Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Matta al-Miskin

Uden slør for ansigtet

Er det muligt at skue den Gud, der bor i et lys, som ingen kan nå?

 

"... han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige" (Hebr 11,27) "..., nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren" (2 Kor 12,1).

"Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed" (2 Kor 3,18)

" Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side" (ApG 7,56).

 

Den skuen, som disse bibelvers taler om, hører ikke sammen med kroppens øje. Ej heller har det med synlige ting at gøre. Det handler om indsigt: En skuen, som indbefatter alle kundskabens dyb og skjulte kræfter såsom tanken, hjertet, sjælen, ånden og alle følelser. Denne indsigt indebærer i heldigste fald fortrolighed med Gud. Til en sådan indsigt hører kærlighed, tillid og fællesskab.

Mennesket er indbudt til at skue Gud. Vi er kaldede til med alle vore sanser at kende Ham i et kærlighedens fællesskab, som grænser til hvad et menneske er i stand til at udholde. Men vi må være klar over, at muligheden for at skue Gud ikke indebærer, at vi kan begribe Ham. At skue Gud er kun muligt i det omfang, man kender Gud. At nå et udtømmende kendskab til Ham er fuldstændig umuligt, for mens Gud selv er et fuldkomment og mærkbart væsen, kommer vore sindsfornemmelser til kort over for Hans fuldkommenhed.

Det er ikke det samme, som at vi kan kende en del af Gud. I Gud findes hverken del eller helhed: Han er én og fuldkommen i sin udelte natur. Hans enhed er grænseløs og uendelig. Men den menneskelige formåen er hæmmet, og kundskaben svigter på grund af overtrædelsen. Syndens mørke slør skygger for sandheden og hindrer et uformørket indre syn. Sådan berøves mennesket evnen til at skue Gud, som Han er i sin fuldkomne enhed.

Når mennesket på den anden side lever i renhed, kærlighed, lydighed og ydmyghed trækkes sløret bort, og vi lærer Gud at kende. Vokser mennesket i disse dyder, forøges indsigten, og Gud afslører sig med stadig større klarhed. Mennesket ejer altså en iboende evne, som gør det muligt at skue Gud, men Gud afslører sig for mennesket i forhold til dets hellighed: "... den helligelse, uden hvilken ingen kan se Gud" (Hebr 12,14).

Så længe vi svigter i hellighed, kommer vi aldrig til at se Gud, som Han er. Den, som ikke er ublandet i renhed, kærlighed og ydmyghed, forbliver uden evne til at skue Gud i hans fylde. Mennesket opfatter til tider Gud som grusom - til andre tider som nådefuld. Nogle gange betror jeg mig til Guds grænseløse kærlighed, andre gange lever jeg i frygten for Hans retfærdighed. Af og til fornemmer jeg dybet i Guds visdom og Hans grænseløse omsorg for sin skabning, mens jeg fra tid til anden tvivler på Guds omsorg eller klandrer den.

Hvis ikke mennesket når den hellighed, som skuer Gud i Hans fylde, kommer man i sin vandring med Gud aldrig til at se Ham, som Han virkelig er. I sit første brev oplyser apostlen Johannes os om, at vi ikke kan blive fuldkommen hellige, før Herren selv åbenbarer sig: "Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er" (1 Joh 3,2).

Når Gud viser sig, indebærer det altså ikke, at vi ser Hans skikkelse eller billede med vort fysiske øje, men vi ser Hans egenskaber og værk, får indsigt i Hans visdom og lærer Hans kærlighed, som overgår al forstand, at kende. Til fulde at skue Gud ligger uden for rækkevidde for os i dette liv på grund af vor naturs fordærv. Dette fordærver dog ikke fuldstændigt. Trods det har vi bevaret en vis evne til at kende Gud, og sammen med den begrænsede mulighed, der ligger i selve vor natur, og som skabtes for at overvinde syndens fordærv, lader den os vokse i kendskabet til Gud.

En vis evne til at kende Gud bevarer vi for altid. Desuden findes i vort væsens inderste en kraft, som blev skabt til at overvinde syndens fordærv. Derigennem åbnes en mulighed for vækst i kendskabet til Gud: Da synden ikke formår at skade os i grunden, og fordi vi i selve vort væsen ejer en evne, som skabtes til at overvinde fordærvets frø, kan Gudstroens rum udvide sig for mennesket. "Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at have set ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde... " (1 Pet 1,8).

Vi ser altså, at det er troen, som skænker os synet. Men troens blik er mildest talt formørket. Eller snarere splintret, eftersom vor kundskab er begrænset. "For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis... endnu ser vi i et spejl, i en gåde... " (1 Kor 13,9.12). Paulus’ ord giver en realistisk beskrivelse af, hvordan det forholder sig med vor tro og vort syn: mennesket fortsætter med at spørge, hvorfor Gud gjorde det ene, og hvorfor han ikke gjorde det andet.

Med en sky af mørke hængende over sindet er der uendelig meget, som er svært begribeligt og dunkelt for os mennesker. Men gennem troen må vi gå udover vor begrænsede kundskab. Gennem troen kan vi slå bro over den mangelfulde kundskab. Gennem troen formår vi at trænge gennem sindets nat. På trods af at troen skænker en ufuldstændig og langt fra klar vision af Gud, er dens løn alligevel ensbetydende med en ren og utilsløret skuen. Troen baner vej for at skue Gud; gennem troen tager vi her og nu imod opstandelsens kraft, som skal lade os se Gud ansigt til ansigt. "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro .... " (1 Kor 13,12-13).

Et spørgsmål trænger sig på her: Indebærer det vi nu har sagt, at det er umuligt for mennesket at skue Gud med klart blik, det vil sige allerede nu at se Ham, som Han er?

For at kunne besvare det spørgsmål må vi nærme os det fra såvel et åndeligt som et logisk perspektiv. Vi har allerede sagt, at det at skue Gud er afhængigt af menneskets hellighed. Hvis mennesket gennemlyses helt af Guds hellighed og dets natur er fri fra alt fordærv, kan mennesket skue Gud, som Han er. Spørgsmålet må derfor stilles anderledes: Er det muligt for mennesket her i tiden at blive helt igennem hellig og i alle henseender iklæde sig en ny natur?

Dette andet spørgsmål kan vi kun besvare, hvis vi indser, hvordan det leder os til kristendommens inderste væsen. Kristus kom, Han ofrede sin krop og udgød sit blod for at tilbyde os forening med sig selv gennem troens mysterium og Helligåndens værk. Sådan får vi gennem Ham del i den hellighed, som ikke bare åbner vore øjne for Gud, men lader os forenes og leve med Ham: " … men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd" (1 Kor 6,11).

Gennem troens hemmelighed og den hellige Ånd, som strømmede ind i vor natur, tager vi imod helligelsen, som gør, at vi kan se Gud - ja, kende Ham som Han er, med den indsigt, som kommer af forening og fællesskab: " ... for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed..." (Kol 2,2).

Helligelse, renselse og retfærdiggørelse, som er bestanddele i det at skue Gud, hører alle sammen med til troen. Og eftersom troen udvikles og trættes, vokser og holder op med at vokse, forbunden som den er med vor uberegnelige natur, underkastet vekslen og forandring, er det på samme måde med vor skuen af Gud, det vil sige vort fællesskab med Gud - også det er underkastet forandring og vekslen. I det omfang mennesket vokser i tro og tillid, i fortrøstning og kærlighed til Gud, vil også visionen af Gud udvides.

Dermed er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål, men i en anden form: Er det muligt for troen at vokse til fuld modenhed, så mennesket når den hellighed allerede her i tiden at skue Gud ansigt til ansigt?

Teoretisk set er den skuen, som følger af sand hellighed, ikke bare en mulighed, men også en opfordring: "Hvis du tror, skal du se Guds herlighed" (Joh 11,40). Men i virkeligheden er det umuligt, fordi menneskets sind og forstand står i vejen. Den begrænsning og skepsis, som præger både sind og forstand, skygger for blikket, så kundskaben forvrænges og formørkes. Tvivlen kan til og med få vore sind til helt at afvise den: "Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag" (Joh 11,39).

Den menneskelige natur - hvor fornyet den end kan blive - vil altid bære på et mål af fordærv. Det tager bolig i sind og fornuft og hindrer mennesket i at skue Gud i klarhed. Ingenting kan befri os fra denne tilbageblevne rest af fordærv, med undtagelse af graven og derefter opstandelsen. På grund af sin natur og de vilkår, man lever under, kan mennesket aldrig skue Gud med utilsløret blik i denne tidsalder.

 

En ny vej til skuen

Hvordan er det så med Gud? Er det muligt for Ham at vise sig for mennesket?

Det logiske svar, som også er teologisk verificeret, er, at eftersom ingenting er umuligt for Gud, så kan Han vise sig for mennesket. Han har allerede gjort det i inkarnationens mysterium.

I kraft af inkarnationen er mennesket blevet forundt gaven at se Gud, og Kristus er Midleren. Gennem sin åbenbaring har Kristus påtaget sig opgaven at fjerne alle hindringer i menneskets natur. Det har Han gjort ved at uskadeliggøre de negative drifter i sind og tanker. Han har renset dem med sin helligende kraft og gjort mennesket til en ny og forvandlet skabning hos Gud. Først som forvandlet kan mennesket skue Gud, som Han er: "Er jeg ikke fri ....har jeg ikke set Jesus, vor Herre?" (1 Kor 9,1).

Det vil altså sige, at der findes en ny vej til at skue i klarhed. Den går ikke gennem menneskets tro, men gennem Guds åbenbaring. Guds beslutning om at afsløre sig selv, sådan som det behagede Ham, var det eneste, som kunne fjerne alle hindringer, som stod i vejen for den utilslørede skuen af Gud, i og igennem hvilken mennesket bliver helt helliget.

Men vi må huske, at denne skuen er kortvarig og dens virkning begrænset i sammenligning med den fuldkomne skuen, som venter i det kommende liv, hvor alt skal gå op i en bestående forening. Men det er sandelig muligt at skue Gud her i livet.

Nu opklares den afgørende skelnen mellem vor skuen af Herren og Hans åbenbaring af sig selv. Et menneske kan skue Gud alt efter sin formåen og hellighed. På den vej kan visionen af Gud dog aldrig blive uformørket. Men gennem åbenbaringen afslører Herren sig selv for mennesket på grund af sin grænseløse kærlighed, barmhjertighed og gode vilje.

Gennem sin åbenbaring afslører Gud sine dyb for mennesket og påtager sig opgaven at hellige mennesket og skænke det kraft til at udforske Guds herlighed: "Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder" (1 Kor 2,10).

Gennem distinktionen mellem den skuen, som følger af stræben og helliggørelse, og den, som kommer af Herrens nådefulde afsløring, kan vi forstå forskellen på de vers i Det Gamle og Det Nye Testamente, som den ene gang fastslår det umulige i at se Gud og den anden gang det mulige i at skue Ham.

For det første: Vi hører Gud sige til Moses, at "intet menneske kan se mig og leve" (2 Mos 33,20). Og Ånden siger: "Ingen har nogensinde set Gud" (Joh 1,18). Apostelen Paulus siger desuden: "Hold budet, uplettet og uangribelig, indtil vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst, som den salige og eneste hersker, kongernes konge og herrernes herre, skal lade os se, når tiden er inde, han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys.... Ham være ære og evig magt! Amen" (1 Tim 6,14-16).

For det andet: Vi finder på samme måde vers, som taler om, hvordan Gud virkelig viste sig for Moses, Esajas, Job og andre i Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente fastslås, at alt kød har set Ham i overensstemmelse med profetien: "Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den" (Esajas 40,5) og "alle mennesker skal se Guds frelse" (Luk 3,6).

Johannes siger: "Livet blev åbenbaret" (1 Joh 1,2). Kristus selv siger: "Den, der har set mig, har set Faderen" (Johs. 14,9). Han har også lovet, at "den, der elsker mig, skal elskes af min fader, også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham" (Joh 14,21).

Af alt dette fremgår nu, at det, som var umuligt for mennesket gennem egen stræben eller værdighed, det vil sige at skue Gud, er blevet muligt, fordi Herren har åbenbaret sig. Det har Han gjort gennem en kærlighedshandling, nådens uvurderlige værk.

Alle menneskets forsøg på at skue Gud kommer til kort, dog undtaget den lille del, som relaterer til renhed, kærlighed og lydighed mod Guds bud. Hvad Guds åbenbaring af sig selv gælder, gives den til mennesket uden vilkår og uden nogen som helst anstrengelse eller fortjeneste. For Gud skænker mennesket evne og helligelse til at skue Gud, som Han er, i overensstemmelse med Hans vilje til at give sig til kende. Dette fremgår klart af Herrens eget ord om sig selv: "Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for" (Luk 10,22).

Ordet åbenbare sigter på den åbenbaring, som sker gennem skuen. Af Jesu ord fremgår klart, at åbenbaringen eller afsløringen af Faderen eller Sønnen, kundskaben om Guds usynlige egenskaber, er noget, som udelukkende beror på Jesu Kristi vilje og Hans midlerrolle. Åbenbaring betegner her den skuen, som leder til sand indsigt gennem en virkelig afsløring.

Sådan kan mennesket gennemskue den sandhed, som er i Gud, og dermed nå den fuldkomne glæde. For mennesket lever nu i selve hjertet af Guds fællesskab.

Oversættelse: Annette Brønnum Nystrup, hospicepræst

                            

 

 

 

(Levende Vand nr. 1 2006)

At leve enkelt

 

Det enkle liv

Af LI. sr. Johanna Maria

 

Enkelhed i familien

Af Charlotte og Sebastian Olden-Jørgensen 

  

Erindring om døden

Af Olivier Clement

 

Unge om enkelhed

studiegruppe - unge i tyverne

 

Uden slør for ansigtet

Af Matta al-Miskin 

 

Vidner - Alles bror

Af Ll.sr. Johanna Maria

 

Fædrene læser Skriften 

Af Gregor af Nazianz

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk