Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Marianne Bønløkke

En anden vej hjem

 

En anden vej hjem. Sådan blev det, da de vise mænd tog ud på deres livs rejse. De fulgte stjernen, drevet af en længsel efter at finde noget unikt - et ganske særligt kongebarn. Og de fandt det! Ikke på et kongeslot. Ikke i magtens centrum. Men i en af Betlehems stalde. Og de faldt ned og tilbad barnet. Mattæus slutter sin beretning om dette forunderlige møde mellem de stjernekyndige vismænd og den lille nyfødte Jesus med ordene: ”….de vendte hjem til deres land ad en anden vej.”

Netop sådan blev det også for mig, da jeg fulgte min længsel og tog på en længere rejse til Wales for at være 8 dage i stilhed, bøn og tilbedelse. Også jeg vendte hjem til mit eget land – ad en anden vej. Ikke bogstaveligt, for hjemrejsen var som udrejsen, men billedligt talt. Jeg vendte hjem med en dybere og ganske forunderlig indsigt i, hvordan Helligånden arbejder - og otte dage i Åndens skole sætter spor som bliver afgørende for livet.

 

St. Beuno’s i Wales

Min rejse til Wales tog sin begyn­delse i august 2005. Jeg mødte et menneske, som sagde til mig: ”Der er et retrætested i Wales, som hedder St. Beuno’s. Gør alt hvad du kan for at komme derhen!”

I samme øjeblik det var sagt, vidste jeg bare, at det skulle jeg! Den 3. marts 2006 ganske tidligt om morgenen fløj jeg til Manchester, hvorfra toget gik til den nordwalisiske by Rhyl. Uden­for byen ligger det gamle kloster St. Beuno’s, der i dag er et retrætecenter, som knytter til ved Ignatiansk spiri­tualitet. For yderligere information om St. Beuno’s Ignatian Spirituality Centre: www.beunos.plus.com

Når man har rejst langt, så er det godt at mærke man er ventet – og det var jeg! Jeg kom tidligere end programmet foreskrev, men blev taget godt imod. Jeg blev vist op på mit værelse, hvor jeg som det første omdannede skrivebordet til mit eget lille helligsted. Det føltes trygt og godt at se, hvordan bordet med min ikon, mit andagtslys, mit krucifiks og min Bibel kunne blive et godt sted til bede over bibeltekster – og hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at netop dér ville også små bibelske lerfigurer komme til at tage form i mine hænder.

Da jeg kort efter gik en tur rundt i det store kloster, opdagede jeg, at der foruden et smukt kirkerum var flere små kapeller, hvor der var en helt forunderlig stilhed. Selvom huset var fyldt med retrætegæster og men­nesker, som deltog i længerevarende kurser, så var der på St. Beuno’s vel­signet fred – også i den smukke natur udenfor klosteret med udsigt til de Walisiske bjerge Snowdonia.

 

Vejledning og bibelmeditation

Inden denne første 8 dages retræte havde jeg været på flere weekend-re­træter i Danmark. Mest tema-retræter og også en enkelt retræte med vej­ledning. Men det føltes alligevel nyt – og dette kendetegner Ignatianske retræter – at jeg nu skulle have en daglig samtale med en åndelig vejle­der. Udgangspunktet for samtalen var den bibeltekst, som jeg havde fået til bibelmeditation. Jeg havde en dygtig og erfaren vejleder, som allerede efter første samtale havde en god fornem­melse af, hvad jeg havde behov for under denne 8 dages retræte.

Og på min vandring gennem de bibelske beretninger kom jeg til at slå følge med Maria, Jesu mor og Maria Magdalene. At få ro til at bede over tekster, der fortæller om livet sammen med Jesus – set med en kvindes øjne – var en velsignelse for mig.

Det er stort at få lov til for en stund at være Maria i det øjeblik hun hø­rer engelen sige, at Helligånden skal komme over hende og et barn und­fanges i hendes liv – da bliver man stille og kan bare sige med Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Og siden at møde Elisabeth og bryde ud i lovsang: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” At sidde i stalden med det nyfødte barn i favnen, lægge det i krybben og høre hyrderne fortælle om den store engleåbenbaring på marken uden for Betlehem. At gemme deres ord i sit hjerte og grunde over dem.

Jo, det var forunderligt at se vismænd falde ned på knæ for barnet i tilbedelse – og det var bevægende at møde den gamle Simeon og se hans glæde, da han tog barnet i sine hænder. Men det gjorde også ondt høre ham sige: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange….. ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.” Og det var en svær dag, da jeg fulgte Maria på flugten til Ægypten. Ligesom hende må også jeg lægge mit liv i Guds hånd og stole på hans omsorg. Den dag jeg bad over denne tekst skrev jeg denne bøn i min retrætedagbog:

 

Flugten til Ægypten

Min Gud, jeg overgiver mig i dine hænder. Gør med mig, hvad du vil.

Hvad du end gør med mig takker jeg dig. Jeg er rede til alt, jeg er med på alt.

Må bare din vilje ske med mig og ham som jeg bærer ved mit hjerte - din søn Jesus. Jeg overgiver mig til dig!

Amen

 

Og det var stærkt at stå som Maria ved korset og se Jesus lide og dø. Det var smerteligt at se ham blive taget ned fra korset, og igen at sidde med ham i sin favn. Nu var han voksen og der var intet liv tilbage i kroppen.

Jeg græd med Maria, men huskede også, hvad Jesus selv har sagt: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”. Og i bøn­nen kom det til mig: Jesus valgte ikke korset. Han valgte kærligheden. Korset er, hvad kærligheden koster - kærlighedens pris!

Af andre bibelske beretninger, som blev en del af min bøn var Den 12 årige Jesus i templet, Brylluppet i Kana og Maria Magdalenes møde med den opstandne ved graven.

 

Bibelske lerfigurer

Teksterne, som lå til grund for Bi­belmeditationen, gjorde sit arbejde i mig i løbet af dagen, og om aftenen fra kl. 20 - efter messen og tiden med den stille tilbedelse foran tabernak­let formede jeg en lille lerfigur over dagens beretning. St. Beuno’s har et værksted, hvor man frit kan hente ler, redskaber, papir, farver – ja, alt hvad man kan bruge til at give udtryk på anden vis end gennem ord.

For mig blev det leret, og små bi­belske figurer tog form i mine hænder. Hele processen med at lade en bibelsk beretning komme til udtryk gennem en lille lerklump var næsten som bøn – og selvom de små figurer ikke er stor kunst så betyder de meget for mig.

Dem jeg holder mest af står midt i vores stue, og hver dag tænder jeg lys foran dem. At tænde disse lys er for mig en stille ordløs bøn, som udtrykker min længsel.

 

I Åndens skole

Hvad tror jeg selv det var, der skete under de daglige bibelmeditationer? Jeg tror, at det var Gud, som med sin Helligånd rørte ved mit hjerte, så de bibelske beretninger blev til livets historier for mig – ja, til mit livs historier. Med Helligånden som vejleder føres man ind i teksten på en ganske forunderlig måde - og da møder man ikke bare de mennesker som var tæt på Jesus, men man møder også sig selv.

Nu er det et år siden jeg var på min første 8 dages retræte. Dage som blev af utrolig stor betydning for mig. Jeg sender derfor også en kærlig tanke med tak til den, som gjorde mig op­mærksom på St. Beuno’s i Wales, og som sagde til mig: ”Gør alt hvad du kan for at komme derhen!” Få dage efter min hjemkomst skrev jeg:

”Denne 8 dages retræte var så vel­signet for mig, at jeg lige nu faktisk mangler ord for at beskrive det. Det kan næsten kun beskrives som en pilgrimsfærd, hvor jeg hver minut var i Åndens skole. Jeg ved det lyder ”højstemt”, men det var også stort, og bare jeg tænker på det, så kom­mer tårerne. Det er det bedste, som er hændt mig længe. Herren var mig så nær med sin kærlighed, og mødet i bøn og tilbedelse var så velsignet.

Min vejleder var fin, selvom det bestemt ikke var ham, der pustede til gløderne i mit hjerte. Men det var heller ikke nødvendigt, for hjertet var i brand. Ja, Ånden var virkeligt over mig på en helt særlig måde, og det mærkede vejlederen også, tror jeg. Han var tilbageholdende i sin vejledning.

Det føltes som om han forstod, at Gud selv gav mig, hvad jeg havde behov for i disse dage, og at jeg, i den daglige samtale med ham, bare havde brug for at reflektere det som skete. Og når han sagde noget, så var det meget klar evangelisk tale, som fik mig til lande igen med begge ben på jorden.

Jo, D.B. var en udmærket åndelig vejleder for mig – havde både alvor og humor og fødderne dybt plantet i den walisiske jord.”

Denne artikel er kun et fattigt forsøg på at dele med andre, hvad denne 8 dages retræte har betydet for mig. Som jeg også skriver i brevet fra dagene efter retræten, så er det ikke let at sætte ord på den personlige proces en længere retræte er. Og det skal man nok heller ikke.

De dybe og livsforvandlende er­faringer fra mødet med Herren skal behandles varsomt – og jeg har det bedst med at gøre som Maria: gemme alle ordene i mit hjerte og grunde over dem.

Men ét står fast: Retrætens intense møde med Jesus – ja, de 8 dage i Ån­dens skole var livgivende for mig. Jeg blev bekræftet i, at jeg er på ret vej, når jeg overgiver min vej til Herren - og jeg fik modet til at tage en anden vej hjem.

 

Overgiv din vej til Herren,

stol på ham, så griber han ind.

(Davids salme 37,5)

 

Marianne Bønløkke, præst

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk