Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

I erindringernes greb      

Hvordan undgår vi at vrede og sorg over det tabte, giver næring til bitterhed?

 

Også den der mener at være glemsom er præget af sin hukommelse. Når mange erindringer blegner, og det er svært at huske, er der andre erindringer der træder tydeligt frem. Når meget blandes sammen og bliver utydeligt, fremstår andet desto tydeligere.

Hvor vi end går hen, følger hukommelsen med og hvad vi end tager imod eller foretager os, forbindes det med eller styres af erfaringer der er gemt i vor hukommelse. Når Augustin i ni bøger udleverer hele sit liv i én lang bekendelse og dermed skaber et af vestens berømteste litterære værker, bryder han ud i en forundret betragtning over hukommelsen. Nærmest forbløffet noterer han hvordan han kan kalde oplevelser frem fra det der kaldes hukommelsen, ja at han i sit indre kan gå tilbage til en tid der ikke længere findes, til dufte, lyde og følelser der for længe siden er klinget af.

Forundret stiger han ned i hukommelsens vældige katedral og forstår at her findes mere end han nogensinde kan få fat i eller forstå. Forbløffet bemærker han at han endog kan huske ting han ikke har været med til. Hukommelsen befolkes af mennesker og verdener han aldrig har mødt, af følelser og indsigter der knapt er hans egne.

 

Hukommelsen leger med os

I Augustins Bekendelser er den dybtgående refleksion over hukommelsen en del af hans forsøg på at forstå hvem Gud er og hvor Han kan findes, ud fra sin egen søgen. For mange af os står opgøret med hukommelsen i et betydeligt mørkere skær. Uden at vi vil det plages vi af ubehagelige erindringer: erindringer om at lide uret og stå blottet, erindringer om afmagt og skyld.

For nok kan vi på gode dage mindes varme og glæde, møder fulde af kærlighed og livgivende øjeblikke. Men så kommer timerne hvor disse stunder trods alle vore anstrengelser bliver blege og intetsigende. De viger pladsen for minder der synes at vælde frem af sig selv, som vælter os omkuld, så vi hjælpeløse trasker omkring i mudderet.

Den mægtige kraft, hukommelsen besidder og som Augustin så veltalende lovpriser, bliver næsten lammende. Målløse må vi konstatere at vi ikke rigtig ved om det er os der husker, eller hukommelsen der leger med os.

 

Hjertets renhed

Samtidig med at Augustin skrev sin lovsang over erindringen, kæmpede Evagrios med spørgsmålet om hukommelsens magt. Men til forskel fra Augustin søgte han at fatte hvordan hukommelsen kunne blive en bolig for ondskab. Hvordan var den hukommelse hvor gudsligheden burde lyse, blevet en byrde, en tyngde i vort indre.

Medens Augustin der naturligvis også plagedes af tyngende minder, kunne nøjes med at bekende og stole på tilgivelsen, søgte Evagrios noget mere. Han ville forstå hvordan hukommelsen kunne blive dæmonernes våben, men også hvordan man kunne overvinde dem. At rense sit indre og vinde den lideskabsløshed hans discipel Cassian kaldte hjertets renhed.

Selv om hukommelsen naturligvis spiller med i alle de lidenskaber, Evagrios sætter fingeren på, er der en lidenskab, der især er hukommelsens: bitterheden. Ligesom frådseriet perverterer vor naturlige sult, perverterer bitterheden vor gode hukommelse. Evagrios bruger ordet lupê der nærmest betyder sorg, men det er tydeligt at han ikke mener en passiv bedrøvelse, men snarere forgræmmelse, bitterhed eller depression.

Det er ikke den naturlige sorg han vil forstå og hjælpe os med at finde et middel imod, det er den tynge der truer med at kvæle vort liv og hive os ned i en skyggetilværelse, et bittert mørke der udelukker livgivende fællesskab og forhindrer os i at se Gud. Det er den bitterhed der er dødelig.

 

Tabet af fællesskab

Bitterheden er ligesom andre mørke kræfter, betydeligt sværere at få bugt med når den har slået rod i vort indre. Derfor skal vi lære hvordan den opstår og får sin næring.

Ifølge Evagrios har den normalt sit ophav i enten vrede eller sorg over at man har mistet noget der tilfredsstillede de normalt helt naturlige drifter. Det kan være ønsket om at blive set og elsket, at få stillet sin sult, at få ly og varme. Men det kan også være begæret efter magt og kontrol, efter at blive hædret og berømt.

Tabet åbner en dør på vid gab for bitterhedens dæmoner, der hvad enten de bruger vreden eller sorgen, trænger ind og forsøger at slå sig ned. Det gør de i hukommelsen. Ved altid at fremhæve det der er gået tabt, giver de bitterheden plads til at vokse. Efter en tid er det ikke længere det mistede man mindes, men vreden og sorgen. Til sidst bliver bitterheden sin egen næring, selve erindringen bliver bitterhed.

Det bittersøde minde om det gode man ikke længere har, kan til start være en nydelse, men bliver efterhånden en ulidelig plage. Sjælen der til start nyder at svæve over de bittersøde minder om det tabte, krummer sig til sidst sammen, ydmyget og stivnet i forgræmmet livløshed.

Men bitterheden kan også have sin oprindelse i skyldfølelse over hvad ens sult, magtbegær, gerrighed eller vrede har afstedkommet.

Også her er det i hukommelsen at bitterheden gror. Ved til stadighed at fremhæve sin egen eller andres uret, forstærker mindet om det der skete, de følelser af vrede og sorg som bitterheden vokser af. Følelserne forstærker mindet og også her bliver det der først så ud som en nydelse, en hvirvel af følelser, til en altfortærende bitterhed.

I begge tilfælde er det tydeligt at bitterheden får sin næring fra tanken på andre mennesker. Medens de tre første lidenskaber har deres rod i kroppens behov, har bitterheden ligesom vreden og mismodet sin naturlige rod i sjælen - i det enkle faktum at vi fødes lever og dør i relation til andre. Vi er fællesskabsvæsener. Det er ved at man i erindringen ruger over tabt fællesskab og græmmer sig over relationer og forhold der ikke findes, at mennesket bliver bittert.

Bitterheden har sin chance i vor manglende evne til at håndtere tab, vor skræk for at miste og vor manglende evne til at klare os uden det vi har haft eller tror vi har haft.

 

Flugten ind i ensomheden

Hvad skal vi da gøre? Hvordan skal vi undgå at åbne døren for bitterhed, undgå at lade vrede og sorg blive næring for bitterheden? Skal vi blive koldsindige eremitter i vort indre, uafhængige af andre og uafhængige af alt, ligeglade med hvad vi har og hvad vi mister, ligeglade med vor næste? Skal vi forsøge at slette al uret og alle tab fra vor hukommelse, forsøge at flygte fra os selv, for at finde et rent og uberørt sted?

Den fristelse var nærliggende for Evagrios og i ørkenfædrenes sammenhæng, men er nok lige velkendt for enhver af os. Ensom er stærk. Hvis du gør dig stålsat, slipper du for følelser, og virker det ikke, kan du drukne dem i stadig nye nydelser. Men den vej er en blindgyde og ender i forladthed og tomhed. Til sidst mister mennesket sig selv.

At trække sig tilbage, at lære ensomhed, er en nødvendig del af askesen, af kampen mod de legemlige lidenskaber. Og det er afgørende for kampen mod de åndelige lidenskaber ærgerrighed, og hovmod. Men Evagrios advarer på det bestemteste mod tilskyndelsen til at flygte ind i ensomheden som en måde at omgås sjælens lidenskaber: vrede, bitterhed og mismod. De har deres oprindelse i fællesskabet og kan kun kureres dér.

Gennem flugt kan vi for en tid slippe for bitterheden, men hvis vi ikke gør noget ved årsagerne til bitterheden, er intet vundet. Evagrios udtrykker sig drastisk: Når vi vil flygte ind i ensomheden skal vi stå imod, og når vi har lyst til et stadig tættere fællesskab, bør vi søge ensomheden. Hvis ikke vi værner om vor frihed, bliver vi til sidst viljeløse ofre for vore lidenskaber.

Bitterheden har som vi har set, sin rod i et forstyrret fællesskab. Derfor kan den kun stoppes og kvæles i fødslen i fællesskabet. Det eneste våben der fungerer er næstekærligheden, den kærlighed der øves gennem fællesskabets dyder.

Selv om Evagrios slet ikke fornægter værdien af faste, stilhed, meditation, bøn og salmesang, hvis det sker med måde og på rette tid, fremhæver han medmenneskelighed som det helt afgørende lægemiddel mod bitterhed.

Det lyder næsten for enkelt når Evagrios siger at almindelige gaver og enkel gæstfrihed har en god evne til at udslette bitterheden. Men så enkelt er det med bitterheden når den endnu er spæd. Når den har vokset sig stor, kræves der egentlig ikke noget andet, bare en ofte smertelig og til at begynde med en tilsyneladende virkningsløs udholdenhed. For den er den vedvarende bøn en nødvendighed.

 

At næres ved Guds gaver

I sidste ende er det dog ikke de enkeltstående kærlighedsgerninger der holder bitterheden borte, som om friheden kunne vindes gennem gerninger.

Kærlighedens handlinger, dydernes konkrete udtryk, er udtryk for og øvelse i det der er afgørende. Og det er ikke udtryk for godheden mennesket er skabt til at søge - det er godheden selv, den godhed hvis kilde er Gud.

Ligesom bitterheden næres når hukommelsen ruger over vrede og sorg, næres godheden af erindringen om Guds gaver, af erfaringen af kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed og fred. Men til forskel fra bitterheden hvis udspring er forgængeligt og hvis rod kan hives op, er godheden forankret i uforgængelighed, rodfæstet i tilværelsens inderste kerne.

De dyder vi ikke klarer os uden i kampen mod bitterheden og de andre lidenskaber, er som en af ørkenfædrene siger, alligevel kun de blade der skygger for selve frugten: Den åndelige vagtsomhed. At stå i forundret bøn for Guds ansigt og i Kristus se Ham som den Han er, for gennemstrålet af uforgængelig skønhed at stråle af det lys der brænder al bitterhed bort.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Samuel Rubenson, der er præst i den Svenske kirke og professor i kirkehistorie ved universitetet i Lund, fortæller her om ørkenfædrenes og i særdeleshed Evagrios af Pontos' lære om menneskenes kamp mod lidenskaberne.

 

 

(levende Vand 3 2007)

 

Længsel

 

    Tørsten som tegn

Af Wilfrid Stinissen ocd

 

Eros og agape

Af Peter Halldorf

 

En pilgrims længsel

Af Elisabeth Lidell

 

Den gode tørst

Af Erling Rimehaug

 

I erindringernes greb

Af Samuel Rubenson

 

Fædrene læser Skriften

Længsel efter at betragte Gud

Den  hellige biskop Anselms ”Proslógion”

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk