Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Ll sr. Johanne Maria

Charles de Foucauld, lille bror Charles af Jesus

 

 Den 13. november 2005 blev Charles de Foucauld saligkåret i Peters kirken i Rom. En saligkåring er en officiel kirkelig anerkendelse af en persons liv som evangelisk. Dermed siger Kirken også at denne person har levet på en måde, der kan inspirere andre, og at vedkommende på særlig vis aktualiserede en sand fortolkning af Jesu eget liv.

Charles blev født i Strassbourg i 1858. Han voksede op i en velstående katolsk familie og bevarede gode minder om sin tidlige barndom. Den endte brat, da begge forældre med få måneders mellemrum døde og efterlod Charles og hans lillesøster Marie til bedstefarens omsorg. Han var 6 år gammel. Familien måtte pga. krigen flygte. Allerede som 12-årig havde han oplevet flere tab og savn.

Som ung mister han troen, ingen religion virkede overbevisende på ham, og han lever en periode, hvor venskabet med Gabriel Tourdes og enkelte andre var noget af det eneste, der holdt ham oppe. Økonomisk har han ingen problemer, han arrangerer fester, går ud, men keder sig dybt og inderligt. Den følelsesmæssige tomhed og savnet han oplever, forbliver en smerte. Som 22-årig bliver han officer og bliver udsendt til Algeriet. Landet fascinerer ham, lige som kulturen og folket. Tre år senere forlader han hæren og beslutter sig for at udforske og kortlægge Marokko, der var et totalt lukket og forbudt område for europæere.

Forklædt som jøde rejser han omkring, afsløres flere gange, men beskyttes af dybt troende muslimer, der bliver hans venner. Deres tro får Charles til at genoverveje Guds eksistens. Ved hjemkomsten til Frankrig røres han særligt over hans kusines hjertelige modtagelse. Hun er kristen og også hendes liv sætter tankerne i gang hos Charles. Han søger en mening med tilværelsen, opsøger en præst, Huvelin, der kommer til at blive både hans rådgiver og ven. I oktober 1886, 28 år gammel genfinder han troen, går til skrifte og modtager nadveren. Hans Gudserfaring bliver præget af hans oplevelse af Guds uendelige barmhjertighed og tålmodighed. Og den kommer til at følge ham hele hans liv.

På det her tidspunkt var Charles blevet en anerkendt videnskabsmand, og var blevet hædret for hans optegnelser af Marokko, men hans interesser koncentrerer sig om, hvad han skal bruge sit liv til. "I det øjeblik jeg kom til troen på Gud, gik det op for mig at jeg ikke kunne gøre andet end at leve for Ham..."

Huvelin beder ham tage en rejse til det Hellige land for at se stederne, hvor Jesus havde levet. Det bliver til en meget stor aha-oplevelse. Byen Nazaret, livet der og befolkningens fattigdom slår benene væk under Charles, han forstår pludselig realismen bag Jesu liv, at det var virkeligt, at Gud som menneske fremstod som enkel håndværker, i en lille ukendt by og levede 'skjult' der i 30 år. Her lægges spiren til det liv han fremover længes efter og til stadighed søgte at fortolke og udleve.

Først bliver han trappistmunk i syv år i henholdsvis Frankrig og Syrien. Så får han tilladelse til at forlade ordnen og rejser til Nazaret for at leve som alt-mulig-mand for Klarisserne. Han er der i tre år. Længes videre, søger hvordan han kan bringe Guds kærlighed til dem, der er længst væk fra Kirken. Beslutter sig for at blive præsteviet, afslutter de teologiske studier og vies til præst i 1901, hvorefter han rejser til Algeriet, i håb om at kunne komme til Marokko igen. Det kommer han aldrig, men han bosætter sig hos nomaderne i henholdsvis Beni Abbes og Tamanrasset. Han lærer deres sprog og kultur at kende og tilbringer resten af sine leveår hos dem. Han bliver dræbt 1. dec. 1916.

Han var alene kristen, alene munk blandt muslimer. Han havde nedskrevet deres poesi, deres sprog og traditioner, lært at leve i ørkenen af dem og lært dem at forbedre deres levevilkår og dyrkningsmetoder, et dybt gensidigt venskab var i årenes løb vokset frem. Et venskab og et liv som i dag inspirerer utallige mennesker verden over til i deres hverdag at vove mødet og glædes over gaven den anden er i deres liv.

 

Citater fra Charles breve og meditationer

"Fra 15-16 års alderen var al tro forsvundet i mig; de bøger, som jeg begærligt slugte, havde udvirket dette; jeg var ikke tilhænger af nogen filosofisk lære, da jeg ikke syntes, at nogen af dem var tilstrækkeligt velfunderede; jeg tvivlede på alt og havde især fjernet mig fra den katolske tro, der indeholdt flere dogmer, som efter min mening var dybt chokerende for fornuften."

"Islam har påvirket mig dybt ... Synet af denne tro, af disse mennesker, som lever i Guds bestandige nærvær, har fået mig til at skimte noget, som er større og mere sandt end alle verdslige beskæftigelser. Jeg er begyndt at studere islam og derefter Biblen."

"Gud, din første nådegave, som jeg betragter som min omvendelses spæde begyndelse, var, at du lod mig føle sult ... jeg vendte mig mod dig ængstelig og famlende, og bad denne underlige bøn: Hvis du er til, så lad mig lære dig at kende..."

"Hvor er han god, den fortabte søns far! Men hvor er du tusind gange kærligere end han! Hvor har du gjort tusind gange mere for mig, end han har gjort for sin søn. Hvor du er god, min Herre og min Gud! ..."

"Inkarnationen udspringer af Guds godhed, men noget er så iøjnefaldende, så forbløffende, at det skinner som et blændende tegn: det er den uendelige ydmyghed, som dette mysterium indebærer ... Gud, den uendelige, den fuldkomne, den almægtige skaber, Herren over alt, bliver menneske; forener sig med et menneske og viser sig på jorden som en mand, som den ringeste af alle mennesker... "

"Hvorfor blev jeg munk? Af ren og skær kærlighed'... Jeg elsker vor Herre Jesus Kristus, ganske vist med et hjerte, som gerne ville kunne elske mere og bedre, men jeg elsker ham, og jeg kan ikke holde ud at skulle leve et behageligt og respekteret liv, når hans var det hårdeste og mest foragtede... "

"Evangeliet viste mig at det første bud er at elske Gud af hele sit hjerte, og at kærligheden bør være begyndelsen på og afslutningen af alt. Enhver ved, at kærligheden fører til et ønske om at leve som den man elsker ... så derfor søgte jeg, hvor og hvordan jeg bedst kunne leve som Jesus."

"Jeg tror ikke der findes noget ord i evangeliet, som har gjort dybere indtryk på mig, og som har forandret mit liv mere end dette: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig."

"Hvis man tænker på at disse ord er udtalt af den uskabte Sandhed, og af den mund som sagde: 'Dette er mit legeme ... Dette er mit blod ...' hvilken kraft driver da ikke en til at søge og elske Jesus i de 'små', i synderne, i de fattige?"

"Det er kærligheden til dine medmennesker, der skal forene dig med mig, ikke det, at du lægger afstand til mine brødre og søstre. Se mig i dem og ligesom jeg i Nazaret, skal du leve sammen med dem og være rodfæstet i Gud."

"Den tillid, som touaregerne i nabolaget omgiver mig med, vokser; gamle venner bliver mere intime; nye venskaber opstår. Jeg hjælper, hvor jeg kan, og jeg prøver at vise, at jeg holder af dem... "

"Mit apostolat skal være godhedens apostolat; når man ser mig, skal man kunne sige til sig selv: Siden den mand er så god, må hans religion være god."

"Min Herre Jesus, du som har sagt: Ingen har større kærlighed end den, som giver sit liv for sine venner. .. Jeg ønsker af hele mit hjerte at give mit liv for dig, jeg beder dig indtrængende herom. Dog ske ikke min vilje, men din. Jeg giver dig mit liv, gør med mig, hvad du vil. Min Gud, tilgiv mine fjender, giv dem frelsen."

 

Bror Charles' bøn:

Far,

jeg overgiver mig til dig,

gør med mig, som du vil,

hvad du end gør med mig,

takker jeg dig.

Jeg er rede til alt,

jeg går ind på alt,

måtte blot din vilje ske med mig,

og med alle dine skabninger,

så ønsker jeg intet andet, min Gud.

Jeg lægger mit liv i dine hænder,

jeg giver dig det

med alt mit hjertes kærlighed,

fordi jeg elsker dig,

og fordi kærligheden

gør det til et behov for mig

at give mig selv,

at overgive mig til dig

uden forbehold i uendelig tillid,

fordi du er min far.

 

(Levende Vand nr. 1 2006)

At leve enkelt

 

Det enkle liv

Af LI. sr. Johanna Maria

 

Enkelhed i familien

Af Charlotte og Sebastian Olden-Jørgensen 

  

Erindring om døden

Af Olivier Clement

 

Unge om enkelhed

studiegruppe - unge i tyverne

 

Uden slør for ansigtet

Af Matta al-Miskin 

 

Vidner - Alles bror

Af Ll.sr. Johanna Maria

 

Fædrene læser Skriften 

Af Gregor af Nazianz

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk