Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Studiegruppe – unge i tyverne

Unge om enkelhed

En lille økumenisk studiegruppe havde afsat en aften til at tale om enkelhed

 

Samtalen tog udgangspunkt i et brev fra en af gruppens medlemmer.

Brev fra en travl pilgrim.

”Kære venner,

Jeg hører, at I skal mødes for at samtale om enkelthed. Det lyder godt! Desværre er jeg igen forhindret i at deltage. Hvorfor? Enkelt sagt fordi jeg ikke lever enkelt.

Hvad er enkelthed? Det ord findes pt. ikke realiseret i min hverdag. Men begrebet lever i mine drømme og visioner for livet. Og så også i den måde, jeg indretter mit hjem på. Stilen hedder minimalisme, og kræser for den enkle og ukomplicerede møblering. Men er det for at kompensere for den komplekse virkelighed min sjæl befinder sig i?

Min elektroniske kalender er ved at eksplodere. Aftaler og møder ligger enten lige op ad hinanden eller er simpelthen i konflikt. Selvom min generation er indstillet til at multitaske, så kan jeg ikke altid følge med. Dette skrives midt under en forelæsning, som jeg dårligt nok har forberedt mig til. Hele tiden er jeg på vej fra punkt A til B, eller er det fra C til D. Måske er jeg besat af en form for stress, i hvert fald har jeg så meget i min kalender, at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg er pilgrim. En Jesu efterfølger. Men hvor er jeg egentligt på vej hen?

Min tilstand er kritisk. Jeg begår menneskets gennem alle tider farligste synd: ønsket om at blive som Gud. Jeg er en pilgrim, der vil være allestedsnærværende som Gud. Resultatet bliver, at jeg ofte ikke formår at være nærværende noget sted.

Med min generation skriger jeg, mere eller mindre ubevidst: "Så sig dog noget, du historiens livsstilsekspert!" Svaret kommer sagte, men med alvor og autoritet: "Følg mig".

Er det mon så enkelt? Måske. Med de to ord startede i hvert fald en del af Jesu første disciples pilgrimsrejse. Det kan også være proceduren for mange af os moderne pilgrimme.

I vandringen med Jesus tror jeg vi vil opdrages til at fatte mere og mere af enkeltheden i det som udsagnet "Følg mig" indholdsmæssigt dækker over. Jeg kan som en del af Kirken og som en moderne travl pilgrim lære meget af disse to ord, sagt af Jesus. Fx i forhold til den "motorvejskristendom" jeg til tider er eksponent for, og som konstant er afhængig af aktiviteter.

Når jeg lykkes i at lade efterfølgelsen af Kristus være det primære i mit liv, så mærker jeg velsignelsen ved det enkle liv - der er præget af simpelhed, renhed og ansvar.

Stadig på vej ...”

Efter oplæsning af brevet, sagde en stille: Det kan jeg godt identificere mig med. Andre nikkede. Samtalen fik stilhedens præg.

 

Simple Living

... Man taler i dag om simple living. Kan denne livsstil ikke blive sådan en lidt romantisk drøm om at 'leve på en sten'?

: Simple Living-ideen er vel også mest vestlig og materielt orienteret?

: Det er jo et forsøg på at forenkle livet. Måske er det blevet en trend i tiden som sådan en slags modreaktion på vores overflod.

: Faktisk bliver man jo også bare stresset af alle de ting!

: Jeg har en veninde der studerer kunst, og i det miljø er der da lidt sådant et ideal. Altså, hvis man tager på studietur, er det mest cool at rejse med sin bagage i en plasticpose, så får man lige markeret, at man lever asketisk på en moderne måde og ikke behøver at slæbe en kæmpe bagage med! Også selvom ens værelse derhjemme flyder med rigtig meget tøj og ting. Man skaber ligesom en forestilling om det enkle.

 

Den ægte enkelhed

: Men hvordan bliver det enkle så noget ægte og ikke bare en forestilling?

: Den ægte enkelhed begynder vel med den indre enkelhed. Livsstilen er mere det sekundære.

: Hvis det virkelig skal være enkelt, er det vel egentlig eremitten som er forbilledet for kirken, men kirken har jo haft rigtig meget fokus på at ekspandere.

: Ja, og på at have gang i en masse projekter! Det kan hurtigt blive stresset at være kirke.

: Kierkegaard skrev jo, at "hjertets renhed er at ville eet." Han begyndte også med det indre og med enhed...

: Og med et valg... For ham gjaldt det jo også om at være nærværende; ikke at være spredt ud i tiden, men være til stede i nuet.

 

Det enkle liv som projekt

: Men kan det at leve et enkelt liv ikke også blive et projekt?

: Jo, og der er da også en fare for, at man bliver alt for optaget af sin egen åndelige udvikling.

Broder Johan fra Taizé har skrevet om vigtigheden af, at vejen til det enkle liv ikke ender i lovtrældom. Han advarer mod opskrifter eller principper; alle må finde deres egen vej.

: Men lever man ikke netop efter faste principper i broderfællesskabet i Taizé?

: Jo, det tænkte jeg også lige på, men det handler vel så om at gøre principperne til sine egne; om en indre overbevisning. Så handler den ægte enkelthed også om den ægte længsel.

: På vores efterårstur til Taizé var der bibeloplæg hver dag, men jeg synes ikke, jeg kunne rumme mere end to. Der var så meget at tænke over. Det var også som om stilheden fyldte det hele.

 

Jubelåret

: Der er noget sundt i tankegangen i 3. Mosebog om et jubelår; det minder os om, at alt er Guds.

: Det med jubelåret handler jo egentlig også om rutiner, og det kan jeg godt relatere til i forhold til min hverdag. Jeg synes, det er nemmere at leve enkelt med nogle enkle rutiner. Det kan være rigtig rart, også med ens forhold til tid, at have et ugeskema, som giver nogle faste holdepunkter for dagen.

: Da jeg boede i Sverige, opdagede jeg også, at jeg egentlig synes, at det er fedt at Danmark har en lukkelov. Det meste er jo lukket om søndagen, og det giver bare en anden ro.

: Det er jo på en måde en lille ting, men det betyder meget for ugens rytme. Den der pause.

: Hviledagen var virkelig god for arbejdsmennesket i det før-moderne, hvor man gennem ugen blev slidt af det fysisk hårde arbejde, men det giver stadig god mening i dag. Jeg tror, det ligger i mennesket, at vi har behov for en hviledag.

: I dag bliver man mere mentalt end fysisk træt. Man er jo 'på' hele ugen, og får vildt mange indtryk, man skal forholde sig til gennem hele ugen. Faktisk tror jeg også, det ville hjælpe os at leve mere enkelt, hvis vi prøvede at lytte efter kroppens signaler. Også med hensyn til stress.

: Ja, det hele er blevet så hjernestyret. Vi har næsten glemt at lytte til kroppen. Måske overhører vi den endda. Men symptomer på stress kan jo være kroppens måde at be’ om enkelhed på; kroppens måde at sige: Tag det roligt nu. Du har gang i alt for mange projekter.

 

Babelstårnet og pinsen

: Det er jo interessant at tænke på Babelstårnet, der blev bygget for at skabe menneskene et navn. Det projekt endte i forvirring, hvor folk spredtes og talte forskellige sprog. Pinsen kom derimod og skabte enkelhed og enhed.

: Man kan godt komme til at sidde og tænke: nu skal jeg sige noget originalt om enkelthed. Men det geniale er ofte noget enkelt. Både i troen og i kunsten. De værker som rører en og virkelig har haft betydning er tit ret enkle. De er ikke så komplicerede, men kan netop formidle livsvisdom på en næsten simpel måde.

: Kan I ikke også genkende den følelse, man kan have af, at hvis det skal være vigtigt, så skal det også være lidt svært?

: Jesus siger jo, at vi skal være som børn og enfoldige som duer. Det var jeg engang en smule fortørnet over. Jeg troede, at det betød, at man skulle være lidt dum. Men det handler jo mere om en tillid til Gud.

Man kan måske tale om en bevægelse fra barnets enkelhed gennem en periode, hvor man er kompliceret over til en ny enkelhed.

: For mig handler det enkle liv også om tillid. Tillid til at der er én, der er større end en selv. Hvis man kun har sig selv at gå ud fra, kan det da kun blive kompliceret!

--------------latter

: Det kan jeg egentlig godt følge: livet bliver mere enkelt, når man flytter fokus fra sig selv til Gud.

: Jeg synes, bønnen er helt central her - den enkle bøn. Bønnen kan også blive kompliceret.

: Man kan hurtigt komme til at nedgøre den naive bøn, men den enkle bøn er jo et tegn på tillid til Gud.

: Da der forleden i min kirke blev bedt for jordskælvsofrene, blev jeg et øjeblik ramt af tanken: men hjælper det overhovedet, at vi står her og be'r? Det gør det jo, selvom handling også må følge med.

: Jeg oplevede også den enkle tillid til Gud gennem 'enkle bønner' i Taizé, hvor der også blev bedt for 'store emner'. Fire sætninger og alle siger: amen. Det lyder jo næsten banalt, men det var en rigtig god erfaring. Jeg blev lige mindet om, at det var nok.

: Ja, der er nogle gange, vi tror, det er nødvendigt at give lange forklaringer til Gud, men man kan jo egentlig bare udtrykke sig helt enkelt.

: ... Og man må gerne; altså, man har lov til at være ret enkel i sine bønner.

: For mig har det også været fint at opdage, at man må og kan be andres bønner og gentage dem. At man ikke behøver være original hele tiden.

: Der kan også ligge en enkelhed i at følge en enkelt vej - sådan helt bogstaveligt. Der er jo mange, som vælger Simple Living-livsstilen og samtidig tager det, de kan bruge fra buddhismen og sætter det sammen med nogle principper fra nogle selvhjælpsbøger. Sådan lidt shoppingkultur. Det kan være befriende at vælge en enkelt vej - Vejen.

 

De mange muligheders tyranni

: Jeg tror også, det kan være problemet med at leve et enkelt liv i dag; altså: de mange muligheder. Måske er det ikke kun den materielle overflod, der er forhindringen, men også de mange muligheder og livsvalg.

: Ja de giver os et stort pres, synes jeg. Man er ligesom sin egen lykkes smed. Netop fordi man har så mange muligheder, er det også ens eget ansvar at lykkes. Det kan da godt være ret skræmmende.

: Ja, man er bange for at vælge, fordi det indebærer et fravalg og dermed en frustration. Det kan være svært at vælge en enkelt vej.

: Der er forskellen mellem kontemplationens vej og kapitalismens vej også væsentlig. Kapitalismen og konsumerismen er hele tiden ekspanderende og skaber hele tiden flere tilbud. I kontemplationens vej bliver bønnen mere og mere enkel, hvis den udvikles sundt.

: Repetition og gentagelsen er vel også en vej til enkelhed. Forleden hørte jeg en præst sige: "Ja, jeg har ikke tænkt mig at ikke sige noget, som I ikke har hørt før." Pyh, det var en helt lettelse!

: Det er jo sjovt, for vi er egentlig trænet til at ville høre noget nyt.

: Ja, i dag skal alt skal være originalt. Alt skal være nyt og grænseoverskridende. Musikere får dårlige anmeldelser, bare fordi det ikke er nyt. Det handler ikke længere om, hvorvidt det er godt eller dårligt, men om det er nyt eller gammelt.

: Jeg synes også, det kan være modigt, når en præst taler om noget enkelt på en enkel måde. Det skal ikke nødvendigvis pakkes ind i sociologi og filosofi og en masse intellektuelle spidsfindigheder.

: Vi har i det hele taget en tilbøjelighed til lige at putte noget oveni. På en retræte var der en som sagde: "Spar på ordene, hav tillid til stilheden." Det berørte mig dybt, og har betydet meget for mig siden.

Før vi sluttede af for at gå ind i kirken til stille bøn, tømte vi the-kopperne og åbnede en æske med chokoladefrøer. Der var fire forskellige smagsvarianter: creme, orangetrøffel, mint og toffee. Alle lige delikate - åh, alle de valgmuligheder...

Referat: Trine Amalie Fog Christiansen

                            

(Levende Vand nr. 1 2006)

At leve enkelt

 

Det enkle liv

Af LI. sr. Johanna Maria

 

Enkelhed i familien

Af Charlotte og Sebastian Olden-Jørgensen 

  

Erindring om døden

Af Olivier Clement

 

Unge om enkelhed

studiegruppe - unge i tyverne

 

Uden slør for ansigtet

Af Matta al-Miskin 

 

Vidner - Alles bror

Af Ll.sr. Johanna Maria

 

Fædrene læser Skriften 

Af Gregor af Nazianz

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk