Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Charlotte og Sebastian Olden-Jørgensen

Enkelhed i familien

Det enkle liv forstået som det liv, der giver plads til Gud, er ikke uforeneligt med familielivet

 

Er livet i en familie egentlig ikke lige det modsatte af enkelhed? Er det ikke netop lige præcis der, i familiens hverdag, at enkelheden går definitivt under i pærevællingen af arbejde, husholdning, hygge og skrigende unger? Hvem har nogensinde giftet sig og fået børn for at få mere enkelhed ind i sit liv?

Denne indsigt er ikke ny, tværtimod skriver Paulus i Første Korinterbrev ligeud: "En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag" (1 Kor 7,32-34).

Historisk er det snarere sådan, at forsøgene på at virkeliggøre et liv i enkelhed har været knyttet til afkald på familieliv. Det er sådan set Paulus' egen løsning, og det er den, der er blevet videreført i klostre og ordensliv fra oldkirken frem til vore dage.

Men i øvrigt er det jo ikke kun for en religiøs stræben efter enkelhed, at familien kan fremstå som en barriere. Gennem tiderne har talløse videnskabsfolk og karrieremennesker helt eller delvis valgt familien fra for at kunne hellige sig deres kald, pligt eller interesse. Og det er vel en lignende indsigt, som kommer til udtryk i dagens single-kultur. Her fremhæves det ofte -og sådan set med rette - at når man bor alene, så kan man "gøre som man vil" og er fri for at gå på kompromis.

Og dog er der en afgørende forskel mellem det religiøse og det rent verdslige valg af enkelhed. Vore dages selvbevidste singler vælger familien fra for at slippe for bøvlet og få plads til sig selv. Hvis man i et kristent perspektiv vælger familien fra, så er det ganske givet også for at slippe for bøvl, men først af alt for at give plads til Gud, for at tjene Ham i liturgien og i næsten. Dermed vender bøvlet ofte tilbage i andre skikkelser, ikke mindst for den, der tjener sin næste i karitativt eller pastoralt arbejde. Men enkelheden består alligevel, fordi den har at gøre med en grundlæggende indstilling, et eksistentielt valg.

På single-kulturens betingelser har livet i familien ingen chance for at komme i nærheden af egentlig enkelhed. For enkelhed kan ikke kun bestå i nøjsomhed, men må vel først og fremmest forstås som overskuelighed, minimalisme og benhård prioritering i alle livets forhold: Det være sig materielt (hvordan man bor og spiser), socialt (hvem man omgås og involverer sig i) og intellektuelt (hvad man interesserer sig for og lader sig påvirke af).

Her må man som familiemenneske melde pas. At leve i ægteskab og familie er også og ikke mindst at give slip, at manøvrere i stedet for at styre, at værdsætte det uforudsete, at improvisere og frem for alt at give og modtage på måder og tider, man ikke selv har planlagt. I sin verdslige udgave er drømmen om enkelhed drømmen om fuld kontrol og selvbestemmelse. Denne drøm har man egentlig givet afkald på, da man sagde "ja" foran alteret, men skulle det ikke helt været gået op for en, så vil det første barn normalt gøre verdens virkelige tilstand klart for enhver.

 

Ordenslivet som forbillede?

Anskuet fra den religiøse side - enkelhed som vilje til at give plads for Gud - er idealet om enkelhed derimod paradoksalt nok mindre uopnåeligt. Den selv samme Paulus, der i Korinterbrevet lige akkurat anerkender, at den, der gifter sig, ikke begår nogen synd, udvikler i Efeserbrevet tanken om ægteskabet som et tegn på Kristi forhold til Kirken (Ef5,32). Med dette som udgangspunkt har tanken om ægteskabet og dermed livet i familien - det er jo først p-pillen, der for alvor har skilt parforhold og frugtbarhed ad - i alle store kirkelige traditioner været forbundet med noget positivt og med ord som "sakramente" eller "hellig stand".

Det enkle liv forstået som det liv, hvor der gives plads til Gud, er altså ikke uforeneligt med familielivet af den simple grund, at Gud har velsignet familielivet og har sin naturlige plads der.

Men hvordan virkeliggør man så det enkle liv i den kristne familie? Her kan indsigter fra ordenslivet sådan set være til stor hjælp. Det vigtigste er holdningen: at give plads til Gud, eller som det også hedder: at fornægte sig selv. Den, der går i kloster for at få et nemt liv, træder hurtigt ud igen. Også i klosteret handler det om at tage sit kors op og følge Kristus. Og også i klosteret kan de daglige bekymringer og personlige ambitioner kvæle hele projektet. Alle livsformer i Kirken har deres "tidsler" (Matt 13) at kæmpe med. I ordenslivet har svaret på dette problem traditionelt været: troskab mod ordensreglen. En ordensregels påbud, forbud og normer har til formål at værne om det radikale valg af livet for Gud. Det indebærer bl.a. en række nødvendige afkald og den rette disciplin. Begge dele kan i tilpasset form anvendes på familielivet.

 

Afkald

Ordet afkald smager af askese og med rette! Og i vort moderne forbrugs- og underholdningssamfund er fravalg og askese noget af det mest uhørte, man kan forestille sig. Tværtimod er vores økonomi og kultur skruet sammen med henblik på at stimulere og pirre os på alle steder og i hvert ledigt øjeblik. Adspredthed og stress er de uundgåelige følger, som de fleste mærker, men som vi samtidigt forledes til at tolke som tegn på, at vi har fået for lidt eller evt. valgt det forkerte tilbud (græsset er jo altid grønnere på naboens mark). Her belærer Kirkens århundredegamle erfaring os om det modsatte: Vi har ikke brug for mere, men for mindre, for tomrummet, længslen i vort indre kan og skal ikke fyldes af verden, men af Gud.

I konkret familiesammenhæng betyder det: Livet i familien, samværet i familien, kærligheden i familien skal have rum. Rum til at fungere, rum til at vokse, men også rum til blot at være. For mange aktiviteter er et onde, og "for mange" er næsten altid identisk med det, man føler man også "bør" eller i øvrigt også har "lyst til". Askese handler jo ikke om at sige nej til noget, der er forkert. Hvad skulle der være specielt i det? Det er vel vores simple pligt. Askese handler om at sige nej til ting, der i sig selv ikke er dårlige, men som konkret tager plads op for et højere gode eller distraherer fra det væsentlige.

Bag ethvert kristent fravalg står et aktivt og positivt tilvalg. Eller med et andet ord: prioritering. Det handler om prioritering af samvær og fællesskab, også og ikke mindst med kristent fortegn, f.eks. fælles måltider med bordbøn, fælles kirkegang, fælles fejring af kirkeårets fester, fælles familietraditioner, fælles rejser etc.

 

Disciplin

Og så er der disciplin, endnu et af vor kulturs sortlistede ord, hvis man da ikke lige befinder sig i sportsverden. Alle klostre har en ordensregel, der - med mange detaljerede forskrifter -værner om enkelheden, og troskab mod den er en anerkendt dyd. Som kristen familie har vi også vor regel, selvom den måske ikke er så detaljeret og kodificeret, men som vi gør klogt i at holde os til. Som kristen familie er der ting, man gør anderledes end andre. Det kan være noget så grundlæggende som at bede sammen eller gå i kirke om søndagen. Det kan være faste på bestemte dage (nul slik om fredagen f.eks.) eller tider (advent, fasten), som helt bevidst forbindes med en gave til de fattige. Det kan være færre nisser og flere Jesus-børn til jul. Det kan være mindre alkohol og mindre uforpligtende kæresteri. Og det kan være den holdning, at tilgivelse er noget man hurtigt både beder om og giver. Disse "værdier", for nu at bruge et helt moderne ord, er vores regel, og de har godt af at blive formuleret og levet på en bevidst måde.

Det gælder også og måske ikke mindst der, hvor vi mærker, at vi er anderledes end vore verdsliggjorte omgivelser. Som kristne er vi kaldet til at være i verden, men ikke af verden. Det kan bl.a. oversættes til, at vi som kristne ikke bør undre os over og heller ikke skamme os over at tilhøre en "subkultur". Enkelhed er en naturlig del af denne subkultur, og askese og disciplin er hævdvundne redskaber, der står til vor rådighed. Hvis vi bruger dem, ligger enkelhed i kristen forstand også inden for vor rækkevidde.

  

Sebastian Olden-Jørgensen er universitetsadjunkt, ph.d. Charlotte er uddannet lærer, hjemmegående husmor og flittig oversætter fra flere sprog.

   

(Levende Vand nr. 1 2006)

At leve enkelt

 

Det enkle liv

Af LI. sr. Johanna Maria

 

Enkelhed i familien

Af Charlotte og Sebastian Olden-Jørgensen 

  

Erindring om døden

Af Olivier Clement

 

Unge om enkelhed

studiegruppe - unge i tyverne

 

Uden slør for ansigtet

Af Matta al-Miskin 

 

Vidner - Alles bror

Af Ll.sr. Johanna Maria

 

Fædrene læser Skriften 

Af Gregor af Nazianz

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk