Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Ånden beder i os: Abbe Fader

 

 

Helligånden er som en mor, der lærer os at sige barnets fortrolige ”Abba Fader” til Gud. Og som det lille barn elsker at gentage et nyt ord det har lært, sådan elsker vor ånd at gentage ”Abba Fader”, og i dette bønnesuk at indånde himmelens luft. ”Hvis ikke I bliver som børn”, siger Jesus ”kan I ikke komme ind i Himmeriget”. For i himmeriget er vi alle børn, som Jesus altid er søn af sin Fader.

Kun Helligånden kan i os voksne og ofte så selvsikre mennesker skabe barnekårets ånd. Og hvilken lykke når det sker!

Men netop dette, som burde være så enkelt, kan være så svært.

I morgenens avis fortalte en ældre mand, hvordan hans far med sin me­get markante profil for ham havde skygget for Gud som far, og stadig gjorde det. Gud var en diktator, der ville udslette hans person.

Den hævede pegefinger, de mange ”du må ikke”, forældrenes ønske om det perfekte barn farver underbevidst­hedens billede af Gud.

Mange har slet ikke haft nogen far, vi lever jo, som nogle hævder, i et faderløst samfund.

Som 10-årig oplevede jeg, at min far, den hidtil så glade, musiske far, gled ind i en dyb depression – måske på grund af et lidt tungt vækkelsesmiljø. Et års indlæggelse efterlod mig med følelsen af at have mistet ham. ”Far” blev noget mørkt, strengt. Gud blev den mørke, strenge.

I det kristne miljø hvor jeg voksede op, talte man mest om Jesus. Århusteologen Anne Maria Aagaard anvendte i sin doktorafhandling ”Helligånden, sendt til verden” udtrykket ”Kristusmonisme” som karakteristik af årtiers luthersk kristendom. Hun betonede fraværet af Helligånden, men dette medfører manglende fortrolighed med Faderen, for kun Helligånden kan lære os at bede ”Abba Fader”.

Nogle spørger – og med rette: Hvor­dan kan en kærlig far lade sin søn lide for at tilfredsstille sin retfærdighed?

Den gode og sikkert fromme An­selm af Canterbury (1200-tallet) blev arkitekt for en teologisk teori, der i sin videreudviklede forkyndelse - især den vækkelsesprægede - giver asso­ciationer til en retssal, hvor Faderen er den strenge dommer og hvor Kristus på forbryderens plads må betale men­neskehedens gæld med sin lidelse og død. ”Jeg er meget, meget ulykkelig over Anselm”, skriver den ortodokse ærkebiskop Kallistos Ware i sin bog ”Vejen”. Med tanke på den juridisk formede retfærdiggørelseslære, som prægede forkyndelsen i min barn– og ungdom, kan jeg kun tilslutte mig hans beklagelse.

I en prædiken fra 1600-tallet kan vi læse: ”Han (Jesus) er fuldstændig fanget i grebet af Faderens rasende og retfærdige vrede ... en ophidset Guds vrede. Jesus beder og hans vrede far hører ham ikke ... ” Megen forkyndelse har i mere afdæmpede toner lignet dette skrækeksempel. Selv om der i min ungdoms bibel er tyk streg under det sted hvor Paulus skriver, at Gud har forsonet verden med sig, så var der i sindet et billede af den strenge Gud, der forlangte blod - så ulig en kærlig far.

På retræter har jeg mødt mange følger af sådan forkyndelse.

Jeg husker hvilken lettelse jeg som ny katolik oplevede, da den gamle pa­stor Hubert Messerschmidt forklarede, at det jo ikke er en vred gud, der skal forsones. Det er det vrede menneske, der skal forsones med Gud. Gud er forsoneren, ikke den der skal forsones. Men pastor Messerschmidt var også fortrolig med kirkefædrene.

Det var en selvfølgelighed for den første kirke, at lidelsen over menne­skers synd var en lidelse i Treenig­heden.

Tertullian - en af de første kirke­fædre - skrev: ”Hvis Sønnen led, led Faderen med ham … Hvordan skulle sønnen kunne lide uden at Faderen led med ham?”

Hans Urs von Balthasar, der i fru­stration over sin tids teologi fandt til­bage til Fædrene, betoner den ubrudte enhed i Guds treenige liv: ”Jesu lidelse og død er udtryk i tid og rum for den kærlighedens selvudgivelse der i al evighed er i den hellige Treenighed” (La Croix et la Gloire). Her er han helt på linje med Origenes, som skrev: ”Han led vore lidelser, selv før han led på korset, før han nedlod sig til at tage vort kød på sig … Det var kærlighedens lidelse. Mon så ikke også Faderen lider, universets Gud, fuld af mildhed, barmhjertighed og medlidenhed?”. Faderen og Sønnen led ikke samme lidelse. Jesus led i sit legeme, Faderen led med.

Abraham vandrede sammen med sin søn på vej til ofret. Hvordan har Abraham følt, da Isak sagde: ”Far hvor er dyret til ofringen?” Hvordan har Gud Fader følt, da Jesus i Getsemane bad ”Abba, Fader, alt er muligt for dig, tag denne kalk fra mig”.

I et samfund hvor der er megen fortrængt skyldfølelse, men ringe syndsbevidsthed må vi pege på Guds lidelse, som den åbenbares på korset og sige: så alvorligt tager Gud synden. Men det er kærlighedens lidelse, ikke vredens. Det er Guds godhed, som leder til omvendelse, ikke den truende pegefinger.

Jesus fortalte os historien om Fade­ren, hvis yngste søn temmelig frækt bad om at få sin arv udbetalt. Faderen vidste, at de penge ville blive sønnens ulykke, men han gav ham dem, han stillede ham helt fri.

Faderen led. Det smertede ham, at sønnen ødelagde sit liv. Sønnens lidelse, da han måtte nøjes med svinemad gik lige ind i faderens hjerte. Hans sorg drev ham hver dag ud på vejen for at spejde: Kommer han ikke snart tilbage? Og da han så ham langt borte, løb han ham i møde. Og straks fik sønnen sko på fødderne - tegn på den frie mand, ring på fingeren – faderens signetring. Uden at gøre nogen bod fik han alle sine rettigheder tilbage – og der blev fest.

Sådan er Faderen. Hvordan har vi gjort ham til den vrede, strenge dom­mer? Har vi skabt en afgud i vort eget billede – fordi vi selv er vrede, fordi vi selv er strenge dommere?

 

*

 

Den oprindelige opfattelse af Fade­rens med-liden svækkedes i takt med at apatheia, upåvirkelighed, blev et foretrukket asketisk ideal i mange klostre. Dette ideal har ofte været mere en prægning af græsk tanke end af evangeliet. Skæbnesvangert, for dermed kan medliden opfattes som en svaghed, engagementet i sandt og ret forfladiges, og dyb fromhed kan forenes med en underlig ligegladhed med andre mennesker. Men hvis dette bliver idealet for mennesket, vil dette pege på, at sådan er Gud. Gud er hævet over denne verdens lidelser, han er upåvirkelig.

For nogle år siden udkom på fransk: Francois Varillon: La Souffrance de Dieu – Guds lidelse. For mig var den bog en åbenbaring. Men da jeg ville dele min begejstring med en præst, blev jeg mødt med: Jamen Gud kan ikke lide, Gud er evig lykkelig, upå­virkelig, hævet over lidelse. Mine modargumenter rakte ikke til.

Gud er transcendent, den helt anderledes, men hvis ikke denne apofatiske teologi forenes med den katafatiske, går noget helt galt. Gud overskred jo sin transcendens og blev ”Gud med os”. Gregor af Nyssa skrev: ”Alt, hvad Faderen er, ser vi åbenbaret i Sønnen; alt, hvad der er Sønnens er også Faderens”.

Er Gud da ikke lykkelig? Er Gud ikke hævet over jordisk lidelse? Ja – og nej? Gud er lykkelig som Far, Søn og Helligånd. Der er en fuldkommen kærlighed mellem de Tre, og hvor der er kærlighed er der lykke. Men hører lidelsen ikke også med til kærligheden? Kan man elske uden at lide med, når den man elsker lider?

Jesus peger på sig selv og siger: ”Den som har set mig, har set Fade­ren”. Dvs. den som har set Jesus lide, har set Faderen.

 

*

 

”Er Gud ond?” Den overskrift fangede mig i morges, netop da jeg skulle begynde på disse betragtninger. Og underteksten konkluderede: ”Forestil­lingen om Guds almagt og godhed er uforenelig med verdens lidelser. Det ondes eksistens må jo medføre at Gud enten er ond eller magtesløs”.

”Hvorfor har Gud ikke skabt os, så vi ikke kunne gøre noget ondt?” spurgte en ung. Ingen krig, ingen forbrydelser, intet had – jorden ville være et paradis! Eller ville den? Gud ønsker ikke robotter, men frie men­nesker, der frit kan elske ham – eller forkaste ham. Dermed indskrænkes Guds egen frihed – i første omgang.

Mange har sagt at efter Auschwitz, som er blevet symbol på det ondeste onde, på den yderste lidelse, kan man ikke tro på en kærlig Far. Den tanke har beskæftiget en del teologer: Lider Gud med os? Led Faderen i Auschwitz? Jeg husker mit besøg dér. En busfuld mennesker, hvoraf mange virkede ganske overfladiske, blev hældt ud foran porten til dette helvede. Der blev mere og mere stille eftersom vi gik rundt. Vi stod foran sultecellen, et mørkt hul med fugtig kold cement på alle sider. Dér er utallige mennesker sultet ihjel.

En dag var en fange i lejren flygtet. Beboerne i en hel barak blev stillet op og hver tiende udtaget ud til en lidelsesfyldt død i sultecellen. En af de dømte udbrød: ”Åh, Min kone og mine børn!” Straks trådte en anden frem og bad om at måtte gå i hans sted. ”Hvorfor?” blev der spurgt, og svaret lød: ”Jeg er præst”. Som præst havde han, Maximilian Kolbe, viet sig til Jesu offer, og som præst ville han ledsage de ulykkelige ind i døden. ”Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv”, sagde Jesus.

Mon Maximilian Kolbe tvivlede på Faderens kærlighed? Var det ikke netop den, han gav kød og blod ved at ofre sig selv? Også i denne sultecelle sejrede kærlighedens lidelse. Fange­vogtere har senere berettet om, at de havde svært ved at udholde synet af Kolbes strålende ansigt, og mens der normalt lød skrig fra dette hul, lød der nu sange. Det var, hvad Irenæus kaldte ”den lidende kærligheds sejr”.

Den franske forfatter Jacques Ma­ritain skrev kort før sin død: ”Hvis mennesker vidste, at Gud lider med os og meget mere end os over alt det onde som hærger jorden, ville meget forandres og mange mennesker ville blive befriet for vantro”.

Vores vanskelighed er måske at vi sætter lykke lig nydelse, og nydelse og lidelse kan ikke forenes, mens lykke og lidelse kan.

”Det er ikke lykken og lidelsen som er hinandens modsætninger … der er en helbredende lykke og lidelse, en him­melsk lykke og lidelse”, skrev Simone Weil (La pesanteur et la grâce).

Foreningen af kærlighed, lykke og lidelse er Guds mysterium. Men nogle får lov at dele dette mysterium. Therese af Lisieux var en af dem. ”Jeg har fun­det lykken og glæden på jorden, men kun i lidelsen, for jeg har lidt meget … jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke mere kan lide, for enhver lidelse er blevet mig blid”.

 

*

 

Feminismen har protesteret mod Bibelens og kirkens maskuline ud­tryk. De mest rabiate siger konsekvent ”mor” i stedet for ”far”, ”hun” i stedet for ”han”. Hvis man havde et ord, som både indebar far og mor, kunne man bruge det om Gud, ikke fordi Gud er transseksuel, eller en syntese mellem de to udtryk, men fordi han er den transcendente kilde til begge værdier.

Savnet af det moderlige i Gud er en følge af, at man har glemt Helligånden, som repræsenterer Guds moderlig­hed. Aphranat, én af de tidlige syriske fædre, taler om ”kærligheden til Gud, som er hans Fader og til Helligånden, som er hans mor”. Den nu så kendte engelske middelaldermystiker Julian af Norwich skriver: ”Gud fryder sig over, at Han er Gud vor Fader, og Gud fryder sig over, at Han er vor Moder”.

I G.T. finder vi ikke bøn til Faderen, men vi finder fortrolighed med Gud. ”Gud du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig …” synger salmi­sten (Sl 63). Jesus har bedt denne bøn. Mon ikke han har sagt: ”Fader du er min far, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig”. Jesu liv var ud fra Faderen, helt afhængigt af Faderen. Kan vi ikke bede Sl 63 på samme måde: Fader, du er min far, jeg søger dig …

Jesus blev jo menneske for at vi skulle få del i guddommeligt liv, i hans barneforhold til Faderen.

Vi behøver ikke at være afhængige af dårlige faderbilleder, af traumatiske erfaringer, af dårlig teologi. Hellig­ånden sprænger alt dette og giver os noget helt nyt.

Paulus skriver, at Ånden vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Dette er den rigeste og stærkeste erfaring af Helligånden: At få barnets fortrolige forhold til Gud som far. Helligånden vil gøre os til tillidsfulde børn.

Dette kan ske i etaper. Man kan opdage det fantastiske, at centrum for hele universet ikke er en upersonlig kraft, men far. Hver gang vi åbner en avis, bliver vi bombarderet med rædsler. Så meget er skræmmende. Da er det en stor trøst, at centrum i alt – i verdensrummet - og på vor lille jord er et faderhjerte, som lider med os.

Og dog kan denne opdagelse være lidt upersonlig. Den kommer mig må­ske ikke rigtig nær. Men Helligånden kan skabe et jordskred i os. På én gang fejes alle hindringer af vejen og vi bare udbryder: Abba Fader. Og i den bøn ligger en tryghed, der i en indre jubel gennemtrænger hele vort jeg.

Jeg sagde: Når Helligånden kom­mer … naturligvis er Helligånden der altid. Og dog: I ApG. hører vi Paulus spørge: ”Fik I Helligånden, da I kom til troen?” Nej, var svaret, og så lagde han hænderne på disse mennesker, og de erfarede Helligånden. Og Ånden bad i dem Abba Fader. Den personlige modtagelse af Helligånden er vigtig – livsnødvendig for vort åndelige liv.

Hvordan vidner Ånden sammen med vor ånd? Ved at give os en følelse af Faderen.

Vi skal ikke bare vide, men føle at vi er Guds børn.

Måske har man alt for meget i spiri­tualiteten – jeg selv har i det mindste - talt om at leve i tro, uden følelser, uden oplevelser. Der har været en vis mistro til oplevelser.

Kan man tænke sig at leve som barn af en kærlig far uden at føle det? Og når Faderen er Gud kan dette være en overvældende oplevelse, der æn­drer alt.

Man kan opleve dette på en retræte, eller ved modtagelsen af et af sakra­menterne, eller i øjeblikke hvor man er særlig modtagelig. En mand fortalte at han en nat vågnede op og bare gentog: ”Abba Fader”. Han kunne ikke sove igen, måtte stå op og prise Gud, for en ubeskrivelig glæde fyldte ham.

En sådan oplevelse af Gud som far berører dybt, man føler sig som født på ny – og det er man faktisk.

Har man før været et utrygt men­neske, får man nu en ny grundtryghed. En ny tillid.

Denne overvældende følelse – ikke alle oplever det lige stærkt – er ikke varig. Men erfaringen forbliver: Jeg ved med alt i mig at Gud er min Far.

Når de store følelser forsvinder, må vi huske hvad det betyder for Gud, at vi beder Abba Fader. Men hvis vi er blevet imprægnerede med den opfattelse at Gud er ubevægelig, så kan vi slet ikke forestille os, at det betyder noget for Gud, den almægtige, at vi små men­nesker beder til ham med samme ord som hans guddommelige søn.

En ung far bliver glad og stolt når barnet første gang siger far – måske er det kun ham, der kan tolke lyden sådan.

Vi glæder Gud ved at bede Abba Far, måske især når vi gør det i den yderste tørke.

Biskop Ignatius af Antiokia, skrev under sin rejse til Rom, hvor døden mellem løvernes tænder ventede ham, en række breve til menighederne. I et af dem læser vi: ”Jeg mærker en kilde med levende vand, som hvisker til mig: kom til Faderen”.

Denne kilde med levende vand er Helligånden. Det er Ånden som i os råber Abba Fader – Ånden giver os at kalde Gud med barnets fortrolige ord.

Dette er en erfaring af Helligånden, som vi alle må bede om. Og den erfa­ring må stadig fornys. På bønnens vej kan man ofte udbryde et: ”Først nu … først nu oplever jeg Gud som far”. Men måske kan man i gamle notater gen­finde lignende oplevelser og undre sig: Vidste jeg også det dengang? Og dog var denne sidste erfaring ny, for den nåede dybere lag i mig end tidligere, den inddrog mere af min person.

Vi må altid forvente mere af Gud.

 

Grethe Livbjerg er redaktør af hjemmesiden Levendevand.dk

 

 

(levende Vand 1 2007)

 

Lad jer forsone


En dyrebar indsigt

Af Anders Pilz 

 

Forsoningens kunst - og nådegave

Af Peter Damgaard-Hansen 

 

Ånden beder i os: Abba Fader

Af Grethe Livbjerg 

 

Gerrigheden fæster bo i billederne

Af Samuel Rubenson 

 

Vidner

Den Hellige M. Faustina Kowalska, Søster Faustinas dagbog

Af Lars Messerschmidt 

 

Fædrene læser Skriften

Af den hellige biskop Peter Chrysólogus

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk