Gerrigheden fæster bo i billederne

Længe inden massemediernes re­klamer indså Evagrios hvordan vor appetit vækkes af indtrykkene fra reklamesøjlerne.

Hverdagen oversvømmes af dem, disse parasitter der nærer sig af vore ønsker om at tjene, ikke vor næste, men vor tegnebog. Avisen og fjernsynet, læskuret og telefonen, alle hvisker de: ”Billigere, billigere” kun overdøvet af råbet: ”Køb her, vælg vort tilbud, tjen på at skifte leverandør eller operatør, bank eller butik. Tjen penge ved at købe flere eller større, effektivere eller mere økonomisk.”

Selv om vi er helt mætte, rækker vi alligevel ud efter mere. Lydigt følger blikket reklamens lokkende tilbud, mens billedet af alt vi kunne eje ætser sig ind i hukommelsen, parat til at dukke op på given foranledning.

Hvis ikke det var så alvorligt, kunne man kalde det latterligt, det bedrag vi til stadighed falder for, og som Evagrios identificerer som gerrighedens snarer. Vi mener at vi står frit overfor markedsøkonomiens fantastiske valgmuligheder og fatter næppe hvor hurtigt vi gribes af ger­righed og et tilsyneladende selvvalgt fangenskab. Selv om vi ved det, kan vi ikke lide at øget rigdom medfører voksende bekymringer, mere uro og stress og til sidst en bølge af skuffelser, bristede illusioner og tab. Evagrios sammenligner os med hunde i snor, hunde hvis frihed er helt i snorens magt. Vi kan frit vælge hvad vi vil købe, bare vi køber.

Hvorfor er det sådan? Hvordan kan noget så komplet tåbeligt som kærlighed til penge være ”roden til alt ondt” som apostelen skriver. Og hvorfra får pengene deres utrolige magt over os?

Det gør de fra frygten, siger Evagri­os. Frygten for svaghed, sygdom og al­derdom. Frygten for at blive afhængig af andre, hjælpeløs og tom, men også frygten for at stå tilbage for andre og for skammen. Vi ved at vi er afhæn­gige af hinanden, at vi er skrøbelige og dødelige, ja udleverede til andres barmhjertighed. Det kan vi ikke lide, vi vil have vores på det tørre, have tryghed, frihed og uafhængighed.

Men vi vil ikke indse at gerrigheden tynger os, så vi til sidst bliver som skibe hvis ræling knap er oven vande. Overskylles vi af den mindste bølge af uro eller modgang, rammes vi af søvnløshed og følelse af utilstræk­kelighed. Til sidst bliver gerrigheden en lærer i uretfærdighed, en mester i vild jagt, og de uendelige bekymrin­gers vanvid. Den gerrige slæber ikke kun rundt på alle sine ejendele, men også på alt det han endnu ikke har anskaffet. Han rammes let af vrede og mismod og bitterhed.

Gerrighed er mangel på tro, siger en ørkenfader. Den udtrykker mistroens ”Jeg klarer mig selv” og vantroens ”jeg skal også”. Af manglende tillid til godhedens og kærlighedens magt forspilder den sin egen godhed og kærlighed.

Men ingen skal tro at det sker så åbenlyst at vi let kan opdage det. Gerrigheden stiller sig ofte an som de fattiges ven og beskytter og gør gerne andre afhængige af sin godhed. Den får os til at tage overstrømmende imod gæsterne endnu inden de er kommet. Den hjælper os til på alle måder at blive venner med de rige og mener at vide præcis hvem der har behov for hjælp. Den taler smukt om vigtigheden af at forsage og gøre godt og skaber på den måde plads til en overflod af anseelse, forfængelighed, ærgerrighed og hovmod. Sådan sås ugræs i det der synes at være en god udsæd.

Hvis det nu står så galt til at selv jeg der ikke er det mindste gerrig, er ramt af den, at gerrigheden ligger i min natur, hvad skal jeg så gøre? Skal jeg virkelig holde op med at arbejde, gøre noget godt eller stræbe efter at blive respekteret? Er det ikke at udlevere sig selv til at blive udnyttet og til sidst blive en tigger og en byrde for andre?

Behændigt stilles vi over for alterna­tiver der begge binder os, over for fal­ske modsætninger der bare er to måder at sælge sig selv på. Men gerrighedens modsætning er ikke kapitulation, det er godhed, den godhed der ikke er et middel, men en dybt rodfæstet kilde, ikke en metode, men en dyd. Hvis jeg indser at min gerrighed bunder i frygt, i mangel på tro, ja i foragt for Guds ufortjente nåde, er jeg allerede på vej. Hvis jeg vover at lægge mit liv i Guds hænder får gerrigheden ikke rigtigt fat. Fatter jeg inderst inde at jeg uden den mindste ejendel, indkomst eller anseende er skabt i Guds billede, så kan jeg begynde at le ad gerrighedens dæmoner. Kan jeg endelig indse at det jeg ejer, kun er til låns og egentlig en mulighed til at give, så kan jeg måske begynde at trække vejret frit.

Gerrighedens største magt ligger ikke i at få mig til at købe, men i at få mig til at ville besidde og ikke ville miste, det jeg har. Det er ikke i handlingen, men i viljen at gerrighe­den fæster bo, i den vilje der næres af billederne af det jeg kunne have. For Evagrios er det grundlæggende at ingen fristelse opstår uden et mentalt billede, en forestilling, et billede der næres af sanseindtrykkene.

Længe inden massemediernes re­klamer indså Evagrios hvordan vor hjerne invaderes af sanseindtrykkene og hvordan vor appetit vækkes af indtrykkene fra reklamesøjlerne. Ud af denne indsigt voksede overbevisnin­gen frem om, at uden ørkenens tomhed og stilhed findes der ingen mulighed for frihed, uden sindets afholdenhed findes der ingen fred.

Denne ørken er ikke selve den uberørte ødemark, selv om den kan hjælpe os til at se. Den er den indre uafhængighed vi med tiden får, når vi øver os i at give afkald.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

Samuel Rubenson er præst i den sven­ske kirke og professor i kirkehistorie ved Lunds universitet.  

(levende Vand 1 2007)