Teresa af Avila

Teresa af Avila

En ung pige fra et alternativt miljø, der af og til besøgte mig, gik en dag på jagt efter læsestof i min bogreol. Valget faldt på Teresa af Avilas selvbiografi. Naturligvis fik hun lov at låne den, men i mit stille sind tænkte jeg: Hvad vil hun få ud af den? Hun, som ingen kristne forudsætninger har, som har eksperimenteret med så meget forskelligt - "prøvet alt" - og så Teresa fra 1500-tallets Spanien. Men en uge efter leverede hun begejstret bogen tilbage med ordene: "Man skulle tro, at Teresa levede nu."

Sådan havde mit eget møde med Teresa jo også formet sig. Et af mine kæreste minder er den sommer - 1961 - hvor jeg for første gang læste hendes selvbiografi. Det var som at få en ny ven.

I 1986 udnævnte UNESCO Teresas fødeby, den spanske by Avila, til "patrimonio de la humanidad" - menneskehedens arv.

Den katolske Kirke har i 1972 gjort noget tilsvarende ved at udnævne Teresa til kirkelærer, en titel, der udtrykker, at hendes liv og budskab har universel karakter, er menneskehedens arv.

Ethvert menneske er universelt, for med alt hvad vi gør, hver tanke, hvert ord og hver handling, giver vi vort bidrag til hele menneskeheden - eller tærer på menneskehedens ressourcer. Men for de fleste menneskers vedkommende bliver deres indflydelse kun synlig i stærkt begrænset tid og rum.

Igennem hele historien har der været mennesker, som har sprængt denne begrænsning. Samtidig med at de helt har været børn af deres egen tid og engageret i dens problemer, er deres liv og budskab hævet over tiden og kan derfor tale ind i enhver tid. De store mystikere er universelle i denne grænsesprængende betydning. Selv efter århundreder kan deres budskab få ny aktualitet.

Som alle andre mennesker har de været prægede af deres tids opfattelser og begrænsninger. Dette gælder i høj grad Teresa, som var et meget lidenskabeligt menneske, og derfor også engagerede sig stærkt i sin egen tid. Mange detaljer i hendes værker kan virke fremmedartede, ja frastødende, samtidig med at de gør hende så levende. Hendes hovedbudskab derimod, man kan også sige hendes mystik, er mere aktuelt end nogensinde.

Vi finder hos Teresa ikke bare åndelige råd, og slet ikke som hos nogle mystikere en askese, som ingen moderne dansker kan stille noget op med, men hun viser en vej, der både fører til hellighed og menneskelig integritet. Hele hendes liv eg lære viser, at en rigtig forstået og praktiseret religiøs vej også er frugtbar, psykologisk set.

Det følgende er delvis resumé og delvis uddrag af min bog: Teresa af Avila - venskabets mystiker, som udkommer på Borgens forlag i begyndelsen af 1995. Naturligvis kommer jeg i bogen mere udførligt ind på Teresas lære om bøn end det er muligt i et lille hæfte.

Barn af sin tid.

Teresa levede i den mest spændende tid i Spaniens historie, i 1500-taliet, som også kaldes Spaniens århundrede. Ud af en mosaik af små fyrstedømmer var fremstået en stat, som var den stærkeste, rigeste og mest dynamiske i Europa.

I 1519 sejlede Hernan Cortes til Mexico og underlagde sig aztekernes rige, og snart måtte også incariget med dets store kulturskatte bukke under for spansk erobring. Alle Teresas syv brødre rejste som helt unge til den nyopdagede verdensdel, hendes yndlingbror døde i et slag i Peru.

Det var en tid med store opdagelser, som radikalt revolutionerede menneskers nedarvede syn på verden og på menneskeheden. Kopernikus påviste, at jorden ikke er universets midtpunkt. Luther og Calvin udlagde på en helt ny måde det hidtil så faste religiøse univers. Humanismen satte mennesket i centrum, ringeagtede "den mørke middelalder" og fandt et ideal i antikken. På alle områder var der opbrud.

Alt det nye var inspirerende, og kunst og litteratur blomstrede. Det var jo også "Spaniens guldalder", hvor vi træffer navne som Miguel Cervantes, Lope de Vega, El Greco, Ribera, Murillo.... der alle blev verdensberømte.

Men det udvidede univers kunne også virke skræmmende, foruroligende. Når der bliver sat spørgsmålstegn ved det kendte og trygge, vil mange søge et fast holdepunkt. En religiøs vækkelse gik gennem hele Spanien, fra hoffet til laveste hytte. Bølgerne gik højt, når man diskuterede, hvilke bønsformer der var bedst, og i en del religiøse grupper erstattede følelsesrus og sværmeri troens objektive indhold.

Vi er lige ved indgangen til moderne tid, hvor det eksperimentelle erstatter filosofiske studier af naturen. Andreas Vesalius, som grundlagde den nyere anatomi, var samtidig med Teresa. Det var også Galilæi - og vores egen Tyge Brahe. Der var en almen begejstring for eksperimental erfaring, som dog begrænsedes til den synlige verden. Men Teresas værker er en konstant bekræftelse af, at også den overnaturlige verden kan erfares. "Jeg skriver intet, som jeg ikke selv har erfaret eller har iagttaget hos andre". "Erfaringen har vist mig..." "Man kan tro mig, for jeg har selv erfaret det". Som anatomen dissekerede legemet for at finde ud af, hvordan det fungerer, sådan var Teresa den skarptseeende "sjælsanatom". Indgående og klart skildrer hun de psykiske aspekter af sine mystiske erfaringer, og derigennem har hun givet materiale til en videnskabelig psykologisk undersøgelse af mystikken. Religionspsykologen Alois Mager kalder hende for et vendepunkt - om ikke selve vendepunktet - i mystikkens historie.

Spaniens århundrede er også blevet kaldt "heroismens tidsalder". Det var de store missionærers tid. Teresa mødte mange af dem, når de kom hjem fra fjerne lande, og begejstring for mission blev et stærkt incitament i hendes eget værk. Man beundrede heltene fra krigene i Frankrig og Italien, fra kampen mod tyrkerne og fra felttoget mod Tunis, hvor sørøveren Barbarossa, Middelhavets skræk, blev sat ud af spillet. Da Don Juan de Austria ved søslaget i Lepanto i 1571 sejrede over tyrkerne og satte en stopper for deres fremtrængen - eg samtidigt sikrede spansk søherredømme i Middelhavet - festede hele Spanien. Her var øvet heltedåd.

På slagmarkerne, på erobringstogter, i missionærernes overmenneskelige anstrengelser blev fostret den idé, at livet først får mening i kamp - ofte for det tilsyneladende umulige - og denne heroiske indstilling blev overtaget af Teresa eg andre spanske mystikere. For jesuitterordenes stifter, Ignatius af Loyola, gjaldt den heroiske indsats "Guds større ære". For Teresa var det kærligheden til Gud og mennesker, som drev hende ud over det blot menneskeligt mulige.

1500-tallet var jo også inkvisitionens århundrede. Som det eneste sted i Europa var den i Spanien en statsinstitution, hvis primære opgave var at sikre enheden i den nye nationalstat. Først var den rettet mod jøder, så mod omvendte jøder - conversos - som mistænktes for i hemmelighed at dyrke jødiske skikke. En sådan var Teresas farfar! Dette kom først frem i lyset i 1948 og vakte stor forundring, da man hidtil havde troet, at Teresa var af det reneste spanske blod! Opdagelsen bevirkede, at man lagde ny mening ind i, at Teresa i sine skrifter går stærkt imod al tale om ære og om fornem afstamning, at hun i sine klostre optog mange conversos, og at hun blandt sine venner havde adskillige købmznd, sikkert også jøder. Har hun se1v været bekendt med sin jødiske afstamning? Sandsynligvis, men det var ikke noget man talte om. I dåben fik Teresa sin mors slægtsnavn, Ahumada, et gammelt spansk adelsnavn

En mystiker dannes.

Spaniere påstår, at for helt at forstå Teresa, skal man have været i Avila. Byen ligger i 1100 meters højde. Den er omgivet af en vældig mur, 20-30 m høj, flere meter tyk, med 88 tårne og 9 porte. Byen er som en fæstning. Teresas hjem 1å lige inden for muren ved en af portene. Går man ud af den, har man en storslået udsigt henover et øde landskab, hvor intet standser blikket. Klimaet byder på "ni måneders kulde og tre måneders helvede" - da jeg var der i juni, nåede jeg både at fryse med 8-10 grader i værelset og at snige mig hen langs muren for at undgå solens brænden. De naturlige omgivelser
måtte skabe stærke mennesker. Avila fik da også ry som "kongernes og helgenernes by - riddernes Avila" og hele egnen som den mest religiøse i Spanien.

Ikke så underligt, at Teresa og hendes brødre legede kloster, byggede eneboerhytter, ja begav sig på flugt til maurernes land i håb om hurtigt at blive martyrer og komme direkte i himmelen. Ret langt uden for muren kom de dog ikke, før en onkel opdagede dem og fik dem bragt hjem. "For altid, for altid" var den remse, som Teresa og hendes yndlingsbror sang som duet. Evighedsperspektivet blev præget dybt i sindet.

Teresas far læste meget, og han forventede, at børnene i 6-års alderen kunne læse og skrive. Læsning blev livet igennem Teresas kæreste beskæftigelse. Men også husholdning og syning indgik i opdragelsen - og ridning, hvad Teresa senere fik megen brug for på sine mange rejser.

Præpuberteten blev traumatisk for Teresa. Hendes mor døde, og fortvivlet knælede hun ned foran en Mariastatue og bad Maria være hende i mors sted. Hendes brødre rejste til Amerika. Faderen lukkede sig inde i sin sorg. Teresa blev meget overladt til sig selv, netop da hun gik ind i puberteten. Og hvilken teenager blev hun ikke? Teresa førte an, når fætre og fjernere slægtninge skabte liv i huset. Teresa oplevede sig omsværmet og blev optaget af sit udseende. Helgenbiografier blev erstattet af ridderromaner, den tids romantiske triviallitteratur. "Når jeg mente, at ingen kunne få det at vide, tillod jeg mig meget mod verdens og Guds bud."

Faderen anede uråd og satte Teresa i klosterskole, det klassiske middel til at tæmme livlige teenagere! Teresa var da i sit stille sind blevet træt at dette overfladiske liv, eg efter at have været en uge i klostret var hun mere lykkelig dér, end hun længe havde været.

Men hvad med fremtiden? Teresa bad nonnerne gå i forbøn om, at hun måtte se Guds vilje. Selv tillagde hun en lille bøn: Men altså ikke kloster! Hun havde været forelsket eg sikkert haft ægteskabsplaner, men hun, som ellers var så modig og lidenskabelig, var bange for at gifte sig. Kvindens stilling i ægteskabet i 1500-tallets Spanien har ikke virket tiltrækkende på en selvstændig og viljestærk pige som Teresa. Hendes fars første hustru døde i barselsseng, hendes egen mor blev gift som 14-årig, fødte sit første barn som 15-årig og døde som 32-årig, udslidt efter at have fået ni børn. Den gifte kvinde var retsløs, helt underordnet manden. Teresa har i sine skrifter barske udtalelser om ægteskabet: "Tænk hvilken yndest Gud har bevist dem (nonnerne) ved at udvælge dem til at leve for ham og befriet dem for at være underkastet en mand, noget som ofte tager livet af en kvinde - og Gud give, at han ikke også dræber hendes sjæl!"

Efter svære sjælekampe besluttede Teresa at blive nonne. Hendes far sagde nej. Men Teresa var besluttet, og en morgen tidligt sneg hun sig hjemmefra og blev modtaget i Inkarnationsklostret, et karmeliterkloster, som lå lige uden for byen.

Hun havde ingen illusioner om klosterlivet: "Det kunne vel ikke være så slemt at leve som var jeg i helvede, og så bagefter gå lige ind i himmelen". Hun bekender senere, at hendes indtræden mere skyldtes trællefrygt end kærlighed. Teresa fortæller, at hun følte den største smerte, da hun forlod sit barndomshjem, men da hun modtog nonnedragten og dermed var karmeliternonne, blev hun fyldt af en stor glæde, som aldrig senere forlod hende. "Gud forvandlede min sjæls tørke til den største ømhed. Alt ved klosterlivet fyldte mig med fryd... når jeg fejede gulv på tider, hvor jeg før brugte tiden på at more og pynte mig, fyldtes jeg med stor glæde over nu at være fri for alt dette".

Karmeliterordenen.

Karmeliterordenen kan ikke som andre ordener føre sin oprindelse tilbage til en stor helgen eller mystiker. Allerede rejseskildringer fra det 2. og 3. århundrede beretter om eremitter, der levede omkring Karmelbjerget i efterfølgelse af profeten Elias. I tilsvarende beretninger fra 1200-tallet optræder igen disse eremitsamfund, men nu bestående af tidligere korsfarere, som kaldtes karmelitbrødre. Omkring 1210 udarbejdede patriarken af Jerusalem en regel for dem; den er ganske kortfattet, fyldt af bibelcitater og præget af orientalsk Levende Vand.

Et centralt punkt i reglen udtrykker ordenens kontemplative karakter: "Enhver må blive i sin celle eller i dens nærhed, dag og nat mediterende Herrens lov og vågende i bøn, hvis han da ikke er optaget af nogen anden nødvendig beskæftigelse".

Elias, som brændte af nidkærhed for Gud (1. Kong. 19,10) og som stod for den levende Guds ansigt (1.Kong. 18,15), var - og er - karmeliterordenens ideal. I århundreder har karmeliter betragtet - aldeles bogstaveligt! - Elias som deres ordensstifter, ja i Peterskirkens statuesamling af ordensstiftere finder man også én af Elias.

Karmeliterordenens kontemplative præg medfører, at hele livet i klostrene er rettet mod at leve i Guds nærvær, i stilhed at erfare Gud - som Elias erfarede Gud i den stille sagte susen (1.Kong. 19, 11-16), at stræbe efter den hjertets renhed, som gør det muligt at se Gud (Matt.5,8).

Naturligvis er alt dette ikke noget, karmeliter har patent på. Alle kristne - alle mennesker - er kaldede til at leve i Guds nærvær. En orden er ikke en sekt, som gør én sandhed absolut og forkaster alle de andre, men hver orden er - ligesom enhver kristen - lem på kirkelegemet og må opfylde netop sin opgave: At lægge accenten dér, hvor man har kald til at lægge den (1.Kor. 12, 12-27).

Ordenen bredte sig hurtigt og fik ti klostre i Det hellige Land. Men lykken blev kort: klosterlivet blev umuliggjort af saracenernes indtrængen og i 1291 blev klostret på Karmelbjerget nedbrændt og de fleste af munkene dræbt.

De overlevende munke drog til Europa, hvor de slog sig ned i byerne. Livet dér kunne ikke være eremitisk, og ordenen kom ind i en identitetskrise.

Inkarnationsklostret.

Det kloster, Teresa indtrådte i, var præget af en slaphedsperiode. Der var ca. 150 nonner, hvoraf nogle var indtrådt for at tjene Gud, andre fordi klostret var eneste forsørgelsesmulighed. I den oprindelige regel stod, at man skulle have alt fælles, men dette princip var forlængst fraveget: Nogle nonner havde indrettet sig bekvemt med små lejligheder, ja med tjenestefolk! Andre boede på sovesale. Når det i klostret var knapt med maden, gik nogle på besøg hos slægtninge, mens andre led nød.

Men på trods af alt det negative, der kunne siges om Inkarnationsklostret, så fandt Teresa i sit nye liv en glæde, hun ikke havde drømt om. Hun havde fundet vejen til frihed ved at beslutte sig og gennemføre sin beslutning. At beslutte sig er et nøgleord både i hendes åndelige liv og i det uhyre aktive liv, som senere blev hendes. I et kort kapitel i hendes selvbiografi forekommer ordet "beslutsomhed" ti gange.

"Hvad er det moderne menneskes største problem?" spurgte en af mine venner den gamle russiske starets Sophrony, som lever i et engelsk kloster. "At det ikke kan beslutte sig", kom det prompte svar. Ikke at kunne beslutte sig svarer til den opfattelse, at frihed består i at holde alle muligheder åbne. Tænk at beslutte sig til noget, og så risikere at gå glip af noget mere spændende, som senere kunne dukke op! Men i denne venten bliver man slave af sine ydre sanser, af hvad man lige nu føler spændende, og livet mister retning og perspektiv. Teresa erfarer friheden i at gennemskue illusionerne, så virkeligheden står klart - og så beslutte sig til at følge, hvad hun har indset. Teresas indtræden i klostret kan virke som et fornuftsægteskab, uden varme og inderlighed. Men i dette skridt ser vi Teresas objektivitet, som aldrig forlod hende, heller ikke da hun blev den "stor mystiker".

Døden nær.

Teresa havde ikke været længe i klostret, før hun blev syg. Hun havde alle mulige symptomer: besvimelsesanfald, hjertebesvær, lammelser....... Lægerne kunne ikke sætte noget navn på hendes sygdom, men tilskrev den "Forandringen i mad og levevis".

Hendes religiøse liv udspilledes endnu på viljens og anstrengelsernes plan, og hun har sikkert sat alt ind på hurtigst muligt at nå fuldkommenhed - sådan som hun på dette tidspunkt opfattede denne. Hun kunne ikke meditere, som man lærte det i klostrene, hvad hun ofte beklager sig over. Bønnen, der skulle have været hendes kraftkilde, blev årsag til "voldsomme sjælekampe". Nu protesterede hele hendes organisme mod den måde at blive behandlet på.

I Inkarnationsklostret var det helt almindeligt, at syge søstre tog hjem til deres familie, og Teresa kom hjem til sin far. Men hverken den gamle levevis eller medicin kunne hjælpe hende. Hendes far greb da sidste chance for helbredelse: En healer, som havde ry for at kunne helbrede alle sygdomme.

På vej til denne "kloge kone" besøgte Teresa en from gammel onkel, som naturligvis var ivrig efter at høre om sin nieces åndelige liv. "Kun den indre bøn er vigtig" var hans kommentar til Teresas beskrivelse af sine forgæves forsøg på at meditere. Han tog en bog ud af sin bogreol og gav hende den. På må og få slog Teresa op og læste : "I den mundtlige bøn, som du kender den, henvender vi os til Gud for at bede ham om det, vi behøver......" "I den anden form for bøn bruger vi ikke ord, men vort hjerte taler dybt i os til Vor Herre..." "I den tredje, mentale eller åndelige bøn, hæver det højeste i vor sjæl sig med Gud, rent og kærligt, kun draget af inderlig længsel og kærlighed..."

Teresa havde fået fat i det kendte værk af franciskaneren Francisco De Osuna: "Tercer Abecedario Espiritual" (den tredje åndelige ABC ), som fik afgørende betydning for hende. I Sankt Josefsklostret i Avila kan man se hendes slidte eksemplar, fyldt med understregninger.

Sygdommen gav Teresa ni måneders ensomhed, hvor hun havde rig mulighed for at følge bogens anvisninger. Gud begyndte at give hende mystiske erfaringer. Hun fik stilhedens bøn, en indre samling, hvor man blot "lader Gud tage ens vilje til fange, som den der godt ved, at han holdes fangen af den, han elsker. Å Jesus, min Herre, hvor meget Din kærlighed dog betyder for os! For den holder vor kærlighed så fast bundet, at vi ikke samtidig formår at elske noget andet". Teresa nævner også, at hun i denne periode en gang oplevede foreningens bøn, og skønt hun ikke var sikker på " at den varede så længe som et Hil dig Maria", var virkningen dog så stærk, at Teresa følte sig løftet højt over det jordiske, og mindet om denne første erfaring af foreningen med Gud forlod hende aldrig.

Men healerens kure hjalp ikke. Faderen måtte tage den dødssyge Teresa hjem. Familiens præst blev tilkaldt, så den nu bevidstløse Teresa kunne få de syges salvelse. Der var dog alle tegn på, at hun var død. I klostret gjorde man hendes grav klar. "Liget" blev vasket og iklædt ligtøj, men til nonnernes ønske om at få Teresa begravet, svarede hendes far et bestemt nej! Hans datter var ikke død, hun sov bare! Man mente, at sorgen havde frataget ham al sund sans. Men på fjerdedagen kom der pludselig liv i de døde øjne, og hendes første ord udtrykte ønske om at skrifte og modtage den hellige kommunion. Det var en Guds nåde, at Teresa ikke blev levende begravet!

Men hun var totalt lammet, led af stærke smerter, og havde dog kun ét ønske: at komme tilbage til sit kloster. Først efter tre år "greb de himmelske læger" ind, så hun langsomt kom sig.

I kamp mellem Gud og verden.

Under sygdommen havde Teresas liv været så enkelt: Hendes dag gik med læsning og med hendes store opdagelse: den indre bøn. I sin begejstring talte hun med alle om bønnen, og glæden var stor, da hendes far også begyndte at holde indre bøn. Hun havde smerter, men de blev for hende en fortsat bøn, i den grad ofrede hun dem til Gud.

Men samtidig med at hun blev rask, ændredes hendes liv. Snakken gik i Avila, hvor alle kendte alle: Don Alonso de Cepedas datter havde været død og var mirakuløst blevet levende igen.... Hun havde været så tålmodig i sine lidelser..... Hun havde haft mystiske oplevelser....! Igen og igen lød det i klostret: "Dona Teresa ønskes i samtaleværelset".

Klostret var meget åbent, og samtaleværelset havde omtrent samme funktion i Avila som købmandens i et lille landsbysamfund: Man mødtes, hørte nyt - sladrede. Man så i klostret ikke noget skadeligt i at tilbringe lang tid i samtaleværelset, og slet ikke når det drejede sig om Teresa, for det var helt åbenbart, at hun havde en gavnlig indflydelse på dem, der opsøgte hende.

Lidt efter lidt kølnedes Teresas iver i bønnen. Ja det kom så vidt, at hun holdt op med den indre bøn og nøjedes med at bede de mundtlige bønner, som var en del af klosterrytmen.

Når Teresas far kom til klostret fandt han sin datter i livlig samtale med mange mennesker, og han savnede den tid, hvor de to alene kunne tale om bøn. Teresa indrømmede over for ham, at hun var holdt op med indre bøn, men undskyldte det med, at for hende var det en stor anstrengelse bare at deltage i de fælles korbønner, og at hun ikke havde overskud til den indre bøn. Men altså kræfter nok til mange timer i samtalerummet! Teresa vidste, at hendes undskyldning ikke var sandheden, og det pinte hende.

Teresa skriver: "Jeg skammede mig over at vende mig til Gud i det fortrolige venskab, som det er at holde bøn........ efterhånden som synderne tog til, begyndte jeg at miste lysten til og glæden ved det gode."

I atten år kæmpede Teresa for at bevare forbindelsen med både Gud og verden. Hun kæmpede mod tvetydigheden i sin egen natur.

I Teresas selvbiografi fylder denne kamp meget, hvad hun undskylder: "Jeg er godt klar over, at det ikke kan glæde nogen at se noget så lastefyldt". Déri tager hun fejl! Hvis Teresa straks var blevet den store mystiker, ville hun have fået sin plads på den piedestal, hvor så mange helgener er anbragt: Urørlige - uden appel til almindelige mennesker. I disse år konfronteres Teresa med sit indre mørke, hun lærer sig selv at kende, og livet igennem påpeger hun, at en ærlig selverkendelse er grundbetingelsen for et åndeligt liv. Teresa er ikke et over-menneske, men et med-menneske, hvis selviagttagelser man kan nikke genkendende til.

Teresa omtaler ofte sin evne og trang til at behage andre. "Jeg holdt meget af alt i klosterlivet, men tålte ikke noget, der lignede kritik. Jeg kunne lide, at man satte pris på mig, og var derfor meget omhyggelig med, hvad jeg gjorde, hvilket jeg anså for en dyd; det kan dog ikke tjene mig til undskyldning, fordi jeg i alt søgte min egen tilfredsstillelse ... det lykkedes for mig at sørge for, at man bevarede den gode mening om mig ved at opretholde skinnet som en god kristen, skønt jeg ikke gjorde det med forsæt". Teresa havde et næsten umætteligt behov for at blive elsket og værdsat, og derfor tilstræbte hun ikke bare bevidst, men også ubevidst at behage andre. Hendes naturlige egenskaber gjorde dette let for hende: skønhed, intelligens, humor - og denne uforklarlige "magnetiske" tiltrækning, som nogle mennesker har. Først senere i livet blev hun bevidst om det tvetydige i denne behagetrang.

Da Teresa lige havde opdaget den indre bøn, var hun så begejstret, at hun absolut måtte fortælle alle i sine omgivelser om denne skat, hun overtalte eg hun underviste - og fortsatte med at påvirke andre til at holde indre bøn efter at hun selv var holdt op med den. Når nu hun ikke selv tjente Gud, som hun vidste hun burde gøre det "så skulle dog ikke det gå tabt, som Herren havde givet mig at forstå, og andre kunne så tjene ham i mit sted".

Endnu var Teresa styret af, hvad "man" gjorde. Et indre kald til at ændre sit liv virkede skræmmende på hende, for hvis hun fulgte det, ville hun skille sig ud fra de andre, og det havde hun absolut ingen lyst til. Hun delte sin dag mellem at opfylde sine klosterpligter til punkt og prikke - og så give verden og sine uordnede behov resten. Dermed var alle tilfredse med hende - bortset fra hendes eget inderste jeg! Det var jo ikke bare hendes dag, som var splittet, men hele hendes person.

Teresas far blev syg, og hun passede ham en kort tid, inden han døde. Hans dybe fred og overgivelse til Gud midt i store smerter gjorde dybt indtryk på Teresa. Hun stiftede bekendtskab med faderens skriftefader, en lærd og from dominikaner, som rent ud sagde til hende, at hun var i færd med at miste sig selv - at gå fortabt - og at hun igen måtte begynde på regelmæssig indre bøn og aldrig mere opgive den.

For Teresa blev dette en første omvendelse, som ændrede hendes liv, og dog kun var en forberedelse til den anden og slutgyldige omvendelse tolv år senere.

"Mit liv blev nu meget besværligt" skriver Teresa, "for ved bønnen indså jeg tydeligere mine fejl. På den ene side kaldte Gud mig, og på den anden side fulgte jeg verden. Alt, hvad der havde med Gud at gøre, fyldte mig med glæde, men samtidig holdt verden mig bundet."

Bøn er venskab.

Midt i denne kamp oplevede Teresa, at hun levede i Guds venskab, eg at han havde tålmodighed med hende. "Hvilken god ven, du er min Herre, som giver din ven gaver og tåler ham og venter på, at han skal få Din natur, og mens du venter, tåler du hans. Herre, du regner med de timer, da han elsker dig, og ved den mindste anger glemmer du, at han har krænket Dig."

For Teresa står bønnen altid i venskabets tegn. Hun beskriver den indre bøn som "ikke andet end det intime fællesskab mellem venner, ofte at være sammen med den, som vi ved elsker os." Hendes bøn er enkel: "Det gælder ikke om at tænke meget, men om at elske meget", men når Teresa taler om at elske, mener hun ikke at have stærke følelser: "Kærligheden består ikke i varme følelser, men i en fast beslutsomhed og et stærkt ønske om i alt at være Gud til behag". I sin indre bøn forsøgte hun at forestille sig Kristus inden i sig, og dér se ham i en af hans jordiske situationer - og helst hvor han var ene og forladt, for så følte hun, at han dog måtte give hende lov at nærme sig ham. I mange år - ja helt tilbage til hendes tid i barndomshje-met - lagde hun sig ikke til at sove uden at have betragtet Jesus i bøn i Getsemane have, hvor han var så ensom, fordi ingen vågede med ham. Denne afslutning på dagen blev for hende lige så selvfølgelig som at slå korsets tegn. Teresas meditation bestod i at betragte Guds kærlighed og udtrykke sin taknemmelighed - også den var et særligt karaktertræk hos hende.

Sådan gik mange år. Gud kaldte hende med "store nådegaver" - verden drog hende med adspredelser. Når hun havde givet efter for verdens dragning i en grad, så hun vidste, at det var synd, "straffede" Gud hende med oplevelse af sit nærvær, og sådanne nådegaver fik hende til "at lide mere end mange sygdomme", for hun oplevede, hvor lidt hun havde fortjent dem, hvor dårligt hun gengældte al den kærlighed, hun blev overøst med.

Den indre splittelse var en konstant lidelse: "Når jeg søgte tilfredsstillelse i verden, pintes jeg ved at mindes, hvad jeg skyldte Gud, og når jeg var tyet til Gud, forstyrredes jeg af kærlighed til verden. Dette er en så pinagtig kamp, at jeg ikke kan forstå, at man kan udholde den en måned, og da meget mindre så mange år" .... "Jeg ønskede at leve, men var godt klar over, at jeg ikke levede, men kæmpede med en skygge fra døden."

Mere og mere blev det Teresa klart, at hun ikke selv kunne bryde igennem til det helstøbte liv, hun så brændende ønskede sig: "Jeg søgte hjælp og gjorde mig megen umage, men jeg har åbenbart ikke forstået, at det alt sammen ikke hjælper, hvis vi ikke opgiver enhver tillid til os selv og sætter alt vort håb til Gud."

En guddommelig indgriben var nødvendig. En dag var hun i samtalerummet for at møde en ny bekendt. Kristus viste sig da for hende. Han var meget streng og udtrykte helt klart, at den slags venskaber ikke var af det gode. "Jeg så ham med sjælens øjne tydeligere, end jeg kunne have set ham med legemets, og det gjorde så dybt indtryk på mig, at endnu i dag, mere end seks og tyve år efter, synes jeg, at det hele står tydeligt for mig". Hun vovede ikke fortælle nogen om dette, og da indtrykket var blegnet, overbeviste hun sig selv om, at visionen var udslag af hendes fantasi, for det måtte dog være umuligt at se noget med andet end sine fysiske øjne. Teresa var ikke lettroende over for ekstraordinære fænomener.

Som ved tidligere skelsættende opbrud fandt Teresa også nu en afgørende hjælp i læsning, denne gang af Sankt Augustins "Bekendelser", som netop da var udkommet på spansk. Hun genkendte sig selv i Augustins ønske om omvendelse, men "ikke nu" - først lige nyde verdens glæder lidt mere! Hun identificerede sig selv så meget med Augustin, at da hun læste beskrivelsen af hans omvendelse, følte hun, at Herren også talte dybt i hendes eget hjerte, og hun blev "helt opløst i tårer". "Å Gud! hvor en sjæl lider ved at opgive friheden, og hvilke kvaler den gennemgår ved at slippe tøjlerne! Nu undrer jeg mig over, at jeg kunne leve i en så stor kval. Gud være lovet, som gav mig liv og frelste mig af en så fuldstændig død."

Nu var Teresa beredt til det endelige gennembrud. En dag, da hun kom ind i klostrets bedeværelse, så hun et billede, som normalt ikke havde sin plads dér, men som var hentet til en fest, der skulle finde sted i klostret. Billedet var en "Ecce homo" ("se hvilket menneske") eg forestillede Kristus, dækket af sår efter piskeslagene. Teresa blev som lamslået af at se ham sådan. Så meget havde han lidt for hende - så dårligt havde hun takket ham. Hun følte det som brast hendes hjerte, eg hun faldt på knæ og bad grædende om, at Kristus på én gang ville give hende kraft til aldrig mere at krænke hans kærlighed. Ja, hun udbrød, at hun ikke ville rejse sig, før hun var blevet bønhørt. Det blev hun. Hun var da 40 år.

Grethe Livbjerg