Den hellige biskop Anselms ”Proslógion”

Længsel efter at betragte Gud 

Kom nu, du ubetydelige menneske, flygt et øjeblik fra dine gøremål og giv for en stund slip på dine forvirrede tanker. Læg dine tunge bekymringer fra dig og lad dit møjsommelige arbejde ligge. Hengiv dig til Gud en lille stund og hvil i ham.

Gå ind i din sjæls lønkammer og luk alting ude undtagen Gud og det, der kan hjælpe dig i din søgen efter ham. Og når du har lukket døren i, så søg ham. Sig så, mit hjerte, sig så til Gud: ”Jeg søger dit åsyn, Herre, dit åsyn søger jeg.”

Kom til mig, Herre min Gud, lær mit hjerte, hvor og hvordan det kan søge og finde dig.

Herre, hvis du ikke er nærværende her, hvor skal jeg da lede efter dig, når du ikke er her? På den anden side, hvis du er alle steder, hvorfor ser jeg dig da ikke her?

Men du bor i et lys, ingen kan komme nær. Og hvor er så dette utilgængelige lys, og hvordan kan jeg nærme mig det? Hvem kan lede mig og føre mig dertil, at jeg må se dig i dit lys? Ved hvilke tegn skal jeg søge dig? Hvordan ser du ud? Jeg har jo aldrig set dig, Herre min Gud. Jeg kender jo ikke dit åsyn.

Hvad skal han gøre, Herre, hvad skal denne, landflygtige gøre, langt borte fra dig, som han er?

Hvad skal din tjener gøre, pint som han er af kærlighed til dig og stødt langt bort fra dit åsyn? Han længes efter at se dig, men dit åsyn er for langt borte fra ham.

Han ønsker at komme nærmere til dig, men din bolig er utilgængelig. Han længes efter at finde dig, men han ved ikke, hvor du er. Han søger dig ivrigt, men han kender ikke dit åsyn.

Herre, du er min Gud og min Herre, men jeg har aldrig set dig. Du har skabt mig og genskabt mig, og fra dig kommer alle de goder, jeg besidder.

Og dog kender jeg dig endnu ikke. Jeg blev skabt for at skue dig, men jeg har endnu ikke opnået, hvad jeg blev skabt for.

Men du, Herre, hvor længe? Hvor længe, Herre, vil du glemme os? Hvor længe vil du vende dit åsyn bort fra os? Hvornår vil du se til os og høre os?

Hvornår vil du give lys til vore øjne og vise os dit åsyn? Hvornår vil du igen give os dig selv?

Se til os, Herre, hør os, oplys os, vis os dig selv. Giv dig selv til os, at det må gå os vel, for uden dig går alt galt for os. Hav barmhjertighed med vor møje og vor stræben mod dig, for uden dig kan vi intet udrette.

Lær mig at søge dig og åbenbar dig for mig, når jeg søger dig. For jeg kan ikke søge dig, hvis du ikke lærer mig det, eller finde dig, hvis du ikke åbenbarer dig for mig.

Lad mig søge dig i længsel, lad mig længes efter dig i min søgen, lad mig finde dig i kærlighed, og lad mig elske dig, når jeg finder dig.

Fra "Læsningernes tidebøn”, oversat af førstebibliotekar Jacob Thomsen og udgivet af Kateketcentralen.

(Levende Vand nr. 3 2007)