlighed til at slå rod i dig, de glider fra munden til hjertet.

Man fortæller om abuna Mattâ al Miskîn - han var dengang stadigvæk leder af det koptiske Makarios-kloster i Egypten - at en discipel kom til ham og sagde: ”Fader, lær mig at bede“. Abuna Mattâ svarede: ”Giv mig din Bibel“. Han slog op på begyndelsen af Efeserbrevet, rettede sig op, løftede sine øjne mod himlen og sagde: ”Sådan skal du bede“.

Han læste det første vers højt. Efter et øjebliks tavshed gentog han langsomt hver ord, to, tre gange, læste så hele verset igen, tav, læste andet vers, hævede stemmen, bad om tilgivelse, sang samme vers, mumlede det, løftede sine arme mod himlen og begyndte at græde ... Så læste han videre og havde fuldstændig glemt, at hans discipel stod der.

3. Bøn.
Når du har gentaget ordene nogle gange og er helt gennemtrængt af deres indhold, holder du op med at meditere og begynder på den egentlige bøn. I kærlighed kan du tale med Gud eller Jesus Kristus om, hvad du har mediteret. Du kan tale om din tørst, om din sønderknuselse over at du, i stedet for at tørste efter Gud, har tørstet efter bagateller. Du kan udtrykke din glæde og taknemmelighed over det indre væld, hvis vand fylder dig med evigt liv.

Eller også er du stille dig foran Gud i en kærlighedsfyldt stilhed. Ordene har slået rod i dit hjerte, og nu må de spire og vokse. Du gør ikke noget, du lader det bare ske.

Når du mærker at tankerne kommer tilbage og begynder at plage dig, kan du vende tilbage til læsning. Du gentager hele processen. Du læser til du igen finder noget, du fæstner dig ved.

Lectio divina er en udmærket indfaldsport til den indre, stille bøn. Til start - og også senere! - plejer det at være svært at forblive i Guds nærvær i længere tid. Alle mulige tanker dukker op og svirrer omkring. Så kan det være en stor hjælp at læse nogle inspirerede bibelord og på den måde komme væk fra de forstyrrende billeder og minder og igen stille sig under Guds blik.

Lectio divina i denne faste form er naturligvis ikke den eneste måde at læse Bibelen på. Ellers ville et helt liv vel næppe være nok til at nå igennem hele Skriften. Det er også nødvendigt at læse teksterne hurtigere igennem for at få dem i deres sammenhæng og blive fortrolig med hele indholdet. Kun på den måde bliver man i stand til lectio divinas dybgående læsning.

Den, der gerne vil leve et intensitivt åndeligt liv, bør anvende flere læsemetoder parallelt.

Fra: Vi har set Herren - Lectio Divina - bibellæsning med troens øjne, Ansgarstiftelsens Forlag 1998

Noter

1.
Dei Verbum, nr. 12 (Det andet Vatikankoncil, s. 383).

2.
”Guds ord,” skriver Johannes Paul II, ”er den fornemste kilde til al kristen åndelighed. Det er baggrund for en personlig relation med den levende Gud og Hans helliggørende og frelsende vilje. Derfor er det, vi kalder lectio divina altid blevet holdt i ære, i særdeleshed i klosterlivet”, Vita consecrata, april 1996, nr. 94.

3.
Dei Verbum, nr. 25 (Det andet Vatikankoncil, s. 391).

4.
Nr. 121-122; SC 223, 238-240.
  

(Levende Vand nr. 4 2006)