Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Min ven er min, og jeg er hans

Højsangen er bønnens sang og bønnens skole.

 

 

På min indre erindringsskærm passerer en del mennesker revy. De havde gjort deres livs store opdagelse: Gud og bønnen. Nu skulle bønnen være alt i deres liv. Fint - for det skal den være. Nu ville de stå tidligt op for at bede - fint, for morgenen er en god tid til bøn.

Efterhånden stod nogle måske lidt senere op, men de fandt en rytme som passede ind i deres daglige liv. Andre derimod foretog en drejning på op til 180 gr.: De forlod "det hele".

Det fænomen kendte Jesus alt for godt: Sæden der blev sået på stengrund og hurtigt voksede op, men en dag lå den ranglede plante bare vissen og tør. Jordlaget var for tyndt til god vækst.

De store "heroiske" beslutninger kan være camouflage for et kompleks af svaghed og subtilt hovmod. Bag de høje krav til sig selv - og til andre - kan gemme sig en usikker person, som må have en sag at identificere sig med. Nu bliver det så bønnen: "Jeg beder meget, altså er jeg stærk". Sådan bliver fanatisme til. Nogle kan holde længe i det spor, men når uholdbarheden i de store beslutninger bliver åbenbar, fører det til skuffelse: Det stolte jeg fik et slag, det ikke kunne bære. Man vender helt om.

Sørgeligt, for i nederlaget lå chancen til en forvandling af stengrunden med det tynde jordlag til den gode jord: Ydmygheden.

I nogle år boede jeg med vid udsigt over marker. I sensommeren forvandlede store maskiner de gule marker til sort pløjejord. Nej, en pløjemark er slet ikke sort, den kan skinne i mange nuancer af sort, lilla, brun ... den er smuk. I nogle måneder bare lå den der. Skiftende frost og tø blødgjorde den. Regn og gødning gjorde den frugtbar. Den bare ventede: Hvad skal der vokse op af mig?

"Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden, du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer" (SI 65,11).

Ondskab som synes at knuse og smuldre os, kan forvandle os til den gode jord: Ydmygheden som giver god vækst.

Ydmyghed er i nær slægt med realisme: Den ydmyge har intet behov for at overvurdere sig selv, men bedømmer realistisk sine muligheder. Bønnen må bæres af virkelighed, ikke af højtflyvende ideer.

Johannes af Korset talte om "discretio", som kan oversættes ved "sund fornuft", "sund ligevægt". Når han taler om askese, kommer tilføjelsen: Men alt med sund fornuft.

Der fortælles om ham en historie, og da den findes tilsvarende hos ørkenfædrene, er det måske en vandrehistorie: Han havde taget en flok unge novicer med ud i naturen, hvor de havde det meget muntert. En bonde, der var på jagt, blev forarget: Hvad var det for en uorden? Johannes bad ham spænde sin bue, han spændte den, "endnu mere", sagde Johannes, og buen fik et spænd til, "endnu mere" ... "Jamen så vil buen sprænges", sagde bonden. "Akkurat det samme med de unge" sagde Johannes, "de må have mulighed for at slappe af, man må tilpasse sig deres modenhedsgrad".

Sand ydmyghed kender sine grænser og ønsker ikke at overskride dem.

Måske siger ydmyg realisme dig, at du kan klare tyve minutters daglig bøn. Så nøjes med det. Og vær vis på, at de er langt mere værd end den store beslutning om to timers bøn fra 5-7, som bare varer et par uger. Hvis du er tro mod de tyve minutter, så vil de lidt efter lidt tage flere med sig.

Ydmyg realisme er ikke identisk med middelmådighed. Ud af ydmygheden vokser også tro på uendelige muligheder: "Teresa kan intet, men Jesus og Teresa kan alt," sagde Teresa af Avila.

 

Hvordan bede?

"Gud giver bønnen til den, som beder", sagde Evagrius (han, som sammenfattede ørkenfædrenes visdom). Bønnen er en gave. Beder vi om den, får vi den.

Vores bøn er svar på Guds dragen.

Men når bøn er så enkel, behøver vi vel ikke disciplin?

Intet liv kan udvikle sig sundt uden en vis disciplin, heller ikke det åndelige. Der vil være perioder, hvor bønnen ikke tiltrækker, hvor man måske rent ud keder sig. Da er disciplinen som et svinghjul, der holder bønnen i gang. Mere positivt set er den udtryk for en kærlighed, der vil give sig selv i udholdenhed, selvom den ikke følbart får noget selv. Vi tror måske at vi elsker mere, når vi føler en varm kærlighed, men det kan være modsat - uden at vi af den grund skal se ned på kærlighedens varme følelser, for uden dem kan man dårligt tale om kærlighed. Men tørre perioder giver følelserne vækst i dybde og ægthed.

Bønnens disciplin består i - inden for de konkrete muligheders grænser - at have faste rammer om bønnen: En lille daglig liturgi med fast tid og sted, et tændt lys, en ikon, en bibel, en bedeskammel måske.

Jesu ord: "Gå ind i dit kammer og luk din dør ... " er i den åndelige tradition altid blevet tolket som: Gå ind i dit hjertes kammer og luk døren for al verdens uro - og din egen indre uro. Kun få har kald til at leve kloster-eller eremitliv, men vi må alle have en indre celle, hvor vi er alene med Den Elskede, hvortil kun Han har adgang.

En ung student kom på retræte. Hun gik rundt, som bar hun stilheden i sig. Den sidste dag sagde hun: "Nu har jeg genopbygget min indre celle, nu kan jeg igen bevare mig selv i et evigt diskuterende miljø". Når vi mærker, at vores indre celle er nedslidt, at støj har fået adgang til den, må vi gøre alt for at genskabe den som et rent mødested mellem Gud og mig.

Vores disciplin må også bestå i at vi stadig øver os i at leve i Guds nærvær. Vær opfindsom og du vil finde hjælpemidler til det.

For nogle kan det være "at plante" Jesus navn i sit hjerte. I begyndelsen bevidst gentage det - ved opvasken, på vej til arbejde - efterhånden lever navnet i os, det gentages i os. Og navnet er ikke en tom lyd, men repræsenterer Jesu nærvær. Derfor gør navnet en forskel.

For mange år siden mødte jeg på en retræte en lærer, som var nedbrudt af disciplinære problemer. Han sad sammenfalden og græd, ynkelig i al sin selvforagt. Han fangede dette med at bede Jesusbønnen i sin korte form: bare gentage Jesu navn. Denne enkelhed passede ham. Næste gang jeg så ham, var han et andet menneske. Rank og bevidst om egen værdi. Han havde gjort det til vane, når han gik fra en klasse til en anden at gentage Jesu navn - ikke som en tom lyd, men i bøn. Han fik indre styrke. Børn har en fin fornemmelse for integritet. Nu respekterede de ham, og hans problemer var væk.

 

At skelne mellem disciplin og metode

I de sidste årtier af forrige århundrede kom østlige afspændings- og meditationsmetoder til Vesten. Min ryg havde længe plaget mig, måske var her en løsning. "Dansk Yoga" lød betryggende, så jeg meldte mig. Lærerens egen tilgang til yoga var dårlig ryg, og nu udførte denne ældre kvinde svære yogaøvelser. Det lovede godt. Forsigtigt spurgte jeg, om undervisningen var neutral. "Ja", kom det hurtige svar, men efter en tænksom pause: "Noget følger nok altid med". Hvad var det for "noget"?

I nogle år deltog jeg i en del kurser i kristen zen, i yoga... jeg læste bunker om det, praktiserede det sammen med kristen bøn.

Mange kristne retræteledere arbejdede med at integrere disse østlige metoder i den kristne bøn. I samme intention gik jeg med planer om at uddanne mig til yogalærer. Men rygtet nåede mig, at der gik forbud rundt mod at uddanne mig: Jeg var "for kristen"!

Meditation af Bibelens ord som vej ind i den stille bøn, i kontemplationens Gudsnærvær, blev nu af mange afløst af østlige teknikker.

Man forsvarede anvendelse af disse metoder med, at moderne menneskers fantasi fungerer ikke som hos mennesker før i tiden, så vi har sværere end vore forfædre ved at meditere over Bibelen. Men til gengæld oplever vi stressede nutidsmennesker et stort behov for indre stilhed.

Så rigtigt det end lyder, så lå der måske også et vist effektivitetskrav i dette: Der er metoder som hurtigt kan føre ind i indre stilhed - men denne behøver ikke at have noget som helst med Gud at gøre.

Og - som min første yogalærer sagde - der følger nok altid noget med. Hvad dette "noget" kan være, falder uden for denne artikels rammer.

I sin bog "Over håbets tærskel" skrev pave Johannes Paul II: "Man må advare de kristne, som begejstret byder visse ideer fra de fjernøstlige religioner velkommen, fx meditationsteknikker og -metoder og asketisk praksis. I nogle kredse er de blevet mode og modtages temmelig ukritisk."

Det skal også med, at jeg gennem årene har mødt adskillige, der uden bevidst at have søgt noget religiøst i yoga m.m. har fået vakt deres åndelige antenner, som senere førte dem til kristen tro. Paulus' ord får da fornyet aktualitet: "Jeg regner alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre" (Fil 3,8).

Det farligste ved metoder er, at fokus umærkeligt kan flyttes fra Gud til én selv.

En erfaren retræteleder Magnus Malm skrev: "Min erfaring er, at fokusering på præcise bønnemetoder gør mennesker mere selvoptagne, når de skal bede".

Vi er i det daglige projektorienterede, og vi beder som vi lever. Bønnen kan også blive et projekt. Hvis jeg nu gør sådan og sådan, så opnår jeg det og det. Projektet er egotrip, men bønnen er et kærlighedseventyr. Den sunde disciplin er led i et kærlighedsforhold.

Naturligvis kan det være gavnligt med enkle hjælpemidler til at spænde af, nogle der i det daglige bønsliv bliver en vane, som man ikke tænker over: I min bøn giver jeg slip på mine spændinger, for nu er jeg foran Gud, min far, nu behøver jeg ikke at præstere noget.

I en artikel fra 70-erne: Jesus i den nye meditationsbølge, skriver karmelitpater Wilfrid Stinissen: "At frelsen frem for alt er Guds værk medfører også, at vi ikke taber modet, når vi ikke kommer, ikke kan komme til den ro, som vi mener er nødvendig for at bede. Den blinde tigger Bartimæus' nød var ikke en hindring for bønnen, som det så ofte er, når det moderne menneske vil bede. Man vil først nå til stilhed, være i harmoni med både sig selv og omverdenen. Man vil have alle sine spørgsmål om Gud besvarede. Man vil ikke begynde sin morgenbøn uden at være helt udsovet, og man vil ikke forstyrres, når man har sat sig til bøn. Man vil have det stille og fredfyldt i kirken og irriteres, hvis et barn forstyrrer midt i højtideligheden. Sådan var det ikke med Bartimæus. Hans nød og plage var ikke nogen hindring. Tværtimod fødtes hans bøn ud af blindhedens mørke. Han bad ikke på trods af lidelsen, men takket være den" (med forfatterens tilladelse).

Naturligvis vil ingen erfaren åndelig vejleder sige, at vi ikke skal forsøge at skabe ydre og indre stilhed omkring vores bøn. Men når det mislykkes, kan det, der føles som nederlag, blive bønnens gode jord.

 

Længslen er vores bøn

Lige nu skinner solen, fuglene synger, havens blomster folder sig ud - alt er så smukt og harmonisk. Og alligevel - eller netop på grund af dette - murrer en uro i mig, noget utilfredsstillet. Jeg genkender denne fornemmelse, for netop i livets lykkeligste øjeblikke, i oplevelse af det allersmukkeste, i samvær med virkeligt gode venner, melder en særlig smerte sig. Er dette ikke Helligånden, som maner: Stil dig ikke tilfreds med noget jordisk, hvor skønt det end er. Kun Gud kan tilfredsstille din skønhedslængsel. Selv din bedste ven, den som forstår dig dybere end de fleste, kan ikke nå helt ind til dig, kun Gud kan møde dit behov for inderligt fællesskab.

"Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden", siger Paulus. Jo, Guds kærlighed er fred og glæde. Men Helligånden er også længsel i os, et skrig i os, en gnavende utilfredsstillelse som kun han selv kan fylde. Kærlighed vil Den Anden, længes efter Den Anden. Og jo mere længslen opfyldes, jo mere brænder den. I den tilstand sætter man ikke grænse for bønnen, da beder man altid, for man længes altid.

Da bliver Højsangen bønnens sang og bønnens skole: "Jeg søger ham, som min sjæl har kær."

Jo Højsangen ånder erotik! Hvordan kan sådan et digt finde vej ind i Bibelen? Med udtryk så langt fra den teologi, som vi finder hos Paulus eller som vi selv ynder at udtrykke os i. Helligånden er Bibelens egentlige kompositør. Med alle de bibelske forfatteres røst synger Helligånden kærlighedens lovsang. Guds kærlighed som er brudgommens kærlighed til sin brud: "Din skaber tager dig til hustru", siger Gud hos Esajas (Es 54,5).

Ånden vækker i os brudens kærlighed til brudgommen. "Ånden og bruden siger: 'Kom' .., kom Herre Jesus" (Åb 22,17,20).

"Ville han blot give mig kys af sin mund," synger bruden. Origenes, den første som udlagde Højsangen, forklarer, at disse kys er Bibelens ord. Det er typisk for en ægte fornyelse af Helligåndens liv, at den vækker længsel efter Guds ord, at den forvandler Bibelen, som måske før var tør, til et kærlighedsbrev. Er det da så mærkeligt, at nogle føler trang til at kysse Bibelen, før de åbner den?

 

Bibelen som bønnens skole

Bibelen er hele vejen igennem bønnens skole, både bønnens ord og Guds svar.

I den daglige bibellæsning opbygges en levende relation. Faderen, Jesus, Helligånden bliver levende personer, der dagligt griber ind i vores liv.

Men der sker også noget med os som mennesker. Vi får en mængde billeder, som vi kan spejle os i. Vi får et indre forråd af lignelser og ord, som kan dukke op i os, når vi har brug for dem. Helligånden har et forråd i os, som Han kan trække på. Vi får struktureret vort sind ud fra Guds ord.

Vort liv bliver forvandlet. Det kan tage tid - lang tid - men vort sind bliver kristnet, så også vores handlinger bliver derefter.

I hele den kristne tradition har forberedelsen til kontemplation bestået i askese. Man kan også sige i at forme sit liv ud fra evangeliet.

Det betyder, at bøn og handling befrugter hinanden.

Der vil så komme en tid, hvor man synes at være gået i stå. Bibelmeditationen, som man før har praktiseret den, siger ikke en så meget mere - den går bare ikke. Man kan nøjes med et enkelt ord, som åbner en indre verden. Eller man ønsker bare at være i stilhed hos Gud. "I hans skygge elsker jeg at sidde", siger bruden i Højsangen. Er der smukkere udtryk for den kontemplative bøn? De ord kan i os skabe et mentalt billede: I min stille indre bøn sidder jeg i Hans skygge.

Nu skal man ikke dele det åndelige liv skarpt op i faser, for hele tiden findes behovet for at være i stilhed hos Gud - og bibelmeditationen foregår jo også i stilhed. Men den indre stilhed tager efterhånden over, og kærligheden til Guds ord fordybes.

Hjertet synger: Min ven er min, og jeg er hans. Bønnen har ingen regler - og så alligevel!

Gør det til en vane - en god vane - at bede Helligånden lede dig. At lytte til Helligåndens ledelse er en øvelse. I begyndelsen skal man gøre det bevidst. Bede om ledelse - mærke efter hvad der giver indre fred. Husk Helligånden taler med fred. Den dybe indre fred er vores ledestjerne. Men jo mere man lever i bøn, jo mere erfarer man virkeligheden i Dag Hammarskjolds ord: ”Det er vejen, som vælger mig, ikke mig som vælger vejen". Man bliver ført. "Jeg har udvalgt jer", siger Jesus. Bevidstheden om dette giver både tryghed og får os til at slippe roret.

 

Synd og selvbebrejdelse

Betragt ikke synden som en belastning i dit liv. "Hvor synden er større, er nåden des mere overvættes - endnu større" (Rom 5,20). Påskenat jubler vi: "Lykkelig brøde som gav os en sådan frelser". Modløshed er djævelens værste fristelse, han som Bibelen kalder vores anklager. Der er pletter i vores liv, og vi tænker -føler: Hvis ikke det og det havde været der, så ... Hvordan kan jeg leve et dybere bønsliv, når ... og så kommer alt det vi skammer os over, måske dårlige vaner vi ikke kan besejre. Men netop det kan gøre os ydmyge. Der er forskel på en såret stolthed og sand anger. Den sande anger giver glæde.

Den vigtigste af Åndens gaver er den at skelne mellem ånderne. Hvem er det nu, som taler til mig? Er det Helligånden - eller er det den onde ånd?

Helligånden kan påpege ting i vort liv, som skal ændres. Kan påpege noget, vi skal angre. Men Han gør det i fred.

Freden er hele forskellen mellem Guds ånd og den onde ånd.

Dog: Hvis et menneske lever i sløvhed, helt døv for Åndens indskydelser, så kan Helligånden vække uro men en hellig uro - som vækker op.

Men hvis vort ønske er at leve med Gud, så vil Ånden tale med fred til os. Kompleks skyldfølelse kommer ikke fra Ham.

En af ørkenfædrene blev spurgt af en discipel: "Når jeg falder i en beklagelsesværdig synd, plages jeg og anklages af min samvittighed, som siger: Hvorfor gjorde du dog dette?" Faderen svarede: "Hvis et menneske i samme øjeblik, det falder, siger: 'Jeg har syndet,' så er synden der ikke mere." En af de mest kendte fædre, fader Poimen så ingen som helst nytte i selvbebrejdelser, i denne blanding af ærgrelse og skyldfølelse over at man aldrig kommer videre eller over at man som helhed er et dårligt menneske. Alt dette er ufrugtbart, tager vores energi og fikserer os på det negative. Hvis man over for Gud har erkendt at man har syndet, så er det nok. Så skal man ikke bekymre sig mere over det. Da har man givet det til Gud, så er det hans sag.

Der kan ligge megen fortrængt stolthed i selvbebrejdelser. Man vil ikke rigtig erkende, at man er en synder. Man kan ikke tilgive sig selv for ikke at leve op til det idealbillede, man har i sig. Men den, som tror på Guds tilgivelse, kan også tilgive sig selv - og leve i frihed.

Antonius sagde: "Dette er menneskets storhed, at det løfter sin synd op til Gud og samtidig regner med, at vi vil fristes lige til vor dødsstund."

Vore gamle synder må hvile i Guds barmhjertighed og tilgivelse. Og når de er tilgivet, ja så bliver nådens virkning i os større.

Tro at alt - absolut alt - som kan synes negativt, kan bliver forvandlet til noget positivt. Gud kan bruge ALT i vores liv til at føre os nærmere ham.

 

Hvis...

For mange år siden var jeg på en retræte med dengang karmelitbroder, nu biskop Anders Arborelius. Han insisterede på, at de farligste ord i vort åndelig liver: Hvis - så. Hvis nu min situation var anderledes - hvis jeg havde et andet arbejde - hvis jeg havde nogle bedre arbejdskammerater - hvis jeg havde en anden bolig - hvis jeg havde bedre venner - hvis jeg havde en anden ægtefælle - osv. osv. - så ville alt være anderledes. Så ville jeg kunne tjene Gud, så ville jeg kunne bede, så ville jeg kunne leve et åndeligt liv.

Jeg nåede at bliver irriteret på ham: Kunne han ikke holde op med at gentage dette? Men gentagelse er god pædagogik. Der er vel ikke nogen anden retræte, hvorfra jeg så klart husker, hvad der blev sagt. Og jeg selv leder ingen retræte uden at gentage dette! Det er i netop dette mit liv her og nu, at jeg kan lære at leve i kærlighed og troskab.

"Hvis du helt accepterer dit nu, er du helt forenet med Gud," sagde Julian af Norvich.

En svensk forfatter, Tomas Sjödin, udtrykker det sådan: "För den som söker det goda livet någon annanstans, i en annan tid, under andra omständigheter väntar objudna gäster. Rastlösheten, besvikelsen och ledan vet vägen dit. Förr än man anar det gör de också anspråk på en plads i solen.

Det goda livet ligger inte där borta, det är ett landskap inuti människan, ett sätt att förhålla sig till det liv som blev. Om man inte finner det goda livet inom sig själv kan man aldrig hitta det."

Grethe Livbjerg er redaktør af Levende Vand

 

(Levende Vand nr. 2 2006)

 

Daglig bønsliv

 

 

Han har ført mig til vinhuset

Af Marianne Bønløkke

 

 

Mother Teresas åndelige testamente

 

 

At tilbede i Kristus

Af biskop Anders Arborelius, ocd

 

 

Min ven er min, og jeg er hans

Af Grethe Livbjerg

 

 

Vi er skabt til mere

Af Samuel Rubenson

 

 

Vidner

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

Af Wilfrid Stinissen

 

 

Fædrene læser Skriften

Hele vort liv skal være et vidnesbyrd om Kristus

Af Gregor af Nyssa

 


 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk