Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

Vi er skabt til mere

Dæmonerne lurer ikke i sulten og tørsten, de lurer i mætheden.

 

 

Tørstige fødes vi, tørstige dør vi. Fra det nyfødte barns søgen efter brystet til den døendes ønske om at få fugtet sine læber lever vi med sult og tørst som daglige følgesvende. Uden væske tørrer vi ud, uden mad sygner vi hen. Ingen anden erfaring er så universel, intet andet begær føles så tydeligt i hele kroppen som sult og tørst. Ingen andre ord giver så stærkt udtryk for menneskets længsler og attrå som: "Jeg tørster, jeg hungrer."

Lige meget hvilke andre begær der end tager os i deres tjeneste, forbliver sulten og tørsten de mest grundlæggende behov. Det handler om vores overlevelse, om livets brændstof. Uden mad og vand intet liv, intet jeg. Ikke bare sådan at forstå at vi behøver mad og drikke for at holde os i live. Nej, vort legeme består i dobbelt forstand af det vi spiser og drikker. Vi bliver hver dag til, legemligt talt, takket være mad og drikke. Vi er hvad vi spiser.

Det er derfor indlysende, om end en smule uventet for os, at Evagrios mener, at den mest grundlæggende fare lurer i begæret efter mad og drikke, i frådseriet og drukkenskaben. Måske er det sådan at vi der ikke har erfaringer med sult og tørst, ikke rigtigt kender lidelsen, den altomfattende afhængighed. Måske er tilfredsstillelsen så selvfølgelig, at vi ikke mærker hvor afhængige vi er.

Vi når aldrig at føle sulten og tørsten i hele deres styrke. At spise og drikke er naturligt og for de fleste af os helt uproblematisk, selvom vi alle er klar over hvor galt det kan gå, hvordan druk og frådseri kan virke nedbrydende. Men kun de færreste af os har grundet over hvordan vort daglige begær efter mad og drikke er sammenvævet med hele vort jeg, og hvordan vi alle på forskellige måder lever midt i frådseriets verden. I vor af naturvidenskaben bestemte adskillelse mellem krop og sjæl, mellem fysisk og psykisk, tænker vi ikke over at de legemlige begær har betydning for vort sjæleliv, for vort åndelige liv.

Det er ikke svært at indse at alkoholisme eller overspisning, ligesom anoreksi, har noget med sjælelige lidelser at gøre. Det kan være sværere at opdage på hvilken måde man selv lider under frådseriets virkelighed, og derfor nok har så svært ved at finde befrielse fra det.

At forsøge at følge Evagrios og se hvad frådseriet er, kan derfor være velgørende. Han hjælper os til at indse hvordan vort naturlige behov for næring for overhovedet at eksistere samtidig giver næring til en afhængighed, en lidelse. Ikke for at vi skal begynde at foragte mad og drikke eller bare afstå fra livets goder, men for at vi skal se klart og blive frie. Vi balancerer nemlig på randen af misbrugets og afhængighedens afgrund. Og vi møder til stadighed nogen der sidder fast og har behov for et ord, en hånd eller til og med langvarigt nærvær for at opnå friheden.

 

Begæret er umætteligt

Det første vi må forstå, er at det begær vi fødes med, er umætteligt. Vor sult og tørst er ikke bare overlevelsesinstinkter, de hænger sammen med at vi dybt i vort væsen søger noget der er større end det vi nogensinde kan gribe. Vi hungrer og tørster efter det liv der er en gave, ikke et bytte.

Hvis ikke ville vi aldrig spise eller drikke mere end vi havde brug for. Vi hører Gud og evigheden til, og derfor kan det, der er forgængeligt og begrænset, aldrig stille vor hunger og tørst.

Dette er ikke bare et åndeligt faktum, det er også noget der præger vort legeme og dets umættelige begær efter en tilfredsstillelse der aldrig fuldendes. I vor hunger og tørst, i vort forhold til mad og drikke, varme og berøring, lys og stemmer, udtrykker vi ikke bare legemets fysiske behov, men hele vort væsen. Vi kræver hele tiden mere, end jorden kan give os, af den enkle grund at vi er skabte til mere. Frådseriet opstår når vi forsøger at mætte eller overdøve vor åndelige hunger og tørst med det der ikke kan mætte den. Vi retter vort begær mod det skabte og ikke mod Skaberen.

Det er ikke begæret der er ondt, det er den skade vi tilføjer os selv og andre når vi forsøger at mætte begæret med det der ikke kan mætte. At vi gør det, hænger sammen med den rædsel vi bærer på, fordi vi lever udleveret til døden, afslutningen. Vort begær efter livet, efter stadig mere, trues, ja tilintetgøres, af dødens virkelighed.

Derfor er det ikke så mærkeligt at vi forsøger at rage mere liv til os end vi får, at vi forsøger at gøre os udødelige. Rædslen for ikke at få og måske oven i købet miste det vi har fået, driver et begær der ikke kan stilles. Jo stærkere følelsen af uopfyldthed bider sig fast, desto stærkere vokser begæret sig. Lytter vi til det og lader os narre, gror vi fast i frådseriets sammenhæng.

 

Materielt frådseri

Det andet, vi må indse, er at vor hunger og tørst kommer til udtryk på mange forskellige måder. Det handler ikke kun om mad og drikke i bogstavelig betydning. Hvis de grundlæggende legemlige behov for næring er tilfredsstillet og andre muligheder byder sig til, får vort begær efter at forbruge utallige andre udtryk.

Måske frådser vi ikke i mad og drikke, men vi lever dagligt under et pres om at forbruge mere, at frådse i alt et menneske kan gøre til sit. Vi stopper ikke kun i os gennem munden, det er i lige så høj grad gennem øjnene, ørene, lugtesansen og følesansen at vi sluger vor omverden og hinanden. Fra morgenavisen til nat-TV overskylles vi af reklamer der spiller på vor sult og tørst, vort begær efter en mæthed som ikke er andet end brændstof for et endnu større forbrug.

Vor opfindsomhed når det drejer sig om at skabe og opretholde behov synes uendelig ligesom vor tiltro til at øget forbrug fører til øget lykke, velstand. Uden at blinke ser vi ned på alkoholikere og overvægtige, samtidig med at vort materielle frådseri forarmer mennesker og natur, og samtidig med at vi selv lider under vore lidenskabers krav.

 

Den bedste dag

Det tredje Evagrios lærer os, er at jo større overfloden er, desto mere selvoptaget bliver hungeren. Mangelen på mådehold forstærker følelsen af umættelighed og dermed mangelen på tilfredsstillelse over den mæthed, man får. Jo mere du fortærer, jo heftigere bliver sulten.

Lader du sulten tage overhånd, bliver den aldrig tilfredsstillet, skriver Evagrios. Ligesom man ikke kan finde vellugtende krydderurter i slammet, finder man ikke stilhed hos frådseren. Den der drives af sit begær, bliver til sidst jaget af det. Jo mere du stopper i dig, bogstaveligt og åndelig talt, desto mere opfyldt bliver du af det, desto mere bestemmer det dit liv.

Det er som om det du fortærer, til sidst fortærer dig. Og det gælder ikke kun sprut. For mange er stilheden i dag en plagsom afståen fra lydens stimulus. Mørke og tomhed er et ulideligt afbræk i billedernes og filmverdenes stimulans af synet. For andre bliver en stadig seksuel stimulans til sidst et umætteligt begær der sluger dem der kommer i dets nærhed. Ligesom vi bogstaveligt bliver hvad vi spiser, fyldes vi også af det, vi fylder vort syn og hørelse med.

Hungeren og tørsten er Guds gave, et tegn på den skabende kærlighed, den kærlighed der ikke søger sit eget og ikke gør skabningen og sin næste til et middel for egen tilfredsstillelse. Dæmonerne lurer ikke i sulten og tørsten, de lurer i mætheden, i tilfredsstillelsens sødme. Som digteren Karin Boye skriver:

Den mätta dagen, den är aldrig störst. Den bästa dagen är en dag av törst.

For at tørsten skal forblive en skabende, livgivende tørst, skal den forblive en tørst. Den mæthed der gives den, der håber på at døve al hunger og tørst, har mere med død at gøre end med liv. Den mæthed man kan

glædes over, gives kun den der kan give afkald, og det er kun den der kan give afkald, der finder frihed og hvile. Det er for at lære os dette, vi har fået den hjælp den regelmæssige faste er.

 

Kundskab om godt og ondt

Men er det ikke livsfornægtende at se en fare i at nyde livets goder, nyde mad og drikke i overflod og nyde den lyst og de fornøjelser der tilfredsstiller alle vore legemlige begær? Er kravet om at afstå ikke et udtryk for foragt overfor både skabelsen og Skaberen? Har vi ikke fået både sult og lækkerier, både tørst og vin af samme hånd?

Vist har vi det, men vi har fået det af en giver der løber en risiko, der sløser med kærlighed og håber på svar. Brødet gives os af den der siger: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord der udgår fra Guds mund." Brødet er givet os af den der vil give os så meget mere.

Ikke fordi der er noget galt med brød, men fordi livet er større, fordi vi er skabte til at give liv, ikke bare holde os i live. Kundskaben om hvordan vi fremstiller brød og alt andet der tilfredsstiller vore begær, er kundskab om godt og ondt. Kan vi ikke lade være, bliver vi selv slaver af vort begær, af lysten til selv at tilfredsstille den hunger der bunder i livets evige længsel efter Gud. Så er frådseriets lidelse egentlig et udtryk for længselen efter selv at være Gud, for selvtilfredsstillelsens ynkelige indadvendthed.

Oversat afCharlotte Olden-Jørgensen

Samuel Rubenson er præst i den svenske kirke og professor i kirkehistorie ved Lunds universitet.

 

(Levende Vand nr. 3 2006)

 

Daglig bønsliv

 

 

Han har ført mig til vinhuset

Af Marianne Bønløkke

 

 

Mother Teresas åndelige testamente

 

 

At tilbede i Kristus

Af biskop Anders Arborelius, ocd

 

 

Min ven er min, og jeg er hans

Af Grethe Livbjerg

 

 

Vi er skabt til mere

Af Samuel Rubenson

 

 

Vidner

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

Af Wilfrid Stinissen

 

 

Fædrene læser Skriften

Hele vort liv skal være et vidnesbyrd om Kristus

Af Gregor af Nyssa

 


 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk