Den hellige biskop Peter Chrysólogus

Bøn banker på døren, faste lukker op, barmhjertighed tager imod

Kære brødre, der er tre ting, som giver vor tro styrke, fasthed i vor andagt og udholdenhed i dyderne: disse tre er bøn, faste og barmhjertighed. Bøn banker på døren, faste lukker op og barmhjertighed tager imod. Bøn, faste og barmhjertighed, disse tre er ét og giver hinanden liv. For faste er bøn­nens sjæl, og barmhjertighed er fastens hjerte. De kan ikke adskilles. De kan ikke deles. Den, der opnår blot en af dem og ikke alle tre, har intet. Den, der beder, må derfor faste.

Den, der faster, må vise barmhjer­tighed. Den, der håber at blive bøn­hørt, må lytte til den, der beder ham om noget. Den, der bliver bønhørt af Gud, er den, der ikke lukker sit øre til for den, som bønfalder ham. Den, der faster, må forstå, hvad faste er. Han må føle medlidenhed med de hungrende, hvis han vil, at Gud skal føle medlidenhed med hans egen hunger.

Hvis han håber på barmhjertighed, må han selv være barmhjertig. Hvis han søger kærlighed, må han selv vise kærlighed. Hvis han håber at modtage, må han selv give. Kun en påtrængende tigger beder om at få til sig selv, hvad han nægter andre.

Menneske, lad dig forme af barm­hjertighed! Tænk på, hvordan I ønsker, at der skal blive vist jer barmhjer­tighed, hvor ofte og hvor meget, og udvis så den samme barmhjertighed over for andre lige så ofte og i lige så høj grad.

Lad bøn, faste og barmhjertighed blive et eneste råb til Gud, en eneste fremførelse af vort anliggende, en eneste bøn på tre måder. Det, vi har mistet ved vor smålighed, kan vi få igen ved vor faste. Lad os ofre vore sjæle som et fasteoffer, for vi kan ikke ofre Gud noget mere velbehageligt, som profeten siger: ”Offer for Gud er en sønderbrudt ånd. Et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud”.

Enhver af jer skal ofre sin sjæl til Gud sammen med fasten, at den kan blive et rent offer, et helligt offer, et levende offer. Når du bringer Gud et sådant offer, bliver det hos dig. Der en ingen undskyldning for ikke at bringe Gud dette offer, fordi det menneske, der er rede til at give sig selv, nødven­digvis er herre over sig selv.

Men hvis bøn og faste skal blive Gud til behag, må de ledsages af barmhjertighed. Faste er et frø, der kun spirer, hvis det bliver vædet med barmhjertighed. Hvis vi løber tør for barmhjertighed, bliver fasten gold, thi barmhjertighed er for fasten, hvad vand er for jorden.

Det gavner intet at faste, pleje sin sjæl, beskære sine lidenskaber, luge sine laster ud, så dydens frø, - hvis man ikke vander jorden med barm­hjertighed; man kan da ingen frugt høste ved at faste.

I kan være sikre på, at jeres sjæles jord også faster, hvis den berøves barmhjertighed, når I faster. Den barmhjertighed I gøder med, når I faster, får I tilbage i form af en rig høst.

Derfor, husk på, at det, I samler og hober op, kan I miste igen; vær derfor gavmilde med det, I har. Når I giver til de fattige, giver I til jer selv, for det, I ikke giver til en anden, vil I opdage, at I alligevel ikke kan beholde for jer selv.

Fra "Læsningernes tidebøn", oversat af førstebibliotekar Jacob Thomsen og udgivet af Kateketcentralen.

(Levende Vand nr. 1 2007)