Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Af Jørgen Thaarup

Tag imod hinanden

"Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer..."

 

På et tidspunkt fik jeg muligheden for at følge en familiesammenføring. Det var utrolig spændende.

Situationen var den, at en mand, som var voksen og havde egen familie, af forskellige årsager fik et stort behov for at kende sine rødder. Han var som barn blevet bortadopteret og havde haft en lykkelig opvækst. Hans adoptivforældre og søskende var blevet hans rigtige familie, som han havde det godt med. Og det havde hans egne børn og børnebørn også. Men så opstod længslen efter at kende det biologiske ophav.

Ad lange og snørklede veje lykkedes det manden at finde sin biologiske mor. Der blev udvekslet breve og aftalt besøg. Spændingen og nervøsiteten tiltog forud for første møde, og tankerne var mange: Hvordan mon hun er? Er hun en fin dame? Er hun et menneske, der hele tiden skaber problemer? Er det liv, vi lever, sammenligneligt med det liv, hun lever? Er der mon noget som helst, der binder os sammen? Bliver vi skuffede?

Jeg fik lov til at følge med i, hvordan det hele udviklede sig. Det første møde blev fantastisk. Nysgerrigheden fra begge parter afdækkede, hvordan livets kår og muligheder havde bet ydet, at de i dag var de mennesker, de var. Mange spørgsmål blev stillet, hvorfor skete det og det, og hvordan har du levet med de forhold indtil nu? Der blevet grinet og grædt. Og der blev opdaget ligheder og forskelle, som ingen kunne forestille sig forinden.

Overraskende blev det, at det første og de efterfølgende møder aldrig blevet spørgsmål om at vælge den anden fra eller til. I samme øjeblik parterne var samlet, forsvandt muligheden for at fravælge den anden. Oplevelsen af at være familie på godt og ondt var straks til stede. Vi hører sammen.

Det eneste spørgsmål, der stod tilbage, var: Hvordan modtager vi hinanden? Hvordan inviterer vi hinanden indenfor til en fælles fremtid?

Sådan kan det foregå på det personlige og familiære niveau. Kan det samme billede illustrere relationen mellem kirkerne? Vi har jo længe været brødre og søstre af den samme Fader. Vi har ikke valget, om vi kunne tænke os at være hinandens søstre og brødre. Vi er hinandens søstre og brødre, uanset hvad vi i øvrigt mener, så længe vi er børn af den samme Fader.

 

”Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer..”

Hvordan er det så, at Kristus har taget imod os? På den mest fantastiske måde. Og den måde, Kristus indbyder os til fællesskab, er modellen for alt fællesskab kristne mennesker imellem og kristne kirker imellem.

Historien om det kristne fællesskab og kirkernes indbyrdes fællesskab begynder et helt uventet sted: I Jesu meget personlige bøn til sin far.

Her hører vi, hvordan Jesus taler om sit fællesskab med Faderen. Hvordan de to er ét: "Jeg er udgået fra dig ... du i mig, og jeg i dig." Det har vi lært om Faderen og Sønnens indbyrdes relation. Men så siger han om dem, som er kommet til tro gennem apostlene, og det må jo være os og alle andre kristne, "at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os." Og for at slå det fast, siger Jesus det samme en gang til: "De skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét."

Altså: Gud er Én. Men denne ene Gud er et fællesskab af tre personer, Fader, Søn og Ånd. Og som fællesskabet er mellem disse tre, er vort fællesskab med Gud, men også med hinanden. Det svimler næsten for øjnene at følge Jesu bøn om enhed. Han siger jo, at forståelsen af guddommen selv giver os et fingerpeg om vort eget forhold til Gud. Jesus siger, at min relation til kristne i andre kirker har form efter fællesskabet i Den Treenige Gud. Kan vore mellemkirkelige relationer virkelig sammenlignes med fællesskabet i Den Treenige Gud?

Der var måske dem, der troede, at kirkernes indbyrdes forhold var et spørgsmål om teologiske lærersamtaler og økumenisk engagerede kristnes egne, moderne opfindelser og dygtige menneskers evner til at skabe strukturer, der bygger bro og kirkeligt sammenhold.

Økumeniske konferencer er vigtige, forhandlinger og paragraffer, bestyrelser og økonomi frem til stiftelsen af Danske Kirkers Råd er af meget stor betydning. Men set i evangeliets perspektiv, så er disse ting opfølgning, synliggørelse og indlevelse i en virkelighed, som evangeliet allerede taler om, og som har Gud selv som kilde og mål.

Og begrundelsen og målsætningen med et kirkefællesskab som Danske Kirkers Råd skal hentes i vores fælles forståelse af Gud og vores indlevelse i fællesskabet med Den Treenige Gud.

 

Det er den måde, Kristus har taget imod jer...

Den Kristus, hvis legeme I er, I, der er kirke i verden. Det er Paulus, der taler om kirken som Kristi legeme.

Talen om Kristi legeme er et af Bibelens stærke billeder af kirken. Her tales i ental. Der er ét Kristi legeme, én kirke, og kun én hellig, almindelig kirke. Legemet udtrykker en levende organisme, en sammenhængende krop, som kan udrette noget, bevæge sig, udføre et arbejde, en funktion. Samtidig udgør legemet en mangfoldighed af forskellige dele. Lemmer og organer, som absolut ikke er ens og ikke kan det samme. Dog er alle nødvendige, for at vi kan tale om et helt legeme. Og fra et hjerte pumpes det samme blod rundt i hele kroppen, og fra hovedet, som er Kristus selv, går nervebanerne med impulser til hver eneste celle.

Billedet taler for sig selv. Da Paulus underviste om kirkens enhed ud fra dette billede, handlede det først og fremmest om menighedens enhed og de enkelte medlemmers plads i den lokale kirkes liv. Ingen på Paulus' tid kunne forestille sig den kirkelige splittelse, som kirkehistorien har frembragt. Kirken var ét på Paulus' tid, selvom den bestemt ikke var ens fra sted til sted. Jøde-kristne, græsk-kristne og hedninge-kristne var nogle af de kirkeretninger vi finder i Det Nye Testamente. Den lære, som Paulus prægede sine menigheder med, var anderledes end den del af kirken, som fik navn efter Johannes-traditionen. Så vist var der forskelle og retninger i Oldkirkens dage. Men det krænkede ikke opfattelsen af at være en hellig, almindelig og apostolsk kirke på jord. Paulus bekymrede sig om den enkelte menigheds enhed og fællesskab.

Men til os, der lever med kirkesplittelsernes resultater, til os, der bærer kirkesplittelsernes synd og skyld, får Paulus' undervisning om Kristi legeme en ekstra dimension. Til os, der er forskellige kirker i Danmark, taler Paulus' billede af legemet om, at vi som kirker er hinandens lemmer. Det er kirkerne, som skal forenes, for at legemet kan blive helt. Det er de danske kirker, der skal udgøre én levende og sammenhængende organisme. Det er i vort land, at legemet skal blive helt, for at det kan udføre den tjeneste, at være Kristi legeme, det legeme, der bærer byrder, går den ekstra mil med den sørgende, helbreder de syge og forsoner de brudte.

I Efeserbrevet udvikles billedet om Kristi legeme yderligere med den tanke, at de kristne skal komme sammen, for at kirken kan blive hel, så den kan vokse, opbygges og blive fuldvoksen, så den kan rumme hele Kristi fylde. Hvilken gave det vil være for Danmark, hvis vi som kirker kan opdage, at vi er gaver, skænket til hinanden, for at en større helhed kan opstå, en helhed, som skal tjene til, at den ene kirke i Danmark i højere grad kan rumme hele Kristi fylde. Det er mit håb, at større kirkeligt fællesskab kan skænke os erfaringen af at blive en fuldvoksen kirke, så Kristus kan ses og opleves af flere mennesker.

 

"Tag derfor imod hinanden .... " til større velsignelse af den del af kirken, hvor du har dit åndelige hjem.

Når Paulus i sin forkyndelse til os taler om at være ét, som legemet er ét, så bliver Paulus en profet. Med de bibelske profeter er det ofte sådan, at deres profetier taler ind i forskellige tider. Der er den umiddelbare og nære situation, som profeten taler ind i. Her taler Paulus til menigheden i Korinth. Dernæst er der det fjernere perspektiv, som vi ikke altid er sikre på, at profeten selv havde noget klart billede af, men som alligevel ofte, efter profetens død, blev det absolut vigtigste budskab. Jeg håber ikke, at Paulus havde fantasi til at forestille sig, hvordan kirken gentagne gange kom til at gå vild med kirkesplittelser og stor smerte til følge. Men hver gang Kristi sønderslagne krop begynder at vokse sammen, hver gang bevægelsen er tilbage til vort oprindelige fællesskab i Den Treenige Gud, så går der et sus af profetiens opfyldelse over landet. Det sus hører i dag til fejringen af Danske Kirkers Råd. Det er et sus, der går gennem hele kirkehistorien. Det er også et sus, som er et ekko af Gudsvinden fra Skabelsens morgen, hvor Gud skabte helheder og orden og fælleskab, og hvor han efterfølgende så og sagde, at alt var såre godt.

Suset af Ånd og Guds medvind er ingen tilsnigelse. Når Paulus udvikler billedet af Kristi legeme, så er indgangen netop undervisning om Helligåndens virke i kirken. Hovedoverskriften er Helligånden. Profetien om kirkens enhed, som en forening af Kristi Legeme, er en funktion af Helligåndens gerninger. Dermed får vi yderligere hjælp til at forstå den Åndens enhed, som Helligåndens komme bevirker.

Med Åndens enhed er det nemlig således, at det altid er en enhed, som er os givet på baggrund af den store splittelse under Babelstårnet. Med Babelstårnet udtrykkes den egoisme og selvhævdelse, som gang på gang får mennesket til at tage magten, sætte sig selv i centrum og gøre sig selv til gud. Babelstårnet var dengang og er dog midt i den moderne kultur: Tilbedelsen, beundringen, gudeliggøreIsen af mennesket selv og alle dets idoler. Og Gud selv steg ned, siger skriften. Det angiver, at Gud selv vil frelse og afværge den menneskeskabte katastrofe. Guds stigen ned bevirkede sprogenes mangfoldighed og udviklingen af folkenes egen identitet, men også isolation og fremmedgjorthed overfor hinanden, med alt hvad det indebærer af risiko for konflikt og fjendskab. Sådan er livet på Babelstårnets betingelser, indtil Helligånden blæser over verden på Pinsedagen og skaber ny forståelse, ny enhed, nyt sammenhold. Pinsedagen udjævner ikke forskellene. De hører jo netop disciplene tale på deres egne lokalsprog. Gruppernes kulturelle identitet viskes ikke bort i fællesskabets smeltedigel. Men enheden er guddommelig ved at være en enhed af forskellige folk, som bevarer trygheden i deres egen identitet, men desuden bliver indlemmet i et nyt folks identitet, den kristne kirke. Det er Helligåndens under på Pinsedagen. Der den Ånd, der udgør perspektivet for Paulus, når han taler om kirken som Kristi legeme.

Derfor bliver fejringen af Danske Kirkers Råd også en pinsefest. Og selvom det nok er at presse teksten til det yderste, så tillader jeg mig at se kirkesplittelserne med perspektivet fra Babelstårnet, hvor hver kirke udvikler eget teologiske sprog og egen praksis, som leder til adskillelse, begrænsning og manglende forståelse for andre kirkers identitet og liv. Og set i det perspektiv, bevirker Helligåndens komme over kirkerne, at nyt fællesskab opstår uden at den enkelte kirkes identitet forsvinder. Kirkernes fælles pinsefest bliver fejringen af, at nogle hører dem tale om Guds storværker på det lutherske kirkesprog, andre hører dem tale på baptisternes sprog, andre igen hører dem tale om Guds gerninger på det romersk-katolske sprog, og andre igen med det metodistiske, ortodokse, kalvinske og Pinsekirkens teologiske sprog, melodi og praksis. Den enkelte kirkefamilies særlige kendetegn bliver kvaliteter og rigdomme og fælles ejendom. Det gennemgående fælles er, at det er Guds storværker, de hører kirkerne tale om. Kirkernes proklamation af det kristne evangelium vil blive hørt på en helt anden måde, når de kirker, der taler, er forenede. Den Ånd, som bevirker Pinsens enhed og fællesskab, er også den store Missionær, og målet fastholdes igen og igen: at Åndens gerninger skal tjene til kristentroens formidling til alle mennesker.

Det er denne Åndens virkelighed, som er Paulus' virkelighed. Derfor glider proklamationen af Helligåndens gerninger ubesværet over i forkyndelsen af kirkens enhed, som Kristi legeme, en hel og levende krop, der kan virke i verden, ikke blot som et symbol for eller et billede af Kristi legeme, men som virkeligt i kød og blod kan udgøre Kristi legeme i verden. Kristi legeme til tjeneste i verden. Sådan har det altid været med Kristus: I tjeneste blandt mennesker.

Det må vi ikke glemme en dag, som i dag. Jesus bad om de kristnes enhed, for at verden må se. Det er i tjenesten, at kirken bliver rigtig kirke. Det er i missionen blandt mennesker i Danmark, at kirkerne i Danmark bliver til. Uden mission vil kirkerne miste identiteten som kirker. Jesus bad om de kristnes enhed af hensyn til evangeliets udbredelse. Kirkernes situation i Danmark er ikke gunstig. Undersøgelser tyder på, at mange mennesker tror på Guds eksistens og Guds betydning for det liv, de lever. Men kirkerne siger dem ikke noget. Kirkerne har generelt svært ved at nå mennesker med evangeliet og hjælpe dem til et liv i genoptaget fællesskab med Den Treenige Gud. Jeg tror, at mange mennesker i Danmark er i en venteposition i forhold til kristendommen, indtil Kristi legeme bliver synligt, når kirkernes enhed bliver synlig.

 

"Tag derfor imod hinanden" ... for Danmarks skyld

Jeg ved ikke, hvilke erfaringer du har af at blive bedt for. Det er en ganske speciel oplevelse, at være genstand for en anden persons forbønner. Det er stort at vide, at nogen beder for en. Og det rører altid ved noget dybt i en, når man hører et andet menneske formulere ord og tanker i bønnens sprog om en.

Hver dag, kristne er sammen, er en bønnens dag. Vi skal bede for hinanden. Det er en nødvendig del i den proces, det er at tage imod hinanden. Men vi skal også i fællesskab fastholde hinanden på, at vi er under Jesu forbøn.

Vi lytter til de ord, Jesus formulerede i sin bøn for os: "Dem, som ved deres ord tror på mig ... "Det er da os. "At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os ..." Vi er genstand for Jesu forbøn for de kristne kirker i Danmark.

Når vi, efter at have levet os ind i Jesu bøn, går ud i hverdagens opgaver, går vi ud for at praktisere og virkeliggøre det, som Jesu bøn udtrykker. Vores gang fra bibelordet til hverdagens opgaver er en sendeIse til tjeneste. Vi kan gå frimodigt og leve enheden ud. Og når vi gør det, vil vi opdage, at vi går i forud beredte gerninger, beredt af Jesus i bøn. Vi sendes ud til virkeliggørelsen af den virkelighed, som allerede er en realitet i evangeliet.

"Tag derfor imod hinanden ... til Guds ære." Til Guds større ære.

 

Bibeltekster:

Rom 15,7, 1 Kor 12,12-26, Ef 4,11-16, Joh 17,9-11, 20-23

 

Denne artikel er omarbejdet fra prædiken ved økumenisk gudstjeneste i Københavns Domkirke ved stiftelsen af Danske Kirkers Råd.

Jørgen Thaarup er rektor og præst i Metodistkirken.

 

(Levende Vand nr. 4 2005)

At de alle må være ét

 

Bøn om enhed

Af Fader Paul Couturier

 

Slaget om Kongen

Af P. Raniero Cantalamessa OFM Cap

 

Kampen mod mig selv

Af Patriark Athenagoras

 

Tag imod hinanden

Af Jørgen Thaarup

 

 

Enhet vokser nedefra

Af Aslaug Espe

 

Vidner 

Jean Vanier

Af Aslaug Espe

 

Klip fra Jean Vaniers bøger

 

Mens vi venter på brudgommen

Af Peter Halldorf

 

Fædrene læser Skriften

Af Johannes Chrysostomos

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk