Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Af Grethe Livbjerg

Vi er skabt til hvilepauser

 

Lørdag aften herskede en særlig fredelig stemning i mit barndoms­hjem. Alt var forberedt til søndagen: kartofler skrællet, dessert lavet, have og gårdsplads revet. Søndagen var virkelig helligdag. Stilheden var en naturlig del af livet.

 

*

 

Hvilken kontrast, da jeg i søndags gik hen ad Ordrupvej. Folk jagede af sted til de søndagsåbne forretninger. For butikspersonalet er der ingen for­skel på søn- og hverdag.

For ikke længe siden fandtes na­turlige pauser, om ikke andet så i tog eller bus til og fra arbejde. I dag er man altid koblet på, altid på vagt om mobilen skulle ringe, om der skulle tikke en sms ind. Computeren gjorde hjemmearbejde muligt, så mennesker kunne få mere helhed i deres liv - tro­ede man.  Men nu viser erfaringen, at dette skaber endnu mere stress – for man er jo aldrig fri. Det er den virke­lighed, retræten i dag skal fungere i.

 

*

 

Om Gud siger skabelsesberetnin­gen, at han hvilede den syvende dag. Vi er skabt i Hans billede, og det vil bl.a. sige at hvilepauser må være en del af livet.

Markus fortæller om, hvordan de tolv disciple begejstret fortalte Jesus om alt det, de havde oplevet i den ”erhvervspraktik” de havde været sendt ud i: De havde prædiket, hel­bredt syge, uddrevet dæmoner. De havde virket som Jesus gjorde, og sådan som de engang selv skulle virke i Kirkens liv.  

Men hvis de havde regnet med, at de hurtigt igen skulle fortsætte suc­cesen, måtte de tænke om, for nu lød det: ”Kom ud til et øde sted, så I kan være alene og hvile jer lidt”.

Disciplene skulle indføres i Jesu livsrytme: Ensomhed og stilhed hos Faderen – og aktivt arbejde for mennesker. Ind i bøn – ud i verden.

Når så mange i dag bliver udbrænd­te – ikke mindst præster og kirkeligt engagerede – er det fordi de ikke respekterer denne rytme. Der er altid masser af arbejde og det er så let bare at køre videre lige til en alarmklokke blinker.

 

*

 

Et livsnødvendigt ord at lære i vort samfund er ”nej”. Vi bedømmes ud fra præstationer, og indstiller os umær­keligt efter det. Jeg kan observere det hos mig selv: Tiden krymper, der er så meget jeg gerne vil nå, at jeg let bliver offer for effektivitetsjag..

Den om sig gribende stress gør retræten tiltrækkende: Her kan jeg få en pause. Retrætearrangører kan fristes til at lokke deltagere med symp­tombehandling: Her kan du få hvile, finde vej til indre ro, finde hjælp til at ændre dine reaktionsmønstre osv. - og så at lægge retræten på samme niveau. I retrætearbejder gælder om noget sted Jesu ord: Søg først Gud rige … så vil alt andet gives i tilgift. Søger vi alene tilgiften: det afstressende, går vi glip af det egentlige og mister også ofte tilgiften.

 

Den indre celle

I tre år arbejdede og levede jeg i Karmelgårdens retrætehjem: Stilhed, tidebønner, to timers indre bøn hver dag – det var én lang retræte!

En ung pige kom på en uges retræte. Hun gik varsomt rundt, som bar hun stilheden i sig. Den sidste dag sagde hun: ”Nu har jeg genfundet min indre celle, nu kan jeg igen overleve på et evigt diskuterende fakultet”.

 

*

 

Vores indre celle er et tempel, Den hellige Treenigheds tempel. På min første retræte sagde retrætelederen ”Bøn er at deltage i Treenighedens liv”. De ord sprængte mit alt for snævre kristne univers, og min bøn, ja hele mit liv fik mål og retning. Og uden mål, ingen mening, og uden mening med livet falder det i små stykker, hvor en masse delmål kommer i fokus og stjæler den opmærksomhed, som livets store mål skulle have. Og så har vi det frustrerede, fremmedgjorte menneske. Det menneske som splitter sin energi rundt på en masse aktiviteter og får stressen som løn.

 

*

 

Bøn er at leve dér, i vort indre tem­pel. Bøn har - som enhver levende personlig relation - mange forskel­lige aspekter: forbøn, bøn om noget, lovprisning, tilbedelse … men alle disse former for bøn må leve ud fra den dybere bøn i os, som er at deltage i De Tre guddommelige Personers  kærlighedsliv. Denne bøn lever i os, selv om vi ikke kender den eller er­farer den. Retrætens mål er at føre os ind i den.

Vores bøn, ja vort liv må have en sand selverkendelse som en solid grund at bygge på. Måske giver ordet ”selverkendelse” straks associationer til psykologisk selvransagelse, hvor alle mine skjulte traumer, komplekser osv. kommer frem i dagens lys eller til en dybtgående syndserkendelse, men sand selverkendelse må bygge på for­trolighed med mit udgangspunkt: Jeg er skabt i Guds billede, og med målet for mit liv: Guddommeliggørelse. Dette er min dybeste identitet, som alt i mit liv må orienteres ud fra.

På en retræte kan vi få større be­vidsthed om vore traumer og synder, men dette er sekundært. Det væsent­lige er at blive ført ind i mystikken, i et møde med Gudsmysteriet, der er uudsigeligt, og som der dog er givet os mulighed for at møde.

En som har erfaret, beskriver det sådan:

 

Jeg vidste ikke, hvor jeg trådte ind,

men da jeg så, at jeg var dér,

uden at vide hvor jeg var,

fik jeg indsigt i vidunderlige ting.

Hvad jeg så, siger jeg ikke

for jeg forblev uvidende,

ophøjet over al kundskab.

 

(Johannes af Korset: Hymne til det guddommelige).

 

Mystikken er stilhedens mysterium. Så snart jeg går ind i mig selv og finder den ægte indre stilhed, fornemmer jeg nogen der venter: Faderen som er i det skjulte (Matt 6,6). Et umid­delbart nærvær.

En fransk retræteleder fortalte om en ung kinesisk pige, som var kom­met for at se retrætecentret. Han var optaget og bad hende gå ned i kirken. Efter nogen tid ville han hente hende. Hun var hensunket i stilhed, og han lod hende være.

Der gik nogle timer. Så kom hun og bad om at blive døbt. Han spurgte forundret hvorfor? Jo i stilheden havde Gud åbenbaret sig for hende. Som Nærværet.

I den dybe indre stilhed findes noget uendelig større end enhver bevisførelse, en klar vished: Gud ER, han er nærværende.

Stilheden er mystikkens fornemste sprog. Vi må aldrig fylde vore retræter med for mange ord.

Som Gud både har åbenbaret sig og talt til os – men også er udover alt hvad vi kan forestille os, sådan må det talte ord, vore handlinger munde ud i stilheden, i det uudgrundelige my­sterium, som helt tilfredsstiller vort hjertes længsel efter uendelighed.

 

Indøvelse i kristendom

I 30 år har jeg levet i en rytme af selv at deltage i retræter og at lede retræter for andre.

I begyndelsen brugte vi ikke ordet retræte, som da var ret ukendt, men ”kursus i kristen meditation”.

Lige fra starten kom deltagere, der havde forsøgt sig i østlig meditation og nu søgte den kristne tradition, og hos mange af dem mødte jeg en uvidenhed om kristendom, som jeg ikke havde troet mulig i et kristent land.

 

*

 

Mange ”kristnede” deres medi­tation ved at erstatte et hinduistisk mantra med ”Jesus”. Men hvem var Jesus for dem? Kristuskraften eller det bedste menneske der har levet?

Jeg erfarede sandheden i at retræte må være indøvelse i kristendom.

Med stilheden som retrætens atmo­sfære må der være ord, som leder til Kristendommens centrum, Treenig­hedens mysterium. Dette mysterium, som mange - også kristne - i dag ikke har noget forhold til, og som ofte opfattes som teologers tørre skrive­bordspekulationer, uden relevans for det virkelige liv.

 

*

 

I grunden burde læren om Treenig­heden være den lettest tilgængelige og den der stærkest påvirker vort liv. Vi siger så let - ofte alt for let: ”Gud er kærlighed”, men dette indebærer, at Gud er fællesskab. En ensom majestæt kan ikke være kærlighed.

Her adskiller den kristne tro sig fra al anden religion: Faderen er fra al evighed Far til Sønnen. Og Sønnen modtager hele sit liv af Faderen, og begge glæder de sig i Ånden. Kirkefædrene udtrykte det med ordet ”Perichorese”, der kan oversættes med ”de vandrer i hinanden”. Andre har oversat det græske udtryk til dans: Den guddommelige kærligheds dans.

Bøn er at deltage i kærlighedens dans. Retræten er en indbydelse: Kom og vær med i dansen!

 

Klostre – retrætens livsrum

Jeg er sekularkarmelit, og retræter i Karmelsammenhæng har været en vigtig del af mit personlige retræ­teprogram. Karmeliterordenen har sine rødder i en eremitbevægelse om­kring Karmelbjerget og har derfor et eremitisk præg. Teresa af Avila, som fornyede Karmeliterordenen i 1500-tallet, sagde ofte til sine søstre: ”Husk, at vi nedstammer fra de hel­lige eremitter”.  

 

*

 

I 1970-erne deltog jeg i kurser i Tyskland og Sverige med temaet: ”Zenmeditation for kristne”. Vi lærte at sidde rigtigt, ånde rigtigt, spænde af og derved komme til indre ro. Det virkede.

Men jeg savnede noget, som jeg efterlyste hos en af lederne, en tysk munk: Hvorfor drejer alt her sig om teknik? Hvorfor hører vi aldrig om Treenigheden?

Han kunne ikke svare, men fik følgende dag indføjet noget om den treenige Gud. Kort efter forlod han sit kloster som så mange i disse år. Jeg lærte noget på disse kurser, men indså også, at metoder så let kan flytte fokus fra Gud til én selv og derved i stedet for at blive en hjælp i bønnen, blive en subtil hindring.

Bordsamtalerne ved disse kurser var afslørende: De drejede sig ikke om, hvad Gud havde gjort i vore liv, men om hvordan den og den metode virkede.

 

*

 

Blikket blev vendt mod Frankrig, hvor jeg i en del år fulgte retræter hver sommer. Først hos abbé Caffarel i Troussures. Her var solid undervis­ning og dyb stilhed. Fast på program­met var, at man en aften fik besked om, at næste morgen var der indre bøn i kapellet fra kl.6-9 – og det var helt klart, at man deltog i alle tre timer. Der var betænkelige ansigtsudtryk: Tre timer!

Men hvilken velsignelse de tre ti­mer var! Hver time havde en kort indledning, og før den sidste time gik præsten og nogle fra kommunitetet rundt og bad for hver enkelt med håndspålæggelse om en fornyelse af Helligåndens liv. De tre timer var for mange et gennembrud til dybere bøn.

Gode venner anbefalede mig retræ­terne i Roche d´Or ved Besancon. Dér deltog jeg i mange - 14-15 - retræter, ofte med 150-200 deltagere.

Dette retrætehus er et Foyer de Charité, del af en verdensomspændende retrætebevægelse, som har Marthe Robin som stifter (se dette nummers vidne). De ledes af et kommunitet af præster og lægfolk, der som centrum i livet har bønnen.

 

*

 

Mennesker strømmede til retræ­terne i Roche d´Or. Père Callerand, som ledede stedet, fortalte, hvordan nogle præster var kommet dér for at lære, så de kunne gå hjem og gøre ligeså: Enkle og smukke omgivelser – man kan ikke finde noget grimt på det sted – gode foredrag, smuk sang, Men en blot efterligning af dette vir­kede ikke. Hvorfor? ”De havde ingen Marthe” var svaret.

Marthe repræsenterede offeret og bønnen. Den helt væsentlige baggrund for retræter. Man kan – måske – lære at lede retræter, men uden dyb bøn bliver de ikke det, de burde være.

 

*

 

Altid har klostrene været naturlige retrætesteder. Der er stor forskel på at lede retræter i huse, som til dag­ligt er ubeboede og så i klostre, hvor bønnen gennemtrænger alt. Derfor er Birgittasøstrenes kloster i Maribo en så stor gave. Under retræter dér er både ledere og deltagere omslut­tet af bøn.

Retræteledere må selv leve i megen og dyb bøn – og retrætestedet må ånde bøn.

 

Vore rødder

I en livskrise var det vigtigt for mig at have en længere tid på distance for at finde vejen frem. Jeg så i det franske tidsskrift ”Prier” en annonce om en 30-dages retræte, som jeg til­meldte mig.

30 dage i total stilhed. Ingen telefon, breve udleveret to gange i perioden. Ikke anden lekture end Bibelen, Kri­sti Efterfølgelse og til afslapning en biografi.

Kun kontakt med min vejleder, som jeg til gengæld talte 1 - 2 timer med hver dag, ikke bare om hvad jeg oplevede under retræten, men også teologiske emner blev vendt. I ham – der var professor i kirkehistorie med kirkefædrene som speciale – mødte jeg kirken i sin fylde.

De 30 dage var én lang øvelse i at skelne mellem ånderne – at bedømme. Jeg blev kraftigt formanet til at stole på den indre fornemmelse, når noget virkede urent.

Ved afskeden rådede min vejleder mig til ikke at spekulere over retræten, som havde været en proces, der ville fortsætte. Det gælder enhver retræte, hvorfor man aldrig skal evaluere en retræte, som man gør det med et kursus.

Ville det ikke være helligbrøde ud fra vores begrænsede indsigt at ville bedømme Guds værk?  Og hvordan bedømme frugten af de personlige, stille retræter, helt alene med Gud? Måske opleves de i mørke, kedsomhed – måske i lys og glæde. Men hvordan man end oplever en retræte, er den et kærlighedsmøde.

 

*

 

En af frugterne af den 30-dages retræte var opdagelsen af, at vore ån­delige kilder springer længere tilbage end jeg hidtil havde tænkt. En dyb længsel efter at kende kirkefædrene var vakt i mig.

Men stillet over for bibliotekets mange hyldemeter med deres skrif­ter, anede jeg ikke hvor jeg skulle begynde. Da opdagede jeg en bog, som i årene siden er blevet en stadig kilde til fornyelse og fordybelse, og som i høj grad har inspireret både mine personlige retræter og dem, jeg har ledet: Olivier Clément: Kilder. Den indeholder tekster fra kirkens første 600 år, fint sammenføjet af Olivier Cléments kommentarer.

Bogen udkom på dansk i efteråret 2007 som en stor gave til dansk kristenhed.

I den finder man den kristne my­stiks kilder, og i den kan man iagttage det mønster, som må præge kristne retræter: Lige fra oldkirken har man talt om ordets mystik, askesens mystik og eukaristien som alt peger hen på og samles i.

 

Grethe Livbjerg er redaktør af Levende Vand’s hjemmeside.

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk