Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Wilfrid Stinissen ocd

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

 

Efter at have udtalt indstiftelsesordene over brød og vin, siger præsten i den katolske messe: ”Troens mysterium!” Eukaristien er troens store mysterium. Vi kan forsøge at udforske dette myste­rium, men vi bliver aldrig færdige med det. Eukaristien er altid større. Den er en syntese af hele den kristne tro. Fra begyndelsen af har Eukaristien skabt den kristne identitet. ”Hjemme brød de brødet” skriver Lukas, ”og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud” (ApG 2,46). Det­te kunne man kende de kristne på. Men samtidig med at Eukaristien er typisk kristen, har den rødder i den gamle pagt, og - endnu længere tilbage - i en grundlængsel efter at takke og lovpri­se Gud.

 

På hvilken måde er Eukaristien en lovsang?

Vi ved at Eukaristien er indstiftet in­denfor rammerne af det jødiske påske­måltid. I dette natlige måltid mindes Israel, det udvalgte folk, hvordan det blev befriet fra slaveriet i Egypten. Un­der et sådant påskemåltid tog Jesus brød og vin sådan som det var fore­skrevet i ritualet. Markus skriver at Je­sus ”velsignede” brødet inden Han brød det og gav det til sine disciple med ordene: ”Tag det, dette er mit le­geme”. Da Han tog kalken takkede Han og sagde: ”Dette er mit blod” (Mark 14,22-24). Markus anvender to forskellige ord. Bønnen over brødet er en velsignelse (eulogesas - han velsig­nede), bønnen over kalken er en takke­bøn (eucharistesas - han takkede).

 

Hvad er denne lovprisning og takkebøn?

Familiefaderen takker Gud for den mad Han giver til sine børn, for Hans forsyn og for Hans barmhjertighed der ikke glemmer nogen af Hans skabnin­ger. Så følger en takkebøn for landet, det forjættede land, og for at Gud har ført sit folk derhen. Og til sidst takker han Gud for Jerusalem, den hellige by som Gud har gjort til sin bolig. Her mø­der vi noget af Israels længsel efter Guds riges komme, noget der også vi­ser sig i de ord man siger til hinanden i løbet af påskemåltidet: ”Næste år i Je­rusalem”. En længsel der også findes i den kristne Eukaristi når vi siger: ”Her­re, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse til du kommer i herlig­hed”.

Jesus holder sig til ritualet, Han be­der alle de foreskrevne bønner, men Han tilføjer noget vigtigt. Det var en del af ritualet at en af de tilstedeværen­de umiddelbart inden måltidet skulle stille nogle spørgsmål om hvorfor den­ne nat var anderledes, og hvorfor man spiste usyret brød. Vi må antage at Je­sus allerede dér har fortalt noget om det brød de snart skulle spise, at det var et helt særligt brød, og at det ikke kun skulle erindre om Israels uventede og hastige opbrud fra Egypten, der gjorde at de ikke havde haft tid til at la­de brødet hæve.

Det er i hvert fald så godt som sik­kert at Han lidt senere, da Han, som det var foreskrevet, stod med brødet løftet i den højre hånd, talte om dette brøds nye og enestående betydning: At dette brød var livets brød, at det skulle give dem evigt liv, at det var et brød der skulle mætte dem, så de aldrig me­re skulle sulte. Siden gav Han det ”eukaristiserede brød” (udtrykket stammer fra Justinus, ca. 100-165) til sine disciple medens Han sagde: ”Det­te er mit legeme”, hvilket for en semit betyder: ”Det er mig selv”. Måske ane­de disciplene allerede da at det ikke udelukkende drejede sig om udfrielsen fra Egypten, men om en anden, en dy­bere befrielse.

Det blev nok lidt klarere da Jesus en eller to timer senere, ved slutningen af påskemåltidet, tog kalken og atter tak­kede Gud. Taksigelsen over vinen, der var mere udførlig end den over brødet, var festens glædesfyldte og højtidelige højdepunkt. Jesus stod med kalken fuld af rød vin i højre hånd, og takke­de Faderen for sin egen død, for at Han fik lov til at udgyde sit blod for sine di­sciple og for de mange. Jesus takkede for at Han endelig fik lov til at gøre det, Han fra begyndelsen havde set frem til: At måtte give sit liv for sine venner. Han takkede fordi ”timen” nu var kom­met. Af Hans takkebøn fremgik det at kalken i Hans hånd ikke var fyldt med vin, men med Hans blod. Og så lod Han dem drikke af kalken og gav dem den ”eukaristiserede vin”, som gjorde dem ét med Ham.

 

Takkesang

Den første Eukaristi, Jesus fejrede ”da­gen før sin død”, var altså en taksigel­se som Jesus selv rettede til sin Fader. Hver Eukaristi i Kirken er på en måde en ”koncelebration” hvor Jesus er ho­vedcelebranten og Kirken ”koncelebre­rer”. Kirken tilslutter sig Jesu taksigel­se og deltager i den.

At messen traditionelt kaldes for ”Eukaristi”, der betyder taksigelse, vi­ser at taknemmeligheden er en kristen grundholdning. Et ægte kristenliv præ­ges af ”overstrømmende taknemme­lighed” (jf. 2 Kor 4,15).

Når præsten lige inden den eukari­stiske bøn vender sig til menigheden og opfordrer den: ”Gratias agamus, Domino Deo nostro - lad os takke Her­ren vor Gud”, er det som om Jesus lå­ner præsten sin stemme og siger: ”I skal alle synge sammen med mig og takke min og jeres Fader for min lidel­se, min død og min opstandelse.” Præ­stens stemme er måske gammel og hæs, for liturgien er altid både menneskelig og guddommelig, og dens menneske­lige side er nødvendigvis ufuldkom­men. Men alle der har tro, ser tværs igennem ufuldkommenheden og ser den egentlige celebrant, Jesus Kristus. Det er Han der med sin klare og klang­fulde stemme istemmer den evige lov­sang til Faderens ære.

Så forstår vi også at ”den nye men­neskeheds lovsang” først og fremmest er en takkesang. Lovsang og taksigelse hører sammen. Taksigelse virker må­ske mindre uselvisk ved første øjekast, den forudsætter jo at man har modta­get en gave, hvor lovsangen ikke be­kymrer sig om gaver, men bare priser Gud for hvad Han er i sig selv. I virke­ligheden er taksigelsen den lige vej til lovsang. Den dybe taknemmelighed munder ud i lovsang. Når jeg takker Gud for en gave, forstår jeg at det jeg har fået, ikke er mit, men Hans. Jeg luk­ker ikke hænderne omkring gaven, men lader gaven være en bro mellem Gud og mig. Jeg ser hvordan gaven formidler noget af Guds godhed og kærlighed, den kærlighed der altid fin­des hos Gud og som udgør Hans her­lighed. Jeg befries fra mig selv og fasci­neres af Guds godhed, min taknemme­lighed bliver til en ren, uselvisk lovsang. Det udtrykkes af Kirken i messens Glo­ria når den synger: ”Vi takker dig for din store herlighed.”

Eftersom alt det vi har og er, er en gave fra Gud, er det rimeligt, ja natur­ligt at vi altid og overalt takker og pri­ser Ham. Vi er skabt til det. ”Herre, det er dig selv der vækker mennesket til at ville lovprise dig,” skriver Augustin (Bekendelser I,1). De fleste af os må nok erkende at vi ikke har været tilstrække­ligt lydhøre overfor denne indre opfor­dring, og må med Augustin sige: ”Først sent kom jeg til at elske dig, du skøn­hed så ældgammel og så ung, sent kom jeg til at elske dig! ... Du var hos mig, men jeg var ikke hos dig” (Bekendelser X,27,38).

At takke og lovprise Gud åbner vort hjerte. Hvis vi føler os plagede og ulyk­kelige, er det næsten altid fordi vi sid­der fast i selvoptagethed, fordi det ik­ke er lykkedes os at komme ud af os selv. Vi er fanget i et fængsel vi selv har bygget. Men hver gang vi siger: ”Tak, Gud” føler vi at det er sandt hvad sal­men siger: ”Det er godt at takke Her­ren og at lovsynge dit navn, du den Højeste” (Sl 92,2). Hver gang bryder vi lidt af vor fængsels mur så at frisk luft kan strømme ind. Vi begynder at ane noget af bredden og længden og høj­den og dybden (Ef 3,18) der er vort na­turlige ”guddommelige miljø”. Vi gen­kender noget af den ”anchura del Espíritu” (Åndens bredde og vidde) som Johannes af Korset taler om (Sjä­lens dunkla natt II,9,1). Vi jubler indven­digt når vi i tidebønnen synger verset: ”snaren reves sønder og vi slap fri” (Sl 124,7).

Vi ved at taknemmelighed gør hjer­tet større. Hvis jeg nærigt beholder Guds gave for mig selv og glemmer at give den tilbage til Giveren i taknem­melighed, har jeg ikke plads til nye ga­ver. Og Gud er heller ikke tilbøjelig til at give mig nye gaver, for Han ved at de bare gør mig mere selvoptaget. Men ser Han at hver gave åbner mig mere for Ham, vil Han gerne fortsætte. Det er jo denne åbenhed, Han længes efter, den åbenhed der råder i den hellige Treenighed mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Gud kommer os helt nær når vi pri­ser og takker Ham. Han ”troner på Is­raels lovsange” som salmen så smukt siger (Sl 22,4).

Påskemåltidet afsluttes med Hallel-salmerne (lovprisningssalmerne - Sl 113-118), som Jesus sang sammen med apostlene. ”Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget” (Mark 14,26). Her finder vi oprindelsen til vor tidebøn. Ligesom planeterne kredser om solen, kredser tidebønnen om Eukaristien. Tidebønnen udstræk­ker messens lovprisning og taksigelse til alle døgnets timer. ”Dominus vobi­scum - Herren være med jer” siger præsten i messen. Men det kan også oversættes ”Herren er med jer”. Kan vi andet end at synge når vi ved at Her­ren er med os, lige så virkeligt som da Han vandrede med sine disciple? Den hellige Teresa af Avila skriver at hun ”af Herren havde fået en så levende tro at hun begyndte at le, når nogen ønske­de at have levet dengang Kristus gik le­vende omkring på jorden. Hun tænkte: ”Når vi ejer Ham lige så virkeligt i det Helligste Sakramente hvad mere kan vi da ønske os?” (Fuldkommenhedens vej 34,6). Hun skriver også at, når hun modtog kommunionen, forestillede hun sig at Jesus kom ind i hendes bolig og ”hvordan hun selv sad ved Hans fødder og græd med Maria Magdalena, lige som havde hun set Ham med sine legemlige øjne i farisæerens hus. Også når hun ikke følte den mindste andagt, sagde troen hende at Han virkelig var der” (Fuldkommenhedens vej 34,6).

Det er umuligt ikke at blive fyldt af en inderlig glæde når man fejrer Euka­ristien. Netop i sin afskedstale, hvor man jo skulle forvente en sorgens tone, vender Jesus gang på gang tilbage til at det nu er tid at glæde sig. ”Sådan har jeg talt til jer, for at jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11). ”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde ... jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæ­de fra jer” (Joh 16,20.22). Og i sin yp­perstepræstelige bøn siger Han til sin Fader: ”Nu kommer jeg til dig ; og så­dan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig” (Joh 17,13).

En oldkristen græsk hymne til Kristus, som i den byzantinske liturgi synges hver aften til vesper, begynder med ordene: ”Phos hilaron - Glædens lys”. I den vesterlandske kirke begyn­der påskenattens liturgi med en inder­lig opfordring til at glæde sig: ”Nu fry­de sig de himmelske engles skare, ... Men også jordens kreds skal juble højt af glæde i stråleglansen fra den evige Konge, ... Og nu skal Moder Kirke jub­le smykket i lysets klare stråleglans, og dette hus skal give genlyd af menighe­dens stærke stemmer”. Denne sang an­giver tonen ikke kun for påskenat, men for hele årets liturgi. Glæden er så over­vældende at man taber hovedet og vo­ver, inspireret af Augustin, at tale om en ”felix culpa - O, lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og så stor Forløser!”

Vi kristne er et lovsangens folk, et folk ”der kender til lovsang” (jf. Sl 89,16). Eusebius af Caesarea (ca. 265 - ca. 339), kirkehistoriens fader, skriver: ”Jesu opstandelse har gjort de kristnes liv til en fest uden ende”. Disse ord, som Taizéklosterets grundlægger, Ro­ger Schutz, en gang citerede i et af sine berømte breve, har lagt navn til en bog der har vakt entusiasme hos mange unge: ”Ta fête soit sans fin” (Måtte din fest være uden ende).

Ved siden af eksistensens tre grund­attributter - enkelthed, sandhed, god­hed - kunne man nævne en fjerde, nemlig glæden. Gud er sandhed, Gud er skønhed. Han er også glæde. En ung karmeliternonne fra Chile, Teresa de los Andes (1900-1920), der blev hel­genkåret i 1993, havde som yndlings­ udtryk: ”Gud er uendelig glæde”. Hvor Gud er, der er lyksalighed, beati­tudo. Man har altid vidst at det der gør Himlen til himmel er ”visio beatifica - den lyksalige skuen af Gud”. Hvis Eukaristien er det himmelske bryllups­måltid flyttet til jorden, må de kristne være lykkelige mennesker. Det slående ved de første kristne var at de var gla­de, lykkelige. Deres glæde var noget nyt, det var en anden glæde end den man var vant til. Den afhang ikke hver­ken af godt humør eller en positiv per­sonlighed, det var heller ikke den glæ­de man føler efter et veludført arbejde. Det var den glæde man erfarer når man har fundet det alle menneske leder ef­ter: Gud. Det var Jesu glæde der smit­tede og fyldte Hans disciple. At leve i Guds venskab tilfredsstiller alle men­neskets længsler.

Det er ikke underligt at et af de of­test forekommende ord i liturgien er ”halleluja”. Halleluja betyder Lov Her­ren, men ofte tænker man ikke på or­dets betydning. Halleluja er blevet et glædesråb - frydeskrig. Kirken nøjes ikke med at gentage det mange gange. Den kan ikke lade være med at forlæn­ge ordet, det må ingen ende tage. Kir­ken trækker det sidste a ud i en jublen der faktisk kaldes ”Jubilus”.

Uden for Kirken siger man bare OK. Hvilken forskel!

 

Glæden og smerten ved at give og ofre

Netop fordi den nye lovsang er en tak­kesang, er ”eucharistia”, er den fyldt af glæde. Vi takker for at Jesus er med os og giver os sig selv som mad og drik­ke. Eukaristien er ikke kun et måltid, den er et offermåltid, den er ”offertori­um”. Jesu store offer som Han én gang for alle har frembåret på korset, er nær­værende i hver eneste Eukaristi. Og ved at Han lader sig spise og drikke, drager Han os med sig i denne vældi­ge offerbevægelse. Han vil at Kirken skal være hvor Han er og som Han er, nemlig ofret. I den katolske Kirke tror vi at Eukaristien ikke kun indebærer at Gud giver sig selv til Kirken, men også at Kirken får lov til at give noget til Gud. Og hvad giver den? Ikke kun brød og vin, men Jesu Legeme og Blod. Den ofrede Herre lægger sig selv i Kir­kens hænder for at den skal have den glæde at give Ham et passende offer, et offer der virkelig passer Ham. ”Derfor ihukommer vi din Søns, vor Herre Je­su Kristi salige lidelse, hans opstandel­se fra de døde og hans herlige himmel­fart,” siger Kirken i den gamle romer­ske kanonbøn, ”og frembærer hvad vi selv fik i gave af dig: et rent og helligt og lydefrit offer.”

”Det er saligere at give end at få,” har Jesus sagt (ApG 20,35). Det er ikke morsomt altid kun at tage imod, det kan til og med føles ydmygende. Man vil også selv give noget. Men kan vi gi­ve noget, vi ikke selv har fået? Nej og Kirken gentager det tit og gerne i sin li­turgi: ”Vi frembærer hvad vi selv fik i gave af dig.” Og i præfationen for sine helgener siger Kirken med Augustin, at når Gud kroner sine helgeners fortje­nester, er det sine egne gaver, Han kro­ner. Er det meningsløst at give noget af det man selv har fået tilbage til give­ren? Derhjemme plejede vi børn at gi­ve vore forældre gaver til deres fødsels­dag. Vi vidste hvad de kunne lide og købte slik til mor og cigarillos til far. Og når det højtidelige øjeblik var inde, og vi gav dem vore gaver, kunne vi se at far eller mor blev glade for gaverne. Mor sagde aldrig: ”I burde skamme jer, det er jo mig der har givet jer penge­ne.”

Gud vil slå bro over den kløft der skiller os fra Ham. I Eukaristien stifter Han en ”ny og evig pagt”. Han gør os til forbundsfæller, Han ønsker at der skal være gensidighed i given og tagen. Dette udtrykkes blandt andet i en bøn som præsten beder i den katolske mes­ses liturgi, når han frembærer gaverne: ”Brødet, som vi har modtaget af din gavmildhed,” siger han. Det er Gud der skaber brødet og giver det til os. Alting begynder med Ham. ”Dette brød bærer vi frem for dig,” fortsætter præsten. Vi giver det tilbage til Ham, men Gud vil ikke beholde det for sig selv. Han giver det tilbage til menne­skene igen: ”lad det for os blive livets brød,” Kristi Legeme. Men dermed er det ikke slut. Ved at Kirken nu råder over Kristi Legeme og Blod, får den en chance til at give Gud noget der er Ham værdigt. Den frembærer altså Kristi Legeme og Blod som et fuldgyl­digt offer. Men Gud får alligevel det sidste ord, for i kommunionen giver Han os Kristi legeme og Blod tilbage som en udødelighedens næring. Mes­sen er en kærlighedens kappestrid. Gud og mennesket kaster hele tiden bolden til hinanden, i en svimlende umiddelbarhed. Dette fortsætter efter Eukaristien hvis vi også i dagens løb forsøger at leve som eukaristiske men­nesker. Det er meningen at dette ”ad­mirabile commercium”, dette ”vidun­derlige bytte”, skal fortsætte hele livet og hele evigheden med.

I messen er der en lille ritus hvis be­tydning de færreste lægger mærke til: Præsten bryder brødet. Det gør han ik­ke kun for at kunne dele ud af brødet til alle de nærværende. Det brudte brød peger på Kristi sønderbrudte Legeme, på Hans død. Præsten gør hvad Jesus gjorde i den sidste nadver: Han tog brødet, der repræsenterede Hans lege­me og brød det. Dermed foregreb Han det der skulle ske dagen efter ved Hans død. Han vidste at Hans jordiske lege­me måtte briste, som hvedekornet i jor­den (jf. Joh 12,24) for at blive universelt. ”Ingen tager det (mit liv) fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til” (Joh 10,18). Den frihed hvormed Jesus giver sit jor­diske liv, bliver helt åbenbar i den sid­ste nadver. Det var nødvendigt at den fandt sted før Hans lidelse. Det må stå helt klart at Jesus ”brød” sig selv inden Han blev brudt af andre. Alle måtte forstå at Han døde ”af fri vilje”.

I Eukaristien er døden og opstan­delsen samtidigt til stede. Jesus får sin herlighed gennem sin død, gennem denne gerning af den yderste kærlig­hed. Dette betyder at den glæde som Eukaristiens lovsang er præget af, ikke er en letkøbt glæde. Lyt til den vester­landske Kirkes gregorianske melodier eller til den østerlandske Kirkes sang. Denne musik er fuld af alvor, den har tyngde. Her på jorden er dyb glæde al­tid en frugt af lidelse som man villigt har accepteret og gennemlidt med kær­lighed. Den der ikke har lidt, ved in­genting og har ikke kapacitet til hel­støbt glæde.

Eukaristien lærer os at lidelsen og glæden ikke udelukker hinanden, at død og opstandelse kan finde sted samtidigt. ”Fulget crucis mysterium - korsets mysterium stråler”, synger vi i fastetiden. Tænk på moder Teresa af Calcutta der i 50 år levede i en mørk nat, hvor hun følte sig forladt af Gud og ind i mellem forkastet af Ham, og som samtidig kan skrive: ”I am per­fectly happy.” Eller tænk på den lille Thérèse der siger: ”Jeg er nået dertil at jeg ikke kan lide mere, eftersom al li­delse er skøn for mig” (Sidste samtaler 29. maj, s 27). ”Mørket er ikke mørke, natten er lys som dagen” (jf. Sl 139,12). ”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan kom­me til syne i vort legeme,” skriver Pau­lus (2 Kor 4,10). ”Salige er I, som er fat­tige,” siger Jesus, ”for Guds rige er je­res” (Luk 6,20). Ikke i fremtiden, men nu og her.

 

Den nye menneskehed

Indtil nu har jeg mest talt om Eukaristi­en som lovsang og taksigelsessang. Nu mangler jeg at sige noget om sangene. Sangens skønhed afhænger for en stor dels vedkommende af koret og diri­genten. Koret er den nye menneskehed og dirigenten er Jesus.

Eukaristien er en fuldendt syntese af tre dimensioner: fortiden, nutiden og fremtiden. Eukaristien er et minde om Jesu død og opstandelse. ”Dette skal I gøre til min ihukommelse,” for­maner Jesus disciplene. Eukaristien ak­tualiserer denne fortid og gør det nær­værende her og nu. Og Eukaristien gi­ver os ”en forsmag på den kommende herlighed” (”futuræ gloriæ nobis pig­nus datur,” siger Thomas af Aquin i sin berømte bøn O sacrum convivium). I Eukaristien hænger vi ikke fast i forti­den, ikke engang i det der er nu, for det er allerede begyndelsen til noget helt nyt. Ved at vi i Eukaristien nærer os med den opstandne Herre, bliver vi ét med Ham og bliver selv nye, opstand­ne mennesker. For os er døden allere­de overvundet, vi er allerede gået gen­nem døden. ”Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Joh 11,26). Hver gang vi fejrer Eukari­stien nærer vi os med evigt liv.

Men den nye menneskehed er ikke blot en gruppe glade individer. Jesus siger at Han er vinstokken og vi er gre­nene (Joh 15,5). Paulus anvender et endnu stærkere billede: sammen dan­ner vi ét legeme hvor Kristus er hove­det og vi er lemmerne (Rom 12,5 ; 1 Kor 12,27). Vi er meget mere ét med hinan­den end vi kan forestille os. Der findes en økumeni der er bygget ind i selve Eukaristiens struktur. Hvis Eukaristien betyder noget for os, kan vi ikke andet end at brænde af længsel efter enhed.

I Eukaristien tager vi imod den nye Adam der vil samle alle mennesker og gøre dem til en ny menneskehed i sin Person. Vi kan ikke møde Ham uden samtidig at møde hele menneskehe­den. Vi kan og må ikke ekskludere no­gen. Hvis vi afviser et eneste menneske eller ikke vil tilgive et andet, bliver vor Eukaristifejring en løgn. Vi modvirker Kristus og sårer Hans Legeme når vi sorterer nogen fra.

Det der i dåben sker i princippet, bliver helt og fuldt virkelighed i Euka­ristien: Vi har samme borgerskab som de hellige og har vort hjem hos Gud (jf. Ef 2,19). Den himmelske Kirke er nær­værende i den jordiske. Alt det der si­ges og synges i liturgien, er en istem­men i den himmelske lovsang. I mes­sens præfation indbydes Guds folk til at lovsynge Gud sammen med keruber og serafer, med troner og herredøm­mer, ja hele den himmelske hærskare. Det andet vatikankoncils konstitution om liturgien formulerer det suverænt: ”Den nye og evige pagts ypperstepræst, Jesus Kristus, påtog sig menneskenatur og istemte i dette vor jordiske eksil den hymne der evigt synges i de himmel­ske boliger. Han forbinder hele menne­skeheden og forener den med sig i den­ne guddommelige lovsang” (Sacro­sanctum concilium 83).

Men den nye menneskehed hører hjemme i et nyt univers. Vi kan ikke skille mennesket fra dets miljø. Også ”skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8,21). Den for­vandling brødet og vinen gennemgår når de bliver Kristi legeme og blod, af­slører noget af skabelsens potentiale: Den kan blive Kristi Legeme. Universet er ikke et lukket materielt system. Universet er åbent, universet har et kald. Det er bestemt til at synge en lovsang til Gud.

Det der vil blive virkelighed ved ti­dernes ende, når ”alt skal sammenfat­tes i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1,10), det sker allere­de nu, koncentreret, i Eukaristien. I hver Eukaristi bliver en del af den ma­terielle skabning guddommeliggjort. ”Kristus,” siger Paulus, ”har kraft til at underlægge sig alt” (jf. Fil 3,21). Når præsten tager brødet i sine hænder for at gøre det til Kristi legeme, bør han vi­de at dette brød symboliserer hele uni­verset. På en måde er alt, sakramentalt set, allerede fuldendt. I Eukaristien foregribes det der vil ske når Kristus har integreret hele universet i sit lege­me og kan frembære det til sin Fader i en grandios, evigtvarende Eukaristi, så at Gud bliver ”alt i alle” (1 Kor 15,28).

 

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Denne artikel var oprindeligt et foredrag, holdt på Berget i Rättvik 16. november 2007. Med forfatterens tilladelse er det for­kortet.

  

 

(Levende Vand nr. 2 2008)

 

Wilfrid Stinissen ocd

 

Wilfrid Stinissen ocd
Af Grethe Livbjerg

 
 
Af Wilfrid Stinissen:

Menneske hvem er du

 

Tørsten som tegn

 

Lectio divina 

 

Eukaristien

 

De kristnas enhet

 

 

I dag er Guds dag

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk