Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Lisbet Rømer

Dietrich Bonhoeffer

 

For mange år siden stødte jeg i en bogkasse på en norsk oversættelse af Bonhoeffers breve fra fængslet, "Motstand og hengivelse". Undervejs i læsningen fik jeg en oplevelse af at blive lukket ind i en verden, som fysisk set var meget lille, fordi den var begrænset til en fængselscelle, men alligevel var det, som om døren blev lukket op til en meget større verden, hvor brevskriveren samtidig ikke var ret langt væk.

Som læser kom man tæt ind i Bonhoeffers tanke- og følelsesverden, i hans overvejelser om teologi og samfundsforhold, krig og politik, og man blev også lukket ind i hans familie- og vennekreds, som han på trods af sin isolation og sjældne besøg var tæt forbundet med. Hans breve lyser ofte af hans omsorg over for dem, ikke mindst over for vennen Eberhard Bethge, som siden deres fælles tid på præsteseminariet i Finkenwalde havde været Bonhoeffers nærmeste ven og fortrolige. Bonhoeffer skriver et sted, at et venskab er det mest sjældne og kostbare gode mellem mennesker, og på Bethges fødselsdag den 28/8 1944 skriver han om morgenen: "Da sirenerne hylede ved midnatstid, tænkte jeg stille og længe på dig".1

Vi synes alle sammen i dag at være på jagt efter det autentiske liv - livet med sammenhængskraft, som bygger på holdbare værdier og ægte menneskelighed og gør os til troværdige mennesker. Den tyske forsker og forfatter Sabine Dramm skriver i en biografi om Bonhoeffer, at han levede et autentisk liv, fordi 'hans etik blev transparent gennem hans liv, hans tanker blev legitimeret gennem hans handlinger og hans teologi troværdig gennem hans biografi’2. Imidlertid blev Bonhoeffers liv og værk på en vis måde usammenhængende og afbrudt, for han opholdt sig aldrig længe noget sted, og han blev kun 39 år, men selv tolkede han sit liv som et fuldt liv og et sammenhængende liv, fordi det var et liv under Guds førelse.

 

Barndom og voksenliv

Dietrich Bonhoeffer voksede op i et beskyttet miljø omgivet af en stor familie. Han blev født i Breslau (i dag den polske by Wroclaw) den 4. februar 1906 som yngste søn i en børneflok på otte. Familien var intellektuel og konservativ og tilhørte det højere tyske borgerskab, men det var ikke et lukket miljø. Hans forældre var åbne over for alt, hvad der rørte sig i samfundet, og de var åndeligt vågne uden særlig interesse for kirken. De var musikalske og tilskyndede børnene til at dyrke musik og også flere former for sport.

Det kom som lidt af en overraskelse for faderen, der var en prominent psykiater i Berlin, at hans søn Dietrich valgte at læse teologi. Allerede som 21-årig skrev Bonhoeffer afhandlingen 'Sanctorum Communio' (1927). Den skaffede ham mulighed for en universitetskarriere, og Bonhoeffer tiltrådte som docent ved universitetet i Berlin et par år efter. Hans arbejdsevne må have været lidt ud over det sædvanlige, for i disse år tog han sig også af sjælesorg blandt de studerende, han underviste konfirmander i et socialt belastet kvarter i Berlin og købte et sommerhus, så de unge kunne få en sund fritid. Han deltog i flere arbejdsløshedsprojekter og rejste en del i udlandet som følge af sin interesse i kirkernes økumeniske arbejde.

I 1930-31 var han første gang i USA på studieophold. Her stiftede han bekendtskab med pacifismen og planlagde et besøg hos Gandhi i Sydafrika, som dog ikke blev til noget. Han mødte også den sorte befolknings gospelsang og blev grebet af dens musikalske udtryk og sociale appel om menneskerettigheder, også for den sorte befolkning. I løbet af 30'erne boede han desuden i London og arbejdede som præst i halvandet år (1933-34), men blev kaldt tilbage til Berlin for at blive leder af pastoralseminariet "Finkenwalde". Her fik han et meget nært venskab med Eberhard Bethge (1909 -2000), som siden udgav hans breve fra fængselsopholdet 1943-45 under titlen "Widerstand und Ergebung" i 1951 (dansk: "Modstand og hengivelse", 1957 Munksgårds forlag).

 

Etik og teologi

Bonhoeffer var sjældent god til at udtrykke sig, både teologisk og personligt, og den røde tråd i hans omfattende virksomhed var altid ordet, det skrevne ord og det talte ord. I trediverne skrev han sine fire hovedværker,'Akt und Sein' (1931), 'Schöpfung und Fall' (1934),'Die Nachfolge' (1937) og 'Gemeinsamens Leben' (1938).

'Bonhoeffer drev ikke teologi for teologiens egen skyld, men fordi den var de øjne, han så verden igennem', skriver Sabine Dramm.3

På sit andet ophold i USA i sommeren 1939 blev han tilbudt en universitetsstilling og dermed en mulighed for at undgå den truende krig i Europa, men han vendte hurtigt tilbage til Tyskland for at gå ind i kampen mod nazismen. På det tidspunkt var statens begrænsning af hans personlige frihed for længst begyndt. Allerede i 1937 modtog han forbud om at forelæse på universitetet, præsteseminariet Finkenwalde blev lukket, og i 1938 måtte han ikke længere opholde sig i Berlin, undtagen når han besøgte sine forældre. Et par år efter fik han taleforbud og forbud mod at offentliggøre sine skrifter. Fra 1942 blev hans breve censurerede og hans telefonsamtaler aflyttet, idet han var under mistanke om at være med i konspirationsplanerne mod Hitler, men da han blev fængslet i april 1943 var det på en anklage om at nægte militærtjeneste. Bonhoeffer fortsatte modstanden mod nazismen under de vanskelige forhold i fængslet i samarbejde med sine brødre og svogre, og efter det forfejlede attentat mod Hitler 20. juli 1944 vidste han selv, at det sandsynligvis ville medføre en dødsdom. Hans fem år ældre bror Klaus blev henrettet 14 dage efter ham, og Bonhoeffers to svogre Rudiger Schleicher og Hans von Dohnanyi blev også henrettet i april 1945.

Hvad Bonhoeffers teologi angår, var han naturligt nok afhængig af Luther, men ikke af den lutherske uskrevne lov om ikke at måtte yde modstand mod en uretfærdig øvrighed. ”Her i fængslet', skriver han, 'har jeg ofte spekuleret på, hvor grænsen går mellem den nødvendige modstand mod skæbnen og den ligeså nødvendige hengivelse.' Lidt senere skriver han, at 'vi må ligeså resolut imødegå 'skæbnen' som vi må underkaste os den til en given tid. Først hinsides denne dobbelte proces kan man tale om 'førelse'. Gud møder os ikke kun som et 'du', men også maskeret i 'det".4

 

Om Guds nåde

Et eksempel på hans teologiske tankegang kan man finde i hans skelnen mellem den billige og den dyre nåde i værket 'Die Nachfolge' (på dansk 'Efterfølgelse', oversat 1957). Bonhoeffer skriver i begyndelsen, at den billige nåde har ødelagt flere kristne end noget bud om at gøre gode gerninger, og at forkyndelsen af den spærrer vejen til Kristus, fordi korset er fraværende.

Den billige nåde er at blive tilgivet uden at have bedt om tilgivelse og at forkynde tilgivelse ud i et slags tomrum, hvor der ikke er nogen konsekvens eller forandring. Alt forbliver ved det gamle. Den billige nåde har ingen omkostninger og stiller ikke nogen krav til synderen, den kræver heller ingen anger eller bod. Den er som en kærlighed, der ikke bærer frugt.

Modsætningen til den 'billige' nåde er den 'dyre' nåde, som først og fremmest er dyr, fordi den kostede Guds Søn livet. Den 'dyre' nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske er parat til at opgive alt, skriver Bonhoeffer, også sin egen fromhed. I modsætning til den billige 'fordrer' den dyre nåde et sønderknust hjerte, og den er i sig selv et kald til at efterfølge Jesus.

Syv år efter skriver B. i et brev til Eberhard Bethge, at det, der uophørligt sætter tanker i gang hos ham, er spørgsmålet om, hvem Kristus egentlig er for os i dag, hvor vi er på vej imod en religionsløs tid -'folk, som de nu engang er, kan ganske enkelt ikke længere være religiøse'.5 Han taler om, at vi på ethvert område af livet er blevet myndige og kan klare alting uden arbejdshypotesen 'Gud'. Alt kan lade sig gøre uden Gud, og vi må ikke gøre Gud til en skinløsning, når vores egen erkendelse af virkeligheden kommer til kort. Opstandelsen er f.eks. ikke 'løsningen' på døden - dødens problem og andre uløste problemer er det bedre at lade forblive uløste. Med eftertryk siger han, at vi skal leve, som om vi kan klare livet uden Gud, for sådan ønsker Gud det! Men hvordan kan vi overhovedet tale om Gud, spørger Bonhoeffer også, hvis vi afskriver metafysikken og det indre liv? Og han giver et svar i det næste brev: 'Over for og med Gud lever vi uden Gud. Gud lader sig trænge ud af verden op på korset, Gud er afmægtig og svag i verden, og netop og kun sådan, er han hos os og hjælper os. Kristus hjælper os ikke i kraft af sin almagt, men i kraft af sin svaghed, sin lidelse. Derfor er en kristen et menneske, der ikke blot bekymrer sig om sin egen nød, men mere om de andres nød og derigennem tager del i Guds lidelser i verden'.6

Bonhoeffers eget indre liv blomstrede i fængselsårene. Han skrev digte og begyndte også på en roman, og bøn og meditation fyldte en hel del i dagens løb, hvilket han også gav udtryk for i brevene. Man kommer til at tænke på en af ørkenfædrenes råd til en ung munk om, at han skal blive i sin celle, og cellen vil lære ham alt!

I adventstiden 1943 fortæller han, at han har opdaget Paul Gerhardts salme 'Ich steh an Deiner Krippe hier'; 'Man skal nok have været alene længe og læse den mediterende for at kunne forstå den. Hvert ord er mættet med skønhed'.7 Hver morgen læser han 'løsensordene', som er skriftsteder fra Det gamle og nye Testamente og fortæller, at han har forsøgt at skrive et par ord (til Eberhard og Renate Bethge) til løsensordene, men på grund af luftalarm er det ikke rigtigt 'så gennemmediteret som nødvendigt'.8

 

Stadig aktuel

I år (2006) har vi fejret I00-årsdagen for Bonhoeffers fødsel og hans teologiske tanker forekommer stadig relevante, måske fordi han taler til enhver, uanset hvor man befinder sig i det kirkelige landskab. Det sækulariserede samfund er ikke noget nyt, og han har ikke fået ret i, at vi har bevæget os ind i en religionsløs tid. Tværtimod er det religiøse begyndt at fylde mere i det offentlige rum end før, og mange bliver religiøse på en individuel og selektiv måde. Netop derfor er Bonhoeffer vedkommende, fordi han understreger, at vores tro må være forbundet med vort ansvar i verden og for verden. Den kristne er ikke homo religiosus (et religiøst menneske), men simpelthen et menneske, som Jesus var menneske. Jesus levede med bevidstheden om sin død og opstandelse, og for enhver, der tror på ham, må den samme erkendelse være nærværende.9

Bonhoeffer siger i en dåbstale til Renate og Eberhard Bethges nyfødte søn Dietrich, at bønnen kan transformere verden. 'Det at være kristen vil i dag kun bestå af to ting: af bøn og i at gøre det rette blandt mennesker. Al tænkning, tale og organisation af de ting, som har med kristendommen at gøre, må fødes på ny af denne bøn og handlen. Og dagen vil komme, hvor mennesker igen vil blive kaldet til at forkynde Guds ord sådan, at verden vil blive forandret og fornyet derved. Det vil være et nyt sprog, måske helt ureligiøst, men befriende og forløsende, som Jesu Kristi sprog, så folk bliver forfærdede over det og alligevel bliver besejret af dets magt'.10

Lisbet Rømer er sognepræst ved Dyssegårdskirken.

 

 

Noter

 

1. Dietrich Bonhoeffer: Min tid er i dine hænder - vennebreve og teologiske refleksioner, side 221. (Aras Forlag 2006).

 

2. Sabine Dramm: Dietrich Bonhoeffer - Eine Einfuhrung in sein Denken, side 12. (Gütersloher Verlagshaus 2001).

 

3. Sabine Dramm, side 9.

 

4. Min tid, side 102.

 

5. Min tid, side 124.

 

6. Min tid, side 124-125.

 

7. Min tid, side 70.

 

8. Min tid, side 148.

 

9. Min tid, side 200.

 

10. Min tid, side 140.

 

 

Stationer på vej til frihed

 

Tugt

Drager du ud for at lede efter friheden, så lær først og fremmest tugt for dine sanser og din sjæl, så lysterne og lemmerne ikke føres snart hid, snart did. Din ånd og din krop skal være kysk, fuldstændig underkastet dig selv, og lydig til at søge det mål, som er sat. Ingen erfarer frihedens hemmelighed uden tugt.

 

Handling

At gøre og vove det rette, ikke det, man finder behag i, ikke svæve i det mulige, men tappert gribe det virkelige, friheden er ikke tankernes flugt, men kun i handlingen. Træd ud af ængstelig tøven, ud hvor der sker noget i begivenhedernes centrum, kun båret af Guds bud og din tro, og friheden vil jublende omfavne din ånd.

 

Lidelse

Vidunderlig forvandling. Dine stærke, arbejdsomme hænder er bundne. Afmægtig og ensom ser du enden på din gerning. Alligevel ånder du lettet op og lægger stille og roligt det rette i en stærkere hånd og stiller dig tilfreds. Kun et øjeblik rørte du saligt ved friheden, så overgav du den til Gud til herlig fuldendelse.

 

Død

Kom nu, du største fest på vejen til den evige frihed, død, tag de besværlige kæder og mure fra vores forgængelige krop og vores forblindede sjæl, så vi endelig får øje på det, vi her ikke måtte se. Frihed, vi ledte længe efter dig med tugt, i handling og i lidelse. Når vi dør, ser vi dig selv, i Guds ansigt.

 

Dietrich Bonhoeffer: "Min tid er i dine hænder", 2006 s. 213f

 

 

(Levende Vand nr. 4 2006)

 

Daglig bønsliv

 

Fra Kirkens rige haver

Af Per Åkerlund

 

At bede tidebøn

Af Charlotte Thaarup

 

Lectio divina

Af Wilfrid Stinissen

 

Seksualiteten som vejviser

Af Samuel Rubenson

 

Vidner

Af Lisbet Rømer

Dietrich Bonhoeffer

 

Noter

 

1. Dietrich Bonhoeffer: Min tid er i dine hænder - vennebreve og teologiske refleksioner, side 221. (Aras Forlag 2006).

 

2. Sabine Dramm: Dietrich Bonhoeffer - Eine Einfuhrung in sein Denken, side 12. (Gütersloher Verlagshaus 2001).

 

3. Sabine Dramm, side 9.

 

4. Min tid, side 102.

 

5. Min tid, side 124.

 

6. Min tid, side 124-125.

 

7. Min tid, side 70.

 

8. Min tid, side 148.

 

9. Min tid, side 200.

 

10. Min tid, side 140.

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk