Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Per Åkerlund

Fra Kirkens rige haver

Per Åkerlund botaniserer i Kirkens haver og deler ud af læsningens mættende frugter og poesiens berusende druer

 

Havens planter

Blandt de mange bemærkelsesværdige ting, jeg opdager, medens jeg vandrer i Kirkens haver, er at hverken tid eller fornuft spiller nogen rolle. Jeg mener, det virker som om, hverken aldersforskelle, adskillelse i tid eller forskellige intellektuelle evner eller interesser spiller nogen rolle.

Jeg kender en ikke særligt belæst, ung mand, der forrige år læste et par små tekster af en munk, der levede i 1000-tallet1, og som sagde, at ingen tidligere så træffende havde givet udtryk for netop det, han gik og grundede over. Og jeg tænker på min afdøde faster Gertrud, der som firsårig kom i besiddelse af Augustins Bekendelser. Hun sagde, at det var en af de bedste bøger, hun havde læst, en virkelig ven, der forstod hende. Augustin, antikkens berømteste teolog, anses almindeligvis for at være et af Vestens klogeste hoveder. Min faster Gertrud fik i modsætning til sine søskende ingen uddannelse ud over den seksårige folkeskole. Hun var den yngste, så derfor skulle hun passe forældrene, da de blev gamle. Jo for resten, plejede hun at sige: jeg fik et kursus i syltning.

I Kirkens haver er talemåden om, at vi alle er søskende, blevet virkelighed. Det, der betyder noget, er sandheden om menneskets høje værdi, skabt i Guds billede, men også om synden og døden i mit eget liv, og længselen efter fællesskabet med Gud Fader, at lære Jesus at kende og at måtte vokse i Ånden. Den, der lever et liv i uafbrudt bøn og helligelse, siger på dødslejet: Lad mig dog få endnu lidt tid, så jeg kan begynde at forbedre mig 2. Den der kommer lige fra et liv med hård kriminalitet, men siger et eneste ord om medfølelse til Jesus, bliver lovet Paradis samme dag (Luk 23,39-43). Bølleagtige midaldrende mænd med et sprogbrug, der slet ikke passer til småkagerne ved kirkekaffen, indrømmer, at kontakten med Pater Pio3 har været afgørende for dem. Og så er der den unge kvinde, der har givet sit liv til missionen og givet alt til Herren fra sin ungdom af. Men i stedet for åndelig fremgang og helligelse kommer mørke og indre plager. Efter at hun har fået åbnet øjnene for frugterne i Kirkens haver, ser hun mønstret: Herrens vej førte i en anden retning, end hun troede. Jeg kommer i tanker om en ung misbruger, som jeg mødte for 23 år siden, og som siden 1978 har skiftet stofferne ud med et skud åndelig læsning.

Vi, der strejfer omkring i denne skønne have, er virkelig brødre og søstre. I al vor individuelle forskellighed er vort behov for åndelig trøst og undervisning, ja for Guds nærvær, det samme.

 

*

 

Hvad er det for tekster, jeg her taler om? Hvad er det for vækster, der gror og grønnes i Kirkens haver, som redder folks liv og hjælper os til at finde vejen og giver så megen lindring, at vi holder ud?

Ja, eftersom det er en stor rigdom, vi taler om, er det ikke helt let at definere den. Selve kilden i centrum af haven er naturligvis Guds ord, Bibelen. Derfra rinder det levende vand, der giver liv til den ubeskrivelige mangfoldighed af vækster. Nær ved kilden finder vi beretningerne om og vidnesbyrdene fra Kirkens helgener og martyrer. Tilsyneladende hulter til bulter står skikkelser fra den tidligste Kirke side om side med nutidige. Maximilian Kolbe4 står lige ved siden af Polycarp5.Teresa Benedikte af Korset6 og Maria Skobtsova7 står op og ned af Thomas More8 og ærkebiskop Romero9. Starets Siluan10 står ved siden af Antonius og Mother Teresa af Calcutta. Ja, der er ingen ende på mangfoldigheden.

Ved siden af de mest elskede af dem alle, Frans af Assisi11, Katarina af Siena12 og Serafim af Sarov13 står også vore lokale helgener som Linnea Hofgren fra Stockholm og les Pieti fra Karesuando.

Fortællingerne om denne sky af vidner - de kendte udgivet i mange udgaver, de lokale i enkle, slidte hæfter - er sammen med kilden, Guds ord, hjertet i Kirkens haver. Udenom, i stadigt større cirkler, står alle tekster og udtalelser fra disse hellige gennem tiderne, alle optegnelser og nedskrevne vidnesbyrd og også en hel del brevsamlinger, der vidner om selvudslettelse og om livet med Kristus i Gud. Tænk bare på Gerhard Teersteegens14 breve om åndelige emner, og Fader Johannes af Valamos brev: Livet i Kristus15. Her og der findes små bede med poesi, som beruser os med deres duft. Romanos Meloden16 og Hildegard af Bingen (17) klinger sammen med Johannes af Korset18 og Lina Sandell19. Og lige ved siden af finder vi lidt tungere brødfrugter: Samlede betragtninger af C. O. Rosenius, en af Sveriges vigtigste formidlere af tro og trøst i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og nogle let træede prædikensamlinger fra i dag og tilbage gennem tiden. Her tænker jeg ikke kun på Anders Pilz, men også på Schartau, Spuregon og Martin Luther til de bugnende træer fra den tidlige Kirkes store teologer.

Overalt er der små buske med frugter og bær, hele bøger og kortere betragtninger, breve, kronikker, nedskrevne vidnesbyrd, mængder og atter mængder ... fra Frank Mangs til John Bunyan, fra madame Guyon til Julian af Norwich (Katolsk Forlag), Osvald Chambers, broder Lorens, Den russiske pilgrim ... der er så mange ...

Og spredt omkring hist og her, de allersmukkeste, de mest eftertragtede, de allerlækreste læsefrugter, skønne som granatæbletræer, Thomas a Kernpis. hvis bog "Kristi efterfølgelse" er en af kristenhedens mest læste åndelige bøger, Teresa af Avila20, Cassian 21, Johan Arndt22, Johannes af Kronstadt23, hvis bog Mitt liv i Kristus har haft stor betydning for de stille på landet i Rusland. Ökenfädernas tänkespråk -uovertruffen, når det gælder den tidlige Kirkes åndelige vejledning fra ørkenens haver. Therese af Jesusbarnet24... jo de findes i store mængder.

Men er der da ikke både nyttige og søde frugter blandt det, der produceres i dag? Jo, selvfølgelig findes meget af den moderne litteratur i det, vi her kalder Kirkens haver. Man overvældes næsten af farverne og formerne på alle dagens læsefrugter. Men det er nærheden til kilden, der fortæller, om de er givende. Kirkens haver har i vore dage ingen mur, der afgrænser den fra den omgivende landsby - hvis jeg må drive mit billedsprog så langt. Det afgørende er, om man får sit vand fra Guds kilde eller fra andre kilder. l dag udgives der meget, som tilsyneladende giver åndelig næring til folk, men ved nærlæsning ser man, at substansen i frugten kommer fra tidsåndens strømninger, og egne funderinger og ambitioner. De kan være nok så skinnende og fristende, men de vokser ikke inden for Kirkens gærde og giver ingen næring.

Hvorfor denne gentagne insisteren på nærheden til Ordet, Bibelen? Fordi Guds ord har en iboende skabende kraft25, der ikke findes i vore spekulationer og funderinger. Når vi er nær ved Ordet og bøjer os under Ordet, lever denne kraft i vore vidnesbyrd, hvad enten de er stammende og generte eller frimodige, raffinerede og velformulerede. Kirkens klassiske udtryk er "at bøje sine tanker under Kristus". Det handler altså absolut ikke om at tage afstand fra fornuften, nysgerrigheden eller skaberkraften. Men siger man noget om Gud, bøjer man sig under Ordet på denne måde: Er min samvittighed, når alt kommer til alt, bundet til Guds Ord eller til min egen fornuft og omverdenens mentalitet? Men eftersom min egen fornuft er begrænset, og denne verdens væsen er Guds fjende26, er der ingen anden udvej end at bøje sig og gå ind i Ordet og Kirkens vidnesbyrd. Det paradoksale er, at det først er der, man bliver virkelig fri til fornuftens og følelsernes kreativitet.

Dette betyder, at mange både teologiske tankekonstruktioner og åndelige overvejelser i vor tid hverken er nyttige eller gode frugter. De serverer tidsånden for os under deres smukke skal. De synes at være søde, de taler højt om kærlighed og bekræftelse, om åbenhed og nærvær og om "at møde nutidens mennesker, der hvor de står". Men hvis man bider i dem, er smagen fad, og man står forvirret og tom tilbage. Anderledes er det med de læsefrugter, der vandes af Ordets kilde. For der findes noget i de tekster, der vokser i Kirkens have, der pirker til os og maner til omvendelse. Det første ord, Jesus siger offentligt, er: "Omvend jer!" (Matt 4,17); de afslører min egen bortvendthed og den gudløshedens ånd, der er i verden. Det er, når man tager imod denne smertefulde sandhed om menneskets store værdighed og om synden, at man også kan nyde barmhjertighedens sødme. Med Kirkens haver er det som med dens Herre, den er fuld af "nåde og sandhed". Denne umådelige rigdom på frugter, så forskellige i form og indhold, indeholder alle lov og Evangelium. Hypermoderne eller ældgammelt, enfoldigt famlende eller med intellektuel elegance, i Kirkens haver er det "det levende vand", der giver vækst og næring. Og det er som altid læsningen af selve Bibelen sammen med frugterne og bærrene, der giver mest.

 

Tørken

Selvom kristendommen er forkyndelsen af det glade budskab, er det ikke bare sjov hele tiden. Perioder med tørke er et alt for velkendt fænomen i kontakten med Gud. Her har man givet sig helt i Herrens hænder og i et stykke tid fået lov til at opleve Hans uudgrundelige, stille nærvær, Hans berøring, den stille og klare fred og den guddommelige verdens herlige nærvær - og så pludselig oplever sjælen tørke og ulyst. I dagene inden skiftevis jublede man med salmistens ord: "Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden" (Sl 73,25) og var fuldstændig stille for ikke at forstyrre kildens tyste løb. "Når du er til stede savner jeg intet, vil intet og ønsker intet, alt er godt. Når du lader mig erfare din uhåndgribelige varme fred er alt vel og alt er godt, uanset hvordan min hverdag end ter sig. Velgang i familien eller fremgang på arbejdet, glæde i omgangskredsen eller en tryg økonomisk situation, intet på jorden kan måle sig med dit stille, hele tiden rislende, nærvær, du, den eneste."

Så kommer der en ny dag, og Herren er borte. Morgenerne kommer med tomhed, og aftnerne går med savn. Sjælen er et værkende sår. Hvorfor er det sådan? Er det min skyld, eller har alle kristne det på den måde? Bliver det sådan ved?

Lad os slå fast, at alle gudselskere i hele kirkehistorien kender til dette fænomen. Utallige er de bønner og breve, klagesange og vidnesbyrd, der er skrevet om denne sjælens længsel efter Guds nærvær. Ja store dele af Kirkens rige have næsten strømmer over med den slags læsefrugter. Og også du og jeg, der endnu er nybegyndere, og kun har smagt en smule fra Herrens bord, kan læse de største helgeners vidnesbyrd og genkende os selv. Ikke kun det, for tusinder og atter tusinder har læsefrugterne fra Kirkens have været den eneste trøst og kundskabskilde, fordi man har savnet en åndelig rådgiver i sin nærhed. Hvor i haven man plukker den åndelige tørkes frugter er ikke så vigtigt for de store gudselskere, hvad enten de levede i 600-eller 1500-tallet, i det nordlige Sibirien eller midt i Paris, så lyder deres vidnesbyrd og klagebønner stort set ens. De ser også ens på, hvad der forårsager tørken, og hvordan man skal forholde sig til den.

Men inden vi plukker et par af de tusindvis af læsefrugter om dette emne, skal vi løseligt afgrænse det fra andre af det åndelige livs tilstande og erfaringer, der ikke er tørke, men nok ligner den. Vi taler ikke om, når sjælen med vilje lader omgangen med Gud bag sig og vender tilbage til verdens tillokkelser og forfængelighed, eller flygter til tankens kølige spekulationer. Vi taler heller ikke om, når sygdom og svære sorger gør, at sjælen ikke formår at bede, men er helt optaget af sig selv. Vi taler heller ikke om den åndelige søgende, der ledes af sin egen fornufts lys og prøver først det ene så det andet. Vi taler om en almindelig kristens hverdag, om dig og mig, der i Kirkens fællesskab søger at leve i Guds nærvær gennem bønnen, ordet og sakramenterne. I netop dette almindelige hverdagsliv kommer der perioder af tørke, hvordan man end bærer sig ad. Det kan være alt fra kold ulyst og tørke til brændende hed tørst.

"Jeg har ikke et sønderknust hjerte, der driver mig til at gå ud og søge dig, jeg har ingen anger og ingen kærlighed - intet af det, der driver barnet tilbage til faderen. Herre, ingen tårer har jeg til at bede til dig med. Mit sind er formørket af dette liv og ejer ingen kraft til at strække sig mod dig i smerte. Mit hjerte er koldt under alle fristelser og ingen kærlighedstårer til dig kan varme det," sukker Isak af Syrien27.

"Min sjæl længes efter Herren, og jeg søger Ham i tårer. Hvordan kunne jeg andet end at søge Ham? Da jeg var hos Ham, var min sjæl glad og fuld af fred, og fjenden kom mig ikke nær. Men nu har ondskabens ånd fået magt over mig og overfalder og piner min sjæl, og derfor længes jeg efter Herren, så jeg er ved at dø. Min ånd tørster efter Gud, og intet på jorden bereder mig glæde. Min sjæl vil ikke finde trøst i noget, jeg ønsker kun påny at se Ham og mættes af Ham. Jeg kan ikke glemme Ham et eneste minut, for min sjæl længes efter Ham," stønner den hellige Silouan28.

Hvorfor udleverer Herren os til denne tørke og ulyst, og hvorfor skal vi udholde denne brændende tomhed? Vidnesbyrdet fra Kirkens have er som altid mangfoldigt, samtidigt med at der er et grundmønster; det handler om modenhed og fordybelse. Gud vil lede sjælen til foreningen med Ham selv, og derfor renser Han os fra vore begær, ikke kun verdslige begær, men også åndelige. Man skal ikke blive foruroliget.

Teresa af Avila kendte til dette: "Det er ligesom med store storme Gud nogle dage lader sine tjenere gå igennem til deres eget bedste. Selvom de er fortvivlede og forsøger at tage det roligt, kan de ikke give deres bøn opmærksomhed, hvor meget de end anstrenger sig. Det er umuligt for deres forstand at fæstne sig ved noget, men den flakker om som en gal. Men selve den lidelse de gennemgår, viser at det ikke er deres skyld. De skal ikke bekymre sig, for det vil bare gøre det hele meget værre. De skal heller ikke trætte sig med at få fornuften på bedre tanker, det er umuligt for øjeblikket. Bed så godt det lader sig gøre - ja man kan til med lade være - og betragt sjælen som en syg og forsøg at lette arbejdet for den. Ind imellem kan man gøre en god gerning"29.

Selve den tørst efter Herren, som denne tilstand af savn giver, er et stort kald, en vældig nådegave. Også du og jeg, som er nybegyndere, kan genkende et mønster i Guds kald og førelse af vor sjæl. Ved at trække sig tilbage vækker Han en intensivere længsel. Ved at efterlade os i tørken, øger Han vor tørst. "Herren sagde til den samaritanske kvinde: 'Den der drikker af dette vand, skal aldrig tørste igen.' Og hvor rigtigt og sandt er ikke dette ord, der udtales af Ham, der jo er selve sandheden! Ja, så skal man ikke længere tørste efter noget, der hører dette liv til, selvom tørsten efter det åndelige livs goder skal vokse, så at den overgår alt, hvad den naturlige tørst kan give os en forestilling om. Men hvor meget længes man ikke, og hvor stor er ikke tørsten efter at måtte føle denne tørst! For sjælen forstår dens store værdi, og selvom den er så plagsom og trættende, fører den en stor tilfredsstillelse med sig, der stiller selve tørsten, og det på en sådan måde, at det kun er tørsten efter de jordiske ting, der undertrykkes, medens tørsten efter igen at måtte drikke det levende vand derimod vokser i sjælen; dette er den største nådegave, Gud kan give en sjæl"30.

Når man har fået smag for det guddommelige og giver sig hen, virker både Guds nærvær og Guds fravær i os. "Du har kendt til dragningen og sugning ind i Herren og til fortrolighed med Ham, men derimellem har tomheden, ensomheden, forladtheden og afmagten været udmattende. Det er helt fint, det er som det skal være. Når sjælen er i Himlen er det godt, når den er i helvede er det godt - jeg mener her i verden. I begge tilfælde er alt, som det skal være. Det er mellemtingen mellem disse to, hvor sjælen føler sig fornøjet og tilfreds med denne verden og dens goder, der er det farlige; fordi Herren ikke er med, hvor sjælen hverken glæder sig over Hans nærvær eller lider under Hans fravær. Når sjælen er i Himlen, det vil sige inddraget af Herren på en følelig måde, så er den der på grund af Herrens tiltrækning. Når den er i helvede, er den det på grund af Herrens tiltrækning, og Han er skjult tilstede. Og når sjælen til sidst mister al egen vælgen og behag over det, der ikke er af Gud, så vil det være lige meget for sjælen, om den er i den ene eller den anden tilstand"31.

Her havde vi kunnet læske os med tusindvis af læsefrugter af lignende slags. Mange handler om, hvordan Herren vil lede os til en enklere og dybere bøn, andre om udholdenhed i ørkentiden. Men vi slutter af med to, der handler om vejen videre mod den inderlige forening mellem Herren og sjælen.

"At blive bundet af 'erfaringen' af fred er at true vor sjæls sande væsentlige og levende forening med Gud hinsides følelse og erfaring i ren og fuldkomment kærligheds mørke. Og selvom denne følelse af fred kan være et tegn på, at vi er forenede med Gud, er den altså stadigvæk kun et tegn noget forbigående. Det væsentlige i foreningen kan man have uden en sådan følelse og af og til sker det, at når vi ikke har nogen følelse af fred eller Guds nærvær, så er Han mere sandt nærværende for os end nogensinde før. Hvis vi fæster os for meget ved disse overfladiske fænomener, løber vi en risiko for at gå glip af det væsentlige, der er den fuldstændige accept af Guds vilje, hvordan vore følelser end måtte være"32.

"Den seneste tid - stor træthed uden nogen følelig trøst. Kun en dyb længsel efter Guds vilje. Det er måske sådan, at når foreningen er fuldbyrdet, er alt blevet enkelt og naturligt. Man er blevet en del af Guds kærlighed og kan ikke længere iagttage fællesskabet udefra, som to der strækker sig mod hinanden og strejfer hinanden. Er selve savnet af det ekstraordinære, ja af et aldrig så lille trøstende kærtegn, måske ikke en bekræftelse på den dybe forening?"33.

 

Vand og varme

En af de vigtigste virkninger af at liste sig ind i Kirkens rige have og forsigtigt plukke nogle læsefrugter er, at den osende væge atter flammer op. For tusinde gang har beskæftigelsen med hverdagen og uventede bekymringer umærkeligt vendt vort sind væk fra Gud for sagte at lade det rinde ud i planløs adspredelse.

Andre gange er det selvoptagetheden, der ubetænksomt åbner for tidsåndens kværnende tillokkelser. Resultatet kommer lynhurtigt. Vi driver ud i adspredelser og begærets forvirring. Der kan gå dage eller uger -  osen fra vægen generer øjne og næse. Hverdagens tro og bøn stinker af dårlig samvittighed og dårlige undskyldninger.

At da tilfældigt komme forbi bogreolen og lade fingrene vise vej til et slidt hæfte, en blegnet bogryg, og så sætte sig ned og læse nogle linjer af Madame Guyon eller Osvald Chambers bliver en virkelig metanoia, en omvendelse. Uden mindste bebrejdelse eller fordømmelse ledes sjælen igen til det kærlighedsfulde samvær med den Eneste. Hjertet flammer atter op. "Når jeg har dig, Herrer, savner jeg intet."

Sådan åndelig læsning er ren bøn. Det, man læser, går ikke op i hjernen og bearbejdes af fornuften til begribelige byggeklodser. Læsningen går ned i hjertet og forvandles til sukke.

Herre, du min tilmålte del og mit bæger, du sikrer min lod.

Målesnorene tildelte mig herlige steder, jeg kan fryde mig over min ejendom.

Jeg vil prise Herren, som råder mig, ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.

Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed ...

Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

(Sl 16,5-9.11)

 

Den osende væge begynder at gløde og flammer op. Lyset vender tilbage til sjælen. Uudgrundelig stille nærvær breder sig i rummet. Men også bodens skønne ånd. Findes der nogen bevægelse i sjælen så tryg som bodens ånd? Altid og overalt er menneskets sjæl udsat for muligheden for fald: Men mindst når sjælen erfarer anger og bod. Kirkens hellige har altid søgt nedad, til de lavereliggende dale, til de svalende kilder længst nede. Der flød bodens klare vande - findes der noget friskere, noget tryggere? På dette lave sted dømmer ingen nogen eller noget.

Boden starter i det konkrete fejltrin, den kommer fra indlysende fakta. "Jeg har handlet forkert. Hvordan kunne jeg være så idiotisk? Hvordan kunne jeg bytte rent guld bort mod billigt bras? Jeg gav efter for den mindste, tåbelige fristelse og tabte den fred, der havde kostet mig år af længsel og kamp." Men det er kun begyndelsen. Vi vender hele vor opmærksomhed mod Gud: "Herre, jeg angrer dette, tilgiv mig, Herre hjælp, kan du helbrede mig?"

Nogle læsefrugter viser vejen. Bare et par linjer af starets Johannes af Valamo eller Penelon eller CO. Rosenius eller Thomas Kelly rykker os op, og vi bliver befriet fra selvmedlidenheden. "Bekend, men rejs dig så op og gå videre. Jesu Kristi blod renser dig." Og Dag Hammarskjolds ord fra Vägmärken giver ekko i vort indre: "Bøj mig med din nåde, Herre, men rejs mig med din strenghed." Bodens store sag er at være for Guds ansigt, befriet fra alle egoets prætentioner. Synden vendes til nåde. Felix culpa! Bodens lykke er, at Gud bliver Gud, og at alt andet er uinteressant, glemt, tilgivet. Her kan man ikke dømme noget andet menneske. Abba Isak Syreren siger: "At se sin synd er bedre end at se engle ... Stigen til Guds rige har du inde i dig selv, skjult i din sjæl. Gå ned i dig selv og opdag din synd. Så finder du de trin, der kan lede dig opad."

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult;

lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld, og i hvis sind der ikke er svig.

Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang.

For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede.

Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld.

Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld

(SI 32, 1-5).

 

Læsefrugterne fra Herrens haver har en forunderlig kraft. Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan ti morgenandagter i radioen lade en uberørt, medens to linjer fra Thomas a Kempis' Kristi Efterfølgelse giver langvarig fred?

Man kan lytte til endeløse vækkelsesprædikener i frikirken og ikke huske et eneste befriende ord, og så kan man læse en halv side af Simone Weil og mættes for flere uger. Hvorfor kan ti minutters barsk læsning fra Ökenfadernas tänkespråk, som afslører mit hjertes ormegård, føre min sjæl tilbage til helbredelsen, medens to dages konference om "åndeligheden i vor tid" efterlader den krampagtig og lam? Jeg ved det ikke.

Jeg vælger sandhedens vej, jeg har dine bud for øje.

Jeg holder fast ved dine formaninger,

Herre, gør mig ikke til skamme!

Hold den hån, jeg frygter, borte fra mig, for dine bud er gode.

Jeg længes efter dine forordninger, hold mig i live i din retfærdighed!

Lad din godhed nå mig, Herre, og din frelse, efter dit eget ord.

(SI 119,30-31.39-41)

 

Naturligvis har vi alle til hensigt at forkynde godt. Men samtiden lider af en skødesynd. Den hedder subjektivisme. Jeg er tilværelsens centrum; mine overvejelser, mine ønsker, det der føles rigtigt for mig, det der er godt for mig. For mig er Gud en ... jeg har altid forestillet mig Gud som ... hvorfor kan det ikke i stedet være sådan som jeg ser det ...?

Det er ofte frugtbart at være meget personlig. Mennesker kan let genkende sig selv. Man kommer hinanden nær og trives i varmen. Men kraften til omvendelse, bod og fornyelse kommer ikke fra selve nærheden mellem den der forkynder og den der lytter. At nogen har ondt af mig fordi det oser i min sjæl, hjælper ikke. At nogen fortæller mig at det også oser i hans sjæl forandrer ingenting. Noget skal blæse på mig, noget der selv er ild (jf. Matt 3,11). Det gør ilden i Guds Ord. Måske er det sådan at mange af os forkyndere i dag ikke stoler på ilden i Ordet og i stedet siger varme, personlige ord fra vore egne livserfaringer. Nærhed og åbenhed, medfølelse og fordomsfrihed flyder frit i forkyndelsen. Og det er meget fint, den menneskelige varme er af stor betydning i alle menneskelige sammenhænge. Men den alene føder ikke omvendelse eller tro. Mon det er derfor så mange frikirkelige læser andagtsbøger af katolikkerne Wilfrid Stinissen eller Anders Pilz. I deres bøger findes der ganske vist masser af nærhed og refleksion, men kraften i deres tekster kommer fra Ordet.

 

*

 

Læsefrugterne i Kirkens haver har både nærhed og ild i sig. De har fået deres kraft fordi de oprindeligt har fået deres næring fra Guds Ord og vidnesbyrdene fra Kirkens hellige, fra Guds Ånds ild. Guds Ånds levende vand. Kirken er omgivet af ild.

Dette gik op for mig en søndag under gudstjenesten, da jeg pludselig opdagede, hvor vi befandt os i trosbekendelsen. Selv du og jeg findes i trosbekendelsen, vi bekender faktisk os selv i kirkens hellige bekendelse! Vi tror på en hellig og almindelig kirke. I denne kirke findes du og jeg. Hvor befinder kirken sig i trosbekendelsen? Jo midt mellem Helligånden og de helliges samfund. Vi tror også på Helligånden en hellig og almindelig kirke, de helliges samfund ... Se der! Mellem Helligånden og de helliges samfund ligger kirken. Kirken fødtes på pinsedagen i ild, tunger af ild sidder på apostlene, de helliges samfund. Derfor indeholder læsefrugterne fra Kirkens haver Guds Ånds stille vindpust. Den tænder sin egen lue i sjælene.

Naturligvis har alle kristne, lægmænd som forkyndere, denne Åndens ild med sig når de er Ordets redskaber. Hvad enten vi taler kejtet og ubehjælpsomt eller blændende og intellektuelt, formidler du og jeg denne ild, når vi taler om Evangeliet. Ligesom de linjer hos Thomas Merton eller Lina SandelI der tænder den osende væge i min sjæl, på samme måde tændes den af en forekyndelse eller en vens vidnesbyrd når det der siges, kommer fra Guds Ord.

Jeg opmuntres ved dine befalinger, som jeg elsker.

Jeg løfter mine hænder mod dine befalinger, som jeg elsker, og jeg grunder over dine love.

Husk det ord til din tjener, som du har givet mig at håbe på.

Det trøster mig i min elendighed, for dit ord holder mig i live.

(Sl 119,47-50)

 

De fleste læsefrugter i Kirkens store haver har engang været et almindeligt vidnesbyrd eller en prædiken, et brev eller en hymne. En kristen bærer Åndens ild til en anden kristen.

Når vi nu beder om at vor osende væge må flamme op på ny, synger vi med Syrneon den nye Teolog:

Kom sande lys.

Kom evige liv. Kom skjulte mysterium.

Kom uudsigelige skat.

Kom virkelighed hinsides alle ord.

Kom person hinsides al forstand ...

 Kom almægtige, for uden ophør skaber, omformer og forandrer du alle ting blot gennem din vilje.

Kom usynlige som ingen kan berøre med sin hånd ...

Kom du der aldrig bevæges, men som hvert øjeblik er helt i bevægelse; du nærmer dig os der ligger i helvede, dog forbliver du højere end Himlen.

Kom du hvis navn fylder vort hjerte med længsel og som bestandigt er på vore læber; alligevel kan vi ikke sige eller vide hvem du er eller hvordan din natur er.

Kom du der er ensom med de ensomme.

Kom, thi du er selv begæret i mit indre. Kom mit liv og min ånde. Kom min glæde, min ære, min uendelige glæde ...

 

Frugter

Nu har vi længe talt om den åndelige læsnings sødme og glæder. Og som det ser ud med de mange bogudgivelser, er der stadigt flere kristne der har fundet vej ind i haven. Nu er det jo med åndelig læsning som med alt andet i denne foranderlige verden, at trofasthed og øvelse giver færdigheder. Det er først efter et stykke tid man kan se om ens anstrengelser har haft nogen blivende betydning.

Men hvilket resultat kommer der så af åndelig læsning? Hvilke forandringer kan man iagttage hos et menneske der stadig oftere søger ind i Kirkens rige have? Ender man med at blive mindre interesseret i den ydre kirkes gudstjenester og sociale engagement? Bliver man et indadvendt menneske der adskiller sig fra folk i almindelighed? Måske er denne læsen for sig selv alene endnu et eksempel på vor tids stadig større individualisering, at vi forlader de ydre udtryk for tilhørsforholdet til Kirkens og menighedens tro og i stedet fordyber os i vor egen søgen, i at stå frit og selv bestemme. Er den åndelige læsnings vej kun "den enkeltes vej"?

Nej, sådan er det ikke. Al erfaring peger på at det forholder sig omvendt. Den der ofte drager ind i Kirkens haver - slukker fjernsynet og kryber op i sofaen med Kyssa spår eller I dag er Guds dag eller Under mandelträdet eller hvorfor ikke tidsskriftet Levende Vand eller Tidebogen eller ... og som hver morgen giver sig tid til et øjebliks bibellæsning og senere læser et par sider i en biografi om Teresa af Avila eller Frans af Assisi eller starets Siluan - dette menneske kommer stadig længere ind i den ydre kirkes og den synlige menigheds sammenhæng. Jeg tror kun der findes få åndelige øvelser der har en så stærk økumenisk betydning som åndelig læsning. Og den har desuden en almen etisk betydning, eller som det hedder på Bibelens sprog, den udvirker retfærdighed og barmhjertighed mod alle mennesker.

Men lad os begynde med den åndelige læsnings betydning for den personlige tro. Det er en almen erfaring at troen hos den der regelmæssigt hengiver sig til åndelig læsning, får en større rækkevidde. Rækkevidde? Lad mig prøve at forklare.

Åndelig læsning kan råde bod på megen dårligdom. For den stakkels kristne der søndag efter søndag må lægge øren til endeløse bibelcitater og tankeløse floskler fra den kirkelige modestrømning fra præstens ungdom, for ham kan Ylva Eggehorn eller Anders Pilz være redningen. Eller hvorfor ikke anstrenge sig yderligere og læse noget af Augustin og kirkefædrene.

For den stakkels kristne der mødes af modstand hver gang han forsøger at få noget andet end lovsang ind i gudstjenesteplanlægningen og lever i en menighed der har glemt kroppen og samfundet, kan bøger af Magnus Malm eller bøger om Mother Teresa eller moder Maria Skobtsova være redningen. Hvor mange i den svenske kirke har ikke fundet lindring hos Wilfrid Stinissen og Martin Lönnebo, i søster Veronicas Brev om bön og nu også biografien om den hellige Birgitta? Ligeså hvis menigheden lider under en præst der ikke ved noget om troen, men ligger under for tidsånden. Disse kristne må læse John Bunyans En pilgrims vandring eller nære sig med noget andet for ikke at gå til af sult. Til alle tider har den åndelige læsning for mange haft karakter af overlevelse.

Eksemplerne er mange. Men erfaringen viser også at man efter nogle år vender tilbage til et lille udvalg af bøger. Man har fundet sin rækkevidde og behøver ikke længere at læse alt nyt. Det er paradoksalt, men denne læsen for sig selv alene leder ikke til større privat grubleri, men til Kirkens store bekendelse, den som alle overalt og til alle tider tror på.

Dette fører os til en anden iagttagelse. Åndelig læsning leder ikke til større isolation, men til større samhørighed med Guds folk, hvor de end befinder sig. At være i Sankt Petersborg som inkarneret indremissionær og komme ind i en russisk kirke medens de fejrer deres hellige liturgi, er ikke helt ukompliceret. Reaktionen bliver let: "Er dette virkelig kristendom?" Alt, ja bogstaveligt alt, er anderledes end vi er vant til fra missionshuset hjemme i Hvide Sande... Men når man så hjemme ved køkkenbordet læser en biografi om Serafim af SarovelIer eller Johannes af Kronstadt, så er det noget helt andet. Så viser det sig jo at de er børn af den samme Ånd som vore bedste prædikanter, og så C. O. Rosenius naturligvis...

Gennem åndelig læsning kommer man til det centrale bag den forskellige ydre udformning af gudstjenesteformerne og åndelige kendetegn. Gid den i vore dage nys påbegyndte officielle dialog mellem pinsevenner og katolikker i Sverige er et udtryk for dette. Sådan som jeg har forstået det fra venner indenfor Pinsebevægelsen, så var der ikke mange af dem der for 30 år siden kunne forestille sig bare at røre ved en katolsk bog. Og fra katolsk hold ville man heller ikke gerne læse i en bog af en fra Pinsebevægelsen. Dette gælder også for forholdene mellem andre kirker og bevægelser. Her har den åndelige læsning i det skjulte udvirket store ting.

Men den åndelige læsning har også stor betydning for hverdagslivet. Man kan være cand. theol. og så let som ingenting gå forbi en af spritterne på bænken, men det kan man ikke efter at have læst en biografi om Frans af Assisi eller Katharina af Siena. Man kan være ældste i menigheden eller menighedsrådsformand og ikke være sig den sociale nød i nabolaget bevidst, men det kan man ikke hvis man har læst kvækeren John Woolmans dagbøger, en biografi om Don Bosco eller Simone Weil. Man kan have slidt kirkebænken ved 700 højmesser og alligevel være stenhård i sin uforsonlighed overfor sin søster og hendes ufordragelige mand, men man kan ikke læse Isak Syreren eller Johannes af Valamo uden at anstrenge sig til det yderste for at blive forsonet med sine nærmeste.

Men den allervigtigste betydning af den åndelige læsning er nok at den styrker omgangen med Gud. At læse vidnesbyrdene fra Kirkens mødre og søstre, fædre og brødre fra begyndelsen frem til i dag er ikke væsensforskelligt fra at læse Guds ord. At øve sig i vanen med ofte at gå ind i Kirkens haver og plukke læsefrugter, bliver mere og mere til at omgås Herren. Åndelig læsning går umærkeligt over i bøn og stille samkvem.

Jeg vil afslutte denne vandring i Kirkens rige haver med et ord fra Herren selv i Thomas a Kempis' Kristi efterfølgelse: "Lyt, mit barn, til mine skønneste ord, dem der overgår kundskaben hos alle filosoffer og denne verdens lærde. Mine ord er ånd og liv, de skal ikke anvendes til unyttig spekulation, men lyttes til i stilhed og mødes med al ydmyghed og stor hengivenhed."

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Per Åkerlund er præst i Svenska Kyrkan og forlagsleder (Artos Forlag).

 

 

Noter

1. Symeon den nye Teolog. Kyssa spår, Cordia.

 

2. Ökenfädernas tankespråk, p 140 Artos Apophtegmata Patrum.

 

3. Stigmatiseret kapuccinermunk fra Italien, død 1968, helgenkåret 16. juni 2002, Artos.

 

4. Polsk præst og martyr i Hitlers koncentrationslejr Auschwitz 1941.

 

5. Biskop i Smyrna, martyr ca. 170.

 

6. Edith Stein - jødisk Karmelitnonne, død i Dachau 1942, en af Europas skytshelgener, Karmels bokförlag.

 

7. Russisk nonne og lægteolog, døde påskeaften 1945 i Ravensbruck, Artos.

 

8. Engelsk lordchancellor, død for sin tro 1535. Hans berømte bog Utopia findes på svensk på Norma bokförlag og en biografi på Catholica.

 

9. Død som martyr i Nicaragua i 1980, Norma.

 

10. Russisk munk på Athos, død 1937, helgenkåret 1988 Artos.

 

11. 1187-1226 bøger og biografier på Catholica og Artos.

 

12. 1347-1380 en af Europas værnehelgener.

 

13. Det hellige Ruslands måske mest elskede helgen, Åsaks förlag.

 

14. (1697-1769), Artos.

 

15. Valamo förlag.

 

16. Byzantinsk helgen og salmedigter, 500-tallet.

 

17. 1098-1178, helgen, digter, kunstner, naturkyndig, universallærd. Artos.

 

18. 1542-91, helgen, karmelit og kirkelærer. Grethe Livbjerg: Johannes af Koret - åndelig vejleder for vor tid, Katolsk Forlag 2004. Flere bøger på Karmels forlag.

 

19. Salme- og sangforfatter 1832-1903.

 

20. 1515-82. Helgen og kirkelærer. Grethe Livbjerg: Teresa af Avila, venskabets mystiker, Katolsk forlag.

 

21. 360-430. Den tidlige Kirkes mest betydningsfulde formidler af åndelig vejledning, Artos.

 

22. 1555-1621. Den lutherske kirkes bedste formidler af det indre livs teologi.

 

23. 1829-1908. Helgen, ortodoks præst.

 

24. 1873-97. Helgen, karmeliternonne, kirkelærer.

 

25. Heb 4,12 og Es 55,10.11.

 

26. Jak 4,4.

 

27. Isak Syreren, Landet där tankarna funnit sin ro, s 13, Silentium.

 

28. Arkimandrit Sofrony: Den helige starets Siluan, Adams klagan, s 442.

 

29. Teresa af Avila: Fullkomlighetens väg, s 102.

 

30. Teresa af Avila: Fullkomlighetens väg, s 79-80.

 

31. Hjalmar Ekström: Den fördolda verkstaden, s 73,74.

 

32. Thomas Merton: Vägen till kontemplation, kap 19.

 

33. Dagmar Norell: I krukmakarens verkstad, s 84.

 

 

(levende Vand 4 2006)

 

Tag og læs

 

Fra Kirkens rige haver

Af Per Åkerlund

 

At bede tidebøn

Af Charlotte Thaarup

 

Lectio divina

Af Wilfrid Stinissen

 

Seksualiteten som vejviser

Af Samuel Rubenson

 

Vidner

Af Lisbet Rømer

Dietrich Bonhoeffer

 

Noter

 

1. Symeon den nye Teolog. Kyssa spår, Cordia.

 

2. Ökenfädernas tankespråk, p 140 Artos Apophtegmata Patrum.

 

3. Stigmatiseret kapuccinermunk fra Italien, død 1968, helgenkåret 16. juni 2002, Artos.

 

4. Polsk præst og martyr i Hitlers koncentrationslejr Auschwitz 1941.

 

5. Biskop i Smyrna, martyr ca. 170.

 

6. Edith Stein - jødisk Karmelitnonne, død i Dachau 1942, en af Europas skytshelgener, Karmels bokförlag.

 

7. Russisk nonne og lægteolog, døde påskeaften 1945 i Ravensbruck, Artos.

 

8. Engelsk lordchancellor, død for sin tro 1535. Hans berømte bog Utopia findes på svensk på Norma bokförlag og en biografi på Catholica.

 

9. Død som martyr i Nicaragua i 1980, Norma.

 

10. Russisk munk på Athos, død 1937, helgenkåret 1988 Artos.

 

11. 1187-1226 bøger og biografier på Catholica og Artos.

 

12. 1347-1380 en af Europas værnehelgener.

 

13. Det hellige Ruslands måske mest elskede helgen, Åsaks förlag.

 

14. (1697-1769), Artos.

 

15. Valamo förlag.

 

16. Byzantinsk helgen og salmedigter, 500-tallet.

 

17. 1098-1178, helgen, digter, kunstner, naturkyndig, universallærd. Artos.

 

18. 1542-91, helgen, karmelit og kirkelærer. Grethe Livbjerg: Johannes af Koret - åndelig vejleder for vor tid, Katolsk Forlag 2004. Flere bøger på Karmels forlag.

 

19. Salme- og sangforfatter 1832-1903.

 

20. 1515-82. Helgen og kirkelærer. Grethe Livbjerg: Teresa af Avila, venskabets mystiker, Katolsk forlag.

 

21. 360-430. Den tidlige Kirkes mest betydningsfulde formidler af åndelig vejledning, Artos.

 

22. 1555-1621. Den lutherske kirkes bedste formidler af det indre livs teologi.

 

23. 1829-1908. Helgen, ortodoks præst.

 

24. 1873-97. Helgen, karmeliternonne, kirkelærer.

 

25. Heb 4,12 og Es 55,10.11.

 

26. Jak 4,4.

 

27. Isak Syreren, Landet där tankarna funnit sin ro, s 13, Silentium.

 

28. Arkimandrit Sofrony: Den helige starets Siluan, Adams klagan, s 442.

 

29. Teresa af Avila: Fullkomlighetens väg, s 102.

 

30. Teresa af Avila: Fullkomlighetens väg, s 79-80.

 

31. Hjalmar Ekström: Den fördolda verkstaden, s 73,74.

 

32. Thomas Merton: Vägen till kontemplation, kap 19.

 

33. Dagmar Norell: I krukmakarens verkstad, s 84.

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk