Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Louise Øhrstrøm Poulsen

Klosterretræte som frirum

 

”Stille, mit hjerte, disse høje træer er anråbelser”. Sådan skriver en af mine yndlingsdigtere, Rabindranath Tagore. Jeg tænker på verset hver gang, jeg er på retræte hos Birgittasøstrene i Maribo.

Uden for domkirken står en hånd­fuld høje træer, det er svimlende at se op i trækronerne, de strækker sig mod himlen. Træerne beder mig tie og være. De minder mig om, at Guds skønhed er udtrykt i naturen – men også at frustrationen og angsten hører livet til. For træernes grene har en ende. Træerne når aldrig himlen - li­gesom jeg uanset, hvor meget jeg end strækker mig og stræber efter himlen i dette liv altid vil se som ”i et spejl, i en gåde” (1.Korintherbrev13,12).

Denne dobbelthed synes jeg ken­detegner retræter. Når man er stille med Gud i ensomheden, bliver man skiftevis mindet om alt det, der forener eksistensen med Ham og alt det, der adskiller. Stilheden er smuk og svær, som livet er.

 

Nåde og prinsesseborddækning

Det er kun tre år siden, jeg var på min første retræte hos Birgittasøstrene i Maribo.

Med rødder i frikirkemiljøet er jeg hverken opvokset med særligt stort kendskab til klostre eller retræter. Nonneordener forbandt jeg som barn med noget mørkt og livsfornægtende – og med Julie Andrews i ”Sound of Music”. Det gjaldt for alt i verden om at komme væk fra rammerne. Forlade de stive ritualer og bryde ud i spontan sang som guvernanten i Sound of Music.

Samtidig har jeg altid elsket stilheden og længtes efter fordybelse og eftertanke i en kirketradition, hvor alt gik meget hurtigt og jeg ofte følte, at jeg ikke passede ind. Derfor var det genkendelsen, følelsen af at være kommet hjem, der kendetegnede min første retræte i Maribo.

På det tidspunkt var jeg fysisk, psy­kisk og åndeligt udmattet. Jeg trængte ufattelig meget til et pusterum. Og her blev netop rammerne og ritualerne i klosteret altafgørende.

De lyse omgivelser, de faste tide­bønner, muligheden for at sidde stille i kapellet og lytte til søstrenes sang, gå en tur eller fordybe mig i biblioteket var velgørende. Borddækningen og den kærlige måde, maden blev serve­ret på, fik mig til at føle mig som en prinsesse. Der var ingen forventninger eller krav til mig. Jeg skulle bare være og nyde. Det var et møde med nåden, en gave til mig i min udmattelse. Som at have fundet et hjem.

Når jeg snakkede med søstrene, blev jeg overrasket over, hvor jordnære og forstående, de var. Og jeg måtte i mit stille sind bede Gud om tilgivelse for, at jeg altid havde forbundet ka­tolikker med det modsatte.

 

At have ”et første sted”

Jeg tror, at dette første møde med klosteret, har haft stor betydning for, hvorfor jeg nu betragter stedet som et åndeligt hjem. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg siden har været der mange gange alene og i fællesskab med andre. Men når jeg har talt med andre om det, er det gået op for mig, at vi måske alle har ”første steder”, som bliver vigtige for os, og som det er godt for os at vende tilbage til. For mig er klosteret i Maribo blevet et sådant sted. Jeg har været der på retræte og på besøg. Når mit sind har været lyst, og når det har været mørkt. Det er blevet et sted, hvor jeg gør mig nogle vigtige erfaringer af Guds kærlighed. Det er blevet et frirum, hvor jeg kan møde mig selv og Jesus i stilheden uden dagsordener.

Og helt konkret og fysisk minder gangene, værelserne, kapellet, spisesalen, haven, stierne og naturen omkring klosteret – ja selv duften, lydene i klosteret og smagen af maden mig om mit første møde. Om nåden. For mig betyder denne påmindelse og genkendelse meget. Det er jeg blevet opmærksom på, når jeg har været på retræte andre steder, og af samme grund er jeg mere eller mindre holdt op med det. Det kræver en masse energi at vænne sig til det nye. Det genkendelige i omgivelserne og rytmen hos Birgittasøstrene gør det til et særligt trygt sted at være for mig – også selvom det ikke altid er nemt at være i rammerne. Måske ligesom et barndomshjem.

 

”Jesus, jeg glæder mig..”

Kaj Munk skriver et sted, at man kun kan lære Maribo at kende på én måde: ”Gennem Moders liv”. Jeg vil nu alligevel hævde, at man som gentagende gæst i en by, kan føle en vis samhørighed med gader og kroge. Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg går gennem byen og ned mod klosteret i Maribo. Genkendeligheden får mig til at indstille mig på, at jeg nu er på vej til mit fristed – til tid med Gud.

I ugerne op til retræten har jeg glæ­det mig. Måske har jeg været frustreret over aktuelle ting i mit liv. Måske har jeg bekymret mig om noget. Eller bare været for fortravlet til af hjertet at kunne overgive min tid til Jesus. Og så har det været dejligt at kunne bede en forventningens bøn: ”Jesus, jeg glæder mig til, at vi har god tid sammen i Maribo”.

Jeg ved godt, at det er moderne og rigtigt at indvende, at man må leve i nuet, men samtidig er det vel men­neskets fortrin, at det har mulighed for at leve lidt på håbet om fremtiden indimellem. Som en ven mindede mig om en dag, jeg syntes min hverdag var skammelig uåndelig, gælder det samme i alle menneskelige venskaber og parforhold. Man har tid, hvor det handler om hverdag og aktuelle ud­fordringer. Og så er det rart at glæde sig til ferier eller fridage, hvor man bare er sammen.

 

I morgen er diset, men du er med..

Når jeg så er ankommet til klo­steret, slår det mig altid, hvor dårlig jeg alligevel er til at slippe mine egne dagsordener. Hvorfor er det lige jeg hver gang har urealistisk mange bøger med? Malergrej, notesbøger, brevark? Hvorfor bliver selv min vandring med Gud til et projekt for mig? Og hvad med al den tankebagage, jeg slæber med? Jeg har efterhånden måtte acceptere, at min indre planlægger aldrig holder frivilligt retræte, og at min usikkerhed for morgendagen tit holder mig vågen om natten.

En aften på klosteret, hvor jeg var frustreret over netop dette, kom sæt­ningen til mig: ”I morgen er diset, men jeg er med”. Sætningen er siden blevet til en indledende retrætebøn for mig.

”I morgen er diset, men du er med”. Jeg prøver at slippe alle mine forestil­linger om, hvad en rigtig retræte er og lade være at forvente noget andet af opholdet end det løfte: At Gud er med. Det er ikke altid, det lykkes. Men også at mislykkes i Guds favn er en god erfaring.

 

Stilhedens uforudsigelighed

Mine retræter på klosteret i Maribo har været meget forskellige, og jeg synes aldrig, at man kan vide, hvad stilheden gør ved én. Nogle gange går jeg bare og nyder freden og den luksus det er at modtage. Et måltid, en messe, en gåtur uden formål kan give meget livsglæde. Andre gange har stilheden åbnet op for tvivl, angst og svære spørgsmål. Nogle gange har jeg læst meget og haft stor gavn af klosterets bibliotek med bøger om bøn og spiritualitet. Det er også her, jeg på mange måder er blevet udfordret i min teologi og tankegang.

Andre gange har jeg ikke læst et ord. Nogle gange har jeg bedt med mange ord, andre gange har jeg ikke kunne formulere en bøn. Nogle gange har jeg gået lange ture og skrevet side op og side ned i min notesbog. Eller malet.

Andre gange har jeg ikke haft energi til andet end at ligge på sengen eller sidde stille i kapellet. Mystikeren Thérèse af Lisieuxs ord har i den for­bindelse hjulpet mig: ”Jesus forlanger ikke store handlinger, men kun hen­givenhed og taknemlighed”.

 

At lære sin rastløshed at kende

Midt i stilhedens uforudsigelighed er der alligevel en rytme, jeg genken­der. Jeg lærer min rastløsheds rytme bedre og bedre at kende efter hver retræte. Jeg ved efterhånden, hvor­når på dagen, jeg begynder at kede mig. Hvornår angsten nemt sniger sig ind under huden. Hvornår stilheden er enkel, og hvornår den er svær at håndtere.

Det giver en tryghed at kunne gen­kende de tidspunkter, selvom uroen stadig er i kroppen. Også her tror jeg, det hjælper for mig, at jeg er på et fysisk velkendt sted. Hvis hver retræte bliver noget ”jeg prøver af”, bliver det svært at komme i dybden med noget og lære mine vaner (og uvaner) at kende. Og jeg går glip af underet det er at se det samme på en ny måde.

 

Inger Christensens brandmur

I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på en film, jeg for nylig så om digteren Inger Christen­sen. Mange betragter hende som Dan­marks betydeligste digter - et muligt bud på en dansk Nobelprisvinder.

Denne kvinde, der så tydeligt er usædvanlig kunstnerisk begavet og for hvem, æstetik og poesi betyder alt, har boet i den samme lejlighed i København siden 1968, med udsigt til en brandmur!

I dokumentarfilmen ”Cikaderne findes” fortæller hun om, hvordan hun ofte sidder og betragter brandmuren. Hvordan hun synes, farverne på murstenene ændrer sig alt efter årstiderne og vejret. Hun kunne være flyttet til en lejlighed med bedre udsigt. Mange ville nok forbinde et kunstnerliv med mere inspirerende omgivelser.

Men det fascinerende ved den æste­tiske (og åndelige) fordybelse er, at ”en brandmur” ofte er nok. Det skriver jeg ikke for at negligere de naturskønne områder og den fine arkitektur, som er kendetegnende for mange klostre og retrætesteder. Tværtimod er dette en vidunderlig gave for gæsten. Un­deret er bare, at skønheden ikke kun er i det nye og exceptionelle men i det velkendte, hverdagsagtige.

Når man giver sig tid til at blive ved med at stirre. Det er den erfaring, man kan tage med sig hjem fra retræter. Og det er derfor, det kan være rart at besøge det samme retrætested igen­nem alle livets faser, tror jeg.

 

Styrtdyk og himmelhøjsang

Her kommer jeg igen til det pa­radoks, jeg indledte med. For nogle gange føles hjemkomsten fra en re­træte som et styrtdyk til trivialiteter eller kommen til kort. Uventede reg­ninger venter i postkassen, man er bagud med arbejdsopgaver og pligter, cyklen punkterer, en slægtning bli­ver syg, en ven er i nød, man bliver mødt med alverdens dårlige nyheder i medierne og føler sig pludselig så stresset ”at man bestemt ikke har tid” til at bringe stilheden med Jesus ind i dagsrytmen.

Så kommer den dårlige samvittig­hed og man indser, hvor afstumpet, man er. Endnu engang kommer fokus på alt det, der skiller én fra Gud. På grenenes ender, der aldrig når himlen. Og det bliver nødvendigt igen at huske på, at det netop er i sårbarheden, i tilkort-kommenheden i hverdagen, at nåden opererer. At det altid er muligt at kaste sig i Guds favn.

Retræten minder om, at Gud vil os. At vi ikke kun er redskaber for ham. At han elsker at bruge tid med os, og at det er nok, at vi længes efter hans nærvær. ”I hans skygge elsker jeg at sidde, hans frugt er sød for min gane” (Højsangen 2:3), som der står i Høj­sangen. Indimellem hjælper steder os til at huske det. Som Birgittaklosteret gør for mig. Her er det ligesom nem­mere for mig at give mig selv nåde til at sidde i Hans skygge.

Måske på samme måde, som det er nemmere at smække benene op i sofaen i ens barndomshjem. Og når jeg ellers får nåde til at se bort fra min egen afstumpethed, kan jeg som træet strække mig i himmelhøjsang: ”Ville han blot give mig et kys af sin mund!” (Højsangen 1,2)

 

Louise Øhrstrøm er gymnasielærer.

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk