Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Biskop Anders Arborelius, ocd

At tilbede i Kristus

I liturgien renser og helliger Gud sit folk.

 

Den kristne bøn er noget helt andet end al anden bøn. Ikke på det rent empiriske plan - mange muslimer og hinduer er meget frommere, end vi er, men den delagtighed vi gennem dåbens sakramente får i Sønnens indre forhold til Faderen adskiller kristen bøn fra al anden bøn.

Måske har vi ikke altid udnyttet eller taget til os, at vi altid har adgang til Faderen i Sønnen. Denne sandhed rækker uendeligt ud over vor naturlige tilbøjelighed eller oplevelse. Vi kan deltage i Sønnens evige tilbedelse af Faderen.

Dette bliver meget tydeligt i Kirkens liturgi. Selvom vi kun er et par stykker i et usselt kapel, er vi i fejringen af eukaristien delagtige i hele Kirkens tilbedelse. Kristus, ypperstepræsten, er den, der frembærer os alle til Faderen. Engle, helgener og al skabningen deltager i lovsangen. Dette perspektiv er nødvendigt for os, for at vor bøn skal være fuldtonende, og for at vi kan opdage, at vi deltager i noget, der er uendelig meget større end vores egen fattige bøn. Det er ikke bare min opfattelse, mit indtryk, der tæller, men noget uendelige meget større.

Måske ønsker vi i vor tid, hvor alt skal være måleligt og sanseligt, mere end tidligere også at måle vores egen bøn eller vores delagtighed i gudstjenestens bøn. Vi vil registrere grader af fromhed. Vi udtrykker det ikke på den måde, men vi ville gerne kunne aflæse graden af vor religiøse temperatur på en fromhedsskala. Vi har en forventning om, hvordan det skal være, af og til også hos andre. Hvis folk bladrer i deres salmebøger eller sidder og hvisker, så er det som den fromme atmosfære forsvinder, synes vi. Naturligvis er sådant intet ideal, men i grunden kan det ikke påvirke vores tilbedelse.

 

*

 

Selve Kirkens liturgi er altid mere end det synlige, det ydre. Det er den indsigt, der kan hjælpe os til at vokse dybere ind i den tilbedende holdning. Liturgien er mere end det samlede fromhedspotentiale hos de deltagende. Det er altid i første række Kristus, ypperstepræsten, der frembærer al liturgi og tilbedelse. Vi bliver langsomt men sikkert forvandlet af dette, men vi kan aldrig måle eller bogføre vores forvandling. Vi er liturgiske væsener, som har vor dybeste grund og kerne i at være delagtige i Kristi egen tilbedelse af Faderen.

Hans bøn har vi altid adgang til. Den er kernen i vor egen bøn. Vi tilslutter os mere og mere noget der allerede findes, og som vi ikke selv behøver at finde på. Vi må ikke glemme, at når vi beder og tilbeder, er det fordi Helligånden vækker os til det. Ind i mellem tror vi, at det er os, der beslutter os til at bede. Naturligvis kan vi holde op og sige nej, men egentlig er det Ånden, der vækker os til bøn. Vi kan ikke engang sige: "Herre, Herre", hvis ikke Han indgiver os det. Det fjerner naturligvis hverken vor frihed eller vort ansvar, men det giver os lidt mere af den hellige frihed, friheden til at lege for Guds ansigt.

Det er ikke os, der presser et par modvillige bønner frem. Det er ikke os, der anstrenger os for at blive gode og fromme, det er Ånden, der langsomt men sikkert vækker os mere og mere, og som endog nedbryder trægheden, modstanden og ladheden. Det erfarer vi ofte: Der findes i os en slags træghed, en modvilje, der gør, at vi synes, at det ikke rigtigt "funker". Men netop denne uformuenhed og fattigdom er vort bidrag. Det er vigtigt at acceptere, at vi er disse fattige, uformuende, træge væsener. Men midt i dette virker Helligånden for at gøre os til mennesker, der tilbeder i ånd og sandhed. At erkende dette giver os en vis distance til vores stræben efter resultater.

 

*

 

Vi må simpelthen acceptere den træghed og modstand, det gamle menneske har, og som langsomt og sikkert kan brydes ned og forvandles. Vor bøn er gyldig, også når vi mærker ligegyldigheden eller trægheden. Det dybeste i os længes og vil, men de forskellige lag i vor personlighed skal evangeliseres og helbredes. Det er en løbende proces, der gør, at vi deltager i det, der sker på forskellige planer. Dette kan være svært at forstå. Nogen kan sige: "Jeg føler mig ikke from, når jeg sidder i kirken, jeg længes bare efter at være et andet sted. Skal jeg gå i kirke alligevel?" Det er netop da, man har behov for denne liturgiske renselse. Jeg kan synes, at det er kedeligt at sidde i kirken. Men den er ikke nogen forlystelsespark, jeg er her for at blive helliggjort og renset.

Gennem hele vort liv vokser vi i den opgave at tilbede Gud. Gennem en stor del af vort liv er det en ørkenvandring, og da må vi huske, at netop ørkenen, tørken, kedsomheden har en dybt udviklende rolle. Hvis jeg holder ud, når jeg ikke synes, at Guds ord rammer mig, når jeg føler modvilje mod den, der læser messen, når folk synger falsk, eller hvad det nu kan være - mange faktorer kan spille ind i ørkenvandringen - kan det være netop der, liturgiens dybeste skønhed bliver tydelig for mig, eftersom al jordisk liturgi bare er et tegn på den himmelske liturgi. De menneskelige mangler, jeg registrerer, kan i stedet for at være et irritationsmoment pege hen på den fuldtonende liturgi i himlen. Denne indstilling kan vi have til hele tilværelsen. Alle de genvordigheder, konflikter og vanskeligheder, vi rammes af, kan være smertefulde, men i bund og grund burde de hjælpe os med af hæve os op til den himmelske herlighed, for kun der er alt fuldkomment.

Vi har ikke ret til at forvente os, at alt skal være fuldendt, fuldtonende og fuldkomment her på jorden. Det kan det ikke være. Dermed mener jeg ikke, at vi ikke skal stræbe efter, at alt bliver så godt som muligt. Men hvor meget vi end som Kristi legeme, som Kirke, stræber efter at blive hellige, at blive fuldkomne, så ved vi, at der findes menneskelige mangler på alle planer, i liturgien og i resten af livet. Hvis vi ser dette som et tegn på, at kun i Himlen kan alt blive ægte og fuldkomment, hjælper det os til at udholde mislydene, de falske toner, både i vort eget liv, i andre menneskers liv og i Kirkens liv.

Nok engang er det ikke nogen undskyldning for menneskelige fejl og mangler. Men det er et led i Guds pædagogik, at Han hjælper os til at længes endnu mere mod den fuldkomne kærlighed, som Han selv er, og som vi her på jorden kan erfare dråbevis, men aldrig i hele det glas vi drikker. Det ville vi gerne, men vi ved, at der her på jorden altid er fejl i glasset. Der er altid noget, der ikke er fuldkomment. Noget af den holdning skal vi også have over for liturgien. Den synlige og hørbare liturgi er aldrig så fuldendt, som vi ønsker.

I sit inderste væsen er liturgien alligevel en ægte, sand tilbedelse af Faderen i Sønnen, og vi tager del i den. Hvis vi får dette mere objektive perspektiv, bliver det normalt lettere, mere fyldt med glæde og håb at deltage i liturgien. Så har vi til stadighed det himmelske perspektiv i baggrunden. Vi aner, at vi allerede nu begynder på det, som skal fylde evigheden: forherlige og tilbede Gud. Midt i det brøstfældige og skrøbelige aner vi noget af fylden.

 

*

 

Ifølge det andet Vatikanerkoncil mødes i liturgien to linjer: den frelsende, helende linje og den tilbedende og lovsyngende linje. I liturgien sker frelse. Her renser og helliger Gud sit folk. Midt i dette menneskeligt skrøbelige, vi udgør, både som enkeltindivider og som gruppe begynder Gud at udføre sit værk, der gør os i stand til at hæve os op i tilbedelse og lovsang. Det modsvarer menneskevordelsens orden. Gud stiger ned til verden, bliver én af os, for at løfte os op til sig. I al liturgi sker dette frelsende værk. Guds nåde kommer ind og helbreder os, så vi kan løftes op. Her mødes Guds frelsende handlen og vores og Kirkens tilbedelse og kult. Vi er kun i stand til at tilbede Gud, fordi vi modtager Hans nåde og frelse. Det er i kraft af den, at vi tilbeder Faderen i Kristus.

Alt dette er teologiske tanker, men de skal også lande i vort hjerte. Det er ofte der, det kniber. I tro bekræfter vi alt dette, men vi glemmer at leve det i praksis. Det er vort dilemma at bevare det store perspektiv i vort lille liv, hvor der altid er problemer, der skal løses. Det kan være konflikter i familien, på arbejdspladsen, dårlige knæ og andet, der fylder vor dagligdag. Det har vi jo med os, når vi kommer til tilbedelse.

Vi har måske længtes hele ugen efter at komme til messe og få stilhed og ro i bønnen. Så sidder vi der, og der går ikke mere end to minutter, før vi tænker på konflikten på arbejdspladsen eller tandlægeregningen, der er svær at betale. Vi kan ikke komme udenom, at vi er jordbundne væsener, der er optaget af alt dette. Så opstår risikoen for, at vi bliver fortvivlede og giver op. Det største og vigtigste er at kunne tage regninger og konflikter med i tilbedelsen og bruge dem som brændstof. Jeg kan ikke trylle alt det besværlige væk, fordi jeg sidder i kirken. Jeg bærer det i mig, det findes inden i mig.

Endnu dybere går problemet, hvis det drejer sig om vore næreste relationer. Man møder ofte en mor, der sørger over sit barn, som har vendt Kristus og Kirken ryggen. Smerten er til stede som en torn, men netop denne torn er en påmindelse om Kristi offer, om Faderen der længes efter sin fortabte søn. Vi kan anvende vort menneskelige materiale i tilbedelsen. Dette bliver specielt tydeligt i Eukaristien. Der frembærer vi os selv, sådan som vi er, med alt hvad vi er og har, som en offergave. Al vor adspredthed, alle vore nedslidte knæ, alt det usle og fattige vi er og har, bliver til noget stort. Alt er med. Det betyder ikke, at vi bevidst tænker på det. Vi vil jo hæve os op til Gud, men vi har alt det tunge med os. Det er en del af os. Og så får selv det et præg af tilbedelse.

Med alt dette i os kan vi her og nu både smage noget af evighedens herlighed og tage imod frugten af Jesu offer på korset. Vi bliver så meget ét med Jesus at vi mættes af Hans legeme og blod, for at Hans indre forhold til Faderen, barnekår i Ånden, også skal blive vort.

Alt det materielle bliver brændsel for vor bøn. Vi kan frembære det. Vi kan give det. Vi kan tage det med. I liturgien bliver vi helbredte og i stand til at frembære denne tilbedelse.

Den legemlige udtryksmåde hjælper os ofte til at forblive i bøn. Hele mennesket deltager i tilbedelsen, ikke kun tankerne, selvom vi mener det er sådan. Hvis mine tanker er andetsteds, bliver min bøn jo til intet, tænker jeg. Men med min krop kan jeg udtrykke det, tankerne og fornuften ikke formår at udtrykke. Liturgien lægger beslag på hele mennesket. Vi rejser os, vi sætter os, vi knæler, vi folder hænderne. Hele tiden er vi i bevægelse. Dette giver Gud en slags tilbedelse. Vi skal ikke tro, at vi kun er ånd, for det er vi ikke. Kirkens bøn omfatter hele vor virkelighed. Det store sker, når det går op for os, at vi i alt hvad vi er og gør, kan deltage i denne tilbedelse.

 

*

 

Selve ordet eukaristi betyder taksigelse. Taksigelse og tilbedelse går over i hinanden. Kristus frembærer taksigelse og tilbedelse. Kristus vil sone al synd, Han vil forsone Himmel og jord. Han vil selv være vor forbeder. Fra sin plads ved Faderens højre side i herligheden fortsætter Han med at bede for os. Hver Eukaristi er et ekko af denne forbøn.

Vi kan tilslutte os den. Vi tilbeder, vi takker og vi går i forbøn. Gennem vort tilhørsforhold til Kristus kan vi gøre det, Han gør. Det er i denne personlige Kristus-forening, at vor bøn, vor tilbedelse vokser. Det er dette du-jeg-forhold til Kristus, der langsomt gennemsyrer os mere og mere. Et godt indicium er at se på, om jeg siger"du" til Gud, når jeg beder. Har jeg dette direkte forhold til Ham? Vi kan gå videre og se, hvordan det er i hele vort liv. Hvor ofte bruger jeg ordet "jeg"? Hvilket ord bruger jeg mest: du eller jeg? Det første ord; et lille barn siger, er meget sjældent jeg. Det er altid mor eller far eller noget andet. Fra starten er man rettet mod et du. Men snart kommer jeg-bevidstheden. Jeg vil have, jeg vil gøre dit og dat. Men i bund og grund er vi skabte til at sige mere du end jeg. I liturgien bliver vi du-sigere. Hele vort væsen rettes mod Faderen i Kristus. Vi kan anvende Hans indre forhold til Faderen. Denne kerne i vor liturgiske eksistens hjælper os siden i vort almindelige liv. Det er netop det fine, at det vi får i liturgien, er anvendeligt også i det almindelige liv. Det er de samme grundholdninger, der indpræges der, som vi siden benytter os af. Det hjælper os også at være nærværende hos hinanden. Vi kan tilbede Gud i et andet menneske, efter som det er Guds tempel. Så kan vi også leve i taknemmelighedens atmosfære. Man plejer at sige om os svenskere - og danskere med - at vi siger tak i tide og utide, men egentlig kan man ikke sige tak i utide, for den grundlæggende eukaristiske taknemmelighed smitter af på alt i vort liv. Taknemmelighed er det mest effektive lægemiddel mod bitterhedens gift, som så let sniger sig ind i et menneskes liv. Det rækker naturligvis ikke kun at sige tak, tak, taknemmeligheden må være en indre holdning. Men det er i hvert fald en spæd begyndelse at være bevidst om, at vort liver en stadig taksigelse til alle gode gavers Giver, og at disse gaver formidles fra menneske til menneske.

 

*

 

Det, vi får i Eukaristien, bliver siden anvendeligt i vort daglige liv. Vi skal bære det ud, vi har fået. Messen afsluttes med udsendelsen: "Gå bort med Kristi fred." Vi sendes ud med det, vi har modtaget. Derfor afsluttes messen egentlig ikke. Den går bare over i en anden form. Alt det, vi gør efter messen, er en frugt af og en del af det, vi har taget imod der. Resten af dagen eller ugen forsøger vi at virkeliggøre det, vi har fået, dele de gaver, vi har modtaget, med andre og leve videre i den tilbedende taksigelse og forbøn. Sammenhængen i vort liv er meget vigtig.

Vi er ikke to forskellige væsener, ét når vi sidder i kirken og et andet ved computeren eller i bussen. I bund og grund er vi samme Homo liturgicus, det tilbedende menneske, men tilbedelsen har forskellige facetter. Nutidsmennesket siger altid, at det føler sig splittet. Der findes ligesom en skizofreni i luften, der kan være svær at undgå. Men netop tilbedelse og liturgi kan hele disse splittelsestendenser i os. Hvis jeg indser, at jer har min kerne i at tilbede, at være helt rettet mod Gud gennem alt jeg er, så har jeg et fast punkt i tilværelsen. Vi bliver naturligvis udsat for alle mulige påvirkninger fra forskellig side, men det kan ikke forstyrre det inderste i os. Dette faste punkt inde i mig selv kan intet trænge ind i og tage fra mig.

Når vi fejrer Eukaristien, kan det være godt at opdage dette dybe, indre Homo liturgicus, som vi har inden i os: Her er jeg for Din skyld, for at tilbede Dig. Det er min største lykke at måtte gøre det, selvom jeg tænker på en masse andre ting og har ondt i knæene, selvom mange af mine tanker, følelser og stemninger synes, som Teresa af Avila siger, at være som løbske heste eller som natsværmere, der kredser omkring lyset. Alligevel findes inderst inde dette store dybe, denne uendelige fred, taksigelse og tilbedelse.

Af og til må vi overtale os selv til, at det er sådan. Selvom jeg kan føle mig splittet, er jeg det ikke. Jeg tilhører Kristus, og Han tilhører Faderen. Ingenting kan forstyrre denne indre virkelighed. Jeg kan ikke nå frem til den med mine tanker og begreber, og netop derfor er det så trygt. Jeg kan ikke manipulere denne indre virkelighed med mine stemninger og følelser, den er dybere end som så. Egentlig er den det eneste, der ikke kan manipuleres udefra, hverken af andre eller af mig selv eller af verden. Der er jeg Guds barn, der er jeg uendeligt elsket. Der er jeg Kristi brud. Alle disse udtryk, som Bibelen og traditionen anvender, er virkeliggjorte der. Der lever jeg i evig tilbedelse.

Anders Arborelius er biskop i den katolske kirke i Sverige.

Udskrift fra en båndoptagelse, oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

(Levende Vand nr. 3 2006)

 

Daglig bønsliv

 

 

Han har ført mig til vinhuset

Af Marianne Bønløkke

 

 

Mother Teresas åndelige testamente

 

 

At tilbede i Kristus

Af biskop Anders Arborelius, ocd

 

 

Min ven er min, og jeg er hans

Af Grethe Livbjerg

 

 

Vi er skabt til mere

Af Samuel Rubenson

 

 

Vidner

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

Af Wilfrid Stinissen

 

 

Fædrene læser Skriften

Hele vort liv skal være et vidnesbyrd om Kristus

Af Gregor af Nyssa

 


 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk