Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Helge Pahus

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

 

Cantalamessa er franciskansk kap­pucinermunk. Han har en universi­tetskarriere bag sig, men har siden 1980 været prædikant for den pavelige husstand i Vatikanet. Han er bredt kendt i Italien, fordi han har faste udsendelser på TV.

Det har været min glæde, som Fol­kekirkepræst, at være primus motor bag de første to danske udgivelser af Cantalamessa-bøger (Livet i Kristus, Mediacellen 2005. Pinse Mysteriet, Mediacellen 2006).

Denne bog er derimod udgivet på Katolsk Forlag, og med god grund, for den er mere katolsk fokuseret end de to førnævnte. Den er også stærkere funderet i munkelivet, og dermed lidt længere fra en protestan­tisk hverdag.

Men det forhindrer mig ikke i at nyde bogen i fulde drag, for Cantala­messa har en vidunderlig gave til at lukke Bibelens ord op, og han har en kolossal kirkehistorisk viden. Han er ven med ørken-og-kirkefædre, Pascal, Kierkegaard og mange andre, og han har et tilsyneladende uudtømmeligt arsenal af berigende citater.

En dejlig bog, men som bogan­melder skal jeg vel også sætte nogle spørgsmålstegn? Dem har jeg sat i ”klammer,” sådan her [?].

 

*

 

I sin indledning er C. tøvende over­for emnet. Hvordan kan man ”tale om fattigdom, når det, vi i kirkelige kredse betragter som en næsten heroisk fat­tigdom, for millioner af mennesker er en normal del af deres hverdag, hvis ikke ligefrem en luksus?” (7). Men Jesus havde samme problem. Og det er vigtigt at tale om frivillig fattigdom, da det er andres jagt efter rigdom, der fastholder fattige i deres fattigdom.

Men vi skal lære af Frans: Han hadede penge og talte positivt om fattigdom, men opfordrede samtidig sine disciple til ”ikke at foragte eller dømme de mennesker, som de ser bære bløde og farverige klæder,” (8). Den orm der har ødelagt forkyndelsen af fattigdom i kristenheden, er at gøre det til anklagepunkt mod andre.

Men fattigdom og rigdom er ord, der både kan have negativ og positiv værdi. Dermed føres vi videre til bogens fire kapitler:

 

I. Den materielle fattigdom som et socialt fænomen, der skal bekæmpes.

Her er fattigdom noget man ikke har valgt, og ikke er ønsket af Gud, men er syndens frugt. Vi skal over­vinde vores ligegyldighed overfor denne fattigdom, og se TVs elendig­heds-billeder som handlede de om vore familie-medlemmer. Det gør Gud. [Men kan vi rumme det?].

Jesus identificerede sig, som in­gen anden religionsstifter, med de fattige. ”Det som I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!” Han som om brødet sagde 'Dette er mit legeme,' har sagt de samme ord om de fattige (16).” I den fattige har man ikke den samme tilstedeværelse af Kristus, som man har i Eukaristien og i de andre sakramenter, men det drejer sig al­ligevel om ægte tilstedeværelse, en 'realpræsens',” (16). ”Man kan sige, at der i den fattige er en passiv, ikke en aktiv, tilstedeværelse af Kristus,” (17). Man kan ikke modtage Kristus fuldt ud, hvis man ikke er parat til at modtage den fattige, han identificerer sig med (17). Med Pascals udtryk: Jesus er til stede i den fattige.

C. formulerer dette så stærkt, at han faktisk gør den fattige til ”automatisk” medlem af Kirken. ”Men de fattige er ikke altid troende, siger man. Det er rigtigt, men er de børn, der bliver døbt, det?” (21).

 

*

 

Bethlehems døde børn ærer vi som helgener, men var de troende? I den synlige Kirke efter dåben er hvede og klinte blandet sammen, sådan også i de fattiges Kirke. ”Hvordan kan man undgå at betragte dem som Kristi Kirke, når Kristus har erklæret dem for sit Legeme?” (21). [Går C. for vidt i dette?]

Derfor skal vi elske, hjælpe og evan­gelisere de fattige. ”Kærligheden til de fattige er et af de mest almindelige træk ved den katolske hellighed,” (23). Og vi skal ære dem, thi ”hvad er et maratonløb i forhold til det, som en rickshaw-løber fra Calcutta udøver?” (25). [Kunne man ikke, uden at blive herlighedsteolog, nævne, at kristen selverkendelse nogle gange bryder fattigdommens forbandelse?]

 

II. Den materielle fattigdom, en evangelisk opfordring man skal tage imod.

GT ”viser os en Gud 'for de fattige', mens Det nye Testamente viser os en Gud, der selv er blevet 'fattig',” (30). GT kender den positive åndelige fat­tigdom, hvor man helt stoler på Gud, men kender ikke den positive materi­elle fattigdom, man selv har valgt.

Lignelsen om den rige unge mand har to tolkninger: Nogle understreger sælg alt (dvs. en åndelig tolkning), andre giv det til de fattige (dvs. en social tolkning). Men de to tolkninger skal smelte sammen, som hos f.eks. Augustin og i klosterlivet. Andet va­tikanerkoncil lader Kirkens helhed skabe denne syntese, idet ”nogle af Kirkens medlemmer efterligner ... først og fremmest den fattige Kristus og andre Kristus, der tager de fattiges 'li­delser og sygdomme' på sig,” (34).

Jesu nåde og Helligånden indgyder kærlighed til fattigdommen. Regler om fattigdom gør det ikke alene, fat­tigdomsidealet skal hele tiden beåndes på ny. Vi munke og nonner aflægger fattigdomsløftet af tiltrækning, ikke af tvang, men alle mennesker kan give afkald, om ikke i alt, så dog i noget; øv mådehold.

Jesus var ikke ekstremt fattig, men han var ”fri.” Og han gav afkald på guddommelig kraft, visdom og ære, og levede i fattige omgivelser, for vores skyld. Og med Guds Riges nærhed er fattigdom ikke længere en ultimativ negativ værdi. ”De jordiske goder ... er ikke længere de eneste værdier,” (45). De er relative, de forsvinder. ”Dette er den eskatologiske eller profetiske grund til at leve i fattigdom, fordi den forkynder den ny Himmel og den ny jord,” (46). ”Man vælger ikke fattig­dommen for at finde Riget, men fordi man allerede har fundet det,” (47).

I centrum af kirkefædrenes fattig­dom står kærligheden til Kristus.

 

III. Den åndelige fattigdom, som skal bekæmpes.

”Jesu fødsel viser os to verdener i skarp kontrast til hinanden, den ene repræsenteres ved et herberg, den anden ved den stald, hvor Han blev født. I den første er alt lyst og bekvemt: Der spises, drikkes og man morer sig.... I den anden er alt deri­mod fattigdom, mørke, kulde og be­svær,” (58). Der er to verdener: ”De rige-magtfulde-mættes verden, og de ydmyge-fattiges, som finder deres prototype i Maria, Josef og særligt Jesus,” (59). Men hvor er den største rigdom? Laodikea-menigheden var rig, dog fattig. Smyrna-menigheden var fattig, dog rig!

C. understreger ofte, at Jesus aldrig fordømmer rigdomme og jordiske goder i sig selv (jfr. De vise mænd, Josef af A. og Zakæus – han havde jo halvdelen tilbage!) Men ”det, han fordømmer, er afhængigheden af penge og gods,” (60). ”Spørgsmålet er ... ikke, om de rige kan blive frelst, for det har aldrig stået til diskussion i den kristne tradition.” Men spørgsmålet er, med Klemens af Alexandria: ”Hvilken rig frelses?” (81). Kirkens rige basilika minder os om det himmelske Jerusalems herlighed. Men krybben og stalden minder os om livet hernede, og man når ikke til Jerusalem uden at rejse via Bethlehem.

At stole på materielle rigdomme er uviist, men også eskatologisk farligt: det gør det vanskeligere at gå ind i Guds Rige. Men det er heller ikke nok at værdsætte de intellektuelle rigdomme, hvis man ikke også fatter at der findes et visdommens univers. Kun de åndelige værdier kan man fuldt ud dele med andre; og alene de er evige. ”Enhver diskussion om fattigdom og rigdom står og falder med forestillingen om evigheden. Uden evigheden må man nødvendig­vis komme til konklusionen: 'Lad os æde og drikke...',” (64). Med evighe­den for øje er det klogt at overføre sin kapital til ”udlandet”! Iflg. Augustin er de fattige en flok dragere, der går i forvejen med din bagage til det sted du er på vej hen. Mammon er anti-gud i et parallel-univers, og griskhed er afgudsdyrkelse. Marx taler med rette om ”pengegudens fremmed­gørende almagt,” (65). Den er vore dages ”Molok, til hvem folket ofrede sine egne sønner og døtre,” (68). Selv alm. mennesker taler altid om penge, men hvad vil vi opnå? Og penge gi­ver bekymringer og problemer (og rige piger er i knibe, for er det mig han elsker?!). ”Intet menneske er så ulykkelig som den nærige,” (72). Også i Kirken har penge været en forban­delse. Selv Reformationen var præget af økonomiske spørgsmål.

Men Jesus knuser pengenes magt, og giver sine disciple mulighed for det samme. ”Penge, som for mange mennesker er alt, har slet ingen be­tydning for Jesu disciple,” (66). [Kan vi leve op til det?]

Kirken skal ikke plage folk om penge, men hos mennesker erstatte den økonomiske rigdom med en større værdi. ”Herre, du er min tilmålte del ... loddet tildelte mig herlige steder...” ”Hos dig ønsker jeg intet på jorden.” Levitterne fik ikke jord, for Herren var deres del!

Græd, I som er rige! Chrysostomos: ”Den liderlige elsker kroppe og den gerrige elsker rigdom; men den sidst­nævnte er værre end den første, fordi den gerrige overvindes af en mindre kraft end den liderlige ...

Kristus siger i Evangeliet: 'Ingen kan være min discipel, hvis han ikke giver afkald på alt, han ejer', men Han siger ingen steder, at man 'ikke kan være Hans disciple, hvis man ikke giver afkald på en kvinde',” (77!). Vores verden tror, at den er rig, men den er åndelig fattig.

 

IV. Den åndelige fattigdom, man bør stræbe efter.  

Det provokerende her er, at C. knyt­ter sand åndelig fattigdom tæt sam­men med konkret materiel fattigdom. Den materielle fattigdom har ”ingen værdi, hvis den ikke ledsages af en åndens fattigdom.” Men samtidig kan ”en ægte åndelig fattigdom ikke udgå fra andet end materiel fattigdom....

Ægte kristendom har aldrig kendt til en fattigdom, som ikke var dybt forankret i det fysiske univers,” (84). Prosperity gospel er et ”soleklart vild­skud.” Men der er stor ”variation i de måder, hvorpå forskellige helgener har formået at kombinere den åndelige og den materielle fattigdom gennem tiderne,” (85).

Lukas skriver ”Salige er de fattige.” Men Matthæus skriver ”de fattige i ånden” for at udtrykke den ”religiøse betydning, som ordet 'fattig' har i den jødiske spiritualitet og sikkert også i Jesu egen tankegang,” (88). I jødedommen på den tid brugtes udtrykket fattig om en from person, en som stolede helt på Gud.

Gud er i GT de fattiges og krumbø­jedes beskytter, og Kristus er blevet sendt til dem for at trøste dem. Men de to variationer af saligprisningen hæn­ger sammen, for materiel fattigdom er den sikreste vej til den åndelige, hvilket Jesus selv ofte understreger. Dog: ”Jesus bekymrer sig i allerhøjeste grad om de fattige, men Han viser det ikke først og fremmest ved at kalde dem salige, men ved at identificere sig med dem.... Gud handler ikke til de fattiges fordel på grund af deres fortjenester eller moralske fortrin, men fordi de har større tilbøjelighed til at tro.

Gud værdsætter ikke det, de fat­tige har, men det, de ikke har: Selv­tilstrækkelighed, lukkethed og en arrogant forestilling om, at de kan frelse sig selv.... Den fattige skal med andre ord tro,” (92). ”Kirkefædrene fortolkede enten 'fattigdom i ånden' som synonymt med ydmyghed eller som den frivillige fattigdom kendt fra munkevæsenet,” (93).

 

*

 

GT taler om en ”rest” uden hovmod, og om den sønderbrudte ånd. I GTs salmer udvikler ordet ”fattig” sig fra at være et socialt udtryk til at være synonymt med retskaffen eller ydmyg (Salme 131), og Zefanias aftegner som den første ”den afhængighedsfølelse, som skabningen bør have i forholdet til Skaberen,” (95).

Messias opfattes som stamfader til de ydmyges rest: Din konge kommer til dig, sagtmodig og på et æsel. Jesus fuldender dette ideal. Jesu budskab, og Marias lovsang, indeholder såvel fraværet af hovmod og fortjeneste som ubetinget tillid til Gud.

Som messiansk folk bør Kirken leve dette ud. Vatikanets udsendinge bør afspejle et helt anderledes rige, og Gud ske tak er den katolske kirke blevet mere ydmyg, ”fattig.” Vi skal som Jesus give afkald på anseelse, og ikke være for bekymrede, læg Kirkens fremtid i den Opstandnes hænder.

Dette skal også virkeliggøres hos den enkelte troende. Gud har ikke skabt goderne for at vi skal sidde i passiv mæthed, men for at vi fra det udgangspunkt kan begynde vandrin­gen fra mangfoldigheden til enheden. At elske Gud er at afklæde sig alt, hvad der ikke er Gud.

I bogens sværeste afsnit, som jeg ikke har visdom til at forstå fuldt ud, kommer C. ind på Rhin-mystikerne (den tyske mystik, 13.-14. årh., bl.a. mester Eckehart). For dem var målet at nå den enhed, ”hvor uvidenhed og kundskab er sammenfaldende.” Denne åndelige fattigdom indeholder ”et element af ikke-besiddelse, der er så radikalt, at man ikke engang er i besiddelse af sig selv, så Gud kan virke i én,” (106).

 

*

 

Det er vandringen indad mod sjæ­lens dyb, hvor sjælskræfterne passive­res og der opstår en radikal fattigdom i ånden. Dette dyb er krybben, hvor Jesus fødes i os. ”Ingen har adgang til dette sjælens dyb, ikke engang sjælen selv, men kun Gud. I dette dyb udtaler Gud sit almægtige Ord,” (107).

Rhin-mystikerne var for radikale, men de giver os ”et instrument i hæn­de til at møde en af kirkens største udfordringer: Den tiltrækning, som andre religiøse traditioner udøver,” (109). For vores tid er udadvendt og mangeartet, den vil forandre og erobre verden. Men derved splintres og spre­des sjælen. ”Nu ved vi imidlertid, at der i kirkens skatkammer findes helt andre svar på det moderne menneskes spørgsmål og længsler,” (110).

Augustin: Søg ikke ud, men gå ind i dig selv. Sandheden og Kristus bor i menneskets indre. At finde ham giver overskud udadtil. Er Rhin-mystikerne for spekulative, så lyt til Frans' små konkrete forslag, om at modtage slag med glæde, og bekæmpe sine egne bagtanker.

Og lær af Maria, indbegrebet af evangelisk fattigdom, ”den første af Herrens ydmyge og fattige, som tillidsfuldt venter på Hans frelse og modtager den,” (114). Som i Bethlehem – og på grund af Bethlehem – kan og skal Jesus fødes i vor fattiggjorte sjæl.

Katolsk Forlag, 2007


Helge Pahus er pastor emeritus

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk