En dyrbar indsigt

Hvis mennesket ikke kunne synde, ville det være født forgæves. Så ville det heller ikke kunne elske. Derfor bør vi stå vagt om synden.

Da jeg var barn, kunne vi tælle sekun­derne til ordet ”synd” blev nævnt i prædikenen første gang. Ofte var det mindre end ti. Synden gennemtrængte alt og strømmede ud af vore porer.

Min far var præst af den gammel­dags slags, der ikke sjuskede med noget. Altså brugte han den gamle ritualbog, i det mindste til synds­bekendelsen: ”Jeg fattige, syndige menneske, der, født i synd, lige siden i alle mit levneds dage på mangfoldige måder har forbrudt mig mod dig ... og af den årsag ved mig fortjent til en evig fordømmelse, hvis du skulle dømme mig som din retfærdighed kræver og mine synder har fortjent.” Selv det at trække vejret føltes som en syndig handling.

Olaus Petris syndsbekendelse var en udvidet form af en middelalderlig bøn som præsten læste stille for sig selv under messen med det formål at øge ærefrygten for de hellige my­sterier. Efter reformationen blev den optakt til gudstjenesten.

Hvis det er sandt, som de påstår i retorikken, at de første sekunder af en tale er de afgørende, så har synds­bekendelsen præget det svenske folk og deres opfattelse af kristendommen. Nu til dags vil man ikke gerne føle sig skyldig eller have dårlig samvit­tighed.

Altså vil man heller ikke tale om synden, og ordet er på vej ud af prædi­kanternes ordforråd. Og spørgsmålet er om selv vante kirkegængere i dag opfatter synd og nåde som relevante og selvoplevede begreber. Ordene er kendte, men hvad står de for?

Synden og evangeliet

Og alligevel er synden en grundlæggende forudsætning for Evangeliet. Uden synd ville nåden og frelsen ikke være nødvendige. I tæt tilknytning til det Gamle Testamente talte de første kristne forkyndere til folk der var meget bevidste om at de lod meget tilbage at ønske i Guds øjne og at de stod i personlig gæld til Ham. Synden hører med til åbenbaringen, men den er kun baggrund.

Eller rettere: det er først åbenba­ringen der viser at synden findes. Først når man forstår at man er Guds skabning og kaldet af Ham, kan man indse at man har svigtet en tillid og et venskab.

I Evangeliet forkyndes det at Guds frelse er givet os gennem Jesus Kristus som er død for vor skyld og har gen­løst os fra vore synder med sit blod. Indholdet i Jesu første prædiken er kort og godt: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet” (Mark 1,15). Det var også det Peter opfordrede til i sin første prædiken på pinsedagen: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (ApG 2,38). Hvis syndernes forladelse var det første der blev proklameret, så kan synden ikke være en biting.

I Italien hører en bemærkning af Pius XII til prædikanternes grundfor­råd af klichéer: ”Dette århundredes synd er tabet af syndsbevidsthed.” Også klichéer kan være sande. Reflek­sionen over syndsbegrebet ledte i den vesterlandske tradition til en tilspids­ning af læren om arvesynden, men­neskets nedarvede mangel på evne til det gode det har indset og gerne vil gøre. Selve ordet arvesynd vækker et dybt ubehag hos nutidens mennesker. Derfor mangler de også muligheden for at forstå hvad nåde er.

Tabet af syndsbevidsthed er histo­risk set præget af en i og for sig legitim stræben. Renæssancen erklærede men­nesket myndigt. Oplysningstiden ville kaste religionens åg af sig og være fri. 1800-tallet forestillede sig en lysende fremtid for menneskeheden. Marxis­men anklagede Kirken for at bruge syndsbegrebet til at holde masserne nede. Psykologien henførte synden til den kategori af fantasifostre der er resultatet af fortrængte drifter, noget man bør skaffe sig af med og gøre op med.

Ingen syndsbevidsthed

Synd er i Norden - og måske ikke kun dér - blevet synonymt med kødets ly­ster, alt fra smørbagte kager (syndigt godt!) til forbudt sex. Efter tresserne er sex i den almindelige opfattelse ble­vet stadigt mindre forbudt, også i de kirkelige miljøer som ellers på en eller anden måde var garanter for forbin­delsen mellem sex og synd. På samme tid blev synden gjort upersonlig. Man talte helst om syndige strukturer der holdt menneskene i deres undertryk­kende greb. Samvittighedskval blev kun anset som relevant for kapitalister og magthavere.

Dagens superindividualist afskyer tanken om en afhængighed der kunne indskrænke den totale valgfrihed. Skyld er en særlig ubehagelig form for afhængighed, et slaveri. Non serviam! Jeg er ingens slave!

I et psykologiserende klima er fø­lelsen af at have forbrudt sig mod Gud nok fremmed for de fleste. Bærer man på en skyld, er det overfor med­mennesket. Skyld kan bearbejdes og fjernes gennem samtaleterapi. Man får absolution - syndsforladelse - ved at indse at man er som alle andre, det vil sige normal.

Bag alle disse tendenser gemmer der sig en længsel efter frihed. En uindskrænket valgfrihed i størst mulig uafhængighed.

Syndens og nådens oprindelse

I skabelsesberetningerne i første Mose­bog gøres det i allegoriens form klart hvad synd og nåde er. Beretningen handler om Adam, Mennesket. Den foregår nu.

Adams synd er mere end et en­keltstående tilfælde af ulydighed og overtrædelsen af et bud. Det er udtryk for en vilje til selvtilstrækkelighed. Han vil træde i Guds sted og uaf­hængigt afgøre hvad der er rigtigt og forkert.

Derfor lytter han til den stemme der siger: ”I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5), med andre ord: selv afgøre hvad der er rigtigt eller forkert. Eftersom mennesket er skabt i Guds billede og lighed, er dets forhold til Gud den slags afhængighed der kaldes venskab.

Hvis mennesket afviser det til­lidsfulde forhold reducerer det Gud til en rival, der skinsygt vogter over sine privilegier og sin overlegenhed. Fristerens ord har noget sandsynligt over sig: Gud har forbudt visse ting der kunne true Hans stilling. Denne mistanke er arvesynden.

Synden ødelægger gudsbilledet i mennesket ved at præsentere en ka­rikatur af Gud. Et i sig selv fuldkom­ment væsen der af ren nåde udøser sine gaver over de mennesker Han har skabt for at have nogen at indgå i et fællesskab med, forvandles til en misundelig og mistænksom despot der har behov for at beskytte sig mod sin skabning.

Menneskets dårlige samvittighed bekræfter bruddet mellem Gud og mennesket, som mennesket selv tog initiativet til. Adam forstår hvad han har gjort, længe inden dommen for­kyndes. Han og hans hustru gemmer sig for Guds ansigt. Uddrivelsen af Paradis ratificerer Adams dom over sig selv.

Bruddet med Gud medfører også et brud med andre medlemmer af det menneskelige samfund, mellem personer, mellem familier og folk. Ved at skyde skylden på sin hustru bryder Adam solidariteten med hende der er ”ben af hans ben og kød af hans kød” (1 Mos 2,23).

Mordet på Abel (1 Mos 4,8) og Lemeks vilde sang (”jeg dræber en yngling for hver sår, et barn for hver skramme” 1 Mos 4,23f) viser at det nu var volden der satte dagsordenen. Menneskehedens fordærv får sit kosmiske udtryk i syndfloden (1 Mos kap 6), og mistroen mod Gud i tårnbyggeriet i Babel (1 Mos kap 11). Folkeslagene kan ikke længere tale med hinanden. Ondskaben spreder sig som en pest over hele jordens overflade.

Alt dette begyndte da Adam før­ste gang blev grebet af den isnende mistro.

Dog skimtes der allerede fra begyn­delsen et håb. Gud tager initiativet til forsoning gennem det ”første evan­gelium” (1 Mos 3,15). Guds godhed som Adam betvivlede, er større end menneskets ondskab. Gud bevarer Noa og hans familie fra syndfloden og opretter en pagt med hans sønner og med hele universet for al fremtid (1 Mos kap 9). I historien om Abraham bliver planen tydelig. I ham skal alle folkeslag på jorden velsignes når tiden er inde (1 Mos 12,3).

Syndens historie er historien om denne mistro overfor Gud og Hans vilje. Syndens historie kulminerer i Kristi lidelseshistorie. Dér havde den koncentrerede ondskab sammen­svoret sig mod Gud: utro, intriger, morderisk had, afvisning, hån og bespottelse, Pilatus' fejhed, soldater­nes sadisme, Judas' forræderi, Peters svigt, disciplenes flugt fra den de svor evig troskab.

Man spyttede på Gud, torturerede Ham og henrettede Ham. Judas blev forfærdet over hvor hurtigt alt blev ødelagt og forsvandt hinsides enhver frelse.

Dette var mørkets stund. Det tætte mørke blev baggrund for Guds barm­hjertighed der gennem Kristi offer brød frem i verden som en flod intet kan få til at tørre ud: tilgivelse, ret­færdighed, renhed, forsoning.

Fiasko

Ordet for synd i Bibelen betyder for det meste ”fiasko” eller ”at forfejle målet”. At synde var i det gamle Te­stamente at afvise Gud som Pagtens Herre, det vil sige at svigte et forplig­tende venskab, et ægteskab. Tydeligst skete det i form af afguderi, den første synd der forbydes i de ti bud.

Profeterne ser af og til afguderiet som årsagen til al anden synd: ”Over­alt råder en forvirret blanding af blodsudgydelse og drab, af tyveri og bedrag, af ødelæggelse, troløshed, op­rør, falskhed, stormløb mod det gode, glemsel når det gælder velgerninger, besmittelse af sjælene, unaturlig køns­lig omgang, uorden i ægteskaberne, ægteskabsbrud og udsvævelser; dyr­kelsen af de navnløse afguder er alt det ondes begyndelse, årsag og kul­mination” (Visd 14,25-27).

Synden er en måde at håne, irritere og afvise Gud på gennem et brud med pagten, analogt med ægteskabs­brud, ved at hore med andre guder. Dette gammeltestamentlige motiv forstærkes i det Nye Testamente og fordybes, når man taler om synden som en forbrydelse mod Guds rige, mod Kristus (Matt 10,33) eller Hel­ligånden (Mark 3,28).

De ti bud omhandler ikke kun syn­der mod Gud, men også mod den forsvarsløse næste og afslører en gudsdyrkelse der er et alibi for social uretfærdighed (tydeligst hos Amos). Budet om næstekærligheden som en form for kærlighed til Gud bekræftes og forstærkes af Jesus selv. Synd retter sig mod Gud og mennesket.

I det Gamle Testamente findes der godt nok rester af et ældre stadium, hvor man kunne straffes for forbry­delser mod en vred Gud. Ussa ser at Guds hellige ark er ved at falde ned på jorden og løfter sin hånd for at hindre det, hvorpå Gud i sin vrede slår ham så han falder død om (2 Sam 6). Beretningen, der nok er en tolkning af en virkelig hændelse i et afgørende øjeblik, objektiviserer på en måde barnets og den overtroiskes ritualfiksering. Det gælder om ikke at begå nogen fejl i afgørende situa­tioner. Alle handlinger skal udføres i den rette rækkefølge og med de rette ord. (De gamle romere excellerede i sådanne rituelle tvangshandlinger. Den mindste fejl betød at en officiel handling skulle gøres helt om).

Men profeterne uddyber syndsbevidstheden. Det er i hjertet man synder, det vil sige i det centrum hvor jeg elsker og hader, planlægger og samtaler, der hvor jeg træffer mine beslutninger. Den største synd er at have et uomskåret og forstenet hjerte (Es 29,13; 48,4).

I det Nye Testamente findes ikke kun synder, Synden findes også. Hos Paulus er den ind i mellem en person der er kommet ind i verden, som nu bor i menneskene og har gjort dem til sin slave (Rom 5-7). I de johannæiske skrifter er lovløsheden (anomia) den yderste uret: ”Enhver, som gør syn­den, begår også lovbrud, for synd er lovbrud” (1 Joh 3,4).

Hvem synder man mod?

Man må vende sig imod billedet af en irritabel Gud der som en samfun­dets lovgiver opstiller regler som den enkelte kan opfatte som vilkårlige og pålagt udefra.

 Guds lov er intet andet end de krav, skabelsen stiller til os. Det er derfor man kan synde mod sin næste, ja endog mod sig selv. Synden er på en måde at forgribe sig på skabelsen og mennesket. Men frem for alt er det en forbrydelse mod en samhørighed.

Denne forbrydelse kan ikke objek­tivt måles eller fastsættes. At synde er at vægre sig mod at følge et kald. Vel er synden en forbrydelse mod Guds bud, men det ville være bedre at kalde det en vægren sig mod at indtage sin plads i frelseshistorien. I Bibelen siges det at synden ikke kun ligger i at dyrke fremmede guder i stedet for den ene, sande og levende Gud. Synden består også i uret mod andre, forhærdelsen overfor deres nød og udnyttelsen af deres svagheder.

Gennem den endelige åbenbaring ved vi at det vi gør mod den trængende næste, gør vi mod Gud selv. Gennem inkarnationen har Gud skaffet sig fø­lenerver i jordens og menneskehedens krop. Ved at Gud er blevet menneske i Kristus og har gjort sig til menneske­ligt kød og blod, er det Gud selv der glædes eller rammes af det man gør mod sin næste (Matt 25). At synde er at gøre Gud ilde berørt ved at skuffe Helligånden, ved at vægre sig ved at medvirke i Guds barmhjertighed.

Gud søger mennesket med lys og lygte. Han opsøger og frelser det der var fortabt. At synde er at forhærde sig så man ikke opfatter tiden for Guds besøg (Luk 19,44). Først når man bliver bevidst om Guds opsøgende kærlighed og sin egen forhærdelse, får begrebet synd indhold. Det er først når jeg møder min næstes blik og ikke flygter for det at jeg kan føle hvor langt jeg er fra Guds rige. Det er først når jeg forstår at Guds blik hviler på mig og at Han havde ventet sig større trofasthed, at jeg kan føle den sønderknuselse (compunctio) der fik Peter til at græde bittert da Kristi blik ramte ham (Luk 22,61 ff).

Syndens udspring

Kun et menneske kan handle ansvar­ligt og stilles til ansvar. Hvor store ligheder vi end har med de højest udviklede dyr, er dette dog vort ken­detegn, vor krone og vor byrde. Det er det der gør os til personer.

Kun en person kan beslutte sig i frihed, i sit eget centrum, det som Bibelen kalder hjertet. Hvis ikke denne frihed fandtes, var jeg reduceret til en maskine. Det er min storhed at jeg kan udføre en personlig synd, det vil sige en handling hvor viljen er med, hvor et lokkende alternativ er sluppet over min viljes tærskel. Hvis mennesket ikke kunne synde, ville det være født forgæves. Så ville det heller ikke kunne elske eller blive reddet, frelst.

Vi må stå vagt om synden som en dyrt erhvervet indsigt. Den der fra­kender os retten til at kunne synde, vil tage vor kongelige værdighed fra os. Menneskets storhed står i direkte forhold til dets evne til at synde. Netop fordi det kan falde, har det så høj en stilling.

Helvede er en forudsætning for Himmelen. Uden Helvede ville men­nesket ikke være frit, Helvedes svim­lende dyb er et mål for menneskets højhed.

Vist findes der faktorer der påvirker graden af frivillighed i en synd: uvidenhed, vaner, frygt, tvang, trusler, psykiske handikap. I sådanne tilfælde stammer handlingen ikke fra centrum, men fra periferien i min person. I sådanne tilfælde er det heller ikke muligt at gøre hverken ondt eller godt af sig selv. Det er denne iagttagelse der ligger bag den gamle katolske skelnen mellem ”venial” og dødssynd (udtrykket tilgivelig synd er uheldigt, for der findes ingen synd der ikke kan tilgives). ”Der er synd, som er til døden”, siger første Johannesbrev (1 Joh 5,16 ff. ), ”i modsætning til den synd der ikke fører til døden”. En dødssynd kan man ikke begå uden at lægge mærke til det. Den forudsætter fornuft, vilje og at man forstår at der er tale om en alvorlig sag, men at man trods alt og i frihed beslutter sig til at gå imod et Guds bud. Det liv man da udslukker, er venskabet og fællesskabet med Faderen og Sønnen (Joh 17,3), man fornægter Gud. Gud alene ved om dette sker, og om det sker ofte eller sjældent. I de fleste tilfælde er menneskenes synder mere et produkt af tankeløshed og svaghed.

I et eneste tilfælde taler Jesus om den synd, der ikke skal tilgives, syn­den mod Helligånden (Matt 12,31). I traditionen er den blevet forstået som en endegyldig vægren sig ved at lade sig omvende til Faderen. At smække døren til Gud, frivilligt at udelukke sig fra tilgivelsen, er forhåbentlig noget kun et fåtal mennesker har gjort sig skyldige i.

I virkeligheden kan man som Tho­mas af Aquin skriver ”med tanke på Guds almagt og barmhjertighed ikke fortvivle med hensyn til noget enkelt menneskes frelse” (Summa theologiae, II-III, q 14). Hvis Gud er større end vort hjerte, må Han også være større end vore psykologiske og åndelige handikap så alle mennesker til sidst nås af nåden uden at deres frihed krænkes. Menneskets valg: at tage imod eller spærre for nåden er så frygteligt at man ikke kan lade være med at arbejde på sin frelse ”med frygt og bæven” (Fil 2,12). Hvis alt står på spil, hvordan kan man så slå sig til ro?

En forblindelse

At forstå menneskets kaldelse er at forstå hvad synden er og hvad Gud er. Synden er bruddet på venskabet med Gud, at leve som om Gud ikke fandtes, at eliminere Gud fra sit hverdagsliv. Bag alt dette ligger mistanken om at Gud udgør en trussel mod friheden. Den der synder, har endnu ikke lært Gud at kende. Han vandrer endnu i mørket. Han har ikke fattet at han er født af Gud (jf. 1 Joh 3,9).

Den der en dag rammes af en stor kærlighed, en virkelig kærlighed, kan fortælle om hvordan alt forvandles. Indtil da havde man vandret i mørket, uden at forstå hvor stort og dyrebart livet og tiden var. Man havde troet at man deltog i et grumt arrangement hvor det gjaldt om at rage til sig af de begrænsede ressourcer. Rædslen havde gjort én anspændt og bereg­nende. Men når kærlighedens lys be­gyndte at skinne, forvandledes verden. Man fik råd til at være gavmild. Man opdagede menneskenes muligheder og deres skønhed. Det blev muligt at tage rustningen af og frivilligt rette sin opmærksomhed mod andre og opmuntre dem. Livet indtil da havde fremstået som døden.

Det virkelige liv som mennesket er skabt til, begyndte først da kærligheden blev åbenbaret. Indtil da havde man levet et dybt egoistisk liv, krummet sammen om sig selv, blind for andres behov og gaver.

Hvad synden er, åbenbares bedst i lignelsen om den fortabte søn. Den yngste søn får den idé at hans liv hjemme hos faderen indebærer en indskrænkning i hans frihed og er en hæmsko for hans udviklingsmu­ligheder. Han taler ikke med faderen om sine tanker, han meddeler bare pludselig at han vil have sin del af formuen for at kunne rejse bort og påbegynde et selvstændigt liv.

Faderen på sin side gør intet for at stoppe sønnen. Han respekterer fuldkomment hans frihed. I landet langt borte sløser sønnen sine midler bort på et udsvævende levned. Me­ningen kunne her også tolkes som: ”Han satte sit væsen over styr ved et levned hinsides redningen”. Det er en beskrivelse af synden: et tab af ens egen værdi som kræver at en anden griber ind med frelsen.

Den fortabte søn er Adam, men­nesket til alle tider. Livet i landet lang borte er et billede på tabet af ur-venskabet med den himmelske Fader, den oprindelige nåde, ur-ret­færdigheden.

Når Adam har ødet alt bort, bliver der nød i det fremmede og han be­gynder at lide. Han må ikke engang spise af svinenes mad. Han har mistet sin værdighed, og han er bevidst om det. Han kan ikke længere gøre krav på noget i forholdet til faderen. Han er rede til at underkaste sig den yd­mygelse det er at være daglejer i sin fars hus. Han indser hvor dybt han har såret sin far: ”Far, jeg har syndet mod Himlen og mod dig.”

Lignelsen åbenbarer også fade­rens dybder. Faderen er tro mod sit faderskab, tro mod sin kærlighed. Kærligheden kan ikke svigte sig selv. Kærligheden tvinger faderen til ikke at opgive håbet for sønnen. Han står dag efter dag og stirrer efter ham. Allerede på lang afstand får han øje på ham, løber ham i møde, omfavner og kysser ham. Sønnen selv ville være den første til at erkende at han ikke var en sådan modtagelse værdig. Med faderen kan ikke svigte sig selv. Han forsikrer sit elskede barn: ”Alt mit er dit.”

Først nu er Adam nået frem til friheden.

Syndens eneste mening er at åben­bare nåden og barmhjertigheden. ”O, lyksalige skyld, du Adams nødvendige synd,” synger kirken påskenat.

Synd er dårskab, forblindelse, iso­lation.

Nåde er at stå i landet langt borte og føle hjertet gennemboret af Faderens kærlighed der formidles af Kristus, min broders blik.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

Anders Pilz er medlem af dominikaner­ordenen og professor i latin ved Lunds universitet.

(levende Vand 1 2007)