Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Johannes af Korset - hans liv og gerning


Johannes af Korset

"I den sidste tid har jeg læst Johannes af Korset og andet af den slags alternative litteratur", sådan indledte en yngre, meget teknisk uddannet mand vores samtale. - "Alternativ" til hvad? Til hans tekniske verden, men også til den kristendom, han havde stiftet bekendtskab med.

Johannes af Korsets skrifter hører i dag til den alternative litteratur, der bliver læst af mange uden for Kirken af langt færre indenfor! Hvori mon ligger årsagen til dette sidste?

Måske har Johannes af Korset fået et image, som passer dårligt ind i moderne kristnes tankegang, et image, som søgende uden for Kirken er lykkeligt uvidende om. Man har anset ham som farlig. "Pas på med Johannes af Korset, ham kan man blive deprimeret af at læse", formanede min første skriftefar, da han så min interesse for karmelitisk litteratur.

Man har fortalt anekdoter om ham, som var egnede til at styrke denne opfattelse: Johannes af Korset og Teresa af Avila var sammen på rejse for at besøge nogle af de nyoprettede klostre. En aften kom de til en kro, hvor de skulle overnatte. Værten fik medlidenhed med sine trætte gæster og serverede en rigtig god middag for dem. Johannes fandt dette upassende for fattige karmeliter, og for at gøre bod stak han hånden ind i stearinlyset, samtidig med at han gav sine rejsefæller en belæring: "Når sådan et lille lys kan brænde så smertende, hvad så med helvedes flammer?" Teresa derimod tog godt for sig af den lækre mad og udbrød: "Når et jordisk måltid kan give sådan glæde, hvilken lykke vi da skal opleve i himmelen!"

Sådan har man altså opfattet de to! Ikke underligt at man distancerede sig fra Johannes og foretrak den mere livsnære Teresa.

Alle helgener har været udsat for at blive gjort til stereotyper, hver anbragt i sin bås, pænt stillet op på en piedestal og dermed uskadeliggjort, for hvilket sundt menneske kan føie sig tiltrukket af sådanne verdensfjerne idealer?

2. Vatikankoncil rettede en stærk opfordring til alle ordener om at vende tilbage til kilderne i deres ordensliv, for i en fornyelsesproces at udskille de ægte værdier og den oprindelige karisme fra alt overflødigt, som kunne være kommet til. I denne proces begyndte man i karmeliterordenen et fornyet studium af Johannes af Korsets skrifter og alle kilder, der kunne belyse hans liv. Og hvad fandt man under det overmalede billede: Et klogt og fintfølende menneske, rigt intellektuelt og kunstnerisk begavet med mange facetter i sin personlighed.

"Jeg vovede alt i et kærlighedens eventyr".

Juan de Ypes, den senere Johannes af Korset, stammede på sin fars side fra en adelsfamilie i 1500-tallets Spanien, hvor adel, rent spansk blod og penge var værdier, der satte skel mellem mennesker.

Juans far, Gonzola, blev tidligt forældreløs og kom i huset hos en rig onkel, der handlede med silke. På sine forretningsrejser for onklen overnattede han af og til hos en silkevæverske, der i sin tjeneste havde en ung fattig pige. Den klassiske romance opstod: Den rige unge adelsmand forelskede sig i en fattig, forældreløs ung pige, der måske endda havde araberblod i årerne.

Normalt var det familierne, som aftalte giftermål, og penge eg stand var afgørende faktorer i disse ægteskabsindgåelser. Gonzola kendte prisen for at følge sin kærlighed, men han var villig til at betale den.

De to giftede sig, og Gonzolas familie forstødte dem. De ernærede sig med væveri. Snart var der tre drenge, og økonomien strammedes. Da Juan den yngste var tre år, døde faderen, og resten af drengenes barndom var præget af fattigdom og direkte nød. Den næstældste søn døde som barn, formodentlig af underernæring.

Moderen søgte hjælp hos faderens familie, men forgæves. Mon Juan har mærket bitterhed eller selv følt misundelse i forhold til den rige familie? Intet tyder på dette. Alle hans værker er hyldest til kærligheden, og kærligheden var den målestok, som alt i hans liv blev vurderet efter. Sine forældres holdning gjorde han til sin og udtrykte den i et af sine digte:

"Jeg vovede alt i et kærlighedens eventyr."

Hvor der ikke er kærlighed, skal du bringe kærlighed, og du vil selv finde kærlighed (2)

Den lille familie slog sig ned i Medina del Campo, en handelsby med store markeder, hvor rejsende fra fremmede lande kom og solgte deres varer. Et spændende miljø for en kvik dreng med alle sanser åbne.

Johannes kom i klosterskole, hvor drengene gjorde tjeneste som messedrenge, men også nu og da måtte ud med tiggerskålen for at samle det nødvendige til de fattige elevers ophold.

Nær skolen lå et hospital for mennesker med kønssygdomme. Direktøren for dette havde lagt mærke til Johannes og tilbød ham kost, logi og skolegang mod at han arbejdede i plejen af de syge.

Et hårdt miljø for en 14årig. Mange af patienterne var jo ganske grove i tonen og med en noget anden moral end den, Johannes var opvokset med.

Men hospitalet blev drevet ud fra et kristent syn på mennesket, hvor man ikke så meget så på menneskets nuværende tilstand som på dets rige muligheder. Det syndige menneske sagde kirkefædrene er som et guldsmykke, der er faldet ned i støvet og måske dækket af støv, men guldsmykket er stadig intakt. "Menneske kend din værdighed" råbte den gamle biskop Ignatius i det 2.årh. ud over sin menighed. Senere har en anden tankegang trængt sig ind i kristen tro, illustreret med, at da engang en gruppe teologiske studenter skulle oversætte en tekst, hvor dette citat indgik, oversatte størsteparten med: "Menneske kend din uværdighed!"

Johannes var lykkelig for sit arbejde, og hele livet igennem havde han særlig omsorg for syge. Han erfarede i pasningen af disse ofte så hårde og kærlighedsløse patienter, at når han gav dem kærlighed, fik han kærlighed igen.

Da han var 21 år, blev han opfordret til at blive præst ved hospitalet. Han elskede sine patienter og ville gerne tjene dem som præst. Han ville få embedsbolig, hvor hans mor også kunne bo. Et fristende til bud!

Men dybere end alle hans egne ønsker var der en dragning mod et andet mål:

"Jeg førte jer ind i Karmels land for at I skal smage dets frugt og skønhed" (3)

Johannes måtte følge denne dragning, og pludselig en dag var han væk, indtrådt hos karmeliterne, der må have kendt ham, for han blev straks iklædt ordenens dragt.

Snart blev Johannes sendt til Salamanca for at studere. Denne by var berømt i hele Europa på grund af sit universitet, hvor 56000 studenter var under uddannelse, og hvortil de forskellige klostre sendte deres dygtigste studenter. Udover teologi studerede man filosofi og litteratur. 1500taliet var Spaniens guldalder, mindre på grund af det fra Amerika hjembragte guld end af et blomstrende kulturelt liv. Johannes har i Salamanca læst de samtidige spanske forfattere, han har hørt og sikkert sunget med på de romancer, som var så populære blandt studenterne. I disse år tilegnede han sig den litterære og sproglige baggrund, som kom til at præge hans digte.

Jeg vil kalde dig ud i ørkenen og tale kærligt til dig (4)

Men Johannes trivedes ikke i karmeliterordenen Denne havde i sin oprindelse været en ren kontemplativ orden med eremitisk præg, opstået omkring Karmelbjerget i 1200-tallet med profeten Elias som ideal.

Politiske omvæltninger havde fordrevet munkene til Europa, hvor de slog sig ned i byerne. Vanskeligheder med at tilpasse det oprindelige ideal til nyt miljø havde været medvirkende årsag til åndeligt forfald i ordenen.

Johannes led under den slappe livsstil og drømte om et mere ensomt, kontemplativt liv hos karteuserne.

En anden delte hans lidelse, men hun havde gjort noget ved det: Teresa af Avila, som på dette tidspunkt havde stiftet de første kvindelige klostre, hvor søstrene levede efter den oprindelige "strenge" regel. Nu søgte hun efter brødre, som kunne forny den mandlige gren.

Den da 52-årige Teresa mødte den 24-årige Johannes. Så forskellige de end var, mærkede de straks en dyb enhed. I begge brændte kærligheden til Gud og begge var fyldt af længsel efter at udbrede denne kærlighed til hele verden. Netop denne dobbelte længsel karakteriserer den karmelitiske spiritualitet: At følge Guds kald "Jeg vil føre dig ud i ørkenen for at tale kærligt til dig" og længslen efter at alle må erfare Guds kærlighed.

Da Johannes betroede Teresa sit ønske om at gå over til karteuserne, indvendte hun straks: Hvorfor dog det? Du kan gøre så meget mere godt ved at reformere din egen orden? Johannes indvilligede, hvis han meget snart kunne begynde. Så typisk for ham!

Og snart fik han sin længsel efter fattigdom, enkelhed og ensomhed tilfredsstillet i det første mandlige kloster efter den oprindelige regel: et lille forfaldent bondehus langt ude på landet.

Johannes ombyttede sin dragt af fint stof med en grov vadmelsdragt, lig den de første karmeliter bar. Sko blev ombyttet med sandaler, eller oftest bare fødder, hvilket gav den fornyede orden navnet "de uskoede" i modsætning til den gamle orden, "de skoede".

Og Johannes tog et nyt navn, Johannes af Korset. I Bibelen som i hele den kristne tradition spiller navnet en stor rolle. Elisabeth og Zacharias valgte ikke selv navn til deres søn. Johannes skulle han hedde, og det betyder "Gud er nådig". Da Jesus så Simon, sagde han: Du skal kaldes Kefas, det samme som Petrus, der betyder klippe. Det nye navn udtrykte det kald, Peter fik, at være den klippe, hvorpå Kristus ville bygge sin kirke. Ud fra denne bibelske betydning af navnet har kristne givet deres børn navne, og mennesker har ved et nyt livsafsnit valgt et tilføjet navn. "Af Korset" angav Johannes' kald. Han ville som Paulus ikke vide andet end Kristus, og det som korsfæstet (1.Kor.2,2). Det nye klosterliv skulle hente hele sin styrke og visdom i Jesu selvhengivende kærlighed.

"Bøn og bekvemmelighed går ikke sammen," var et af Teresas kerneord, men da hun så, hvordan brødrene levede, blev hun alligevel betænkelig: Kunne man holde ud i sådan et liv? Om vinteren sneede det ind ad det utætte tag, i den brændende sommervarme gav huset ringe beskyttelse. Men brødrene var lykkelige. De levede det karmelitiske ideal i mange timers indre bøn og vandringer rundt i landsbyerne, hvor de underviste den uvidende bondebefolkning i troen.

Hvor der er et autentisk dybt åndeligt liv, vil unge tiltrækkes. Det, varede da heller ikke længe, før man måtte flytte til et større hus, og igen snart stifte flere klostre.

Den, der radikalt vil følge Jesus efter, vil før eller senere komme til at erfare Jesu egne ord: "Det skal ikke gå en tjener bedre end hans Herre". Teresa havde udtrykt sine erfaringer i den retning med: "Den, som virkelig begynder at bede, vil opleve djævelens angreb, for han ved, at et bedende menneske ikke går alene til himmelen, men vil drage mange med sig".

I de ikke-reformerede klostre begyndte man at skumle: Denne Teresa, var hun i grunden ikke bare en oprørsk nonne? En vagabond, der rejste Spanien tyndt for at stifte nye klostre? Mange ønskede hende lukket inde i et kloster og fik da også på et tidspunkt deres ønske opfyldt og dermed for en tid sat stopper for flere klosterstiftelser.

Og Johannes? Gik han ikke for vidt? Var han ikke en fantast? Helt sikkert var Johannes kn, der sagde, hvad han mente. Han var ikke flokmenneske, men en ener, der gik sin egen vej.

Dertil var han kunstner. En så særpræget kunstner som Dali var i sit korsfæstelsesbillede inspireret af Johannes af Korsets tegning af Jesus på korset. Ikke så mærkeligt at dette var originalt, for Johannes betroede engang en ven, at denne tegning var gengivelse af en vision af Jesus på korset.

Johannes var digter. Den, der i dag vil studere spansk litteratur, kommer ikke uden om hans digte, for de hører til perlerne i spansk litteratur ja i verdenslitteraturen.

Johannes var den praktiske arkitekt. Når der skulle bygges nye klostre, tegnede han og førte tilsyn med håndværkerne, men veg heller ikke tilbage for selv at give en hånd med i det praktiske arbejde.

Dertil var Johannes et menneske, der hvilede i sig selv. Teresa udbredte sig om alle sine bønsoplevelser, sådan var hendes type og sikkert også hendes kald. Hun var selskabeligt anlagt, og hendes klosterfristelse havde været at spille hele sin charme ud i samtaleværelset. Johannes var indadvendt og havde stort behov for ensomhed. Han elskede at studere, men ikke at undervise.

Før en sådan ener får mildnet sit sind, kan der være mange kanter, som andre kan skære sig på.

Men fanatisk asket kunne man ikke beskylde ham for at være. Snart gik andre til yderligheder i askese, og Johannes var den første til at gribe ind mod denne tendens, som senere skulle skabe splittelse mellem de reformerede.

Lige fra Paulus lidenskabeligt indskærpede galaterne, at de var kaldede til frihed, har man i kristendommen kendt til fristelsen at ville sikre sig ved "lovgerninger", enten disse så bestod i streng askese eller i en masse tabuer. I sjælesorg og i alle sine værker forkynder Johannes kærlighedens lov Helligånden som vel indebærer askese, men kun for at fjerne alt det, der står i vejen for kærligheden.

Der findes mange beretninger om mennesker, der blev anbefalet at søge Johannes som skriftefar, men som veg tilbage i frygt for, at han ville stille for store krav. Men når de så alligevel kom til ham, blev de trøstede og opmuntrede, så de med glæde ændrede deres liv.

Johannes af Korsets finfølelse kommer især frem i beretningen om en ung kvinde, der trængte ind, hvor Johannes sad alene og spiste. Hun erklærede ham sin kærlighed og sit brændende ønske om at blive hans elskerinde. Johannes svarede hende på en måde, så hun skiltes fra ham med hele sin kvindelige værdighed i behold og opmuntret til at begynde et nyt liv.

Kort før sin død betroede Johannes en medbroder, at han med hele sin person havde følt sig tiltrukket af den unge pige. Nej, Johannes havde ikke fortrængt sin kærlighedsevne, men rettet den mod det højeste mål: Gud selv.

Men i Gud genfandt han alt. Han udtrykker dette i "en elskende sjæls bøn":

"Mine er himlene, og min er jorden. Mine er folkene. De retfærdige er mine, og mine er synderne. Englene er mine og Guds Moder og alle skabte ting er mine. Gud selv er min og tilhører mig, fordi Kristus er min og tilhører mig helt og fuldt. Hvad beder du da om og søger, min sjæl? Dit er alt dette og alt tilhører dig.

Beskæft dig ikke med noget, som er mindre end dette og lad dig ikke nøjes med smulerne fra din Faders bord. Gå ud og glæd dig over din herlighed". (5)

Men måske var tiden endnu ikke komme, hvor Johannes kunne bede denne bøn. Vejen til alt går gennem intets nat.

O lykkelige nat.

Misundelse i den gamle orden, hvor man så, at de uskoede gik frem både i antal og i anseelse, en vis ængstelse hos en del af de uskoede for selv at skulle ændre livsstil, dette kædet sammen med ordens og kirkepolitiske forviklinger, skabte en dyb konflikt mellem de to ordensgrene.

Og så en nat brød en gruppe af de "skoede" ind i en lille hytte, hvor Johannes boede sammen med en ordensbroder. På det tidspunkt var han præst ved et stort kvindeligt kloster. De bandt ham og gav ham bind for øjnene, og så begyndte en lang færd, der førte ad smalle bjergveje i sne og kulde. Rejsen endte i en stor by, og Johannes forstod, at han nu skulle være fange i de skoedes store kloster i Toledo. D6r blev han gemt væk i et usselt "hul" Ca. 2,70 x 1,60 m., som i grunden var toilet til et tilstødende gæsteværelse. Udluftningskanaler fra husets andre toiletter udmundede dér, og stanken var ubeskrivelig. Ddr tilbragte Johannes så 9 måneder, i Spaniens uopvarmede vinter og i sommerens kvælende varme.

Man tvang ham til at ombytte de uskoedes dragt med de skoedes.

Kosten var helt utilstrækkelig, vand og brød, nu og da en sardin; men den mest smertende hunger var efter eukaristien. Som den ulydige munk, man anså Johannes for at være, var han forment deltagelse i messen.

I mange måneder blev han nægtet rent undertøj og almindelig hygiejne. For den helt igennem æstetiske Johannes oplevedes dette som krænkelse af hans menneskelige værdighed. Han måtte strække sig for at få lys nok til at læse sit breviar. Beskæftigelse havde han ingen af. Denne ensomhed var påtvunget og umenneskelig.

Moralsk udsattes han for et hårdt pres ved at måtte høre på, hvordan nogle munke i naboværelset diskuterede reformen. Den var gået i sig selv, tilbage var kun denne stædige munk, som også ville opgive, når han ikke fik hjælp udefra.

Også med "det gode" prøvede man. Johannes skulle blive prior, få en fin celle lige ved et stort bibliotek, ja et guldkors skulle blive hans, hvis han ville opgive reformen. Hvor lidt disse munke dog kendte ham, der havde elsket livet i det fattige Duruelokloster, ham i hvis celle der kun fandtes bibel og breviar, ham for hvem korset var kærlighedens tegn og som mest af alt ønskede at blive ligedannet med den korsfæstede. Sikkert har disse tilbud bestyrket Johannes i overbevisningen om reformens nødvendighed.

Og alligevel har Johannes i disse måneder oplevet tvivl. Under sådanne ydre forhold bliver nerverne tyndslidte, og spørgsmål om det berettigede i reformen har sikkert meldt sig for ham. Han var afskåret fra al kontakt med ligesindede. Havde de glemt ham? Var der ingen, som prøvede at få ham fri? Han kunne jo ikke vide, at Teresa satte himmel og jord i bevægelse for at komme ham til hjælp. Den dybeste lidelse var dog, at også Gud blev tavs. Johannes oplevede i sit mørke fangehul den sjælens mørke nat, som han senere så mesterligt beskrev:

"Det, som denne angstfyldte sjæl lider mest under, er tanken om, at Gud efter alt at dømme har forkastet den og styrtet den ud i mørket som et afskyeligt væsen. Overbevisningen om for altid at være forkastet af Gud er den største lidelse og den, som lider sådan, fortjener al medfølelse. Dette har også David oplevet, når han siger: "Jeg regnes blandt dem, der sank i graven, er blevet som den, det er ude med... dem, hvem du ej mindes mere, thi fra din hånd er de revet. Du har lagt mig i den underste grube, på det mørke, det dybe sted" (S1. 8 8,57).

Ja, sandelig, når sjælen er i denne rensende kontemplations greb, da oplever den på en meget levende måde dødsskygger, dødsrædsel og helvedeskval. Dette består i at føle, at man lever uden Gud, at føle sig straffet og forkastet af Ham....Alt dette oplever sjælen, og dertil kommer den frygtelige angst, at denne tilstand skal vare evigt". (7).

Men denne tilstand varer ikke evigt! Efter død kommer altid opstandelse.

Som Solsjenitsyn kan skrive: "Velsignet være du fængsel", kunne Johannes digte: "O lykkelige nat".

Tidligere fanger i Gulagøhavet har erfaret, at hvis først man helt havde valgt den åndelige frihed, skulle den end koste livet, så vågnede en stærk indre kraft, der sikrede både den åndelige frihed og ofte også den fysiske overlevelse i dødstruende omgivelser. Opstandelsens kraft?

Johannes oplevede i fængslet det absolutte intet, en slags død som var vejen til ALT til opstandelsens liv.

Jeg var i mørke og i tryghed
da jeg gik ud, forklædt, og på hemmelig stige
- o lykkelige skæbne -
Jeg var i mørke, da jeg sneg mig ud
og hele mit hus var i fred.

9 måneder den tid det tager for et foster at blive dannet og moden til nyt liv.

9 måneder var Johannes indelukket i det snævre rum men nu var et nyt menneske opstået og klar til nyt liv.

Johannes var spinkel. Fængselsopholdet havde tæret på hans fysik. Før havde han afslået hjælp til flugt, men nu var øjeblikket kommet. En ny fangevogter havde lettet hans forhold, så han hver dag kunne gå lidt i det tilstødende gæsteværelse. Han benyttede disse "gårdture" til at måle afstanden fra vinduet til den mur, som omgav klostret. Jo, hvis han rev sine lagener i stykker, ville de kunne bruges som tilstrækkeligt langt reb når han tog sin ringe legemsvægt i betragtning til det sidste spring. Hver dag løsnede han nogle skruer i låsen, der skilte ham fra friheden. Og så en nat skulle det være.

Til alt uheld overnattede netop da gæster i naboværelset. Han måtte vente, til de sov. Da låsen faldt ud, vågnede den ene: Hvad var det? Johannes holdt vejret, igen ro, og rebet blev hurtigt bundet til vinduessprossen; han lod sig glide ned, sprang og ramte den smalle mur. Nu gjaldt det så om at finde et uskoet kloster. Også det lykkedes, og i dette nonnekloster var der netop en syg søster, der havde bedt om, at man ville sende bud efter en præst, da hun gerne ville til skrifte. Hans første opgave i friheden blev da at meddele frihedens og forsoningens sakramente, det sakramente, som så stor en del af hans fremtidige virke skulle være knyttet til.

For de undrende søstre læste Johannes med svag stemme de digte, som han i den sidste tid i fængslet havde nedskrevet på papirlapper, og som udtrykte hans erfaringer. De digte, som han senere skulle udlægge og som danner kærnen i hans værker.

O nat! du, som bar fort mig
O nat mer' elskelig end morgenrøden.
O nat! Du som bar forenet
den elskende med sin Elskede,
forvandlet den elskende til den Elskede

I digterisk form som også kun en digter ville kunne yde fuld retfærdighed på dansk! udtrykker Johannes samme erfaring som Paulus; "Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig" (Gal.2,20).

Stræb i alle ting efter Guds større ære og herlighed. (8)

Reformen var ikke gået i sig selv, men levede i bedste velgående. Johannes kunne igen iføre sig reformens dragt, og nu fulgte for ham en række år i ledende embeder inden for ordenen. Den mørke rensende nat havde givet ham den frihed, som er så vigtig for dem, der leder. Den frihed, som i vor tid en Vaclav Havel udtrykker i forhold til sit præsidentembede: "Lederskab kræver rene mennesker jeg ved, at jeg den dag i morgen kan blive frataget mit embede". Johannes var blevet fri af al tanke på egen ære og magt, kun Guds altid større ære havde betydning.

Sådanne mennesker virker tiltrækkende på andre. Den franske filosof Henri Bergson (1859 - 1941) stiller det spørgsmål:" Hvorfor har helgenerne altid tiltrukket så mange?" Og han besvarer det selv: "De søger intet for sig selv, og derfor opnår de så meget. De har intet behov for at herske. De bare er, og selve deres liv er en appel. De ægte mystikere åbner sig ganske enkelt som for en flodbølge, der bærer dem og gennemtrænger dem. De hviler i sig selv, fordi de i sig selv finder noget, der er større end dem selv. De er mennesker med stor handlekraft, til forundring for dem, der mener, at mystik kun består i visioner, elevationer og ekstaser. Deres behov for at videregive, hvad de har modtaget, strømmer ud af en begejstret glødende kærlighed. Hvis et ord fra en af mystikerne finder genklang hos en og anden af os, er det så ikke fordi der i enhver af os er en slumrende mystiker, som venter på at blive vækket?"

Johannes af Korset vakte vækker mangen slumrende mystiker!

Som prior vakte han den slumrende mystiker i sine underordnede. Dette kom særlig stærkt frem i hans tid som prior i El Calvario i Andalusien. Klostret var kun to år gammelt, men havde nået at udvikle en livsstil, præget af streng bod. Johannes vendte munkenes blik mod det væsentlige: Kærlighedsforeningen med Gud. Han ledte dem bort fra focuseringen på ydre gerninger og ind på kontemplationens vej. Han arbejdede sammen med dem i vingården og køkkenhaven, og betonede for dem, at fysisk arbejde ude i naturen giver ligevægt og en sund rytme i bønnens liv.

I nærheden af dette kloster lå der i Beas et nonnekloster, hvortil Johannes gik hver uge for at høre skriftemål. I sin vejledning af den enkelte havde Johannes for vane at skrive en kort sætning, som netop passede til denne søsters behov. I dette videreførte han traditionen fra ørkenfædrene. "Giv mig et ord, fader" var den unge discipels bøn til den gamle ørkenfader, og som svar fik han en kort sætning at leve efter. Søstrene gemte disse små sedler i deres bønnebøger. Mange af dem blev senere samlede, og de er i dag udgivet på svensk under titlen: "Ord av 1jus och kårlek råd och andliga sentenser" som afsnit i bogen: "Levande Karlekslåga".

Disse korte råd udgør ligesom essensen af hele hans åndelige vejledning. Vi kan opleve mange af dem som hårde og, "over evne", men må da huske på, at de netop var givet som medicin mod et bestemt menneskes åndelige eller personelle sygdom.

Den åndelige vejledning var for Johannes af Korset en vigtig, ja nødvendig hjælp på bønnens vej, derfor gav han sig selv helt for dem, han vejledte eg det var mange.

"Den, som vil vare sig selv nok uden at få støtte fra nogen vejleder, vil blive som et ensomt og herreløst træ på marken. Hvor megen frugt det end bærer, så vil de, som går forbi, bare plukke af den og den vil ikke få tid til at modne".

"Den, som falder alene, får lov at blive liggende alene; han har ikke megen agtelse for sin sjæl, for det var bare til sig selv han betroede omsorgen for den".

"En sjæl, som har mange dyder, men er ensom og uden vejleder, ligner et ensomt stykke glødende kul. Det afkøles og inden det bliver gennemglødet, slukkes de". (9)

Også som forfatter var Johannes aktiv i disse år. Han har nok aldrig opfattet sig selv som sådan, men mystikere har behov for at udtrykke deres erfaringer. I fængslet formedes i ham digte, der udtrykte hans mystiske oplevelser, hvoraf "blot én langt ville opveje de ni måneders lidelser ja også selvom disse skulle have varet hele livet".

Priorinden i Granada bad ham fortolke disse digte. I indledningen til denne udlægning, skriver han: "Det er egentlig bedst at lade disse kærlighedsvers tale for sig selv og derved bevare hele deres spændvidde, for at hver og 6n ud fra sine erfaringer kan hente klarhed i dem, hellere end at knytte dem til et afgrænset indhold, som ikke alle smagsretninger kan tilpasse sig" (10). Dermed har Johannes af Korset selv advaret os mod en fundamentalistisk holdning til hans prosaværker.

Kærligheden er det eksklusive tema i Johannes af Korsets værker. Den lidende og ofte angstfyldt søgende kærlighed i digtet om den mørke nat, som Johannes har udlagt i to værker:

1.Bestigningen av berget Karmel, hvori Johannes beskriver natten med vægten lagt på, hvordan mennesket skal forholde sig man kan også sige på askese. Læsning af denne bog kan virke nedslående, hvis ikke man er klar over, at den er skrevet til karmeliter, hvis hele liv er rettet mod bønnen, og at Johannes selv var yderst radikal, men også at disse råd var givet ind i en anden tid og kultur end vores, og mange af de eksempler der gives på afkald kan virke overdrevne eller uvedkommende på os. Det egentlige indhold ville dog ikke have været anderledes, hvis Johannes af Korset havde skrevet denne udlægningen af "Natten" i dagens Danmark, for det er universelt og identisk med Jesu egne ord om total frigørelse i vor efterfølgelse af ham.

2.I Själens dunkla natt lægger Johannes hele vægten på Guds handlen i og med os for at gøre os helt frie til at modtage hans kærlighed.

Andlig Sång er inspireret af Højsangen, og vi følger i dette digt bruden, der skiftevis finder og søger sin Elskede. Naturen taler i al sin rigdom om den Elskede (Johannes havde skrevet disse vers i det mørke fangehul!):

O kom og vær mig nær
for af hvem ellers skal mit hjerte heles?
Send ej mere til din kære
budbringere
som aldrig bringer mig det svar jeg søger. (10)

Johannes fremstiller naturen som budbringer om Guds kærlighed. Deri har den sin sande værdi, men også sin begrænsning.

I Levande Karlekslåga har kærligheden nået sin fuldendelse, i den grad dette kan ske i var jordiske tilværelse. I dette værk skildrer Johannes den højeste form for mystik og viser os menneskets uendelige muligheder og værdighed.

Er det ikke netop Johannes af Korsets dristighed i dette som gør ham så tiltrækkende i dag? På utallige måder krænkes menneskets værdighed i vort moderne velfærdssamfund. Livet mister da sin mening, og Kirken har også for en stor del glemt at fortælle mennesker, hvad formålet med livet er: Kærlighedsforeningen med Gud, deltagelse i De Tre guddommelige Personers indbyrdes kærlighedsliv. Mennesker kan ikke leve uden mening. Viser Kirken ikke denne, må de søge den andetsteds, og i denne søgen opdager mange Johannes af Korset.

I bogen "Levande Kårlekslåga" findes foruden værket med samme navn også forskellige mindre skrifter, deriblandt breve til forskellige personer. Disse viser os, hvor omsorgsfuld, ansvarsbevidst og mild Johannes er i sin vejledning, men også hans menneskelighed.

"Kærlighed består ikke i ophøjede følelser, men i at være helt selvhengivende og i at lide for den Elskede" (11)

Johannes af Korset var nært knyttet til sin bror, Francisco. Engang omtalte han broderen som "min største jordiske rigdom". Under et af broderens besøg, betroede Johannes ham en særlig vigtig oplevelse. Da han en dag var i bøn foran et billede af den korsfæstede, hørte han en indre stemme kalde sig ved navn. Dette gentog sig, og Johannes svarede i sit indre: "Her er jeg". Stemmen sagde: "Hvilken be1ønning ønsker du dig til gengæld for alt det, du har lidt for mig?" Johannes svarede:" At lide og blive foragtet for din skyld".

"Vær derfor ikke bekymret, Fransisco, hvis du ser, at jeg kommer ud i prøvelser, for de er, hvad jeg har bedt Herren om. Han vil selv hjælpe mig, si de får mig til at vokse i kærlighed".

Bad Paulus ikke også om at måtte opnå fællesskab med Kristus i hans lidelse? (Fil.3,10). Og apostlen Peter skriver: "Glæd og fryd jer, selvom I nu først en liden stund bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at være til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares" (1.Pet. 1, 67).

Kærligheden ønsker som løn ikke andet end mere kærlighed. Har den elskede lidt, vil den, som elsker, lide med Ham og derved også få del i Hans opstandelses kraft.

Denne sandhed er vi moderne kristne tilbøjelige til at fortrænge, prægede som vi er af et samfund, der søger nydelse. Nydelse og lidelse kan ikke forenes. Men at kærlighed, lidelse og dyb ægte lykke kan forenes, har vi Bibelens og helgenernes vidnesbyrd om.

Prøvelserne kom. Der opstod konflikt mellem ordenens leder, som stod for en streng asketisk vej og centraliseret kontrol og Johannes, som ønskede åndelig frihed i det kontemplative liv. Brødre, der havde taget anstød af irettesættelser, som Johannes havde givet dem som novicer, iværksatte en smædekampagne mod ham. Han blev frataget sine embeder inden for ordenen og forvist til et ensomt liggende kloster som almindelig munk.

Han var lykkelig for ensomheden dér, men at han led fremgår af hans breve.

"I dag har vi samlet ærter, i morgen skal vi bælge dem. Det er så godt at have med disse stumme skabninger at gøre, bedre end at blive dårligt behandlet af de levende." (12)

Johannes blev syg. En alvorlig betændelse i det ene ben gav ham feber. Brødrene mente, det var uforsvarligt at beholde ham i et afsides kloster, afskåret fra lægehjælp, så han blev tilbudt flytning til et større og mere centralt beliggende kloster.

Prioren dér var fjendtligt stemt mod Johannes. Han bebrejdede ham, at han var til byrde for klostret, og når Johannes af sygdom blev tvunget til at holde sengen og ikke kom til tidebønnerne, blev han anklaget for ulydighed mod reglen.

Da lægen kom for at undersøge det betændte ben, vidste han straks, hvad der måtte gøres: det var nødvendigt at skære alt det betændte kød væk, lige ind til benet. Dette skete uden bedøvelse.

Men operationen standsede ikke sygdommen. En uge før Johannes døde, sagde lægen til brødrene, at enden var nær. Da en medbroder fortalte ham dette, lyste hans ansigt op.

Hele Johannes' holdning havde gjort indtryk på alle i klostret. F.eks. havde Johannes altid afvist kritik af dem, der bagtalte og forfulgte ham. Også prioren blev overbevist om helligheden i Johannes' liv og bad ham ydmygt om tilgivelse for den uret, han havde voldt ham.

Da døden var nær, samledes alle munke i sygecellen, alle med lys i hænderne. Da prioren begyndte at bede bønnen for døende, afbrød Johannes ham med ønske om at få læst op af Højsangen, den tekst, som så mange af hans egne digte var inspirerede af. Under denne oplæsning udbrød han igen og igen: "Hvilke vidunderlige perler!"

Da klosterklokken ringede til matutin (13), spurgte Johannes: "Hvad var det?" "Klokken kalder brødrene til matutin," lød svaret. "Lovet være Gud, jeg skal synge den i himmelen," udbrød Johannes. Han så på hver enkelt som for at give enhver et personligt budskab, kyssede igen sit krucifiks, lukkede sine øjne og bad: "Herre i dine hænder befaler jeg min ånd".

Johannes af Korset døde, som han havde levet: mild, tilgivende og elskende.

Noter:

1. Levande Karlekslåga (L.K.) s.182.
2. I brev til priorinden i Segovia, L.K. s. 163.
3. Jer. 2,7 (Vulgata).
4. Hos. 2,14.
5. Ord av 1jus och kärlek, 26. L.K. s.194.
6. Bønnebog med alle de daglige bønner eg bibeltekster.
7. Sjålens dunkla natt, s. 84.
8. L.K. s. 223,4
9. Ord av 1jus och kärlek, 59, L.K. s. 192.
10. Andlig sång, s. 19.
11. Ord av 1jus och kärlek, 114. L.K. s. 204.
12. Breve, L.K. s 164.
13. Den bøn, man i mange klostre beder om natten eller meget tidligt om morgenen.

Grethe Livbjerg.

Johannes af Korset



Læs mere...

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk